Diakonissestiftelsen

Starten på diakonisserne

Industrialiseringen i 1800-tallet førte til udbredt social nød, og Europa blev hærget af epidemier og krige. I Tyskland havde man set, at nonnerne havde forbedret sygeplejen, og det gjorde indtryk i protestantiske kredse.  

I 1836 startede pastor Theodor Fliedner og hans hustru Friederike et lille hospital i Kaiserswerth ved Düsseldorf. Her kunne kristne kvinder lære at pleje syge, og diakonisseuddannelsen begyndte at tage form.

Der kom mange kvinder på besøg fra udlandet for at lære sygepleje, og den mest kendte er Florence Nightingale, der tog et tremåneders kursus i sygepleje i Kaiserwerth i 1851. (1)

Hendes dagbog fortæller om forskellige typer bade, omslag, salver, igler, kopsætning, klyster og bandagering, og om operationer, når det var nødvendigt. Under opholdet skrev hun fx:

”Sengeredning, fejning, redning af hår, forbindinger. Gnide salver ind, levertranolie så tidligt som muligt. Den må ikke stå på sengebordet fra om aftenen for at være klar næste morgen. Holder bøn for de patienter, der er samlet, mens de andre søstre ordner deres stuer. .. To svovlbade til Frau Marcus og Frau Brose…” (2)

Opholdet på Kaiserswerts styrkede hendes tro på vigtigheden af disciplin, der senere blev et væsentligt element i Nightingaleuddannelsen.

Da Florence Nigthingale tog afsked med Theodor Fliedner, fik hun den samme velsignelse (indvielse) som de andre søstre. Hendes mål var at grundlægge et diakonissehus i England, men det mødte for meget modstand i hendes  familie, til at det kunne lade sig gøre. (1)

De første diakonisser i Danmark

I 1893 blev prinsesse Louise, senere dronning af Danmark. Hun var født prinsesse af Hessen-Kassel (1817-1898) og havde mødt diakonisser i Tyskland, og hendes begejstring for de tyske diakonissehuse var stor. Hun var gift med prins Christian af Glücksburg, den senere Christian den 9.

Mens hun stadig var kronprinsesse, fik hun kontakt med Louise Conring. Louise Conring kom i kredsen omkring enkedronning Caroline Amalie, som opfordrede hende til at deltage i velgørenhedsarbejde.

I 1855 blev Louise Conring udpeget som inspektrice ved Fødselsstiftelsen i København. Louise Conring blev sendt på studierejse i Sverige og Tyskland, hvor hun besøgte diakonissehuse. Hun blev indviet som diakonisse i 1863 af pastor Fliedner i Kaiserswerth.

I maj 1863 blev Diakonissestiftelsen indviet i Smallegade på Frederiksberg med Louise Conring som forstanderinde. En diakonisse fra Stockholm hjalp med at uddanne de første søstre i det praktiske arbejde. 10 år efter blev grundstenen lagt til den bygning, der forsat rummer Diakonissestiftelsen på Peter Bangs Vej.

De første søstres faglige uddannelse bestod hovedsagelig af praktisk læring, hvor en af søstrene gik foran for at vise, hvordan sengeredning og hygiejne skulle være. Først i 1879 da søster Sophie Zahrtmann, der efter nogle år som diakonisse i Strasbourg kom til Diakonissestiftelsen, begyndte uddannelsen også at få et teoretisk indhold (5). 

Sophie Zahrtmann blev forstanderinde efter Louise Conring, og hun gennemførte visionerne om at forbedre sygeplejerskeuddannelsen. Da det viste sig, at stiftelsen i det lange løb ikke kun kunne rekruttere unge dannede frøkener, men i stedet kvinder med knapt så gode skolekundskaber, blev der sat en systematisk uddannelse i værk. 

De nye søstre fik i det første halve år undervisning i almene skolefag, kristendomskundskab og sygepleje. Derefter kom de i praktik et par år, hvorefter de fik et opfølgende tremåneders kursus i sygepleje og kristendomskundskab. (1) 

På Diakonissestiftelsen var man klar over, at denne uddannelsesplan på sigt  ikke kunne leve op til kravene til en formel offentlig sygeplejerskeuddannelse. I 1910 man gik i samarbejde med Dansk Sygeplejeråd og Røde Kors om et forslag til en standardisering af uddannelsen, og bestyrelsen vedtog herefter at indføre en treleddet uddannelse for søstereleverne.

Først et halvt år med forberedende almen uddannelse, der lignede højskoleuddannelsen, og grundig undervisning i kristendom og sygeplejekundskab.

Dernæst fulgte 1½ års sygeplejerskeuddannelse, der både var praktisk og teoretisk. Det sidste år af uddannelsen blev brugt til specialisering i hospitalssygepleje eller menighedspleje (hjemmesygepleje). (3)

Diakonissestiftelsen blev af landets sygehuse bedt om at sende diakonisser til provinssygehuse for at lede sygeplejen. Det har betydet, at Diakonissestiftelsen fik stor betydning for sygeplejens udvikling i hele landet.

