Polioepidemier i Danmark

Under normale forhold blev epidemibilen desinficeret med formalindampe efter hver tur. Sengetøj og beskyttelseskitler blev hængt op på kroge i bilen, og med en spritlampe blev formalinen fordampet og skulle virke en time. Under polioepidemien i 1934 var det imidlertid ikke muligt at gennemføre hele den proces efter hver tur. I løbet af epidemien kørte ambulancen i alt 16.397 km fordelt på 488 ture, udelukkende med poliopatienter.

Skolernes omklædningsrum blev indrettet til midlertidige anretterkøkken og depot for forbindssager, og maden blev bragt rundt til nødhospitalerne fra sygehusenes køkkener.

Ud over at inddrage byens skoler, måtte man rejse midlertidige barakker, såkaldte døcherske telte, for at skaffe plads til alle poliopatienterne. Som på alle epidemiafdelinger og -sygehuse, var der adgang forbudt for besøgende, som måtte nøjes med at stå på særlige platforme udenfor vinduerne.

Sygehusets personale havde travlt, meget travlt. Den ledende diakonisse, søster Marie Elisabeth Detlefsen, skrev hjem til Sankt Lukasstiftelsen, "Lange og slidsomme dage for os alle sammen. Her ser det forfærdeligt ud, tre barakker i haven, nummer fire har vi ladet Aabenraa få. De har hamret og banket. Vi skurer og skrubber dag og nat. Og hvem kan nå at få 30-34 patienter nogenlunde gjort i stand, hvor man kun har varmt vand fra én elektrisk koger?

Jeg sidder ved telefonen i to timer om morgenen og svarer på to ledninger på alle de utroligt mange forespørgsler. Taler med søster Kirstine eller søster Ida på Sct. Severinskolen samtidig. Jeg ængstes så tit for, at vi i alt arbejdet og travlheden skulle blive forsagte eller utålmodige og derved gøre vort skønne kald og derved Herre og Frelser skam. For det er nu ikke let at følge med og holde til, når arbejdet i løbet af tre uger bliver fem gange forstørret. Jeg skal hilse fra hele flokken og sige, at hovedet er ret vendt endnu - og det er opad. Og hjertet har vi da også endnu haft tid til at få ret vendt, og det er også opad, hvor hjælpen alene er at finde.”

Referencer

1. Hertel, Klaus. Tre store københavnske epidemier. FADL’s Forlag 1979 s. 134
2. Lauring, Palle. Brydningstid: Erindringer 1930-46. Gyldendal 1992
3. Bork, Dagmar. Haderslev Bys Sygehus 1896-1975. Forlaget Gammelting 1999 s. 26-29 og 42-44
4. Bork, Dagmar. Haderslev Bys Sygehus 1999 s. 43-4

Polioepidemien førte til fødslen af intensiv-specialet

Da polioepidemien brød ud, var der ikke et egentligt lægeligt speciale i intensiv behandling. Det at give narkose var en ringeagtet opgave, som blev varetaget af sygeplejersker eller læger, der havde lært nogle tricks.

Efterhånden som arbejdet blev organiseret, samlede man de patienter, der blev håndventileret på tre, særligt indrettede afdelinger med hver 35 senge. Det var mere rationelt end at have patienterne spredt på hele hospitalet, og det viste sig, at behandlingskvaliteten steg. 

Blegdamshospitalet kom for eftertiden til at stå som intensiv- og anæstesispecialets vugge, og ”the Copenhagen Epidemic” udgør i dag en medicinhistorisk milepæl. Det var her, det blev tydeligt, at anæstesiologi og intensiv behandling var et fuldgyldigt lægeligt og sygeplejefagligt speciale, og at det reddede liv at etablere specialiserede intensivafdelinger. Det var også her, forarbejdet til egentlige respiratorer, som vi kender dem i dag, blev gjort, og som resulterede i den svenske Engström-respirator.

Med til historien hører, at WHO i 1950 havde etableret et anæstesiologisk center i København, hvor læger fra hele verden var begyndt at tage et årskursus i anæstesiologi. Det bidrog til, at erfaringerne fra Blegdamshospitalet bredte sig som ringe i vandet, ikke mindst i USA.

Sygeplejerskerne på Blegdamshospitalet var ikke ukendte med poliopatienter, for der kom altid nogen stykker hvert efterår, men denne epidemi overrumplede alle. Selv om der blev ansat omkring 700 studerende som ventilatører, var det sygeplejerskerne, der havde det overordnede overblik og varetog den direkte sygepleje.

Ved hver seng stod der en stor iltbombe og én anden til at suge patienterne med, sugningen havde sygeplejerskerne ansvaret for. Også for patientens lejring for at undgå decubitus (liggesår) sorterede under sygeplejerskerne.

