Bekæmpelsen af de store epidemier

De store epidemier – de store dræbere

Europa har gennem tiden været hærget af store epidemier af smitsomme sygdomme, der spredte død og skræk og rædsel. Den første store pest-epidemi omkring 1350, den Sorte Død, dræbte halvdelen af Europas befolkning og efterlod sine steder tomme landsbyer og huse. Man vidste ikke, hvad sygdommen skyldtes. Nogle mente, at det var Guds straf for menneskenes synder, mens andre troede, at det skyldtes en smittekim, miasma, der spredte sig gennem luft og vand. 

Man kunne ikke behandle disse sygdomme. Kirken pålagde folk at skrifte og faste, mens datidens læger tidligt begyndte at isolere de syge, der ankom til en by. I havnebyerne indførte man 40 dages karantæne for skibe, der ankom med syge ombord. De blev henvist til en ø eller et afskærmet område, indtil man kunne være nogenlunde sikker på, at der ikke var smitte ombord. Denne isolationstaktik havde en vis effekt. 

Høje dødstal og dårlig hygiejne

Pestepidemierne kom i bølger op gennem Europa, og den sidste store pestepidemi ramte Danmark under den Store Nordiske Krig i 1711. Her var dødstallet så højt, at der blev anlagt Assistens kirkegårde for at få plads til at begrave de døde. 

Ud over pest blev især de store byer med mellemrum ramt af koleraepidemier, der spredte sig med drikkevandet. Den sidste store koleraepidemi ramte København i 1853 og gav anledning til et opgør med tidligere tiders dårlige vandforsyning, kloakering og hygiejne, og det blev gennembruddet for et organiseret sundhedsvæsen.

Opdagelsen af bakterier

Nogle læger har gennem tiden haft teorier om et smitstof, der gjorde folk syge. Den første, der lykkedes at fjerne det ukendte smitstof, var en ungarsk læge, Ignaz Semmelweis. Han arbejdede på en fødeafdeling i Wien, hvor det ene afsnit blev betjent af læger, det andet af jordemødre. Lægerne startede dagen med at dissekere afdøde patienter og gik bagefter direkte op på fødestuerne på deres afsnit for at forløse kvinderne. Her var dødeligheden omkring 25%. På jordemødrenes afsnit døde kun 2% af kvinderne.

Semmelweis fik derfor i 1847 den tanke, at lægerne bragte ”ligstof” med fra obduktionsstuen,  som de overførte til kvinderne med deres snavsede hænder. Han tvang lægerne til at vaske hænderne i klorkalkvand, inden de rørte de fødende kvinder. Det hjalp, og dødeligheden faldt til 1%. Der skulle dog mere til at overbevise kollegerne, så længe Semmelweis ikke kunne føre bevis for det, han kaldte ”ligstof”. De havde ikke tid til al den håndvask.

Opfindelsen af den antiseptiske metode

Nogle år senere påviste den franske kemiker, Louis Pasteur bakterierne og deres betydning for sygdommes opståen. Man kunne ikke behandle disse sygdomme, men den engelske kirurg Joseph Lister eksperimenterede videre med metoder til at forhindre smitte, for eksempel under operationer. I 1860’erne prøvede han at bruge karbolsyre, fenol, til at rense sår med og spraye ud over operationsfeltet. Det virkede. Den antiseptiske metode var opfundet.

Den moderne sygepleje opstår

I 1867 blev metoden taget i brug i Danmark på det helt nybyggede Kommunehospital i København med overbevisende resultater. Den medicinske udvikling begyndte nu for alvor at tage fart, og lægerne indså, at det stillede helt nye og andre krav til plejen af patienterne efter operationen, end de ufaglærte stuekoner kunne leve op til. 

I 1876 begyndte Kommunehospitalet derfor at antage dannede unge kvinder til oplæring i sygepleje. Inspirationen kom fra England, hvor Florence Nightingale i 1860 havde åbnet den første, ikke religiøst funderede sygeplejeskole ved St. Thomas’ Hospital i London. For første gang anerkendte man, at det kræver uddannelse at pleje syge mennesker. 

En meget væsentlig del af de nye sygeplejerskers arbejde bestod i at opretholde en meget høj hygiejne. Patientstuerne blev gjort omhyggeligt rene hver dag, og der blev brugt meget tid på at forberede og desinficere instrumenter, suturmaterialer og forbindsstoffer.

