Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejeelev på Nexø og Åkirkeby Sygehuse 1942-1945

Her kan man læse det transskriberede interview med en sygeplejerske, som var elev på Nexø og Åkirkeby Sygehuse 1942- 1945. Interviewet blev foretaget i 2018.

Jeg var på højskole på Sjælland, og så søgte jeg ind og ville være sygeplejeelev. Men så skulle man på skole igen, og det havde jeg ikke rigtig råd til, når jeg lige havde været på højskole. Så pludselig averterede Nexø Sygehus om elever, og de behøvede ikke at have været på skole. Og så skriver jeg dertil og får en slags stilling og rejser derover. Og først da får jeg at vide, at jeg kun kan være der i to år. Og så skal jeg gøre det færdigt, fordi sygehuset er så lille. Det vidste jeg jo ikke. Men Nexø Sygehus, der var faktisk ret orden i tingene. Vi manglede ikke særlig meget. Vi manglede slet ikke lagner og dynebetræk og alt det der. Det var en meget streng og meget skrap undervisning, vi fik der. En tidligere militærlæge, der var sygehuslæge, men der var orden i tingene. Det eneste der manglede, var sæbe. Og rationeringsmærker, dem var oversygeplejersken god til at få fat i, så mange som muligt. Så man kan ikke sige, der manglede noget særligt i den retning.

I: Hvor fik hun dem fra?

Hun havde altså før, det blev så slemt, været god til at få købt ind, så der var rigelig med det. Under hele min tid i Nexø, vi havde jo en lille epidemiafdeling, hvor der var fire stuer og to skyllerum, og der havde vi skarlagensfeberpatienter, og der var flere tyskere, der kom ind. Det var så forskelligt, på et eller andet tidspunkt kan jeg huske, da havde vi to, en med difteritis og en med skarlagensfeber, og han med difteritis, han var så flink, så flink og fortalte om, hvor ked af det han var, hvor forfærdeligt det var med krigen, både hans far og hans bror var døde, hans mor var blevet gråhåret på en nat. På den anden stue lå der en helt ung fyr på nitten år med skarlagensfeber. Og det betød jo seks ugers indlæggelse, tre uger i sengen, tre uger oppe dengang, der var ikke en dag, der blev afveget fra det. Og han var så frygtelig. Han skulle have medicin. Jeg kan huske en dag, da smed han det henne i vasken, og så sagde han: ”Ingen skal bestemme over den tyske værnemagt”. Fordi jeg sagde til ham ”Du skal tage din medicin”. ”Ingen skal bestemme …”

(Lille pause)

Og så var der jo, vi havde mørklægningsgardiner, det var sorte gardiner. De var i orden, de skulle bare trækkes for. Og så var der jo hele tiden luftalarm, og der var jo næsten overflyvninger hver nat. Men i begyndelsen havde vi ikke noget beskyttelsesrum dér. Jeg tror faktisk, det lige blev lavet. Vi var aldrig dernede. Den eneste gang, jeg var der, var på selve bombedagen.

Men så var der en mærkelig forskel på Nexø og Åkirkeby, at i Åkirkeby, der blev der sagt ”I skal først og fremmest sørge for patienterne”, hvorimod i Nexø, der havde vi den ordre fra sygehuslægen, at når der bliver luftalarm, vi skal afsted, så må I sørge for jer selv, for det nytter jo ikke, at hele personalet bliver såret og ødelagt, og så er der jo slet ikke nogen til at tage sig af resten. Og det var jeg lidt i vildrede med, for så længe jeg var i Nexø, så syntes jeg, at det måtte da også være det rigtige, men det forfærdelige var, at jeg kom til at stå i det en skønne dag, fordi … men det var på selve bombedagen. Men det kan komme senere. Der var jeg jo i Åkirkeby, men var tilfældigvis den dag på fridag i Nexø. Jeg var efterhånden blevet forlovet med en bornholmer der fra Nexø. Og der var jeg tilfældigvis dernede hos mine svigerforældre, da bomberne faldt, og da tog jeg ud på sygehuset, ”om der var noget, jeg kunne hjælpe med”? Og det var der. Og skønt jeg lige knap nok var færdig, jeg manglede to måneder af min uddannelse, må det have været, så blev jeg sat til at give narkose hele dagen. Fordi der var jo ingen til det, og det var jo på åben maske dengang med æter. Jeg var jo selvfølgelig blevet undervist mange gange om, hvordan det var og alt det der, men oversygeplejersken havde frygtelig meget, det var jo kaos det hele. Da kom der en mand ind, der var hårdt såret og fik amputeret det ene ben, og det andet blev lagt i gips. Vi var lige færdige, og det hele var færdigt. Vi troede, at alt var overstået, og lægerne havde lige taget det hele af, altså masker og kitler og gået ud, og så var jeg den, der stod tilbage og lige holdt det der ben i gips, til det blev helt tørt. Og så kommer portørerne lige ind ad døren og skulle køre ham ud, og så ser jeg ud af det store operationsvindue, at det begyndte at dryppe, flyvere, at bomberne begyndte at falde igen. Så blev der råbt ”Så er det afsted. Frøken Michelsen, så er det afsted” og så måtte jeg gå i beskyttelsesrum. I beskyttelsesrummet der skulle vi ud.

Men vi kom i beskyttelsesrum, og så var der en ung kone, der lige havde født om natten. Og så sad hun bare og jamrede ”mit barn, mit barn”, for alle danskere var sendt hjem. ”Mit barn, mit barn”. Så sagde oversygeplejersken ”De skal ikke være nervøs fordi dynen beskytter jo barnet”. ”Jamen, dynen sidder jeg med her” Så havde hun grebet dynen og lade barnet ligge. Og så kan jeg huske, at der var en portør, der måtte op og hente barnet ned. Det var jo en frygtelig dag. Da jeg kommer op fra beskyttelsesrummet, var det første jeg gjorde at gå ind på operationsstuen og se om den mand, jeg kan huske, han var fra Georgien, hvordan han så var havnet i tysk tjeneste, men han var i hvert fald fra Georgien, og vores sygehuslæge, Dr. Hempel Jørgensen, han havde tidligere været med i noget krig i randstaterne, så han kunne en lille smule russisk, så jeg kan huske, han snakkede med ham. Det forstod vi jo ikke et ord af.

Vi skulle jo altid gå med et legitimationskort, her er mit. Det skulle vi have på os, altid. Der var jo meget, meget ofte spærretid, så hvis vi gik nogen steder om aftenen, så… Hvis der blev luftalarm, rigtig, så skulle vi jo sådan set hjem, og det kom vi også. Men hvis vi for eksempel skulle til en fødselsdag eller sådan noget, afsted, så var vi nødt til at spørge, om vi måtte blive der om natten, for vi måtte jo ikke gå hjem. Med mindre der var luftalarm, og så blev vi antastet, og så var vi nødt til at sige, at vi skulle på sygehuset.

I: ”havde I armbind på”?

Nej det havde vi ikke.

Disse tyskere blev lagt ind. De første stykker blev lagt i seng. For alle danske patienter var sendt hjem, på nær et par enkelte stykker, der ikke kunne, og så barselspatienten. Men så blev der lagt madrasser ind på stuerne, og der lå de der tyskere. Jeg husker tydeligt en, der lå og rallede. Pludselig rejser han sig op og siger ”Heil Hitler”, og så faldt han ned, og blodet stod ud af ham, og han var død. Det hele var meget, meget, meget barskt.

Og jeg husker, vi fik jo sådan nogen sanitetsfolk til at komme og klæde patienterne af, efterhånden som de kom ind. Det var jo meget hårdt presset. Og der kan jeg huske en dame, hun havde syv kjoler på. Det fik de klippet af hende, og så havde hun bundet penge om og smykker, og så klippede de alt det der af, for hun var fuldstændig fyldt med dysenteri og afføring. Hun lugtede. Det var en af flygtningene. Jeg ved ikke, hvor det hele det kom fra, for det væltede jo ind. Og det var jo svært at være med i det hele.

Jeg tror ikke, der var nogen sympatisører med tyskerne på Nexø Sygehus. Tværtimod. Men tyskerne blev behandlet præcis som andre patienter. Jeg kan ikke mindes, at der har været noget som helst. Selv ham der… så det turde jeg jo ikke at sige. Jeg turde jo ikke at sige til oversygeplejersken, at han ikke ville tage sin medicin. For så var det jo mig, der ikke kunne styre det. Det var ikke nemt at være elev.

I: ”Hvad sprog talte I”?

Med ham kunne jeg jo ikke tale et ord tysk. Og vi talte jo ikke tysk med nogen. Det ville vi ikke. Vi hadede dem i den grad. Det var had.

I: ”Men I behandlede dem alligevel”?

Det var vi jo nødt til. Det turde man jo ikke engang at lade være med. Og så kom der jo de der illegale blade rundt. Jeg kan huske, jeg var så bange. Indtil jeg fik dem hen i en postkasse, den nærmeste postkasse og videre. De kom jo pludseligt, måske adresseret til mig eller til sygeplejerskerne eller et eller andet. Eller bare blev smidt ind på gangen.

I: ”Var det fra nogen, I kendte”?