”Det kom sådan set af sig selv. Når man kommer om morgenen, og så ligger der patienter, og næste morgen så er de døde alle sammen. Så er det, man sætter ind og siger, ”Det her, det må ikke ske”. Og så går man jo bare i gang. Der var en korpsånd på hele hospitalet, som jeg hverken før eller senere har oplevet.

De faste sygeplejersker skulle derudover tage imod og oplære alle de nyansatte sygeplejersker, hvoraf flere ikke havde arbejdet i klinikken i op til 20 år. Selv var de først lige ved at være trygge ved at ventilere og suge patienterne uden egentlig at have fået en decideret oplæring i det.

Alt og alle satte ind på at få patienterne til at overleve, og det var lige fra de små 12 dage gamle børn, der lå der med deres lammede arme og ben, til de unge. Der var en, jeg tydeligt kan huske, og som lærte os så meget. Hun fortalte, da hun var kommet sig, at hun kunne huske alt, hvad der var blevet sagt hen over sengen, og det lærer man som sygeplejerske, at det må man altså ikke - det er så sandt, så sandt, så sandt.”

En af sygeplejerskerne fortæller, ”Noget af det, som er meget vigtigt med en lammet patient, det er behandlingen af hele legemet, så der ikke kommer decubitus. Så det, at patienten bliver lejret rigtigt, det har meget at sige, for nok kan vi holde patienten i live ved at tracheotomere og give dem ilt, men de kan jo også dø af mangel på pleje - decubitus over det hele.

Og en vigtig ting: de, der var tracheotomerede, dem havde vi jo øjenkontakt med, så det var ikke bare det fysiske, det psykiske var jo også kolossalt vigtigt. Vi lærte jo efterhånden at aflæse på den her stumme mund, hvad vi skulle gøre, og på øjnene, hvordan vi skulle hjælpe dem. Vi havde også de her tavler med alfabetet, som man kunne pege på.” 

De sygeplejersker, der har efterladt sig beretninger, nedtoner deres rolle i den direkte patientpleje. Poliopatienterne krævede en overordentlig grundig sygepleje, ikke bare psykisk og hvad angår forebyggelse af liggesår. Flere af dem havde meget høj feber og krævede ikke bare væsketilførsel men også omhyggelig kropshygiejne, mange havde problemer med vandladningen og måtte have urinkateter, og i begyndelsen af sygdommen var det ofte nødvendigt at ernære patienterne gennem en mavesonde. Derudover var der risiko for alskens komplikationer, som krævede indgående observation døgnet rundt. 

Man vidste som nævnt ikke helt, hvordan polio smittede, og sygeplejerskerne tog de sædvanlige forholdsregler, som gjaldt på Blegdamshospitalet generelt. Når de kom fra sygeplejerskeboligen til sygehuset, hængte de deres tøj i et skab på den ”urene side” i omklædningsrummet, og gik over til den ”rene side” og tog uniform på, hvorefter de gik på afdelingen. På hver patientstue hang der en kittel til sygeplejersken, og inden man gik til den næste patient, skyllede man hænderne i Rodalon, gummihandsker fandtes ikke. Det viste sig, at ingen sygeplejersker blev smittet med polio.

En kvindelig medicinstuderende fortæller om sin ventilatørtid

”Min gode veninde var sygeplejeelev og skulle arbejde fra den 1. august til 1. december 1952 som elev på Blegdamshospitalet. Hun blev kastet ind i arbejdet og sagde, "Det er, som om der er krig". Hun arbejdede i den akutte modtagelse, hvor de hylende ambulancer nogle dage kom i en lang ubrudt række. Det var afdeling 1, og der kom mellem 30 og 50 patienter om ugen, angrebet af børnelammelse. De blev hurtigt undersøgt og straks kørt videre til andre afdelinger. Ca. 15% havde besvær med at trække vejret, og jeg hørte hele tiden, at der var brug for alle medicinstuderende, der ville hjælpe med at passe og ventilere de polioramte, der ikke kunne trække vejret selv.

… Nu havde jeg meldt mig. Der var vist en kort introduktion - det husker jeg ikke helt - men jeg husker ganske tydeligt min første aften på afdeling 24, fordi min allerførste patient var elendig og døde kort efter, at jeg havde overtaget ham. Jeg var helt sikker på, at det var min skyld og min store uvidenhed, der var årsagen, jeg var ulykkelig! Jeg havde intet kendskab til sygdomme, mennesker og medicin. Og havde aldrig set et dødt menneske. Jeg fik lov at gå hjem med det samme og skulle komme igen næste morgen.

