Bombardementerne af Rønne og Nexø

Rønne Sygehus under bombardementet.

En operationssygeplejerske på Rønne Sygehus fortæller her om bombardementet, der også ramte Rønne Sygehus med en fuldtræffer lige ned i operationsstuen.

Vi havde i forvejen meget at lave, fordi der kom så mange flygtninge fra Østtyskland. Havnen var fuld af flygtningeskibe, så vi arbejdede om dagen og somme tider også noget af natten. Den 7. maj 1945 begyndte vi kl. 4 om morgenen, for der var kommet nye skibe ind, og der var mange, der var meget sårede, det var slemt.

Vi blev ved med at operere, og til sidst sagde overlægen, ”Nu prøver vi at blive færdige, så vi kan nyde lidt af friheden”.

Vi holdt op omring klokken 13 for at få lidt middagsmad, og så hørte vi flyverne. Vi løb ud - "Englænderne", men det var ikke englænderne. Først da de gik meget langt ned, kunne vi se, at det var russere, og så vi bomberne, der faldt hele vejen efter bombemaskinerne.

Vi kom hurtigt ned i beskyttelsesrummet, men da der blev en pause, løb vi tilbage til operationsstuen, og allerede da kom de bærende med sårede på døre, på stiger og bårer, og hvad de nu kunne finde.

Vi arbejdede hele eftermiddagen. Det var frygteligt at se - der var en familie, hvor forældrene var blevet dræbt og en datter meget hårdt såret, vi måtte amputere et af hendes ben, og der var en ung dreng på ca. 15 år, han var fuldstændig revet op i ansigtet. Sammen med overlægen fik vi ham ind på en enestue for at give transfusion, men ind imellem måtte vi dukke os ned under en seng, når bomberne faldt.

De patienter, der var tilbage, fik et vandfad over hovedet som beskyttelse.

Indimellem gik overlægen stuerne igennem, og fra alle afdelinger blev alle patienter, der kunne udskrives, sendt hjem i ambulancer og taxaer, og hvad man ellers kunne få fat i af køretøjer.

Vi blev ved igennem dagen og natten, og henimod morgenen den 8. maj var vi ved at være færdige. Ind imellem kom der frihedskæmpere, som kom og spurgte, hvordan det gik.

Der var kastet flyveblade ned med en meddelelse om, at der ville blive bombarderet igen kl. 10.

Vi kørte vi resten af patienterne ned i kælderen, og kvart i ti blev der bombet. Den første bombe faldt lige over os, lige gennem det Røde Kors-mærke, der var på taget, men heldigvis ramte den en stålbjælke, der holder taget. Det gjorde, at den sprængtes opad - ellers var der ingen af os, der var kommet ud.

Vi var i kælderen under den medicinske afdeling. De voksne var allerede blevet evakueret til forsamlingshusene i Nylars og Vestermarie, men der var en hel del børn, som forældrene ikke havde kunnet komme og hente. De blev kørt ned i den såkaldte gymnastiksal, hvor sygeplejersker og læger lagde sig hen over hovederne på dem for at beskytte dem. Ind i mellem bølgerne af bombemaskiner løb de op og gjorde mælkeflasker klar og kogte dem, så de kunne være parat, til vi kunne blive evakueret. Vinduerne i den medicinske afdeling holdt, men ovre i den kirurgiske afdeling der mange, der blev sprængt.

Tre kvarter gik det for sig. Sommetider var der pauser, så hørte vi nye bølger. Og de gik så langt ned, at de skød ind i gangene. Larmen var frygtelig. Så sagde overlægen: "Nu tør vi ikke blive her længere, vi kommer til at få personalet ud".

Civilbeskyttelses-tjenestens Udrykningskolonne, CBU’erne skulle tage sig af patienterne, det var fantastisk, hvad de præsterede! De fik løftet sengene op - en patient havde et strækstativ på sengen til et brækket ben, det fik de op, uden at det gik i stykker. Patienterne blev evakueret med lastbiler, for der var ikke flere ambulancer, og de sidste bårer stod så langt ude på et lastvognslad, at en måtte stå og holde på dem, for at de ikke skulle falde af.  