Det ved vi jo ikke. Men min kæreste dengang, han var jo med i modstandsbevægelsen, og jeg tror i hvert fald ikke, at han har sendt til mig. Men jeg vidste jo ikke, hvad han lavede. Alle var jo bange for alle. Men vi anede jo ikke om ens bedste ven var det ene eller det andet.

Jeg kan huske en episode på Nexø Sygehus, hvor vi havde en kvinde, der kom ind en søndag aften, med en ekstrauterin graviditet, og blev opereret med det samme. Og så en dag jeg stod og redte hendes seng, havde hun næseblod og så tørrede hun næsen med det der. Og så bredte hun lommetørklædet ud og det var rødt og hvidt. Og så siger hun: ”Tror De ikke, jeg skulle gå ud og vifte tyskerne om næsen med det her”?  Det eneste, jeg svarede, var: ” Det vil jo nok ikke være klogt”. Dagen efter bliver jeg pludselig kaldt ind på stuen, og den anden patient var blevet kørt ud, sammen med oversygeplejersken. Så havde hende der sagt til oversygeplejersken, at hun troede jeg var tyskervenlig. Og jeg var jo fuldstændig uforstående. Men det endte med at oversygeplejersken sagde til hende: ”Jeg har aldrig haft mistanke til Frøken Michelsen, at skulle ….” og så blev der ikke mere ud af det. Men altså, så lidt skulle der til.

Man havde jo ikke penicillin dengang. Det var jo ikke kommet endnu. Det kom først lidt senere. Så der var jo meget med betændelse og sådan noget. Men jeg også huske, vi havde en tysker indlagt ovre på medicinsk/kirurgisk, og han hed Hess. Og der blev sagt, at han var i familie med den rigtige Rudolph Hess, men der var ingen af os andre, der måtte komme ind. Han lå godt nok på en seks-sengs stue, men der var jo ingen dengang, der kunne snakke tysk. Så der var ingen, der snakkede med ham. Det var kun oversygeplejersken og en bestemt assistent, der behandlede ham, og hvad han fejlede, det fik vi aldrig at vide. Det eneste jeg fandt ud af, var at han måtte være homoseksuel. Vi kunne ikke forstå, det var kun de andre.

I: ” Hvordan kunne du finde ud af, at han var homoseksuel”?

Via et eller andet oversygeplejersken og assistenten stod og snakkede sammen om en dag. Fordi han var, det kunne vi jo godt …. Men det var kun dem, der redte seng, og han skulle altså forbindes … et eller andet, et eller andet.

Jeg kan huske den dag, politiet blev taget. Var det ikke den 19. september 1944 eller sådan et eller andet. Jeg kan ikke lige huske den dato. Men den dag, politiet blev taget, da var der stor aktivitet hos en patient, vi havde liggende. Flere kom ind og ville snakke med ham. Men det må jo … jeg ved ikke hvad. Sådan noget blev vi jo holdt uden for. Der var jo mange ting, elever ikke blev indviet i.    

Så kom jeg jo til Åkirkeby. Og det var rigtig nok en omvæltning. En helt, helt, helt anden tone overfor patienter og en helt anden ….  Det var så forskelligt fra … og det var svært, for jeg vidste jo ikke, hvad der var det rigtige. Og der var så mangel på ALT. Der var ingenting, der var orden på. Der var det sådan, at når der kom en ny patient, så skulle vi først ud og råbe på portøren, han var et eller andet sted ude i haven. Vi havde kun en. Han skulle finde en seng med madras. Og så skulle man på jagt efter lagner og dynebetræk. Det var vanskeligt, så man måtte ud i vaskeriet og se, om man kunne …. For der kom rent tøj ind en eller to gange om ugen, det kan jeg ikke huske, fra vaskeriet. Men så assistenterne, de gemte de der lagner, så de havde til deres patienter. Og da jeg jo var tredjeårselev, så havde jeg jo sådan set også en stue. Og jeg husker så tydeligt en patient, jeg havde, sådan en der lå og ikke var særlig ren, hun lå i de samme lagner og stiklagner i fem uger. Jeg KUNNE ikke finde noget rent. Og der var mangel på ALT der. Og når endelig patienten kom, så skulle vi jo ud i vaskeriet og se, om vi kunne finde en skjorte, der kunne passe, for vi vidste jo ikke i forvejen, om han var stor eller tyk. Sådan noget som vaskeklude og håndklæder, det var næsten umuligt, og der har jeg mange gange hevet en, for eksempel en barneundertrøje op af skyllekaret ude i vaskeriet og brugt som vaskeklud. Det var hele tiden og så igen.

På Nexø havde vi tolvtimersvagter, og det havde vi sådan set også i Åkirkeby, men der var det sådan, at den der havde tolvtimersvagt, så var der en, der skulle møde kl. ti, og den, der havde tolvtimersvagt måtte så sove et par timer, hvis der var tid til det, og det var der jo ikke. Men den assistent, der havde vagten, skulle om morgenen, oversygeplejersken var syg, hun havde slem gigt, der skulle den assistent op og klæde hende på og hjælpe og rede hår og sådan noget. Hun kunne intet selv. Og ved bordet der var der også en, der skulle sidde og skære maden ud for hende. Det var et meget tungt sted at være under krigen. Men der skulle man være meget mere for patienterne, end der havde været i Nexø. Det var der aldrig snak om i Nexø, der lærte vi slet ikke …. Tværtimod. Og der kan jeg huske dagen efter bombardementet, nej det passer ikke, det var onsdag morgen. Bombardementet var en mandag.  Onsdag morgen, der kom lægerne og sygeplejerskerne, hele personalet fra Nexø Sygehus, op til Åkirkeby og var der, og så var der nogen patienter der kom derop også, nogen svært sårede, brækkede ben og sådan noget. Tyskerne overtog selv Nexø Sygehus, tyske læger. Og jeg kan huske Hempel Jørgensen fra Nexø Sygehus, han sagde, at ham der skulle være chef, han så ikke ud til at være over sytten år. Det har han jo nok været. Og der kan jeg huske, at hele dagen, der kunne vi jo, det var så godt vejr, så når vi havde fritimer, så lå vi på en mark lige overfor sygehuset lige over gaden, der var sådan en åben mark, og der kunne vi høre, hvordan de bombede ude ved Christiansø, skibene derude. Der blev jo sænket en masse tyske flygtningeskibe og i det hele taget, rundt om ved Christiansø, under krigen, ingen ved hvor mange. Med flygtningene fra Tyskland og op til, altså Gdansk i Polen. Man regner cirka med fyrretusinde flygtninge i Almindingen på det tidspunkt. Der var jo flygtninge, det var jo så frygteligt. Altså den aften, vi var færdige i Nexø efter bombningen, det var ved ti-tiden tror jeg, det må det have været. Der var der så en, der sagde, at jeg skulle tilbage til Åkirkeby, og jeg arbejdede der næste dags morgen. Og da kørte jeg med en dansk kaptajn Wegner. Han var den, der kom over og overtog. Han kørte mig hjem til Åkirkeby Sygehus, altså det var en soldat, der kørte. Og da kan jeg huske at han sad hele tiden og dirigerede: ”Lidt til højre. Lidt til venstre. Stands her. Pas lidt på. Der ligger en forsager”, sagde han så pludselig, og så skulle vi vende i en gade. Og da var der tyske flygtninge, der gik den vej og den vej og på gade og fortovet. (peger i begge retninger) Det var fyldt med tyske flygtninge. Lasede, pjaltede og lusede og med fnat.

I: ”Blev de udskibet fra Bornholm”?

Ja, det sørgede russerne for. I løbet af fem dage bagefter. ALT blev fjernet. Men jeg kom så til Åkirkeby og kom i arbejde der om morgenen. Først onsdag morgen kom personalet fra Nexø. Og så arbejdede de der, og så tror jeg, det var onsdag aften, russerne gik i land. Og det vil sige den første patruljebåd, der blev sendt ind, blev beskudt ude på vandet. Og der var en russisk soldat, der blev hårdt såret. Han blev kørt på en lastbil ind til Åkirkeby Sygehus. Jeg husker lige så tydeligt, at vi var et par stykker, der stod ude på gangen, og der kom et par russere ind. Vi kunne jo ikke forstå et ord af, hvad de sagde. Den ene stod og gjorde sådan og sådan og sådan (viser med hånden forskellige steder på overlåret), og så tænkte vi ”Nå, men han mener nok, at kammeraten skulle have fjernet benet oppe eller nede dér. Han kom så på operationsbordet. Det var en meget, meget, meget mærkelig operation, fordi han fik direkte blodtransfusion fra en elev, som lå på en båre, som vi så skulle ind imellem operationen, der var jo to, tre læger der opererede. Der skulle vi så skubbe rundt med hende dér. Jeg kan huske lige så tydeligt, at det var en Frøken Hammer, der gav blod. Det var direkte med ledning fra den ene til den anden. Det har jeg aldrig kunne forstå, hvordan det… men jeg har så spurgt, for resten for ikke så forfærdelig længe siden, hvordan sådan noget foregår, og da fik jeg det forklaret, men jeg forstod det egentlig ikke. Men han fik blodtransfusion, men næste dag var han død. Han navn har jeg i lang tid skrevet ned. Jeg har set på kirkegården i Sandvig, den russiske kirkegård, der i Allinge/Sandvig, og der er han ikke.

