Dorothea Frederikke Bengtzen

Dorothea Bengtzen tog sin sygeplejerskeuddannelse på Bispebjerg Hospital 1927-30 og var indtil 1933 ansat ved en række københavnske hospitaler. 

Den store arbejdsløshed i 1930’erne ramte også sygeplejefaget, og Dorothea Bengtzen søgte derfor i 1933 et tomåneders vikariat i Uummannaq (Umanak) i Nordgrønland. Her blev hun grebet  af menneskene, naturen og de hårde, udfordrende arbejdsforhold i Grønland, og hun forlængede opholdet til to år.

Som eneste sundhedsfaglige person i et stort distrikt måtte hun sammen med sine uuddannede medhjælpere påtage sig lægearbejde og ofte rejse over store afstande i bidende frost på hundeslæde.

1935-36 var Dorothea Bengtzen tilbage på Bispebjerg Hospital, hvorefter hun rejste tilbage til Grønland, hvor hun 1936-52 arbejdede på forskellige sygehuse langs vestkysten fra Thule i nord til Paamiut (Frederikshåb) i syd.

På det tidspunkt blev danske sygeplejersker i Grønland flyttet rundt hvert andet år, for at de absolutte udkantsområder kunne blive dækket. Til gengæld havde sygeplejerskerne hvert tredje år ca. otte måneders orlov, som de som regel tilbragte i Danmark.

Under Anden Verdenskrig var forbindelsen mellem Danmark og Grønland afbrudt, og Dorothea Bengtzen opholdt sig derfor 1941-42 under sin orlov i USA. Hun overvejede at blive der, men da der var stor mangel på sygeplejersker i Grønland, tog hun alligevel tilbage med en skibskonvoj fra Canada over Atlanten. Det skib, hun rejste med, undgik som det eneste torpedoerne fra de tyske ubåde.

I perioden 1946-52 arbejdede hun som sygeplejerske i Nuuk (Godthåb), hvor hun bl.a. ydede en stor indsats i forbindelse med en influenzaepidemi. Da Dansk Røde Kors i 1952 besluttede at oprette et børnehjem i Nuuk, valgte hun at tage imod stillingen som forstanderinde for hjemmet. Der blev senere oprettet flere børnehjem i Grønland for forældreløse børn.

De første beboere var 16 børn, som var nøje udvalgt. De var en del af det store projekt, der i 1950’erne og 1960’erne skulle modernisere og fordanske Grønland. Først blev de sendt på et halvandet års ophold hos danske plejefamilier for at lære dansk kultur og sprog, herefter sejlede de tilbage til Grønland sammen med Dorothea Bengtzen.

Hun blev en både streng og kærlig moder for “forsøgsbørnene”, den person, de fik det tætteste forhold til, også senere i deres voksenliv. Selvom hun talte grønlandsk, var det hendes opgave at håndhæve en regel om, at børnene ikke måtte tale grønlandsk indbyrdes, og at de ikke havde for hyppig kontakt med deres biologiske familier. Desuden skulle hun sørge for, at de klarede sig godt i skolen, så de kunne opfylde forventningerne til dem om at blive en fremtidig elite.

Projektet er beskrevet i Tine Brylds bog I den bedste mening, 1998, der blev filmatiseret i 2010, Eksperimentet. Dansk Røde Kors bad Dorothea Bengtzen om også at være forstanderinde for børnehjemmet i Aasiaat (Egedesminde), men hun vendte tilbage til børnehjemmet i Nuuk og forblev her indtil 1959.

I 1961 gik hun på pension og flyttede tilbage til Danmark. I 1959 blev hun sammen med Signe Vest hædret med Florence Nightingalemedaljen for sit mangeårige arbejde i Grønland.

Artikel

To sygeplejersker hædret for indsats i Grønland. Tidsskrift for sygeplejersker nr. 10 1959 side 245.

Kilde

Mette-Astrid Jessen. Dorothea Bengtzen. Dansk Kvindebiografisk Leksikon.