Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejeetisk Råds medlemmer og opgaver

Læs om rådets medlemmer og opgaver og om, hvordan du kan blive medlem.

Rådets rammer

Rådet består af 10 medlemmer, der skal være medlemmer af Dansk Sygeplejeråd og vælges af Dansk Sygeplejeråds kongres efter kandidatanmeldelser fra rådet, Dansk Sygeplejeråds kredse og hovedbestyrelsen.

Valg til Sygeplejeetisk råd gælder for højst 4 år. Genvalg kan finde sted, dog kan intet rådsmedlem sidde mere end 8 år.

Rådets opgaver

Medlemmerne af Sygeplejeetisk råd:

  • Afholder heldagsmøder 10 gange årligt
  • Underviser og holder foredrag
  • Skriver artikler og synspunkter
  • Afgiver høringssvar
  • Vejleder medlemmer
  • Samarbejder med DSR, SLS, de faglige selskaber (FS) og DASYS med flere om fagetiske problematikker
  • Samarbejder med de øvrige nordiske sygeplejeetiske råd
    informerer om rådets arbejde
  • Repræsenterer Sygeplejeetisk råd ved at deltage i konferencer mm.

Præsentation af medlemmerne af Sygeplejeetisk råd

Sygeplejeetisk råd har 10 medlemmer. Her finder du en præsentation af rådsmedlemmerne.

Medlemmerne af Sygeplejeetisk Råd
Medlemmerne af Sygeplejeetisk Råd 2024

Sygeplejeetisk Råd har 10 medlemmer i bestyrelsen. Øverst fra venstre; Kirstine Rosendal, Trine Lykkegaard Sønderkær, Inge Trelborg Møller, Birgitte Ehlers og Dorte Sørensen Tungelund Nederst fra venstre; Birgitte Nielsen, Lotte Marker Christensen, Forkvinde Lisbeth Aaskov Falch, Næstforkvinde Charlotte Hald og Lene Rosenly

Foto:

Søren Svendsen

Forkvinde, Lisbeth Aaskov Falch

Forkvinde, Lisbeth Aaskov Falch

Valgt i Kreds Sjælland

Lektor på Professionshøjskolen Absalon.

Jeg er uddannet sygeplejerske i 1998 og har frem til 2010 arbejdet i forskellige stillinger fra basissygeplejerske til stabsfunktioner i sygehusregi.

Efterfølgende har jeg arbejdet i en årrække som adjunkt og sidenhen som lektor på sygeplejerskeuddannelsen.

Jeg har udover min autorisation som sygeplejerske en kardiologisk efteruddannelse, flere sundhedsfaglige diplommoduler, en masteruddannelse i humanistisk sundhedsvidenskab og praksisudvikling samt en lektorgodkendelse. Ph.d.-grad om gamle mennesker i det specialiserede sygehusvæsen i februar 2019.

Jeg har i hele mit virke som sygeplejerske været optaget af etiske spørgsmål og er særligt optaget af etiske problemstillinger knyttet til plejen og behandlingen af gamle mennesker i kommunerne og af de gamle patienter på sygehusene.

Jeg er endvidere optaget af udvikling af undervisningen i etik til kommende sygeplejersker og har gennem flere år undervist i netop etik og filosofi på sygeplejerskeuddannelsen.

Valgt i 2018. Genvalgt i 2020.

Forkvinde fra maj 2024

Næstforkvinde, Charlotte Hald

Næstforkvinde, Charlotte Hald

Valgt i Kreds Midtjylland

Forskningsassistent på Regionshospitalet Randers

Uddannet sygeplejerske i 2004 fra Sygeplejeskolen i Århus. Kandidat i Sygeplejevidenskab fra Aarhus Universitet i 2011, hvor jeg skrev kandidatspeciale om hjernedød og organdonation.

Erfaring som sygeplejerske på neurointensivt afsnit, AUH, adjunkt på VIA University College, fra demensområdet, som kvalitetskonsulent i Aarhus kommune og som udviklingssygeplejerske på Hospice Djursland.

Har siden januar 2021 arbejdet som forskningsassistent på Regionshospitalet Randers

Mine interesseområder er palliation, demens, ældrepleje, perspektiver på afslutningen af livet, værdighedsbegrebet, sektorovergange og ikke mindst formidling og uddannelse.