Der stod en CBU’er henne ved døren, og han fangede en elev, der var så chokeret, at hun var på vej ud på egen hånd. Han tog fat i hende, og satte sig ned og klamrede sig til hans ben. Han trak sin frakke ud over hende, og der stod han troligt, helt til de kunne komme ud. Ellers var der faktisk ingen, der sagde noget. Vi blev på vores pladser.

Så måtte vi afsted ud igennem gangen, der førte under hele huset for at komme ud bagved hospitalet.

Vi var knapt kommet ud, før der kom en ny bombe, og så måtte vi afsted - ud over markerne og op i skovene. Vi var heldige i vores gruppe, der var ingen, der blev skudt efter, men de andre grupper, der havde flygtet, hørte kugler, der faldt omkring dem.

Vi kom vi ud til Nylars, og der var resten af patienterne og den del af personalet, der var blevet evakueret før os, fordi vi ikke alle måtte være alle på samme sted.

Den næste dag gik med at ordne patienterne. På et tidspunkt kom afdelingssygeplejersken på operationsgangen hen til mig og sagde, at der manglede nogle ting, som skulle hentes på sygehuset i Rønne, så det skulle jeg med ind for gøre.

Der blev stillet en lastbil til rådighed, og vi var flere på den lastbil. En skulle hente gær, en anden skulle hente nogle papirer, og jeg skulle i depotet, og vi standsede uden for mandsgangen. Jeg kunne løbe ind igennem den lange gang til depotet og fik, hvad jeg skulle bruge, men jeg ville nu alligevel se, hvad der var ovenpå.

Jeg gik op ad en lille opgang, og der så jeg, at hele biblioteket var væltet, trappen var fuld af murbrokker, og muren var ødelagt. Operationsstuen kunne vi heller ikke bruge bagefter.

Heldigvis gik jeg ud ad den midterste udgang og fulgte muren langs med vejen for at komme tilbage igen, og der fandt jeg et legitimationskort på fortovet. Det viste sig at tilhøre en franskmand, der havde mistet det.

Det legitimationskort var det eneste bevis, han havde for, at han var krigsfange. Jeg stod med det kort, hvor var han? Jeg havde kun et par minutter, før vi skulle være tilbage. Heldigvis kom inspektøren i det samme, han sagde: "Hvad er der?" Så sagde jeg bare: "Her er kortet". ”Ih”, sagde han, ”det er det eneste kort, der kan redde ham for ikke at blive sendt til Rusland eller Sibirien”. "Jamen, jeg ved ikke, hvor han er, og jeg har kun et par minutter." Inspektøren svarede, ”Men han havde fået en passerseddel, og jeg har min bil, og jeg ved, at de bliver samlet op ude på et alderdomshjem, jeg kan nå det, og jeg kører derud med det samme og henter ham.”

Franskmanden blev overgivet til Røde Kors og kom senere til København. Det skal lige siges, at inspektøren var min fætter, og jeg vidste, at han var med i modstandsbevægelsen.

Vi kom tilbage til Nylars, og næste morgen kom der ordre fra russerne. De forlangte, at der skulle være personale på sygehuset, for de forventede, at der ville blive kamp ude på flyvepladsen mellem dem og tyskerne.

Vi kørte ind med det samme, sygeplejersker og nogen af rengøringspersonalet, og vi gik i gang med at feje knuste ruder op, og hvad der ellers var faldet ned.

Om aftenen måtte de fleste køre tilbage, og vi blev nogle stykker tilbage, overlægen, en kandidat, oversygeplejersken, en anden operationssygeplejerske, røntgensygeplejersken, den sygeplejerske, der gav narkose, en sekretær for lægen og jeg, vi lå alle på gulvet på en stue. Overlægen blev boende i sit kontor med døren åben, han havde sin villa lige ved siden af, men vi skulle ikke være alene.