Men de tyskere, der kom fra Nexø, og var flyttet derop, de var jo hårdt såret alle sammen. De blev hentet, jeg tror det var om lørdagen, altså lige få dage efter, da blev de hentet og op med krykker og med … og så blev de fjernet. Og hvor de kom hen… altså der blev sagt, de kom til et lazaret i Allinge. Og det var vidst også rigtig nok. Men i løbet af få dage blev ALT, ALT hvad der hed tyskere, ALLE, ALT hvad der kunne sejle, blev kaldt til Rønne Havn, fiskerbåde og alt muligt. Så blev ALT, hvad der var tysk og havde med tyskere at gøre … ombord og sejlet væk. Så var vi fri for dem. Ingen tyskere tilbage.

I: ”Kan du sætte datoer på”?

Selve bombardementet var den syvende maj 1945 ved tolv-tiden, og så kom næste byge ved seks- halv-syv-tiden om aftenen. Jeg var hjemme i Åkirkeby ved tolv-tiden kan jeg huske. Og jeg var så træt, så træt. Næste morgen, da jeg vågnede, da opdagede jeg, at mine fingre var fuldstændig beskidte med blod og alt mulig. Jeg var jo ikke blevet vasket. Og det var altså den syvende maj, og så tirsdag der skete der ikke rigtig noget. Så onsdag der var det, der blev bombet igen. Og der blev bombet ud over havet. Og så mener jeg, det var allerede om …, jeg tror da, det var den samme onsdag aften, at russerne så gik i land. Tror jeg det var. Og så mener jeg, det allerede var om, det var lige få dage efter, blev de hentet der fra Åkirkeby Sygehus.

På det tidspunkt sad jeg vagt. Ja, det var om torsdagen, der var jo én mand i Nexø, der blev hårdt såret. En havnevagt, vist. Han var en af dem, der blev flyttet til Åkirkeby Sygehus. Han var hårdt såret. Han blev skudt fra en flymaskine og blev skudt i maven. Han døde, jeg mener det var om torsdagen. Da sad jeg i fast vagt ved ham. (pause) Det var en grum tid. Og der er i øvrig sket det mærkelige, at jeg havde skrevet et eller andet på et tidspunkt som, skrevet en artikel, om det der.

Jeg var i Nexø, og så blev der averteret, at der var omvisning i byen til de steder, der var bombarderet. Jeg tror, det var i 1999 eller sådan noget. Så går vi ned, jeg var derovre sammen med en veninde, så går vi ned og vil se det der, være med på den der rundtur. Så kom han ikke, ham der skulle vise rundt. Så går jeg ind på museet, vi skulle mødes uden for museet. Så går jeg ind og spørger, hvor han bliver af. Så siger de: ”Han er blevet syg, så han kommer ikke”. Så siger min veninde til mig. ”Så kan du jo vise mig rundt”. Så siger museumsmanden: ”Kender du noget til det?” ”Ja, jeg var her jo”, ”Hvor var du, hjemme eller på sygehuset, var du på sygehuset? Vi har så lidt oplysninger om sygehuset, hvad der skete derude. Kunne du ikke lige ridse lidt ned?” ”Jooo”, Så gik jeg hjem. ”Du behøver bare sådan lige lidt blyantsrids, for vi ved INTET om, hvad der skete”. Så gik jeg hjem, og jeg havde en skrivemaskine. Så kom min søn og sagde ”Det der det kan du ikke lave på en skrivemaskine. Du skal have en computer. Og selv om jeg protesterede, så fik jeg selvfølgelig computer. Så skrev jeg om det og sendte derover. Så skriver de omgående tilbage, om de må optage det i deres jule… deres årsbog, derovre. Så skrev jeg, at det måtte de da gerne, så der står det. Så der ligger sådan en artikel, jeg har skrevet om det der. Sådan gik det til.

Nu kan jeg ikke huske, hvor jeg kom fra?

I: ”Du fortalte om havnevagten, der blev skudt i Nexø”

I sommer var jeg i Oslo til bryllup til et barnebarn. Og så medens jeg sidder til morgenmad på hotellet.  Så ser jeg, at jeg har fået en venneanmodning på Facebook - og jeg kendte ikke det der menneske, men så var jeg inde på hendes profil og se, hvad hun havde til venner. Hun var så ven med Gonitzska, ham der. Så tænkte jeg, ja hvad søren vil hun mig. Det må da være noget om Nexø. Og så skriver hun et LANGT brev til mig. Hun skriver til mig, fordi hendes far, hun havde læst i det der, at hendes far, det var havnevagt West. At jeg havde siddet ved ham, da han døde, havde jeg skrevet deri; og det var hendes far, som hun aldrig havde fået noget at vide om, og hun kunne ikke forstå, hvorfor hendes mor og hendes farmor ikke havde været hos ham, da han døde. Hun skriver en masse om, at der var små søskende og alt det der. Og så kunne jeg skrive tilbage, at det kunne jeg godt forstå, fordi de kunne overhovedet ikke komme frem. De blev jo evakueret ud på landet og blev sat der et sted. Og der var jo ingen, hverken tog eller busforbindelse nogen steder. Så de havde da ikke mulighed for at komme til Åkirkeby. ALT var jo i stå. Folk de flygtede jo bare på landet. Nogen med deres sølvtøj og andre med deres sommerpelse, og det var mærkeligt at se. Byen blev jo evakueret.

Så skete der jo også det, at Rønne Sygehus fik jo en fuldtræffer i operationsafdelingen. Der løb folk jo ud over markerne. Der var blandt andet tre patienter, der blev flyttet til Åkirkeby. Den ene var lam, den anden var døv, og den tredje var blind. De lå på en tre-sengs-stue. Åkirkeby var meget forfærdeligt indrettet, for det var sådan op ad trappen og så lige overfor trappen, der var den stue, de lå på. Og den blinde lå først, og den døve han kunne jo ingenting høre, og den lamme han sov, men han havde en klokke, så han LIGE kunne bevæge en finger og ringe, hvis han var vågen. Men ham den blinde, han stod op af sin seng hver nat. Jeg havde vagt. Det var lige før, jeg skulle holde op. De sidste fjorten dage eller otte dage jeg var der, der havde jeg nattevagt. Jeg skulle holde op den første juli, så det her har været omkring den tiende til femtende juni 1945. Jeg siger til hende, der skal overtage vagten, at jeg har stillet en stol i døråbningen. For jeg er så bange for, når han går op om natten, at han skal falde ned af trappen. Og så skældte assistenten mig ud den her assistent. At det var ikke en måde at behandle patienter på. Og at det ville komme til at stå i mine papirer, at jeg behandler patienterne på den måde.

Vil du så tro, at kort tid efter, da mødte jeg en elevkammerat, og så siger hun: ”Ved du hvad der skete? Den første nat, hun havde vagt, da faldt han ned af trappen og slog sig ihjel”.  Men det var jo det igen, at man måtte, patienterne, det må du jo passe på sådan noget, men når jeg går dernede og der er en lang gang, nede med kvinder; og så midt i det hele er der en trappe op, og der er mandsafdelingen. Så er det jo næsten komplet umuligt. Når man står inde på en stue, kan man jo ikke at høre. For han listede jo bare deroppe. Han stod jo bare ud af sengen og havde hverken sko eller strømper på. Han gik jo ganske langsomt. Flere nætter, når han ramlede ind i den der stol, så var jeg jo oppe ad trappen. Og så i seng igen. Ja, sådan kan det gå. Jeg har aldrig set hende siden.

I: ”Hvor boede I?”

Elevværelserne var ind igennem en svingdør, og så var der elevværelser. Det var meget stort. Men man var meget FOR patienterne, det må jeg sige. Vi havde en patient, han var cirka otteogtyve år, han hed Karl. Han havde ligget der, fra han var barn. Han var hjertepatient og bløder. Så man turde ikke sende ham hjem. Han havde fået et hjørne ude på gangen, som var hans, og der havde han en lille reol foruden sit sengebord, hvor der kunne stå en lampe, så han kunne ligge og læse om aftenen. Det var da synd at sende ham hjem eller sende ham på et …. Der var jo ikke rigtig nogen steder at sende sådan en hen. Så havde de beholdt ham i alle de år. Jeg tror, det var, fra han var fem-seks år. Jeg tror, han var otteogtyve, og han hed Karl.

Men jeg kan godt nok huske den dag, da jeg et par dage før lige havde ladet den patient ligge på operationsbordet, og så kommer jeg derop, og så siger oversygeplejersken, at ”I må sørge for, at det er patienterne først”. Og dernede (Nexø) var vi tudet ørene fulde med ”I må sørge for jer selv”. Det er klart for den sygehuslæge, han havde været militærlæge, og det er de jo nødt til. Det er også sådan, det foregår i dag. Man kan jo ikke redde hele verden. Så hvad er rigtigt? Jeg ved det ikke endnu. 

Åkirkeby Sygehus var lidt større end Nexø, men Nexø Sygehus havde epidemiafdeling. Og der var det sådan, at vi boede ovenover patienterne. Men om natten, der skulle en klokke sættes op på værelset, så vi skulle svare, hvis nogen skulle tisse eller …. Der var jo hele tiden børn med skarlagensfeber. Og vi risikerede også i Nexø at blive kaldt op til operation, hvis ikke de havde hjælp nok. Så gik vi efter tolvtimers vagt, hvor vi gik fra klokken syv om morgenen og så lige fik lidt morgenmad, så op og sove. Så klokken ni blev vi vækket sommetider, så skulle vi ned og hjælpe til med operation. Det meste af tiden var vi kun tre elever i Nexø. I Åkirkeby var der tolv. Det var en barsk tid.