De etiske dilemmaer i sygeplejen har altid haft min interesse, og i min tid som sygeplejerske har jeg søgt specialer, hvor etiske dilemmaer nærmest står i kø.

Valgt i 2018.

Næstforkvinde fra maj 2024

Birgitte Ehlers

Birgitte Ehlers

Valgt i Kreds Sjælland

Udviklings- og sundhedsfremmesygeplejerske i Center for Alkohol og Stof, CAS, Roskilde.

Udannet fra Vejle Sygeplejeskole 1991. Har arbejdet som hjemmesygeplejerske i Brørup og i Taastrup. Uddannelse til sårsygeplejerske i 2002, DSR. Har arbejdet som produktspecialist i privat virksomhed. Siden 2013 sygeplejerske i CAS, Roskilde. Master i sundhedsfremme 2017.

Jeg er særligt optaget af de rammer vi skaber omkring vores velfærd i bred forstand og vores sundhedspolitik i særdeleshed og jeg er især optaget af social ulighed.

Jeg ønsker at bidrage til etiske overvejelser med de erfaringer jeg har, blandt andet fra mit arbejde med socialt udsatte mennesker.

Derudover ønsker jeg at udfordre mine holdninger og vinkler i et kvalificeret og åbent forum, idet jeg finder det yderst vigtigt at vi som sygeplejersker aktivt tager stilling til den kultur vi er en del af og som vi som fagprofessionelle er med til at reproducere og forme.

Valgt i 2018.

Dorte Sørensen Tungelund

Dorte Sørensen Tungelund

Valgt i Kreds Syddanmark

Distriktsleder i hjemme- og sygeplejen, Fredericia Kommune.

Uddannet på Aarhus Amtssygehus i 1991, cand.cur. i klinisk sygepleje, Syddansk Universitet, 2016.

Jeg har erfaring som sygeplejerske fra sygehusafdelinger, primært ortopædkirurgi. Længst erfaring har jeg i hjemmeplejeregi.

Har undervist på social- og sundhedsskolen i Fredericia. Er tilknyttet censorkorpset på sygeplejerskeuddannelsen og den sundhedsfaglige diplomuddannelse.

Jeg har løbende deltaget i forskelligt frivilligt arbejde og var en årrække ansat i Folkekirken som kirke- og kulturmedarbejder.

Jeg elsker sygeplejefaget! Jeg er optaget af, at vi fortsat uddanner og udvikler sundhedsprofessionelle til pleje og omsorg af høj kvalitet og med fokus på den måde, som sygepleje udføres på.

At vi, i dialog og handling, har fokus på at udvikle etisk bevidsthed i samspillet mellem viden, praktisk kunnen og medmenneskelighed. Her ser jeg refleksion i klinisk praksis som vigtig at fastholde og udvikle – både når den er relateret til konkret viden og når refleksion berører eksistentielle, åndelige og filosofiske spørgsmål.

Jeg er også optaget af, at den specialiserede palliative indsats er et tilbud til alle, der tilbringer den sidste tid i hjemmet.

Valgt til Sygeplejeetisk Råd i 2020.

Kirstine Rosendal

Kirstine Rosendal

Valgt i Kreds Hovedstaden

Lektor.

Uddannet sygeplejerske fra H:S Sygeplejerskeuddannelsen i 2004. Cand.cur. i 2010. Teologisk grunduddannelse, 2000.

Jeg har siden 2012 arbejdet som underviser på sygeplejerskeuddannelsen. Jeg arbejder med uddannelse, undervisning og udvikling.

Har klinisk erfaring indenfor det akutte medicinske område samt neonatologien.

I forhold til etikken er mine interesseområder de etiske problemstillinger, der kan opstå indenfor palliation og neonatologi, samt etik i forebyggelse og sundhedsfremme. Derudover er jeg optaget af etik i en uddannelsesmæssig kontekst.

Jeg har desuden interesse for social ulighed i sundhed og åndelig omsorg.

Valgt i 2018.

Lene Rosenly

Lene Rosenly

Valgt i Kreds Syddanmark

Jeg er ansat som udviklingssygeplejerske i Psykiatrisk Afdeling Odense.

I de sidste 10 år har jeg haft særlig interesse for, hvordan etikken kan være i fokus i klinikken. Det betyder, at jeg har arbejdet med den etiske analysemodel, som bruges til at drøfte klinikkens etiske dilemmaer.