Min veninde, som arbejdede på Blegdammen, havde et værelse sammen med en anden sygeplejeelev. Denne ”slof” var imidlertid så at sige altid syg og boede hjemme. Så efter den hæslige og frygtelige første aften gik jeg over til min veninde og blev der - og boede siden næsten konstant i den fraværende elevs seng.

Det viste sig at være utroligt heldigt for mig. For i løbet af kort tid arbejdede vi ikke kun de aftalte otte timer. Med talrige små pauser sneg arbejdstiden sig op på seksten timer i døgnet. Det var derfor befriende at bo på stedet og kunne få lidt mad og sove. Hospitalet så igennem fingre med, at jeg ikke var sygeplejeelev og ikke havde ret til at bo der.

Alle patienter, der havde respirationsproblemer, blev tracheotomeret, de første patienter fik lokalbedøvelse, men senere fik patienterne en kort cyclopropan-bedøvelse.

Jeg er ikke sikker, men mener at huske, at børnene efter tracheotomien blev holdt let sovende med Bromisoval det første døgn. Vi ventilerede med et to-and-fro system med en stor absorber.

Efter et stykke tid eksperimenterede Poul med selv at trykke på ballonen med den ene fod med absorberen liggende ned langs siden. Han havde ingen kræfter i hænderne.

Hvis man fyldte posen med luft ved at lukke en smule for ekspirations-ventilen, var der luft nok til, at Poul kunne få sagt et par ord. Det var en stor fornøjelse. På den måde kunne vi ”tale” sammen, og han kunne sige, hvad han ville have mig til at gøre. Fortælle historier eller lege med små figurer, som en ældre student med mellemrum kom og klippede til hvert barn. Det var et lyspunkt, når han og Wainø-Andersen kom på stuegang. De havde altid tid til at opmuntre og lege med alle patienter.

Der var besøgstid for forældre hver søndag eftermiddag fra klokken to til fire. Det var meget sødt, for hans far sneg sig ind på stuen med Pouls dværghøne i en kontormappe. Hønen blev taget ud og sad på brystet af Poul til umådelig stor glæde for ham. Måske ikke så hygiejnisk. Men Poul kom sig stille og langsomt og kunne til sidst trække vejret selv. Jeg måtte sige farvel til ham og har desværre ikke set ham siden.” 

Polioepidemien udløste en Florence Nightingalemedalje

Polioepidemien i Østjylland

Den store polioepidemi i Danmark kom i to bølger. Hvor den første ramte Københavnsområdet i sommeren 1952, ramte den anden bølge  specielt Østjylland i sommeren 1953.

Marselisborg Hospital i Aarhus var byens epidemisygehus, så det var her, man samlede alle poliopatienter fra et område, som mod nord gik til Terndrup, mod syd til Horsens og mod vest til Herning. Antallet af poliotilfælde varierede med årstiden, og hovedparten af poliotilfældene blev indbragt på Marselisborg i løbet af nogle få sommer- og sensommermåneder.

En ung og nyuddannet sygeplejerske blev ansat på Marselisborg Hospital 1. juni 1953, hvor hun blev kastet direkte ud i arbejdet med poliopatienterne. Som elev havde hun på Marselisborg Hospital i 1951 prøvet at passe poliopatienter, så det var ikke ukendt for hende.

Da epidemien var på sit højeste, var der kun fem fastansatte sygeplejersker, der var blevet nødtørftigt lært op i at passe patienter i respirator og patienter, der blev håndventileret. Hospitalet rådede over omkring fem respiratorer, og resten af patienterne måtte derfor ventileres manuelt.

”Respiratorerne var jo (med nutidens øjne) oldsager, kæmpemaskiner, der stod ved siden af den patient, der skulle passes. Og denne her lyd: chu, chuuu, når patienten fik ilt. Det var meget enerverende for personalet, så hvad har det ikke været for patienten? Men jeg har egentlig en tro på, at de lyde på en måde sløvede patienten.” (3)

Ligesom på Blegdamshospitalet året før blev der kaldt medicinstuderende ind som ventilatører og sygeplejersker fra private vagtbureauer. Det belastede det faste personale. ”I samme øjeblik der opstod et problem, de ikke kunne tackle, så stod de henne i døren og sagde, ”Skynd jer at komme, skynd jer og kom og hjælp!” Der var også private vagtbureauer dengang, og vi fik mange privatsygeplejersker. Jeg kan se dem endnu stå i dørene og råbe, "Åh skynd jer at komme.

Sygeplejen til poliopatienter

”Vi gik fra seng til seng og prøvede at gøre, hvad vi kunne. Udføre ordentlig sygepleje og også finde ud af, hvordan vi kunne tackle deres pårørende.