Vi fik et par patienter, der var en stor russer, han havde fået lidt afskrabning på hånden. Jeg vaskede og desinficerede den, og så lagde jeg et plaster på, det var nok. Han kiggede på det, nej, det var ikke godt nok. Jeg fandt et bind frem, og så fik han en fin håndbandage. Måske har han bagefter fået en medalje som såret i krigen af den grund.

Den anden havde nok været for meget i byen og fundet spiritus. De drak jo, lige meget hvad de så fandt. Hårsprit og mopolie og vin, hvis der var. Han blev altså syg, så han blev indlagt, og da vi havde arbejdet temmelig meget at pumpe ham ud og få ham beroliget, fik han en god sprøjte at sove på, så vi fik en temmelig rolig nat. Det var det eneste, vi kunne gøre.

Om morgenen, da han skulle klædes på, kunne jeg godt se, at i alle hans lommer var der sokker, uldne sokker. De har kun et stykke stof viklet om benene, de har ikke sokker eller strømper, det kender de ikke, så det var jo rigdom for ham.

Ellers kom der i løbet af dagen af og til nogle sårede eller skuldre, der var gået af led og sådan forskelligt. Det var lidt svært, for operationsgangen kunne ikke bruges, så det var fødestuen, der blev lavet om til operationsstue med det, vi havde. Det gik meget godt, og der var et udmærket samarbejde.

Vi arbejdede en uges tid på den måde, at fem af os blev der om natten, og de andre kørte væk. Det er egentlig et lille sygehus, men vi syntes det var meget stort at være ene på. Alle de andre afdelinger - alt var tomt. Funktionærboligerne stod også tomme, og der blev skudt omkring os, nej det var ikke rart.

Efterhånden, efter 8-10 dage begyndte det at hjælpe, nogle af stuerne var kommet i orden og vi kunne tage imod patienter, og så blev det mere normalt.

Nexø Sygehus under bombardementet.

Den 7. maj begyndte russerne først at bombe tyske skibe i nærheden af øen, dernæst tyske skibe i havnene. Senere på dagen blev Nexø bombet under et 15 minutter langt angreb, efterfulgt af et nyt angreb klokken 18.45. Det samme skete i Rønne. I alt blev ti bornholmere dræbt og 23 såret. Efter den anden bølge iværksatte man i både Nexø og Rønne en storstilet evakuering, så da bombardementerne igen begyndte dagen efter, gik der ingen menneskeliv tabt i den omgang, men de materielle skader var enorme. I Rønne var kun få ejendomme gået fri af i alt ca. 3000 huse, og i Nexø var praktisk alle 900 ejendomme beskadiget.¹ 4.500 bornholmere var med et slag blevet hjemløse, og mange havde kun det, de gik og stod i. ^2,3

På Nexø Sygehus oplevede Anna Maria Kjøller bombardementerne på nærmeste hold. Hun havde været elev på Nexø Sygehus i et år i 1942 og var ved at gøre sin uddannelse færdig på Åkirkeby Sygehus.

På bombedagen var jeg taget fra Åkirkeby for at besøge min forlovede og hans forældre i Nexø. Vi cyklede lidt rundt, og da vi var nede på stationen, kom de russiske rekognosceringsmaskiner ind over byen. Der blev rettet antiluftskyts imod dem, for der var jo fuldt af tyskere ude i skoven. Min forlovede udbrød, ”Det er russerne, nu bliver der ballade!”

Da vi var kommet hjem og skulle til at spise, begyndte bomberne at falde. Det første, der blev ramt, var advarselssirenen, så der var intet luftvarsel. Der blev bare bombet.

Vi kom alle sammen ned i kælderen, og min svigerfar og min kæreste prøvede at stive lidt af med et eller andet. Så holdt det op igen, og vi gik op. Mine svigerforældre havde en forretning på torvet, og begge udstillingsvinduer var fuldstændig smadret.

Ude på torvet var der en, der råbte til mig, ”Se at komme ind på sygehuset”, og jeg fik et lift med en bil. Hvor den kom fra, aner jeg ikke, der kørte jo ellers ikke biler.