Jo, så skete der også det i Åkirkeby, fordi der skulle jeg være på operationsstuen et par måneder. Der var der en operation, kan jeg huske, lige da jeg kom hen, hvor overlægen Nielsen opererede uden handsker. Så spurgte jeg operationssygeplejersken, om det var almindeligt. ”Så kunne han bedre føle”, for det var en galdestensoperation. Og så sagde jeg ”Jeg troede lige så meget det var for ens egen skyld, fordi der kan da være bare en lille smule …øhh”, men altså det gjorde han. Men det er nu lige meget, men hun døde nu på operationsbordet, kan jeg huske. Men så kom der en helt ung mand ind, på en atten nitten år. Han var derovre på ferie sammen med sine forældre. Fik blindtarmsbetændelse og bliver indlagt og døde efter operationen. Og så kom der en ung kvinde, et kærestepar hvor pigen var blevet gravid, og hun skulle også opereres, jeg ved ikke, hvad det var, der skete, så døde hun. Og der var der så flere… og så kan jeg huske, jeg gik og spurgte, hvorfor der ikke…. Fordi så snart der var en patient, der skulle opereres, så blev den sendt til Rønne. Og så spurgte jeg ind til det, og så sagde …., elever fik jo ikke noget at vide. Og så sagde operationssygeplejersken, at det var fordi, de havde fået forbud mod at operere i et stykke tid, på grund af, det må jo have været stafylokokinfektion eller sådan noget. Altså de fik jo infektioner, de der blev opereret. Hun sagde bare, at de skulle vente, at de skulle holde pause. Så kan jeg huske, at jeg havde nattevagt og var inde og prøve at rode i nogen papirer, for jeg ville vide lidt. Det var, da jeg var færdig med operationsstuen. Der læste jeg et eller andet sted, at der var sket for mange dødsfald på Åkirkeby Sygehus. At nu måtte de holde en pause, for det var en infektion, de havde fået ind. Men jeg kan ikke huske, at der blev gjort særlig rent. Der var ikke den renlighed, som der var i Nexø. Men der var gengæld meget mere empati til patienterne, men hvad kan det hjælpe, når de dør.

Men det var en barsk tid at være elev. Vi fik skæld ud for de mærkeligste ting. En blev jaget væk, kan jeg huske, i Nexø. Jeg ved ikke, hvad hun havde gjort. Og så blev vi skrevet i Den Sorte Bog, hvis vi gjorde noget forkert. Og der havnede jeg to gange.

Den ene gang var, fordi jeg havde glemt at lægge sæbe i Røntgen, og det var i fikser-rummet. Der havde ALDRIG NOGENSINDE ligget sæbe før, og jeg havde ikke engang adgang til at finde et stykke sæbe. Men sygehuslægen havde stået der, og så pludselig får han noget på fingrene, og så siger han: ”Hvor er der noget sæbe?” Og så bliver jeg kaldt ned dagen efter og skulle lægge sæbe i Røntgen.

Den anden gang jeg blev skrevet ind. Dengang lå man jo på sygehuset i månedsvis. Det var en helt ung pige på seksten år, der havde en byld i halen. Og hun skulle tage sædebad. Og det ordnede hun selv hver dag. Og så bliver jeg pludselig kaldt ned en dag, hvor der er stuegang, fordi jeg havde glemt at give hende menstruationsbind på. Men hun havde jo ikke sagt det til mig, det var hende selv, der var gået op og ordnet og gået ud og ordnet, det der sædebad. Jeg SKULLE jo da ikke gå rundt og se dem alle sammen. Ja, så blev jeg skrevet i den sorte bog. ”Frøken Michelsen har glemt at give ……”

Ja, det var barskt, men det var også barskt i Åkirkeby, men det var så på en anden måde. Men noget af det sidste, det var jo den der operation … jeg synes lige, der var noget, jeg skulle have med… Hende, der var operationssygeplejerske på det tidspunkt, hun blev så senere oversygeplejerske, det blev vidst kaldt forstanderinde. Hende har jeg besøgt for få år siden. Men nu er hun død. Ja, der var hun få år, når jeg siger få år, så er det mere end ti, men jeg var derovre, og så tænkte jeg, at jeg går sørme ind og hilser på hende. Og jeg tror, hun blev glad. Jeg var der sammen med en anden veninde, som jeg fik forbindelse med på et tidspunkt, som også var elev på Nexø Sygehus. VI tog derover sammen. Og var rundt og se. Og da sagde jeg: ”Vil du ikke med ind og hilse på, hun havde jo ikke været i Åkirkeby. Og jeg tror, hun blev så glad for det, alligevel. Hun boede alene i et hus lige ved sygehuset, og der havde hun fået lov til at blive boende, så længe hun levede. Hun var faktisk helt fantastisk. Tænk sig efter at hun …. Dengang den tidligere oversygeplejerske, hende med gigten, hun gik af, da blev hende her udnævnt til, jeg tror det var forstanderinde, det kom til at hedde på det tidspunkt. Jeg ved det ikke eller oversygeplejerske. Så tog hun sørme til Aarhus og tog på det kursus, og det kan jeg huske, hun sagde til mig, at det var faktisk svært, fordi vores skoleuddannelse dengang, vi havde jo ikke…, der var jo ingen, der havde studentereksamen på det tidspunkt eller realeksamen. Vi havde jo kun syv års skolegang. Derfor var det også lidt svært for eksempel med kemi, at lære kemi. Overlægen forlangte, at vi skulle have en masse kemi. Jeg har aldrig haft brug for det, tror jeg ikke. Fysik var lettere, det giver sig selv, men kemien, det havde jeg det altså svært med.

Efter jeg kom tilbage til Nexø, og blev gift lige derefter, da kom de straks fra sygehuset, om jeg ikke ville komme derud igen, så værre har det altså ikke været. Selvom jeg var skrevet i den sorte bog. Det er noget grimt noget egentligt at tænke på.

Jeg startede som elev den fireogtyvende juni 1942. Jeg sejlede over Sankt Hans nat. Med båden Karl. Det var jo under krigen, så vi skulle sejle en halv time før solopgang fra København. Men der var udgangsforbud i København, så vi skulle ned på båden allerede om aftenen. Da jeg kom til Nexø station, spurgte jeg en eller anden, hvor sygehuset lå. ”Du skal bare lige ud ad den gade dér. Og så gik jeg derudad, og jeg kunne ikke se noget sygehus. Jeg regnede jo med ”et sygehus”. Så ser jeg pludselig, at der ligger en mand på en græsplæne, der havde benet i gips. Jeg ved ikke, om du nogensinde har set Nexø sygehus? Det var bare sådan et almindeligt hus. Der lå en mand. Og jeg tænkte, det her kan da ikke være et sygehus, men så gik jeg alligevel ind og jo. Jeg kom omgående i uniform og i gang med det samme. Fik lige anvist et værelse og så … Det var sådan, at når vi hade gangvagt, den elev der havde gangvagt, og når vi skulle over at spise, så blev en klokke sat over. Hvis det ringede fra en stue, så skulle vi over og svare. Jeg kan huske den første dag, ringede det derover fra. Det var en dame, der skulle have bækken. Og jeg kommer tilbage igen. Så siger oversygeplejersken til mig: ”Ja, det må De vide, frk. Michelsen, at med den stilling, der skal man vænne sig til at sidde med en lort i den ene hånd og spise med den anden” (fniser) ja!

Den første juleaften jeg var på Nexø Sygehus skulle jeg have vagt. Det var helt i orden. Det var en tolvtimersvagt. Det vil sige, at jeg skulle møde klokken to om eftermiddagen for at hjælpe der, så det var jo en rigtig lang vagt. Oversygeplejersken havde gæster, nogen venner, og de holdt juleaften ovre i vores spisestue. Hun havde inviteret et ægtepar med, som havde to halvvoksne sønner og så en efternøler, der vel var et halvt års tid, og han hed Jens. Jeg kan også huske efternavnet, det er der ingen grund til at… Og så blev der ind imellem ringet, at jeg skulle komme over og et eller andet. Så skulle jeg komme over og give Jens en flaske. Og de blev mere og mere højtsnakkende. Til sidst sagde oversygeplejersken ”Tag ham med over på afdelingen og sørg for at give ham noget mad og en tør ble”, og det gjorde jeg. Da havde de faktisk fået lidt mere, end hatten passede. Så viser det sig, at de er gået hjem. Om morgenen, da vagten kommer klokken syv og skulle afløse mig, siger jeg ”Der ligger altså et barn der inde” ”DET vil vi ikke have med at gøre, det må du klare”. ”Hvad skal jeg gøre ved ham?”, ”Så må du kører ham ind til forældrene”. Der var jo et godt stykke vej ind til … Han lå i barnevogn. Jeg var jo ked af det dér, men assistenten sagde: ”Det SKAL du. Vi vil ikke have noget med det at gøre”. Og så trillede jeg afsted med det her barn efter at have mødt dagen før på arbejde klokken to. Jeg kommer ind og ringer og ringer og ringer. De boede inde midt i byen i en lejlighed. Der var flere, der boede i samme opgang. Jeg ringede og jeg bankede. Da jeg havde stået der i et godt stykke tid, kommer der en dame ud og siger: ”Hvad sker der dog?” ”Jamen, der sker det, at jeg står her med et barn, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre”. Det kunne hun ikke…. ”Jamen DE er ikke til at vække”, sagde hun bare. Jeg sagde ”Hvad skal jeg dog gøre. Jeg kan da ikke bare…”, jeg var jo grædefærdig. Det kan også være, jeg græd. Til sidst sagde hun ”Så lad mig tage ham. Så skal jeg nok aflevere ham”. Det var Nexø Sygehus og en mand med en høj stilling i byen. Altså faderen til… Sådan var der jo så mange, mange mærkelige situationer.

