Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

DSR's internationale samarbejde og solidaritetsarbejde

Vores medlemskab i internationale organisationer giver os mulighed for at mødes med andre organisationer for at udveksle synspunkter, lære af hinanden og nå til enighed om fælles sager. Derudover arbejder DSR for international solidaritet gennem Solidaritetsfonden og ved at støtte Sundhedscentret i Swaziland. Læs mere om, hvordan DSR samarbejder globalt.

Vores internationale samarbejde

DSR samarbejder derfor både med internationale sygeplejerskeorganisationer og andre interessepolitiske organisationer, som repræsenterer offentligt ansatte på europæisk og internationalt plan.

Nedenfor kan du se en liste over de organisationer, som DSR er medlem af og samarbejder med internationalt.

Sygeplejerskernes Samarbejde i Norden

Sygeplejerskernes Samarbejde i Norden (SSN)/Nordic Nurses Federation (NNF) er et samarbejde for sygeplejerskeorganisationerne i Danmark, Færøerne, Finland, Island, Norge og Sverige. Samarbejdet repræsenterer omkring 300.000 sygeplejersker. Fokus for samarbejdet er: Udvikling af sygeplejerskers kompetencer og funktionsområder, sygepleje af høj kvalitet, gode løn- og arbejdsvilkår og indflydelse på nordisk sundhedspolitik. SSN/NNF har udarbejdet Etiske Retningslinjer for Sygeplejeforskning i Norden

> Læs mere på NNF's hjemmeside

SSN 100 år: Læs jubilæumsmagasinet om nordisk sygepleje anno 2020

European Federation of Nurses' Organisation

Den Europæiske Sammenslutning af Sygeplejerskeorganisationer (EFN) er det europæiske samarbejde for sygeplejerskeorganisationer i EU og EØS. Samarbejdet startede i 1972 og består af 34 medlemsorganisationer, der tilsammen repræsenterer over 1 million sygeplejersker.

> Læs EFN's statement om Gaza

>Se fagbladet Sygeplejerskernes nyhed om EFN's statement

> Læs om EFN på deres hjemmeside

The European Federation of Public Service Unions

The European Federation of Public Service Unions (EPSU) er en sammenslutning af fagforeninger i Europa, som alle har medlemmer, der arbejder i den offentlige sektor. EPSU repræsenterer ca. 265 fagforeninger og dermed ca. 8 millioner offentlige ansatte i Europa. Dansk Sygeplejeråd er gennem medlemskab i EPSU involveret i at drøfte europæiske udfordringer, udveksle viden samt øve indflydelse på de europæiske institutioner, som har indflydelse på social- og sundhedsområdet i Europa.

> Læs mere på EPSU's hjemmeside

European Forum of National Nursing and Midwifery Associations

EFNNMA er et internationalt netværk for sygeplejerske- og jordemoderorganisationer inden for  WHO's europæiske region. Netværket har til formål at påvirke sundhedspolitik, øge kvaliteten af sundhedsydelser og fremme sundhed ved at arbejde strategisk med WHO og andre interessenter.​

> Læs mere på EFNNMA's hjemmeside

International Council of Nurses

International Council of Nurses (ICN) er en sammenslutning af over 130 sygeplejerskeorganisationer fra hele verden og repræsenterer omkring 16 millioner sygeplejersker på verdensplan. ICN’s mål er at være sygeplejens talerør på verdensplan, at fremme professionen og at påvirke sundhedspolitik globalt. ​

> Læs mere om ICN

Public Services International

Public Services International (PSI) er en sammenslutning af ca. 669 fagforeninger, som repræsenter medarbejdere i den offentlige sektor verden over. PSI repræsenterer således mere end 20 millioner offentligt ansatte fra 154 lande og arbejder bl.a. for at fremme universel adgang til offentlige ydelser af høj kvalitet. DSR deltager i PSI-samarbejdet med særligt fokus på sundhedsområdet.​

> Læs mere på PSI's hjemmeside

International solidaritet

DSR arbejder for internationalt solidaritet gennem Solidaritetsfonden og støtte til Sundhedscentret i Swaziland.

DSR deltager i internationalt solidaritetsarbejde ved at støtte konkrete aktiviteter og projekter og gennem medlemskab af foreninger og sammenslutninger. Vi ønsker på den måde at medvirke til, at der skabes bedre vilkår for at forbedre den globale sundhedstilstand, at FN's menneskerettigheder overholdes, og at der skabes engagement for fred.

Dansk Sygeplejeråds Solidaritetsfonds støtte til Sundhedscentret i Swaziland er konkret solidaritetsarbejde.


Solidaritetsfonden

Hver måned giver alle medlemmer af Dansk Sygeplejeråd én krone af deres kontingent til Solidaritetsfonden. Fonden støtter sygeplejersker, der pga. sygdom eller lignende er bragt i en økonomisk sårbar situation, nationale og internationale organisationer der arbejder med at fremme sundhed samt sygeplejerskeorganisationer og humanitært arbejde internationalt.

Læs mere om Solidaritetsfonden, og hvordan du kan søge støtte gennem fonden.


Sundhedscentret i Swaziland

I samarbejde med sygeplejerskeorganisationen i Swaziland (SNA) og International Council of Nurses (ICN) har Dansk Sygeplejeråd etableret et sundhedscenter i byen Manzini i Swaziland for medarbejdere i sundhedsvæsenet og deres nære familier.


Hvorfor et sundhedscenter?

I 2006 bevilgede Dansk Sygeplejeråd 500.000 kr. til etablering af et sundhedscenter i Swaziland til forebyggelse og behandling af sundhedspersonale og deres nære familie.

Baggrunden for DSR’s engagement er, at Swaziland er et af de lande i Afrika, der har den højeste andel af hiv/aids smittede, hvilket også gælder sundhedspersonalet. Dertil kommer, at sundhedsvæsenet oplever en alvorlig mangel på sundhedsmedarbejdere pga. vanskelige arbejdsvilkår, migration og forekomsten af TB og malaria.

Sundhedscenteret er ledet af sygeplejersker.

Ud over Sundhedscentret i Manzini råder centret over en bil, som gør det muligt at nå ud til landets udkantsområder og her teste sundhedspersonalet for hiv/aids, uddele medicin, undersøge og behandle for følgesygdomme etc.


DSR fortsætter støtten gennem Solidaritetsfonden

Sundhedscentret i Swaziland danner model for udvikling af lignende centre i de omkringliggende lande. Sundhedscentre i Lesotho, Zambia, Malawi, Uganda og Etiopien er ligeledes åbnet, og støttes bl.a. af sygeplejerskeorganisationerne i Sverige og Norge.

DSR støtter gennem Solidaritetsfonden også Sundhedscentret økonomisk. Siden opstarten har centret udviklet sig både i forhold til kapacitet og professionalisme. Sundhedscentret har i dag 12 ansatte, og Sundhedsministeriet i Swaziland har forpligtiget sig til at støtte op om centrets aktiviteter, bl.a. med økonomisk støtte, hvilket er med til at skabe et center, som også er bæredygtigt på sigt.

Emblem fra Dansk Sygeplejeråd.
Bliv medlem og få alle fordelene
Som medlem af DSR har du adgang til en lang række fordele – hjælp af TR, juridisk rådgivning, fonde og meget mere.