Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Valg i en usikker tid: Fokus skal være på et sundt og sikkert samfund

Fundamentet under vores velfærdssamfund skal sikres, lyder opfordringen fra Dansk Sygeplejeråd op til det kommende folketingsvalg.

Publiceret: 

26. februar 2026

Senest opdateret: 

26. februar 2026

Af:

Michael Ørtz Christiansen

moc@dsr.dk
Dorthe Boe Danbjørg sort rullekrave

Foto:

Joachim Rode

Statsministeren har netop trykket på den imaginære valgknap og udløst folketingsvalg.

Dermed har Mette Frederiksen skudt gang i en valgkamp, hvor den usikre internationale sikkerhedssituation uden tvivl kommer til at fylde.

”Det må og skal være en topprioritet for den kommende regering at sørge for et sundt og sikkert samfund med et sundhedsvæsen, der både leverer høj kvalitet i hverdagen og samtidig er rustet til at håndtere krisesituationer,” siger Dorthe Boe Danbjørg, der er forkvinde i Dansk Sygeplejeråd.

I forhold til den sidste del er det ifølge Dorthe Boe Danbjørg en udfordring, at der er forskel på, hvor godt de forskellige dele af sundhedsvæsenet er rustet.

”Mange sygeplejersker kender ikke til deres arbejdsgivers beredskabsplan og føler sig utrygge ved at skulle arbejde i en ny krisesituation. Der er brug for nationale minimumskrav til beredskabsplaner i sundhedsvæsenet, så vi ikke risikerer at ende i en ny covid-situation,” fortsætter hun.

Kapaciteten skal sikres

Sundhedspersonalet er fundamentet under sundhedsvæsenet. Også i hverdagen, når der ikke er krise. Og det kræver, at der er nok personale.

”Derfor er det en bunden opgave at gøre sygeplejefaget mere attraktivt, så flere vælger det til. Det skal blandt andet ske ved at skabe en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

Bedre vilkår i faget vil ifølge Dansk Sygeplejeråd også få flere til at søge mod sygeplejerskeuddannelsen, hvor optaget har været faldende, og mange studiepladser står tomme.

”Det er et fælles problem, som jeg håber, at vi sammen med den kommende regering kan finde en løsning på. Ligesom jeg håber på en plan for, hvilke kompetencer fremtidens sundhedsvæsen får brug for,” siger hun.

Forebyggelse frigiver ressourcer

Kapaciteten i sundhedsvæsenet er ifølge Dansk Sygeplejeråd nøglen til et godt beredskab, hvis der skulle opstå en krisesituation.

Og det handler også om tidlige indsatser og forebyggelse af sygdom, så hospitalerne bliver belastet mindst muligt.

Det er der en række forslag til i Dansk Sygeplejeråds sundhedspolitiske udspil ”Sygeplejersker for et sundere samfund”.

”Vi ved, at sundhed fylder meget for danskerne, så jeg vil da opfordre de politikere, der går til valg, til at tage et kig på vores forslag,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

”Sygeplejersker kan både være med til at sikre et sundere og mere sikkert samfund,” understreger hun.

Der er folketingsvalg den 24. marts.