Plejen gik ud på at sørge for, at respiratoren ikke stoppede hos dem, der lå i respirator, at den ikke stoppede på noget tidspunkt. Vi sørgede for at rense tuben for slim og sørgede for frie luftveje hele tiden. Og så sørgede vi for at vende og dreje dem, hvis det var overhovedet var muligt, og smøre for at undgå sår. Jeg har ingen erindring om, at jeg har set et eneste liggesår i den tid.

Jeg har ingen erindring om smertestillende, og jeg har ingen erindring om, at de fik sprøjter. Der var også glæder ind i mellem, når der var en patient, der fik det bedre. Vi sagde, ”Åh, det var da lykkeligt!”, og så kunne en patient en sjælden gang overflyttes til en anden afdeling og komme videre, måske til Hald, hvor der var oprettet optræningscenter på kuranstalten.

Hårde patientforløb

”Der var selvfølgelig en kant for, hvor grænsen for helbredelse og optræning kunne komme på tale. Jeg husker en ung pige hvis mor sad sammen med mig inde ved respiratoren. Jeg kunne ikke mærke hendes puls, og for mig var det naturligvis meget bevægende og ikke mindst for hendes mor. Hun kunne slet ikke sidde og holde hende i hånden, hun sad bagved mig og fulgte mit arbejde. Så kommer 1.reservelægen ind, og så blinkede vi lidt til hinanden, og jeg sagde, ”Der er ingen puls”. Han gik hen og mærkede, så kom han tilbage og slog mig på skulderen og sagde, ”Sluk om fem minutter”.

Det er ikke en situation, men nogensinde får ud af kroppen, men det var nødvendigt, også af hensyn til moderen, at sige, "Der er altså ingen puls mere". Inden jeg gjorde det, husker jeg, at jeg gik hen og tog moderen om skulderen og sagde,

En solstrålehistorie

”Vi fik meldt en fjortenårs dreng, men vi fik ikke nogen melding om, hvor dårlig han var. Han hev voldsomt efter vejret. Straks kom vores 1.reservelæge, eller hvem det nu var, på gangen. Han havde i hvert fald en kniv i hånden, og han lukkede op til trachea her og nu, ude på gangen, inden han kom ind på stuen.

Den dreng fulgte vi jo, og vi var helt sikre på, at han ikke havde lang tid at leve i. Det eneste han kunne, var at virre med hovedet. Alt andet var lammet.

Hans forældre fik lov til at komme med nyudklækkede kyllinger. De kom med dem i en kurv, og vi lagde en voksdug ud på sengen, og så kom de med græs, som de her kyllinger gik rundt på. Forældrene troede jo, at det var det sidste, Svend skulle opleve af forår. Tårerne piskede ned ad kinderne på ham, og han kunne ikke tørre dem væk. Åh, det var fantastisk.

Det var enormt, hvad professor Nørbye gjorde, ja, han gjorde meget for alle patienter. Men den dreng der, fik rigtig meget kærlighed og omsorg. Han havde en ret dramatisk privat historie, men den skal vi bare lade ligge.

Overlæge Nørbye begyndte at tale lidt med Svend, og han kunne se, at han duede til andet end at være karl på landet og passe dyr og marker. Nørbye spurgte ham, om han ikke kunne tænke sig noget andet, når han nu ikke kunne komme tilbage til landbruget. Det vidste Svend ikke rigtigt, for det havde han aldrig overvejet før. Og så blev der ansat en lærer nogle timer, som kom og underviste Svend. Det røg lige ind i hans hjerne, og så udvikledes interessen.

Svend var selv meget indstillet op at gøre, hvad han kunne. Og det blev efterhånden sådan, at han fik en pind i munden og fik en skrivemaskine stablet op på sin dyne. Han lærte at skrive på maskine, og det endte med, at han fik en juridisk embedseksamen. Jeg fulgte ham på afstand, og det var fantastisk at opleve. Han havde fået lært at tale efter frømetoden, hvor man snapper noget luft ind og puster ud. Han sad i kørestol, og hjemme havde han sin respirator. Han døde i en alder af godt halvtreds år.

Værnemidler

Som på Blegdamshospitalet blev plejepersonalet ikke instrueret i at beskytte sig selv mod smitte. ”Vi talte ikke rigtigt om det. Jeg har ingen erindring om det. Jeg husker, at vi skulle sørge for at vaske hænder og sørge for renligheden - ordentlig hygiejne med os selv og med patienterne. Og så skulle vi overholde at tage den der hvide kittel på. Mere kan jeg ikke huske.”

Referencer

1. Warvicker, Paul. Polio. Historien om den store polioepidemi i København i 1952. Gyldendal 2006 s. 141
2. Ågård, Anne Sophie. Sygeplejersken nr. 32 2004 s. 42-47
3. Transskriberet interview med en sygeplejerske, der arbejdede på Marselisborg Hospital under polioepidemien