OK24: FAQ om løn
Økonomisk ramme, reallønsforbedringer, inflation, reguleringsordning og lønefterslæb - der er mange begreber at holde styr på i forbindelse med overenskomstforhandlingerne og -aftalerne. Her kan du få svar nogle på de lønrelaterede spørgsmål, vi oftest bliver stillet af vores medlemmer.
OK24-spørgsmål om lønnen
Der er mange begreber, tal og teknikaliteter at holde styr på i forbindelse med overenskomstforhandlingerne og -aftalerne, så det er om at holde tungen lige i munden, hvis man vil forstå det hele.
Her kan du få svar på nogle af de lønorienterede OK24-spørgsmål, vi oftest bliver stillet af vores medlemmer.
Er en ramme på 8,8% tilfredsstillende?
Forhandlingerne har vist sig at være svære, fordi regeringen nedjusterede forventningerne til de privatansattes lønudvikling kort før jul, og finansministeren lagde et loft i staten på 8,8% for overenskomstfornyelsen.
De 8,8% er af den grund også blevet aftaleresultatet for de ansatte i kommuner og regioner, herunder for sygeplejerskerne. Udover det vil penge til lønstigninger fra trepartsaftalen komme oveni og give højere lønstigninger.
Og så er det vigtigt at fremhæve, at denne overenskomst er 2-årig og ikke 3-årig som vanligt. Derfor udmøntes de 8,8% over kun to år, og langt størstedelen af lønstigningerne falder allerede i år. Desuden har vi har fået en genforhandling i slutningen af perioden for at sikre parallelitet ift. den private lønudvikling.
Læs også artiklen fra Sygeplejersken: "Wammen har sat rammen: Derfor er der stadig gevinster at hente"
Foto:
Rene Deleuran Mølgaard Andersen
Indhentes efterslæbet efter høj inflation?
Lønforbedringerne indhenter ikke det samlede efterslæb fra de senere år, hvor krig i Europa og global energikrise har skabt historisk høj inflation. Men det gælder for alle lønmodtagere på det danske arbejdsmarked – også privatansatte - at de, trods fornuftige lønstigninger, ikke har genvundet købekraften fra før inflationskrisen.
Reguleringsordningen og den aftalte, ekstra lønforhandling sidst i overenskomstperioden i 2025 sikrer, at de offentligt ansattes løn følges med de privatansattes. I og med at den offentlige sektor ikke må være lønførende, følger lønnen med en vis forsinkelse efter de privatansattes. Derfor vil offentlig ansatte opleve, at indhentningen af reallønstabet kommer senere end for mange privatansatte.
Hvordan sikrer aftalerne reallønsforbedringer?
Aftalerne for både stat, kommuner og regioner sikrer en udvikling af reallønnen de næste to år. Det betyder, at man kan købe mere i morgen end man kunne i går. Reallønnen er den lønstigning, man reelt får, når prisstigningerne er trukket fra.
For staten:
Med aftalen for Staten forventes en samlet generel lønstigning i perioden på 7,4%. og 2,5% i reallønsforbedringer. Den forventede prisudvikling i samfundet skønnes nemlig at blive 4,9% i perioden.
For kommunerne:
I den samlede økonomiske ramme er der afsat 8,8% - og heraf er 6,51% generelle lønstigninger inkl. reguleringsordning til alle sygeplejersker.
Dermed forbedres reallønnen for de kommunale sygeplejersker med 2,17%, fordi forbrugerpriserne forventes at stige med 4,34% i samme periode.
For regionerne:
En samlet økonomisk ramme på 8,8%, heraf 6,53% i generelle lønstigninger inkl. reguleringsordning til alle sygeplejersker.
Forliget betyder således reallønsforbedringer til alle på 2,19%, fordi forbrugerpriserne forventes at stige med 4,34% i samme periode.
Læs mere om reallønsfremgangen i Sygeplejersken:
Foto:
Søren Svendsen
Hvad er reguleringsordningen?
Der har siden 1984 været aftalt en reguleringsordning. Ordningen har til formål at sikre en tilnærmelsesvis parallelitet mellem lønudviklingen i den offentlige og private sektor.
Hvis den private sektor har haft en højere lønudvikling end den offentlige sektor, medfører reguleringsordningen, at 80% af forskellen udmøntes som generelle lønforbedringer, der tillægges de aftalte lønstigninger.
Udmøntning fra reguleringsordningen 1/10-2024
1. oktober 2024 bliver reguleringsordningen udmøntet, som aftalt ved OK24.
På det regionale område udmønter reguleringsordningen 1,39 %, og på det kommunale område udmønter reguleringsordningen 1,3 %.
Dette er lavere end det blev skønnet ved overenskomstfornyelsen. Dette skyldes at den private lønudvikling har været lavere end forventet.
Reguleringsordningen udmøntes igen den 1.10.2025 og derudover er der aftale en slutforhandling den 1.11.2025, som også kan ende med en udmøntning”.
Læs også artiklen fra Sygeplejersken:
Hvor er vi i forhold til lønefterslæbet hos sygeplejersker?
Sygeplejerskerne har et historisk lønefterslæb, der betyder, at lønnen ikke står mål med fagets kritiske samfundsværdi. Vi er kommet et godt stykke af vejen mod ligeløn med trepartsaftalen. Men vi er ikke i mål.
DSR kæmper fortsat for, at sygeplejerskernes løn svarer til deres uddannelsesniveau, opgaver og ansvar - og at historiske ubalancer udlignes. Højere løn til sygeplejersker er nødvendigt for at kunne fastholde og rekruttere sygeplejersker til det offentlige sundhedsvæsen.
Artikler fra Sygeplejersken om OK24
OK24: Forbruget har betydning for reallønsfremgangen
Nyhed
Giver den økonomiske ramme for overenskomstaftalerne egentlig en reallønsforbedring, eller bliver den ædt op af inflationen? Sygeplejersken ...
Wammen har sat rammen: Derfor er der stadig gevinster at hente
Nyhed
Hvad er der egentlig blevet forhandlet om, når finansminister Nicolai Wammen (S) har dikteret loftet på forhånd? Og hvorfor får nogle sygepl...
Eksperter forventer højere løn med ny reguleringsordning
Nyhed
De offentligt ansattes løn skal fremover reguleres på en ny måde i forhold til lønudviklingen for privatansatte. Ændringen kan give højere l...