Jeg kan huske på selve bombedagen, da var jeg dernede på fridag. Jeg kommer derned aftenen før og går ind til mine svigerforældre. De sagde, at Poul, min mand, han var allerede kaldt ud og stå vagt. Så kørte jeg lidt rundt i byen og fandt ham. Han stod dernede ved Pilebrovej. Der står han og en anden mand, som hedder Andersen. På den anden side af gaden, der var sådan en stor græsplads ned mod vandet. Der er fyldt med tyske soldater. Der stod de to hér med deres armbind på. Da havde de jo fået armbind på. Og stod med et eller andet slags våben.

I: ”Hvilke armbind?”

Der var sådan nogle Montgomeryarmbind kaldte de dem. De var stribede. Jeg har givet mit til … det er ovre hos min søn. Efter min mand havde… Alle de der frihedskæmpere fik et armbind på, så man kunne se, hvad det var for noget. Der ligger alle de her tyskere. Så kommer der en tysker over gaden og siger, hvad det var for noget: Så siger min mand på tysk tilbage ”Montgomerys hær”. Den her soldat han (hun griner hånligt) - og så sagde han et eller andet, og så brølede hele koret af grin.

I: ”Hvilket år var det?”

Det var søndag den sjette maj 1945 om aftenen. Jeg fik jo sidst fri. Da jeg fik fri om aftenen, da kørte jeg derned og skulle være der om natten. Og så er det, vi vågner mandag morgen den syvende. Da kan jeg huske, at min mand og jeg gik ned på stationen. Vi cyklede lidt rundt og så var vi nede på stationen, og pludselig kommer de russiske rekognosceringsmaskiner ind over byen, jeg tror, der var tre, den ene drejer hurtigt af, den anden den …. Og så siger min mand: ”Det var ru..” Så bliver der skudt antiluftskyts imod dem. Der var jo fyldt med tyskere ude i skoven. Så siger min mand ”Nu bliver der ballade”. Så gik vi hjem, og så kan jeg huske, at så var det efterhånden middag, og vi satte os til bordet og spise. Så begynder bomberne at falde. Det første, der blev ramt, var advarselssirenen. Så der var ingen sirene. Der blev bare bombet. Min svigermor var syg. Hun var vanskelig. Hun havde fået et chok. Det kan jeg fortælle om senere. Vi kom alle sammen ned i kælderen. Min svigerfar og min mand, kæreste dengang, prøvede på at stive lidt af med noget, et eller andet, jeg ved ikke hvad. Sætte noget for vinduet dernede. Så holdt det jo op igen og vi skulle op. Det var en butik. Det var en forretning på torvet. Begge udstillingsvinduer var smadret, fuldstændig. Min mand går hen og låser døren, og så går vi ud ad vinduet. Så løber vi rundt dér. Så kom jeg hen på torvet. En råber til mig ”Se at komme på sygehuset”. En bil standsede og sagde, at jeg kunne komme med. Jeg ved ikke, hvad det har været for en bil, for der kørte ikke biler ellers, det kan jeg altså ikke huske. Jeg kom ud på sygehuset: Allerede da jeg kom derud, var der vild forvirring, og patienterne var begyndt at blive sendt hjem. Elektrikeren var der. Han skulle sætte strøm på, for der var ingen strøm. Han fik sat nødstrøm til. Men vi kunne ikke få røntgen til at virke. Der var ikke strøm nok, så røntgen - vi havde overhovedet ikke røntgen til alle de brud, der kom ind hele dagen. Det var ved middagstid. Hele eftermiddagen, den ene efter den anden på operationsbordet. Som sagt, så blev jeg sat til at give narkose. En anden elev, som stadigvæk var der, hende jeg senere var derovre sammen med, hun blev sat til at være sekretær. For det kan jo ikke nytte noget, at patienterne, der kommer ind, ikke bliver registrerede, hvis de dør. Og det gjorde de jo, massevis. Så der var hårdt, hårdt brug for hjælp. Så kom de der sanitetsfolk ind og skulle klæde af og på. Så husker jeg så tydeligt, om aftenen da vi var ved at være færdige så kom oversygeplejersken og sagde: ”Der er lige en øl til jer i køkkenet”. Dengang drak jeg jo ikke bajersk øl, men NEEEJ hvor det smagte godt. Vi havde intet fået hele eftermiddagen. Og så i den atmosfære. Så var det, at da jeg havde fået den der øl, skulle jeg lige holde ved den mand på operationsbordet, som jeg lige skulle holde. Jeg havde jo givet ham narkose, og han var så småt ved at vågne. Der blev der sagt: ”Du SKAL”, og så regnede det ned med de der [bomber]. Vi var kun i kælderen en halv times tid. Det var ikke særlig længe. Jeg tror, det var den eneste gang, Nexø [Sygehus] gik i beskyttelsesrum. Det lå jo lidt udenfor byen. Vi havde lidt længere ude en fiskemelsfabrik eller en fiskefabrik. Der var vi altid bange for, hvis der skulle bombes dér. Det var der vist fare for. Man hørte jo illegal radio. Vi hørte jo radioavis fra England hver aften ved halv syvtiden. Der blev sagt et eller andet, men det var nu mest nogen navne, og det vidste hvem, der skulle vide det, jo hvad det betød. Man var bange for, at der skulle falde bomber der, og det var tæt ved sygehuset. Så det var vi altid lidt bange for.

I: ”Hvilke navne blev nævnt, og hvem vidste, hvad de betød?”

I udsendelserne blev navnet bare lige nævnt: ”Anne, Tove, Jens, Karl, Peter. Så de, der skulle vide hvad… de, der skulle modtage våben, der blev smidt ned eller andet, de vidste så, hvad hvert navn betød. Det var jo også det, der skete med Fiil’erne (Hvidstensgruppen)derude ved kroen ved Randers. Det er der også lavet en film om, det var også under krigen. Der brugte de også navne, og så vidste de, at de skulle ud og samle våben op der og der og der.

Fredag aften, den 4. maj 1945, da fredsbudskabet kom, sad jeg på mit værelse og syede på et betræk til den stol dér, som jeg lige havde fået af min svigermor i eksamensgave. Jeg havde jo lige taget eksamen. Der sad jeg og broderede et korsstingsbroderi, der passede til netop den stol. Jeg sad alene og hørte radio. Pludselig siger de: ”Holland, Danmark og Belgien ….”, det kender du, fredsbudskabet der kom. Så begyndte de at juble og skrige i København. Jeg går ned på gangen for at sige det til dem, der var i vagt, der er lige sket det der. Og i det samme kommer overlægen over for at fortælle det. Vi var jo vildt glade. Lørdag morgen den 5. gik alle i kirke. Det var noget, der var blevet sagt før, at den første dag skulle kirkeklokkerne ringe over hele landet. Da gik alle de, der kunne forlade sygehuset, i kirke og hjem igen og bestille noget. Søndag aften kørte jeg til … Vi var jublende glade hele lørdag og søndag. Men vi hørte intet ovrefra. Så kommer bombardementet. Min kæreste havde sendt et telegram til min far i Sunds ved Herning, at der ikke var sket os noget. Min far tænkte, at det var da noget underligt noget. Man havde jo INTET hørt om, at der var faldet bomber på Bornholm. Der var INGEN i det øvrige land, det skulle jo holdes…. Det var jo også noget af det, filmen handlede om.

(AM taler ud fra spørgeskemaet)

I Nexø var der selvfølgelig rationering, men i Åkirkeby var det helt forfærdeligt. Der var INTET.

I Nexø havde de sørget for at købe godt ind. Hun var faktisk en dygtig sygeplejerske. Dygtig til at… men hun var ikke, der var ikke en særlig kærlig tone overfor patienterne. Jeg kan huske en af de første nætter, hvor jeg havde vagt, da var der en patient, der døde. Så skulle vi hente oversygeplejersken. Det skulle jeg, fordi jeg var så ny. Så styrter jeg op af trappen, hun boede oppe ovenpå, og hun kommer også ned med det samme. Så går vi lige ind og ser patienten, hun lå på det sidste. Så siger oversygeplejersken: ”Vi tager lige en kop te først”. Det har jeg tænkt på så mange gange. Det var egentlig…. At hun så ikke ringede til datteren og BLEV hos patienten. Fordi vi ved jo ikke om…. Hun var jo ikke… jeg ved det ikke. Så gik vi ud og sad og drak te. Men det var jo, hvad jeg lærte.