Derudover er jeg medlem af Klinisk Etisk Komite i Psykiatrien i Region Syddanmark og har været det godt 3 år.

Dette arbejde inspirerer mig til at udbrede budskabet om etisk refleksion blandt sygeplejersker og derfor er jeg også facilitator i etiske refleksionsgrupper i både døgnafsnit og i lokalpsykiatrien.

Som medlem af Sygeplejeetisk Råd vil jeg arbejde for at få De Sygeplejeetiske Retningslinjer integreret i praksis og pege på vigtigheden af at drøfte etiske dilemmaer i klinikken til gavn for patienterne og dermed også trivsel på arbejdspladsen.

Jeg brænder for at mindske ulighed i sundhed og for at inddrage patienter mest muligt i egen behandling.

Valgt til Sygeplejeetisk Råd i 2020.

Lotte Marker Christensen

Lotte Marker Christensen

Valgt i Kreds Syddanmark

  • Afdelingssygeplejerske på Hjertesygdomme sengeafsnit på Kolding Sygehus – en del af Sygehus Lillebælt

  • Uddannet i 1991 fra Vejle Sygeplejeskole

  • Specialuddannelse i intensiv. 10 års erfaring fra intensiv og opvågning bl.a. som uddannelsesansvarlig

  • 28 års erfaring inden for det hjertemedicinske område

  • Afdelingssygeplejerske i 20 år

  • Diplom i ledelse

  • Har arbejdet med forandringsprocesser og fusioneringer af afsnit

  • Uddannet i den ”Syddanske forbedringsmodel”


Faglige interesser

Det effektive sundhedsvæsen er ofte presset og ressourcerne er til tider små, hvorfor det er vigtigt, at ledelsen skaber en kultur, hvor sygeplejerskerne drøfter og sparrer med hinanden om de etiske dilemmaer. Men også at de får handleredskaber og perspektiver på kreative løsninger, så sygeplejersken sammen med patienten og pårørende sammen finde den bedste løsning.

I fællesskabet kan vi noget unik sammen, hvor vores holdninger og perspektiver på etiske udfordringer belyses og løftes i forståelsen af det sårbare menneske.

Min styrke er ledelse i praksis, hvor sygeplejersken møder den syge patient og dennes familie.

Jeg er optaget at relationer. Hvordan kan et godt sygeplejerskeetisk fundament synliggøres i plejen og bidrage mere professionelt til sygeplejersken handlingskompetencer i mødet med patienter/borger fra alle samfundslag.

Valgt til Sygeplejeetisk Råd i 2020.

Trine Lykkegaard Sønderkær

Trine Lykkegaard Sønderkær

Valgt i Kreds Nordjylland

Adjunkt i VIA, sygeplejerskeuddannelsen, Viborg.

Jeg er uddannet sygeplejerske fra UCN, Aalborg 2006.

Som nyuddannet arbejdede jeg indenfor apopleksi- og neurorehabiliteringsspecialet i Randers og Hammel i 2,5 år. Derefter 13 år på Neuro- og traumeintensivafdeling.

Jeg har forskellige uddannelser, bl.a. specialuddannelse i intensivsygepleje 2010, klinisk vejleder 2018, cand. mag i 'Anvendt filosofi' 2021.

Jeg har i mange år haft funktion som udrykningssygeplejerske indenfor organdonation samt deltaget i diverse kurser og foredrag indenfor dette område.  

Jeg er særligt optaget af, hvordan vi som sygeplejersker kan blive mere bevidste om dagligdagens etiske dilemmaer, og hvordan vi træffer de bedst mulige valg, der tilgodeser både patienter og sygeplejersker.

Jeg ønsker at bidrage til etiske overvejelser omkring compassion, omsorgstræthed (compassion fatigue), og hvordan vi med etisk bevidsthed og refleksion kan bidrage til, at flere sygeplejestuderende og sygeplejersker tilskynder faget.

Desuden ønsker jeg, at vi i Rådet bidrager til en større viden om både aktiv dødshjælp og organdonation, herunder DCD (donation efter cirkulatorisk død), og hvilke roller sygeplejersker spiller indenfor disse områder.

Valgt i 2024.