Epidemisygehuse og -afdelinger

Når man læser om sygehuse og sygepleje i tiden før 2. verdenskrig, støder man ofte på begrebet epidemiafdelinger og sågar epidemisygehuse. 

I slutningen af 1800-tallet kom der gang i sygehusbyggeriet i hele landet, og enhver lidt større by fik sit eget sygehus. I starten ganske små, men i takt med at befolkningen indså, at et sygehus faktisk kunne gøre folk raske, blev sygehusene udbygget. Som regel med en medicinsk og en kirurgisk afdeling, og med tiden også en epidemiafdeling. I København fungerede Blegdamshospitalet fra starten som epidemisygehus.

På epidemiafdelingerne lå patienter med alskens smitsomme sygdomme, fra tyfus, polio og difteri til skarlagensfeber. Det var langvarige indlæggelser, for der var ingen effektiv kur, og patienten kunne første udskrives, når han ikke længere kunne smitte andre. 

De store infektionssygdomme

I 1882 opdagede den tyske læge Robert Koch 1882 tuberkulose-bacillen. Nu kunne man dyrke og påvise bacillen og stille en sikker diagnose. Men sygdommen kunne stadig ikke helbredes med medicin. 

Tuberkulose var den helt store og meget frygtede sygdom, der især ramte den fattige del af befolkningen, både i byerne og på landet. Omkring år 1900 skyldtes hvert tredje dødsfald i Danmark i aldersgruppen 15-60 år tuberkulose. Det svarede til 5-6.000 dødsfald om året. Den mest udbredte form var lungetuberkulose, og der blev udviklet et helt koncept for behandlingen af tuberkulosepatienter på de sanatorier, der skød op i hele landet. Patienterne skulle have masser af lys, frisk luft og nærende kost, og sanatorierne blev placeret langt uden for byerne for at isolere de syge fra den raske befolkning.

Polio - en anden frygtet sygdom som kom i bølger

En anden frygtet sygdom, der kom i bølger og ind i mellem som større epidemier, var polio. Det er er en virussygdom i hjerne og rygmarv, der kan medføre total lammelse i løbet af få timer. Den sidste store polio-epidemi ramte Danmark, specielt København i 1952 og er blevet internationalt kendt, fordi det var her, man begyndte at ventilere de lammede patienter og eksperimentere med de første respiratorer. ”Københavner-epidemien” blev derfor starten på et helt nyt medicinsk speciale, anæstesiologi, det lægelige speciale, der tager sig af bedøvelse og intensiv behandling.

Sygeplejen inden antibiotika

Indtil penicillin og andre antibiotika blev mere almindeligt brugte i tiden efter 2. verdenskrig, bestod sygeplejen til de smittede patienter primært i god grundlæggende sygepleje: Høj hygiejne, sengeleje, god ernæring, regelmæssighed og som regel hård disciplin.

Patienterne skulle underkaste sig kuren, hvad enten den bestod i en bestemt diæt, ophold i frisk luft eller lysbehandling.

Kravene til sygeplejersker og elever var stort set de samme. Disciplinen var hård, arbejdsdagene på omkring 12 timer seks dage om ugen, og nattevagt havde man 2-3 uger ad gangen. De havde alle boligpligt og skulle bo på hospitalet, ofte flere på et værelse. Alle måltider blev indtaget på hospitalet. Lønnen var selvsagt lav, og kost og husleje blev per automatik trukket fra inden udbetaling. 

Smitte blandt sygeplejersker og læger

Sygeplejersker og læger var selvsagt udsat for smitte, men der blev ikke gjort meget ud af at informere om, hvordan de selv kunne undgå at blive syge. Datidens lærebøger har fokus på, hvordan de skal undgå at bringe smitte fra den ene patient til den anden gennem grundig håndvask. Men det er påfaldende, så få fotografier, der er af sundhedspersonale med en maske eller en beskyttelseskittel på. 

På fotografierne fra tuberkulosesanatoriet Koldingfjord ser man elever og sygeplejersker stå med børnene på armen uden nogen form for beskyttelse. De fleste af disse børn havde lungetuberkulose og smittede gennem dråbeinfektion, de små partikler man spreder ved host og tale. Der er kun et par billeder fra 1946, hvor man ser elever og sygeplejersker bære en tynd gazemaske. Måske fordi der en kort overgang har været en emsig reservelæge med interesse for sundhedspersonalets arbejdsmiljø.