Der var intet at gøre for at afbøde manglen. I Nexø var det sæbe især. Det blev jo lavet af … man lavede noget hjemmekogt sæbe, men det kunne jo ikke engang skumme. De kogte selv sæbe, men jeg ved ikke, hvad de kogte det af. Det kunne overhovedet ikke skumme, hvis man vaskede med hånd. Og patienterne kom jo ikke i bad. Der var kun et badekar ovre ved epidemi-patienterne, og det var personalets badekar.

I Åkirkeby kom vi slet ikke i bad, ikke engang personalet. Der var et brusebad. Der var kun ET til alle, og det var stillet an lige med et forhæng i en gang, hvor folk gik frem og tilbage, og hvis der kom gæster til nogen… Men i Nexø kom vi meget i bad. Jeg gik i bad hver dag, for der var jo patienter, der havde lus. Der var mange patienter, der havde lus og fnat. Meget, meget fnat. Så kom hele familier ind og skulle af-fnattes, og så skulle de ligge der en nat med det der… De blev smurt ind i fnatsalve fra top til tå, jeg ved ikke hvad det hed. Så kneb det eleverne, når de skulle… Vi skulle smøre dem ind over det hele. Jeg kan huske, det blev noget med, at de der mænd, de kunne ikke altid styre sig. Så blev det sådan, at mændene selv måtte smøre deres kønsdele ind, så vi ikke skulle stå og nulre dem der.

Om der var arbejdsrutiner, der blev ændret på grund af varemangel? Det kan man jo godt sige, der var i Åkirkeby. For når de skulle have skiftet stiklagener, når der trængte til… Det længste var fem uger. Jeg husker tydelig den stue, hun lå på, sådan en halvgammel … Jo, der er én ting, jeg skal huske at fortælle:

Da der var kommet så mange flygtninge til øen. Der regnede man med 40.000 inde i Almindingen. Hvem der kom og spurgte, det ved jeg ikke, men der blev spurgt… Vi havde en patient liggende. Hun havde ligget der i månedsvis. Hun havde gigt. Hun var ikke særlig gammel. Jeg kan også huske, hvad hun hed, og hvad hun lavede. Hun var god til tysk. Der blev sendt bud til overlægen, om hun måtte komme ind i Almindingen og tale til de tyske flygtninge. For der var ved at gå panik i dem på grund af sult. Damen blev så taget ud af sin seng, fik tøj på og blev kørt ind i Almindingen. Hun talte til dem om, at der snart ville blive lavet et måltid mad, havregrød, tror jeg det var. Så blev hun kørt hjem i seng igen.

I:” Var flygtningene hegnet inde?”

Nej, de var bare samlet der. De kom med både til øen og blev sat i land i stor stil. Mange, mange, mange af skibene blev sænkede mellem Tyskland og Danmark, før de nogensinde nåede ind. Ingen ved, hvor mange der er gået til på den måde.

I: ”Hvem sænkede dem?”

Ja, det gjorde russerne. De var nødt til at kapitulere. Det var både englændere og amerikanere, og russere var jo sammen om, at tyskerne skulle ned. Det var jo krig. Så det var jo mest englænderne, der bombede flygtningeskibene, vil jeg tro.

Onsdag der den niende, da vi lå i Åkirkeby og kunne høre alle bomberne. Dels kunne vi høre, der blev bombet nede over Nexø igen. Og da var det jo, at gaderne brændte. Hele gader brændte og mange, mange huse. Der var jo brandbomber. Der var ingen mennesker i byen, de var evakueret. Det var jo forfærdelig at komme og se det igen. Det kunne vi jo ligge og høre oppe i Åkirkeby. Dels det i Nexø, dels…. Vi kunne ikke skille ad, hvor der var henne, det var i massevis.

Nexø blev bombet den 7. kl. tolv og igen seks-halv-syvtiden om aftenen den niende. Så blev den igen bombet om onsdagen. Da var det, det brændte i gaderne.

Der var en læge i Nexø, der lå inde med hele evakueringsplanen. Det første han gjorde, da bomberne faldt, var at flygte ud på landet. Nogle frihedskæmpere havde fundet ham. Tog ud til ham. Om han ville komme ind. Det var om mandagen efter det første bombardement. Han sagde, at her var nøglen til hans skrivebord, så kunne de selv finde ud af det. Men han var ellers en af dem, der sommetider plejede at komme og hjælpe til på sygehuset, ved operationer. Jeg kan huske, hvad han hedder. Han kom senere på aftenen, efter andet angreb, da kom han ind i byen igen. Men overlægen fra Åkirkeby og operationssygeplejersken der, de kom til hjælp på Nexø Sygehus hen på eftermiddagen. De fik tildelt badeværelset, hvor de skulle tage de mindre … hvad de nu kunne lave der. Det var jo selvfølgelig også en hjælp. Senere på aftenen kom lægerne også fra Allinge. Altså dengang var der jo sygehus i Nexø, Allinge og Svaneke. Svaneke kom ikke, men Allinge, og så den her læge kom ekstra også. Og så var de der fra Åkirkeby. Men det var jo også den syvende, at Rønne blev bombet. Der blev oprettet et lazaret, jeg tror det var i Rø eller Nylars.

Varemanglen var meget slem i Åkirkeby. Bækkener lå i en bækkenvarmer. Alle mænd, dem der kunne bruge det, havde uringlas, der stod ved deres seng. Det skulle vi selvfølgelig tømme et par gange hver dag. Dertil måtte vi ikke bruge et bord at køre dem på, hvad jeg aldrig har kunnet forstå. Det var i Nexø. Der skulle vi bære det der. Man kunne kun tage to ad gangen, og da gik vi med det der tis op og ned af den der lange gang. Bækkener blev anbragt i en bækkenholder, som varmede dem.

Uniformen var fin i Nexø. Der havde vi, hvad vi skulle bruge, rene kraver og det der. Det kneb i Åkirkeby, der kunne vi ikke skifte så meget, som vi gerne ville. Patienttøj, det var det samme: I Nexø var der nok, i Åkirkeby der var aldrig noget. Det måtte vi samle op i karret ude i … vi havde et rend ude i det der vaskeri.

Termometrene blev sat i en skål, med hvad der nu var på og det hele, i sådan noget blåt, der blev puttet i. Sådan noget desinfektionsmiddel. Jeg kan ikke huske, hvad det hed. Og så blev de tørret af, og så blev de jo brugt igen. Men på et eller andet tidspunkt til at begynde med, der syntes jeg, at termometrene sad i et lille hylster af tøj, der var syet, der hang over deres seng. Et termometer til hver. Men så var der ikke nok, og så blev det sådan at….

Forbindinger, ja forbindinger med ALT af gult og blåt og rødt og det hele, det kom jo i vask. Så blev det vasket, og så sad vi jo om natten i nattevagt og rullede op i ruller igen. Så blev det brugt, og der var jo lapispletter på. Det blev brugt igen og igen, og det var jo helt pjaltet til sidst. Det brugte vi om natten. Vi havde meget at lave om natten i Nexø. Vi skulle gøre rent i røntgen, hele røntgen og i skyllerum og på lægens kontor og så rulle bind for resten og passe patienterne.

Patienterne blev lagt i seng klokken otte om aftenen, og så måtte de ikke stå op igen. Selv om det var oppegående patienter, skulle de have bækken i sengen, hvis de skulle noget efter den tid. Det var der nogen mænd, der ikke ville. De stod jo bare op og gik ud på toilettet. Så vidt som muligt prøvede jeg ikke at se det, for sådan en sukkersygepatient, der godt må gå oppe hele dagen…  Det var jo fuldstændig meningsløst, hvis de skulle ligge og tisse i et glas om natten. Det ville de jo ikke have stående der. Og ligesådan kvinder, de skulle jo altid have bækken om natten, og det fik de jo, de stod ikke op.

Alle madrasser var ens, og så havde man kun røde tæpper med lagen på. De tæpper skulle være pakket ind om, men dem var man nødt til at løsne, når de skulle have et bækken.

Hospitalssprit i Nexø, det mærkede vi aldrig noget til. De havde deres … det ved jeg ikke.

I Åkirkeby kom det i sådan en stor ballon, der blev sat et eller andet sted. Så varede det et par dage, inden tolderen kom og tilsatte klor eller hvad nu det var, der blev tilsat, for at det ikke måtte bruges. Indtil da, der tømte en MASSE ud, som de forskellige gik og hentede og lavede likør af og… Det var alle på sygehuset. Man snakkede jo ikke om det. Men apotekerne gjorde det også. Alle gjorde det. Lægerne gjorde det. Det, der var tilbage, må jo have fået for meget klor, når endelig tolderne kom. Når der allerede var….  (griner)

Ved mørklægning skulle der trækkes for på bestemte tider, og det var jo sorte gardiner, der blev trukket for, og de var ret tætte. Sådan tror jeg nu også, det var i Åkirkeby. Men i Nexø var der jo hele tiden flere overflyvninger. Eller det ved jeg ikke, der blev i hvert fald snakket mere om… Der, hvor jeg havde mit værelse, kunne jeg se ud over vandet. Det var nede på Strandvejen, at sygehuset ligger. Der kunne jeg se, når sådan en… blev slukket, altså et eller andet, der viser skibe, når de kan sejle ind. Når den blev slukket, så vidste jeg, at så var det, fordi der var overflyvninger.