Da jeg kom ind på Nexø Sygehus, var der vild forvirring, og de var i gang med at sende patienter hjem. Elektrikeren var der, for strømmen var gået. Han fik sat nødstrømmen til, men vi kunne ikke få røntgenapparatet til at virke. Vi havde overhovedet ikke røntgen til alle de brud, der kom ind hele dagen.

Hele eftermiddagen kom den ene efter den anden på operationsbordet. Skønt jeg manglede to måneder af min uddannelse, blev jeg sat til at give narkose hele dagen. Der var jo ikke andre til at gøre det, det foregik på åben maske med æter. Jeg var selvfølgelig blevet undervist i det mange gange, og oversygeplejersken havde frygtelig travlt, det var jo kaos det hele.

En anden elev blev sat til at være sekretær, så patienterne kunne blive registreret. Det kunne jo ikke nytte, at de ikke var registrerede, hvis de døde, og det gjorde de jo, i massevis.  

”Der var meget hårdt brug for hjælp, og der kom så nogle sanitetsfolk ind for at klæde patienterne af, efterhånden som de kom ind. Jeg husker tydeligt en dame, der havde syv kjoler på, som de fik de klippet af hende. Hun havde bundet penge og smykker ind i tøjet. De måtte klippe det af hende, for hun havde dysenteri og var fuldstændig fyldt med afføring og lugtede forfærdeligt. Det var en af flygtningene.

Jeg ved ikke, hvor de alle sammen kom fra, de væltede bare ind. Det var umuligt at følge med i det hele. Overlægen og operationssygeplejersken på Åkirkeby Sygehus kom til hjælp på Nexø Sygehus hen på eftermiddagen. De fik tildelt badeværelset, hvor de tog sig af de mindre skader. Senere på aftenen kom også lægerne fra Allinge. Dengang var der jo sygehuse i Rønne, Nexø, Allinge og Svaneke.  

Der kom en mand ind, hårdt såret, og fik amputeret det ene ben, og det andet blev lagt i gips. Vi var lige færdige, og vi troede, at det hele var overstået. Lægerne havde taget deres masker og kitler af og var gået ud, og jeg stod alene tilbage med gipsbenet, til det blev helt tørt.

Portørerne kom ind og skulle til at køre ham ud, da jeg pludselig kiggede ud ad det store operationsvindue og så, at bomberne begyndte at falde igen. Så blev der råbt, ”Så er det afsted. Frøken Michelsen, så er det afsted”, og så måtte jeg gå i beskyttelsesrum.

Vi skulle udendørs for at komme derover, og det regnede med tunge, tomme patronhylstre fra antiluftskytset. Men vi kom over i beskyttelsesrummet, hvor der også sad en ung kone, der havde født om natten. Hun sad og jamrede, ”Mit barn, mit barn”, og oversygeplejersken trøstede hende, ”De skal ikke være nervøs, dynen beskytter jo barnet”. ”Jamen, dynen sidder jeg med her”. Hun havde bare grebet dynen og lade barnet ligge.

En portør måtte op og hente barnet ned. Vi var kun i kælderen en halv times tid. Jeg tror, det var den eneste gang, vi gik i beskyttelsesrum på Nexø Sygehus. Det var en frygtelig dag. Jeg husker så tydeligt, da vi var ved at være færdige om aftenen, og oversygeplejersken kom og sagde: ”Der er lige en øl til jer i køkkenet”. Dengang drak jeg ikke bajersk øl, men NEEEJ, hvor det smagte godt. Vi havde intet fået hele eftermiddagen”.

Jeg var hjemme i Åkirkeby ved midnat, jeg var dødtræt. Da jeg vågnede næste morgen, opdagede jeg, at mine fingre var fuldstændig smurt ind i blod. Den næste dag, tirsdag den 8. maj kunne vi på Åkirkeby Sygehus høre, at der blev bombet nede over Nexø igen.