Vi ved ikke, hvor mange sygeplejersker og læger, der fik tuberkulose i kraft af deres arbejde, ej heller hvor mange der døde af det. Nationalforeningens årsberetninger viser, at der i gennemsnit var indlagt fire sygeplejersker på hvert tuberkulosesanatorium, så smitte var en reel erhvervsrisiko.

Det store mirakel: Penicillin og andre antibiotika

I 1928 opdagede den skotske læge Alexander Fleming penicillinet, som kunne helbrede mange infektionssygdomme. Det fik dog først rigtig betydning under 2. verdenskrig, da det blev muligt at massefremstille det til brug for de mange sårede soldater. Prisen var i starten voldsomt høj, og på de civile sygehuse blev det derfor reserveret til de allersygeste patienter.

I 1943 blev endnu et vigtigt antibiotikum opdaget, streptomycin, der kunne helbrede tuberkulose. Stoffet havde mange bivirkninger og gav store arbejdsmiljøproblemer for de sygeplejersker, der skulle håndtere det. Ikke desto mindre blev det starten til, at tuberkulosen næsten blev udryddet op gennem 1960’erne.

Jordskred i sygdomsbilledet og på sygehusene

Disse antibiotika blev efterfulgt af flere stoffer, og det startede et jordskred i sygdomsbilledet og på sygehusene. De store tuberkulosesanatorier blev lukket eller brugt til andre formål, og det samlede sygdomsmønster begyndte for alvor at ændre sig. Det samme gjorde dødsårsagsstatistikkerne.

Forebyggelse - vaccinationer

I Danmark er alle børn blevet vaccineret mod kopper siden 1810, da det blev gjort obligatorisk ved lov. Denne lov blev ophævet 1976, da sygdommen er erklæret udryddet på verdensplan. 

Vaccination mod tuberkulose med calmette-vaccine har været brugt i Danmark siden midt i 1930’erne. Den beskytter mod de farligste tuberkuloseformer, men giver ikke fuld beskyttelse mod den mest almindelige form, lungetuberkulosen. Den er ikke længere en del af det faste vaccinationsprogram, da forekomsten af tuberkulose er meget lav. 

I 1950’erne kom der endelig en vaccine mod polio, som alle forældre frygtede, da den primært ramte børn og unge. Danmark var det første land i verden, der i 1955 kunne tilbyde skolebørn i de fem første skoleklasser gratis poliovaccination på skolerne, hvor der blev vaccineret på samlebånd. Senere blev alle børn mellem 9 måneder og 7 år vaccineret, og fra 1956 alle personer født efter 1941.

Opsporing

Tuberkulose var en lumsk sygdom, fordi den kom snigende ganske langsomt. Der kunne derfor gå mennesker rundt, der spredte smitte uden at vide det. Da tuberkulose var så udbredt, begyndte først Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse og fra 1944 amterne at oprette et landsdækkende net af tuberkulosestationer.

Tuberkulosestationerne var bemandet med læger og specielt uddannede sygeplejersker, der undersøgte folk for tuberkulose og henviste de, der viste sig at have sygdommen, til videre behandling. Der blev også sat et stort opsporingsarbejde i gang i de smittedes familie og vennekreds for at finde eventuelt flere smittede. Tuberkulosestationerne fulgte også op på behandlingen af de patienter, der var udskrevet fra hospitaler og sanatorier. 

Tuberkulosen bliver stort set udryddet i Danmark

I 1950’er blev der gennemført storstilede folkeundersøgelser på tuberkulosestationerne, og der blev indrettet røntgenbusser, der kørte rundt til skoler og arbejdspladser for at screene elever og medarbejdere. 

Indsatsen lykkedes, og i 1970-80’erne betragtede man tuberkulosen som stort set udryddet i Danmark. Siden er der sket en svag stigning i takt med den øgede globalisering, og tuberkulose ses i dag i hjemløse- og indvandrermiljøer. Tuberkulose kan nu helbredes helt med medicinsk behandling, blot den ikke er for langt fremskredet.