Den spanske syge på Kolding Fjords Julemærkesanatorium
Den spanske syge var en voldsom influenzaepidemi, der hærgede hele verden fra 1918 til 1920 og menes at have dræbt mellem 20 og 40 mio. mennesker. Selvom man tuberkulosesanatoriet i Kolding, var meget forsigtige, ramte den også her.
Julemærkesanatoriet udenfor Kolding.
Julemærkesanatoriet uden for Kolding åbnede i 1911 og var det første sanatorium kun for børn. I 1918 rummede sanatoriet 158 børn og et ukendt antal medarbejdere, der for de flestes vedkommende boede på stedet.
Sygeplejemuseet bor i den daværende bygning for de helt små børn, og hovedbygningen for de større børn rummer nu Hotel Koldingfjord. Hele bygningskomplekset ejes i dag af sygeplejerskernes pensionskasse, PKA.
Både sygeplejemuseet og Hotel Koldingfjord værner om stedets historie, så det har været oplagt at undersøge, hvordan sanatoriet klarede sig gennem den spanske syge. Der er ikke meget i museets arkiv om det, men der er en grundig beskrivelse i Ugeskrift for Læger, der på grundlag af en gennemgang af alle journaler har beskrevet forløbet i detaljer.
Den spanske syge
Den store influenzaepidemi, der blev kaldt den spanske syge, begyndte i 1918 at hærge det meste af kloden. I Europa ramte den på et tidspunkt, hvor 1. verdenskrig endnu var i gang, og hvor de krigsførende lande var helt i bund helbredsmæssigt. Det neutrale Danmark blev ramt i lettere grad, men epidemien blev her slem nok med sine 15.-18.000 døde.
Isolering af Julemærkesanatoriet
På Julemærkesanatoriet, hvor man behandlede børn med lungetuberkulose, var en voldsom influenza noget, man var på vagt overfor. Da influenzatilfældene begyndte at florere i Kolding by og omegn i sommeren 1918, valgte overlæge Oldenburg derfor at helgardere sig og isolerede hele sanatoriet fra omverdenen. Læger, sygeplejersker, barneplejersker, elever og tjenestefolk boede alle på stedet, og de var nu forhindrede i at forlade matriklen. De måtte under ingen omstændigheder være sammen med smittede.
Det blev for meget for en af gangpigerne. Hun smuttede i slutningen af november 1918 hjem til sin syge familie, hvor hun selv blev smittet, og fra hende kunne sygdommens spredning let spores. Den 23. november holdt hun komsammen med tre andre gangpiger på sanatoriet, og de blev alle fire syge kort tid efter. De blev øjeblikkelig isoleret fra børnene, men det var for sent. Fra den 24. november og måneden ud blev syv voksne og to børn syge. I december måned bredte influenzaen sig med lynets hast, og inden årets udgang var 31 voksne og 75 børn blevet syge.
Alle de syge blev så vidt muligt isoleret, og der blev indrettet isolationsafdelinger i sanatoriets modtagebygning og i den feriebygning, hvor udskrevne børn kunne komme på et ferieophold.
Hvad de gjorde med de ansatte, der blev syge, melder historien ikke noget om. Den gang havde man endnu ikke opdaget det virus, som er årsag til influenza, så da epidemien ramte, stod lægerne magtesløse overfor smitteveje og behandling. De kunne kun iagttage forløbet og notere sig, hvad der skete.
Hurtigt indførte man nogle hjemmelavede ansigtsmasker af tæt lærred, der dækkede hele ansigtet med to glughuller til øjnene og var varme og ubehagelige at arbejde med. Lægerne konkluderede, at nytten af masken vist nok var tvivlsom, men de mente, at den dog måtte skærme lidt.
Flere, både børn og voksne, fik lungebetændelse, men det forløb heldigvis godt i alle tilfældene.
Blandt personalet blev læger og plejepersonale hårdest ramt, og blandt køkken- og anretningspersonalet blev syv ud af 10 syge. Derimod blev de funktionærer, der ikke havde direkte kontakt med børnene, det vil sige kontor-, maskin- og vaskeripersonalet og karlene ikke ramt i synderlig grad.
Blandt børnene gik sygdommen værst ud over dem, der havde tuberkulose i svær grad. De lettere tilfælde slap ret let over sygdommen, men blandt de sygeste var der tre, der døde af influenzaen.
Influenzaen gik værst ud over de voksne, der fik et langt voldsommere forløb end børnene. Deres symptomer var langt alvorligere end børnenes. Hvor børnene i langt de fleste tilfælde fik luftvejssymptomer, havde de voksne derudover voldsom hovedpine, var stærkt svimle, og havde stærke smerter i ryggen og i arme og ben. Flere, både børn og voksne, fik lungebetændelse, men det forløb heldigvis godt i alle tilfældene. Det nævnes ingen steder, at der var voksne, der døde.
Ekstra arbejdskraft har været tvingende nødvendigt
Den spanske syge opførte sig på sanatoriet på præcist samme måde, som den gjorde i resten af verden. Den angreb unge mennesker, mens børn og gamle slap betydeligt lettere. Det var blandt andet det, der gjorde den så uhyggelig. Europa havde mistet millioner af unge mennesker i løbet af 1. verdenskrig, og nu kom der så en epidemi og tog for sig blandt de overlevende.
Hvad artiklen i Ugeskrift for Læger ikke siger et ord om, er hvordan sanatoriet klarede sig gennem epidemien med så mange syge børn og ansatte. Det har været tvingende nødvendigt at skaffe ekstra arbejdskraft, men vi ved fra andre kilder, at folk ikke godvilligt nærmede sig de syge af skræk for selv at blive smittet. På hospitalerne segnede personalet under arbejdsbyrden. Det må man også have gjort på sanatoriet.
Brugen af maske under den spanske syge
På billedet ses læge Arthur Mårtensson på Marinehospitalet i København, der var influenzahospital i 1918. Det er det eneste kendte billede, der viser brugen af maske under den spanske syge. Arthur Mårtensson blev senere overlæge på Julemærkesanatoriet i Kolding.
Kilder
Trier, Hans. Angst og engle. Den spanske syge i Danmark. Gads Forlag 2018
Heisz, Tommy. Den spanske syge. Da historiens mest dødbringende epidemi kom til Danmark. Politikens Forlag 2018
Chr. Rahbek. Influenzaepidemien paa Julemærkesanatoriet November - December 1918. Ugeskrift for Læger nr. 24 1919 side 973-80
Tidsskrift for Sygepleje 1918 og 1919 - alle numre