Når vi gik ud ad døren ud mod gården, så skulle vi sådan en tre fire skridt hen, så var der beskyttelsesrum, der var gravet ned. I Nexø. I Åkirkeby var der ikke noget [beskyttelsesrum]. Der blev sagt, at hvis der var et eller andet, så skulle vi i en kælder, men der ville vi aldrig kunne komme ned med patienter eller noget. Der var jo ingen elevator. Når patienterne skulle fra mandsafdelingen ned på operationsstuen, så skulle vi bære dem. De blev lagt på en båre, og den skulle vi bære ned. Der var ingen elevator i Åkirkeby.
I Nexø var der kun et plan. Den eneste gang, patienter kom i beskyttelsesrum i Nexø, var på bombedagen. Nej, vi brugte ikke beskyttelsesrum hver gang. Så vidt jeg husker, blev det først bygget kort tid før, jeg tog derfra. Og det gjorde jeg juli 1944. Jeg tror jeg nok, de lige havde begyndt. Det forekommer mig, der blev lidt mørkere inde i skyllerummet, for det gik lidt op for vinduet. Men der var vi aldrig i min tid, før jeg var der nede dén dag.

I:” Hvordan forberedte man patienterne, når der skete noget?”

Der var jo kun den ene dame, der kom derned. Alle tyskeren kom ikke derned. De lå på madrasser rundt omkring. Så det var, så vidt jeg ved, kun den ene patient der var dernede, med barnet.

Spærretiden havde selvfølgelig konsekvenser. Patienterne lå der jo, så for dem havde det jo ingen konsekvenser, men de pårørende kunne jo ikke komme ind. Men det var jo næsten altid om natten, og der var det jo alligevel ikke besøgstid. For os var det sådan, at vi altid skulle gå med det der…. [legitimationskort] Det skulle vi vise. Det viste vi så frem, og så kunne vi bare gå. Det blev først lavet i 1943.

I: ”Ja, der står den syvende i sjette 1943”

Så der havde jeg allerede været der i et år.

I: ”Du fik det fra Nexø Kommunekontor?”

Ja, vi fik alle besked på, at vi skulle gå ind, og bliver fotograferet MED uniform. For det måtte vi jo ellers ikke. Vi måtte ikke gå ud i uniform. Men den dag fik vi besked på, at vi skulle.

Så kan jeg huske, der var valg. Der var jo et valg under besættelsen. Da kan jeg huske, overlægen kom og sagde til os: ”I SKAL gå ind og stemme, I SKAL tage ind og stemme alle sammen, og det er fuldstændig ligegyldigt, hvem I stemmer på, det skal bare være dansk”. Og sådan noget kunne jeg slet ikke tænke mig i Åkirkeby, men det var altså, medens jeg var i Nexø, at der var det valg. Der var SÅ stor forskel på de to sygehuse. Det var to SÅ forskellige oversygeplejersker. Det var meget forvirrende. Jeg kan huske, at jeg synes det HELE… altså Åkirkeby Sygehus var jo meget gammelt. Det er helt væltet ned nu. Det var jo meget gammelt det hele. Det var SÅ nedslidt alt sammen. Badeværelser, toiletter, alting var …. det hele det virkede…. Og det er jo heller ikke så let at holde rent. Det var noget mærkeligt noget. Og så kan jeg huske en dag, hvor vi skulle til time om aftenen, eleverne Pludselig ville oversygeplejersken have, ja det har nok alligevel haft noget at gøre med rengøring, at gulvene skulle skures. Alle de lange hospitalsgange, der var bonede. Det var sådan noget brunt linoleum, der var bonet. Det skulle skures af, og det skulle eleverne gøre. Det blev vi alle sammen sat til at gøre, allesammen. Det er den eneste gang i mit liv, jeg har strejket. Nej ikke helt strejket. Vi havde en stor have til Åkirkeby Sygehus, og der var så mange æbletræer, og de plukkede æbler, og de æbler blev gemt til foråret, når de ikke kunne holde sig mere, så blev de smidt væk. Så er der en af eleverne, da vi skulle til at vaske gulve, vi skulle jo tage sådan et stykke af gangen, så siger den ene elev: ”Må vi så ikke få et æble bagefter?” Og så blev oversygeplejersken, hende der med gigten, SÅ gal. Hun sagde, at det kunne der ikke være tale om, og nu havde vi bare at gå i gang. Det blev vi jo alle sammen sure over. Vi lå jo der. Så pludselig er der en elev, der siger:” Det er egentlig utroligt, så lang tid man kan tage om at skure sådan et lille stykke.” Og så kørte vi jo alle sammen der i slowmotion. Så var hun jo nødt til at sige, at nu var klokken syv, så nu skulle vi til time, for nu var lægen kommet. Så var der jo alligevel ikke blevet skuret gulv færdig. Så var det nok gangpigerne, der gjorde det færdigt. Men jeg synes nu, det forekommer mig, at vi dagen efter blev sat til at smøre nyt bonevoks på. Det er jo ikke som i dag!

------------

Nu vil jeg ikke fortælle…

I: ” Du skal fortælle hvad du vil”

Her for et par år siden var jeg indlagt her på sygehuset. Jeg besvimede en morgen, jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde jeg. Så blev jeg kørt på Herning Sygehus og lå der i en lille uges tid. Seks dage tror jeg. Jeg har ALDRIG kendt noget så beskidt. Der er SÅ beskidt. Over det hele. De må jo ikke løfte nogen ting. Jeg havde et bord med et vandglas. Hver dag kom der en for at tørre bordet af. Hun tørrede rundt om vandglasset, Skønt jeg fik saftevand, og der var sådan en rund… De må ikke engang flytte et glas. Ude på toilettet, jeg var ikke på toilettet EN ENESTE GANG, uden at jeg først skulle gøre rent. Der var lort på brættet. Selv toiletrullen var sjasket ind. Det VAR så beskidt. Så skulle de tage en urinprøve fra mig. Jeg skulle tisse på et bækken, og en sygeplejerske var med derude. Vi kommer ud sammen, og der er både afføring og tis over brættet. Jeg siger: ”Det ser da ikke særlig godt ud”, ”Næ, det gør det da heller ikke” [siger sygeplejersken] og så gik hun. Jeg tænkte, at hun da måtte sende en. Jeg var ude at kigge. Men det er jo ikke deres arbejde. Det er ikke sygeplejerskernes arbejde. Det var ikke lige den tid, hvor der skulle komme en. Så var jeg jo nødt til at gøre det. Nu var jeg altså ikke mere syg, end jeg kunne gøre det.

Inde på stuen var et gardin gået løst. Der var faldet nogen kroge af. Så det hang sådan ned. Med snoretræk. De havde besvær med at trække for om aftenen. Jeg siger en dag: ”Kunne I ikke få en portør til at ….” ”Nej, det er ikke portørarbejde, det må de ikke”, ”Nå, men det var da fantastisk”, sagde jeg. De havde søgt, om de måtte få det lavet, men det skulle der et gardinfirma til at sætte de der fem kroge i. Det havde de fået besked på, at det kunne de ikke, men nu skulle de alligevel snart flytte til Gødstrup. Det her er to et halvt år siden.  Det var hele tiden de mærkeligste ting. Så sagde jeg ”De der gardiner har hængt der siden..” og så kendte jeg lige årstallet, for da var jeg ansat dernede på sygehuset.

I: ”Men førhen gjorde I som sygeplejersker alt sådan noget? ”

Ja, og da husker jeg lige så tydeligt engang, da havde jeg et kontor, det var før, der blev en rigtig modtagelse. Ja, det var mig, der modtog patienter der. Skrive op og ringe efter Falck og sådan nogen ting. Vi havde fået en akut patient ind. Patienten skulle videre. Overføres til kommunehospitalet, får jeg besked på og ringer til Falck. Styrter op på afdelingen, og der stod afdelingssygeplejersken oppe på en stige og var ved at hænge gardiner op. Jeg siger: ”Den patient skal overflyttes lige med det samme, jeg HAR ringet efter Falck”, så siger hun: ”Nu skal jeg i hvert fald først have de her gardiner hængt op”. (Vi griner)

I: ”Var det i Herning? ”

Ja, men det ligger jo tilbage i tresserne.

Men nu. Neej, hvor var der beskidt. Der blev ikke vasket gulv en eneste gang inde på stuen. Jeg var der i seks dage. De kom med sådan en svaber, eller hvad det var for noget, men de var da slet ikke inde i krogene. Så når jeg tænker på, hvordan vi skulle gøre rent.

-------------

De tyske patienter i Nexø blev behandlet som andre. Jeg har IKKE opdaget at nogen ….. Vi havde jo meget ofte nogen med… når der opstod noget epidemisk på deres skibe, så lagde de til land, og nu var der jo epidemi. Så kom de på Nexø Sygehus. Skarlagensfeber dengang var tre uger i sengen og seks uger oppegående. Det var ikke sådan, at der gik én dag over, med mindre de var syge på det tidspunkt, der var gået tre uger. Selv om de var raske nok til det, der var jo mange, der slet ikke havde symptomer, men de havde jo skarlagensfeber, og man havde jo ikke penicillin dengang, så det kunne jo smitte. Så de skulle være indlagt. Dem havde vi mange af. De tyskere der lå der, fra læges side og fra … der var ingen forskel. De fik samme behandling. Det der med, at nogen tyskere sidenhen har klaget over, at lægerne ikke ville behandle dem, det kender jeg ikke noget til.