Inge Trelborg Møller

Inge Trelborg Møller

Valgt i Kreds Midtjylland

Klinisk sygeplejespecialist Akutafdelingen Hospitalsenhed Midt

Jeg er uddannet sygeplejerske i 1996 og har frem til 2019 arbejdet som basissygeplejerske i forskellige stam- og modtageafdelinger – dog altid med sideløbende nøglefunktioner som klinisk underviser og/eller specialeansvarlig sygeplejerske.

Jeg er uddannet akutsygeplejerske og forbedringsvejleder, har en diplom i sundhedsformidling og klinisk uddannelse samt en master i humanistisk sundhedsvidenskab og praksisudvikling.

Mit masterprojekt bar titlen: "Ingen plan uden patientens perspektiv – et praksisudviklingsprojekt inspireret af kritisk psykologi om inddragelse af patienter med svage sundhedskompetencer i en akutafdeling"

Jeg er optaget af at implementere Fundamentals of Care i egen afdeling, da jeg mener, at en situationsorienteret, personcentreret sygepleje sammen med refleksion over etiske perspektiver i sygeplejen kan være et værn mod, at vi som professionelle kommer til at forse os på den, der har hjælp behov.

Mine interesseområder er akutsygepleje – særligt til patienter med psykisk sygdom og skrøbelige ældre patienter - tværfagligt og tværsektorielt samarbejde, formidling og undervisning.

Valgt til Sygeplejeetisk Råd i 2024.

Birgitte Nielsen

Birgitte Nielsen

Sygeplejerske, klinisk vejleder og uddannelsesansvarlig Læsø Døgnpleje

Interessen for arbejdet med etik og etiske dilemmaer indenfor sygeplejen opstået gennem knap 15 års ansættelse indenfor palliation som Hospicechef.

Har undervist en del gennem arbejdslivet og især indenfor palliation.

Fokus på livet, lindring, relationer og livskvalitet til enhver tid - for såvel patienter som pårørende. Således modstander af aktiv dødshjælp.

Valgt i 2024

Bliv medlem af Sygeplejeetisk råd

Der er 10 medlemmer i Sygeplejeetisk råd, og der er valg til rådet hvert andet år. Valget foregår på DSR' kongres. Valg til rådet gælder for højst 4 år. Genvalg kan finde sted, dog således, at intet rådsmedlem kan sidde mere end 8 år.

Hvis du gerne vil være medlem af Sygeplejeetisk råd, skal du indstilles af din DSR-kreds. Du skal derfor kontakte dit kredskontor og fortælle, at du er interesseret i at opstille. Kredsen beslutter så, om den vil indstille dig til valg.

Er man allerede valgt ind i Sygeplejeetisk råd, kan rådet vælge at indstille til endnu en valgperiode.

Kredsene og Sygeplejeetisk råd sender deres indstillinger til DSR's hovedbestyrelse. Hovedbestyrelsen vælger, hvilke af de indstillede kandidater, den vil indstille til valg på Kongressen. Hovedbestyrelsen skal i sin indstilling af kandidater sikre bredden i medlemssammensætningen. Rådets sammensætning skal således afspejle medlemssammensætningen geografisk, aldersmæssigt og virksomhedsmæssigt.

For at være med i Sygeplejeetisk råd, skal man være medlem af DSR.

Medlemmer i Sygeplejeetisk råd må ikke varetage organisationspolitiske tillidsposter i DSR eller andre tillidsposter. På den måde ønsker vi at sikre rådets uafhængighed og undgå, at der opstår habilitetsproblemer.

Fx kan sygeplejersker ansat i Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen, medlemmer af patientklagenævnet, medlemmer af Etisk Råd, medlemmer af Retslægerådet samt sygeplejersker tilknyttet de videnskabsetiske komitéer ikke vælges som medlemmer til Sygeplejeetisk råd.

Medlemskab af Sygeplejeetisk råd er frivilligt arbejde. Rådet modtager et årligt budget fra DSR, som dækker omkostningerne til rådets drifts. Rådets formand modtager et mindre årligt honorar.

Rådet er oprettet for at fremme sygeplejefagets etiske vinkel og idéen er, at DSR som beskrevet betaler rådets drift, medlemmerne bruger en del fritid på arbejdet og arbejdsgiverne bidrager med frihed til mødedeltagelse.