I 1913 besluttede Diakonissestiftelsen af etablere en treårig uddannelse, der blev afsluttet med en skriftlig og praktisk eksamen. Samtidigt begyndte man at optage kvinder, der ønskede en sygeplejerskeuddannelse, men som ikke ønskede at blive diakonisser. (4)

Grunden var, at kvinder nu havde mulighed for at få en uddannelse til sygeplejerske mange steder i landet, og Diakonissestiftelsen ønskede at fastholde uddannelse af kvinder i sygepleje som en hjælpefunktion i diakonissearbejdet. Sygeplejersker, der fik deres uddannelse på stiftelsen, blev kaldt hjælpesøstre helt op til 1975.

Siden den tid har Diakonissestiftelsen fulgt de uddannelsesreformer og den lovgivning der generelt har været for sygeplejerskeuddannelsen i Danmark. (1)

Diakonissestiftelsen har fortsat en meget søgt sygeplejeskole, selv om stiftelsens hospital blev nedlagt i 1984.

Diakonissedragten

Da Diakonissestiftelsen blev etableret i 1863, indførte man den samme dragt, der blev brugt i Kaiserswerth. 

Den signalerede beskedenhed, og dragten som helhed var designet til at forhindre forfængelighed. Den oprindelige diakonissedragt fra Kaiserswerth var en tillempning af datidens præstekonedragt, og var ligesom den sort med hvid krave. Diakonisserne bar ikke kors for at signalere deres tilhørsforhold i den Evangelisk Lutherske kirke. Senere blev der indført en særlig nål, som diakonissen fik ved sin indvielse.

De diakonisser, der arbejdede som sygeplejersker, bar en stribet bomuldskjole, der i 1915 blev afløst af en hvid kjole. (6)  

Omkring 1900 begyndte diakonisserne at tage cyklen til sig, selv om det gav anledning til en del drøftelser i søsterråd og bestyrelser. I 1905 gav søsterrådet i Diakonissestiftelsen tilladelse til, at cykler kunne bruges på landet, men ikke i byen, og at det krævede ændringer af dragten. Kort efter blev det også tilladt i byen, men det var en betingelse, at cyklen skulle trækkes. (7)

Diakonissernes kapper

De første  diakonisser bar kapper i lighed med borgerskabets kvinder. Florence Nightingale er også afbildet som privatperson med en lille kniplingskappe. Kappen var derfor udtryk for den traditionelle kvindetradition på den tid.  

Diakonissestiftelsen første kappe var af hvidt prikket mol og en kant af stivet og pibet tyl. Prøvesøstrenes kappe var mere beskeden og fremstillet af mol og blonder.

I 1940erne kom dragten til diskussion. Den blev betragtet som gammeldags, og man mente, at den forhindrede unge i at søge ind i søsterfællesskabet. I 1942 kom det til en afstemning blandt de 417 diakonisser og prøvesøstre om en ny dragt, men 70% stemte for den traditionelle dragt.

Først i 1948 blev der indført nye dragter som vist ovenfor. Højtidsdragten var stadig sort med hvid krave, og kappen var mere enkel, men stadig hårdt stivet og sat fast med et bånd under hagen. (6)

Nutiden

I 1965 blev det gamle moderhussystem opgivet, og i 1969 blev det tilladt diakonisser at gifte sig. I 1979 blev det muligt for mænd at blive optaget i fællesskabet.

Disse forandringer afspejlede sig også i dragten. De diakonisser, der ønskede det, fik en sort spadseredragt, der ikke skilte sig ud fra tidens almindelige påklædning. Der hørte ikke kappe til dragten.

I 1999 blev den diakonskjorte indført, der bliver brugt i de nordiske lande af både diakonisser og diakoner. Hertil hører en sølvkæde med Diakonissestiftelsens emblem for den indviede diakonisse. I dag bærer kun enkelte af de ældre diakonisser den gamle dragt med den stivede kappe. (6)

Litteratur

1. Ingeborg Ilkjær og Arne Kolsum. Diakonissernes betydning for sygeplejen i Danmark. I: Glasdam S og Bydam J. Sygepleje i fortid og nutid – historiske indblik. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2008  
2. Ingunn Elstad. Florence Nightingale og sygeplejen. I: Glasdam S og Bydam J. Sygepleje i fortid og nutid – historiske indblik. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2008.
3. Diakonissestiftelsen. Tidsskrift for Sygepleje nr. 21 1911  
4. Uddannelsen på Diakonissestiftelsen.Tidsskrift for Sygepleje nr. 23 1913
5. UC Diakonissestiftelsen Sygeplejeskolen. Diakonissestiftelsens Sygeplejeskoles historie.
6. Susanne Malchau Dietz. The Danish Deaconess Dress 1863 - 2011
7. Dagmar Bork. Diakonisser i dansk sygepleje. Dansk Sygeplejeråd 1997