I: ”Men I kunne ikke tale med dem? ”

Jo lægerne kunne sagtens. Alle læger, men vi andre. Altså selvfølgelig fik vi snart lært noget tysk. Jeg havde vist også lært lidt tysk i forvejen. Jeg havde vist været på noget kursus. Men det gjorde vi ikke, vi snakkede ikke med dem. Det ville vi ikke. Man måtte ikke fraternisere: Det var STRENGT forbudt. For man kunne da godt tænke sig, at når der lå sådan en pæn ung mand der i længere tid, at der kunne blive lidt…, men det turde man ikke, og det var der ikke.

Jeg kan huske den unge mand, der var så ked af det. Ham kunne jeg sagtens forstå og snakke med. Men sådan en bøffel, der sagde: ”Ingen skal bestemme over den tyske Værnemagt”, så forstod jeg ikke et ord. Men det sagde han altså.

Jeg tror ikke, der blev skjult modstandsfolk, men jeg ved det ikke. Og heller ikke jøder. Jo, Jeg kan huske vi fik en tysk dame indlagt EFTER bombardementerne og efter alt det der, på Åkirkeby Sygehus. Hun havde fået amputeret det ene ben, og hun døjede meget med fantomsmerter i benet. Hun var i hvert fald over firs år og havde boet i landet i mange, mange år. Om hun så har været mistænkt for at have haft nogen tyskere boende eller hvad, det ved jeg ikke, men jeg kan huske, hun sagde [på bornholmsk], ”De spyttede på mig”. Altså hun blev taget af frihedskæmperne og blev kørt rundt på en vogn sammen med de unge piger, og hun var over firs. Og jeg kan huske, hun sagde [på bornholmsk] ”De spyttede på mig”. Alt, hvad der var tysk, hadede vi. De havde ødelagt hele vores ungdom, hele min ungdom. Man kunne jo ingenting, og skulle man til en fødselsdag om aftenen, så var man nødt til at blive der natten ud.

 [om AM´s legitimationskort]

Vi har fine kapper, og så har vi lyseblå kjoler og forklæde. VI kunne skifte, så tit det skulle være. Der var rigelig. Der var hun dygtig, i Nexø. Men det kneb i Åkirkeby. Det kneb meget. Så vi gik der og var halvbeskidte, og så kom vi ikke i BAD.

I: ”Hvordan kunne man klare det, når patienterne ikke kom i bad. De havde vel sår, der skulle renses m.m.?”

Det var nok også derfor, at det hele blev inficeret, og de ikke måtte operere. Der VAR ikke for rent der. I Åkirkeby havde vi en gangpige, som gjorde rent, men eleverne skulle hjælpe. Jeg tror nok, det var elevarbejde at vaske patientbordene og deres skuffer. De havde jo skuffer i deres patientbord. Det skulle vi holde rent. Jeg er lige ved at tro, at skufferne skulle vaskes to gange om ugen. De fik alle sammen udleveret et stykke sæbe. Men det sæbe kunne ikke skumme, det var så sin sag. Når de blev udskrevet, var der tit et halvt stykke sæbe eller et lille stykke, og det gik videre til næste patient. For der var jo ikke nok, så alle kunne få nyt. Så fik de også alle sammen en tandbørste, som blev smidt væk. Det var med et mærkeligt træskaft med svinebørster. Og så lånte de en kam. I Nexø kom patienterne somme tider i bad, ja det var ret jævnligt. Men jeg kan ikke huske, at vi havde en patient i bad i Åkirkeby.

I: ” Når der kom en ny patient, kom der så nyt linned på? ”

Ja. Der kom nyt linned på, hvis vi kunne skaffe det. Ellers måtte vi lægge bleer eller, hvad vi kunne finde af stykker tøj. Og det skete da vist også, at en assistent havde gemt noget til side, så de kunne skifte på deres patienter. Det var slemt. Det var meget, meget slemt. Vi skulle ALTID ud i vaskehuset og se, og sommetider havde de jo også et lagen, der var færdig eller tørret eller noget… I Åkirkeby tror jeg, de havde dyner, så der var jo også dynebetræk. Sommetider måtte vi bruge lagen. Tæpper og lagen, hvis der var mere at finde. Altså, der var, hvad vi kunne finde ud af, og det gik det det meste af tiden faktisk med.

I: ” Var der altid uniformer nok? ”

Nej, vi gik i dem, til der kom en ren.

I: ”Forklæderne kunne vel skiftes, delvis? ”

Det kunne man. Og lommer skulle vi have: Der havde vi sådan en lille lommebog. En lille parlør. Latin. Som vi kunne bruge. Den skulle vi altid gå med i lommen. Og den havde vi jo oppe mange gange. Og så skulle vi gå med vores pulstæller. Det sled jo alligevel nede i lommen. Og så skulle vi gå med en kuglepen. Den satte vi i forklædet her (viser øverst midt for). Nej, jeg ved ikke, om det var en kuglepen. Det var en rigtig pen dengang. En blækpen. Og de skulle fyldes op en gang i mellem.
Ja, det hele var jo… når jeg tænker på, hvad jeg har været igennem i de femoghalvfems et halvt år, jeg har eksisteret. Hvad der er sket af fremskridt. Det er HELT vildt.

…………….

Der var en ting mere på Nexø Sygehus. Det var eleverne, der skulle lægge afdøde i kiste. Vi var to elever, der skulle gøre det. Det var man jo nødt til at være to til. Men det var ikke det værste. Men vi havde pligt til, det skulle vi, at når en var død, så skulle vi bede om fem kroner af de pårørende, for at lægge den afdøde i kiste. Der fik vi to og en halv krone hver. De to og en halv krone brugte vi til at gå ud på noget, der hed Halleklippen. Der var dansant hver lørdag og onsdag. Da gik vi altid derud for de to og en halv krone. Så kunne vi få en sodavand, og hvad vi nu… Det vel for, at vi var nødt til at lægge det lidt fra os. Det var vi to elever enige om, og det var næsten altid os. Det var jo HÆSLIGT. Sådan at få folk … Men sådan var det. Det må da have været ulovligt, havde det været nu, og det tænker jeg da også, det var dengang. [at inkassere penge og bruge dem som lommepenge].  Men det var en ordre fra oversygeplejersken. Hvis vi ikke lige var til stede, så bad hun om … og så fik vi de penge. Fem kroner for at få lagt sin afdøde i kiste. Og vi var så kede af det der. Jeg kan huske, der var en mand med træben. Og vi kunne ikke få plads til det træben, der var jo sådan en stor hofte på. Det kunne ikke være der. Så gik vi ned og smed det i fyret. (AM fniser lidt) Bagefter havde jeg samvittighedsnag og tænkte, ”Hvis han nu får brug for det ben, der hvor han nu kommer hen”. (AM griner lidt) Der var mange ting, der var … og man skulle passe på ikke at spekulere for dybt.

Oversygeplejersken fik en kæreste og blev også gift. Det var blandt andet den juleaften, da hun var blevet kæreste med ham der. Han var en patient, der havde været indlagt. Så var der en førsteassistent, de var nærmest veninder de to, oversygeplejersken og hende førsteassistenten. Hun fik også en kæreste og blev gift med en patient. Det var et værre rod. Så minsandten kom der en ny assistent, og så blev hun kæreste med en patient, som gik over og besøgte hende på værelset. Han havde bare et brækket ben, så han kunne jo godt …. (vi griner) Det var Nexø Sygehus. Sådan noget foregik jo ikke på Åkirkeby Sygehus. 

Men på en måde blev patienterne passet bedre i Nexø, på een måde. Med renlighed og med tøj og det der. De fik jo redt deres senge til tiderne. Og de fik deres medicin og mad til tiden. Der var ikke noget, men så kunne de ellers passe sig selv. Og vi fik som regel fortalt om deres sygdomme, og hvad man gjorde i sådan nogle tilfælde. Vi lærte jo en hel del der. Hvorimod jeg ikke synes, jeg lærte ret meget i Åkirkeby. Det var mest at gå og lede efter tøj, og så skulle vi rede seng, og der var jo ikke noget at rede med.

I: ”Var der mad nok i Nexø og Åkirkeby”.

Maden var bedre i Nexø. Der fik vi faktisk god mad. Men det var jo dengang, man altid fik to retter mad. En gang om ugen fik vi kogt torsk i de måneder, hvor man spiser torsk. Bagefter fik vi grød. Sådan noget byggrød med mælk og sukker på. Bagefter! Det fik vi jo også, når vi var i nattevagt. Så blev det sat over, og så skulle vi varme det klokken tolv. Det skulle vi. Vi skulle spise det. Og det kunne man jo umuligt. Jeg skyllede det ud gennem WC´et. Det kan man ikke om natten klokken tolv, sidde at spise kogt opvarmet torsk.

Og så bagefter en portion, men vi kunne selvfølgelig bytte om på det. Men det kan man ikke.