Hele gader brændte og mange, mange huse, men der var ingen mennesker i byen, de var blevet evakueret. Det var forfærdeligt at komme ned og se det igen bagefter.

Onsdag morgen kom hele personalet fra Nexø Sygehus op til Åkirkeby med deres patienter, og de blev hos os, fordi tyskerne overtog Nexø Sygehus. Jeg husker, at Hempler-Jørgensen [overlæge på Nexø Sygehus] sagde, at den soldat, der kaldte sig overlæge, så ud til at være bare sytten år.

Det var så godt vejr, at vi i fritimerne lå på en mark lige overfor sygehuset og hørte, hvordan de bombede skibene ude ved Christiansø. Der blev sænket en masse tyske flygtningeskibe og andre skibe rundt om Bornholm under krigen, ingen ved hvor mange.

Flygtningene kom fra Tyskland, og der var tusindvis af flygtninge i Almindingen på det tidspunkt, syge, lasede, lusede, forsultne flygtninge, der ikke havde fået mad i flere dage.

Vi havde en kvindelig gigtpatient liggende, der var god til tysk, så der blev sendt bud til overlægen, om hun måtte komme ind i Almindingen og tale til de tyske flygtninge. Der var ved at gå panik i dem på grund af sult. Hun blev så taget ud af sengen, fik tøj på og blev kørt ind i Almindingen. Hun sagde til dem, at der snart ville komme et måltid mad, jeg tror, det var havregrød. Så blev hun kørt hjem i seng igen.

Onsdag den 9. maj gik russerne i land. Den første patruljebåd, der blev sendt ind, blev beskudt ude på vandet, og en russisk soldat blev hårdt såret. Han blev kørt på en lastbil ind til Åkirkeby Sygehus.

Jeg husker lige så tydeligt, at vi var et par stykker, der stod ude på gangen, da der kom et par russere ind. Vi kunne ikke forstå et ord af, hvad de sagde. Den ene stod og pegede forskellige steder på låret, og vi tænkte, ”Han mener nok, at kammeraten skal have amputeret benet et af de steder.”

Han kom så på operationsbordet. Det var en virkelig mærkelig operation, for han fik direkte blodtransfusion fra en elev, der lå på en båre, som vi skubbede rundt med, så lægerne kunne komme til at operere. Transfusionen gik direkte gennem en slange fra den ene til den anden, det var meget underligt. Patienten døde næste dag, men jeg ved ikke, hvad de gjorde af ham, for jeg har ledt på den russiske kirkegård i Allinge, men der er han ikke.

De tyskere, der var indlagt hårdt sårede på Nexø Sygehus blev flyttet til Åkirkeby Sygehus, hvor de første fik en seng, for alle danske patienter var så vidt muligt blevet sendt hjem. Resten fik madrasser, som blev lagt ind på stuerne. Jeg husker tydeligt en tysk soldat med et lungeskud, der lå og rallede. Pludselig rejste han sig op og sagde, ”Heil Hitler”, så faldt han bagover, blodet stod ud af ham, og han var død. Det var meget, meget barskt.

Den næste lørdag blev de alle sammen kaldt til Rønne havn, hvor alt, hvad der kunne sejle, fiskerbåde og skibe, ventede på dem.  De blev hentet med krykker og det hele og sendt ombord. Alle tyskere på øen blev sejlet væk. Så blev vi fri for dem.⁴

Referencer

1. Christensen, Claus Bundgaard, Lund, Joachim, Olesen Niels Wium, Sørensen, Jakob 2015, Danmark besat, Krig og hverdag 1940-45 side 668
2. Gaarskjær, Jesper 2014, Bornholm besat. Det glemte hjørne af Danmark under Anden Verdenskrig side 57
3. Christensen, Claus Bundgaard, Lund, Joachim, Olesen Niels Wium, Sørensen, Jakob 2015, Danmark besat, Krig og hverdag 1940-45 side 667
4. Transskriberet interview. Elev på Nexø og Åkirkeby Sygehuse reg.nr. 000535A003