Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Eli Magnussen

Eli Magnussen tog sin sygeplejerskeuddannelse på Rigshospitalet 1922-25. I 1926 rejste hun til England for at supplere sin uddannelse med psykiatrisk sygepleje ved Kent County Mental Hospital i Maidstone. 

I 1930-31 tog Eli Magnussen et seks måneders kursus for sundhedsplejersker ved Samfundet för folkhälsan i Svenska Finland i Helsingfors. Da hun kom hjem, arbejdede hun som sundhedsplejerske i et prøvedistrikt i Holbæk, sundhedsplejen var på det tidspunkt i sin spæde vorden. Eli Magnussen blev derefter leder af de første kurser i socialt arbejde, som Dansk Sygeplejeråd etablerede i 1931.

1932 blev Eli Magnussen forstanderinde på Rigshospitalet med ansvar for sygeplejerskeuddannelsen, og i 1938 fik hun også ansvaret for sygeplejen på hospitalet.

I 1934 trådte Lov om Sygeplejersker i kraft, og sygeplejerskerne fik statsautorisation. Eli Magnussen blev samme år tilforordnet Sundhedsstyrelsen i sygeplejesager. Hendes opgave var at føre loven og statsautorisationen ud i livet.

Eli deltog i frihedskampen under 2. verdenskrig, og kommunikerede med englænderne fra sin lejlighed i København.

Lov om Sygeplejersker medførte ikke en regulering af sygeplejerskeuddannelsen, der varierede fra sygehus til sygehus. Eli Magnussen kæmpede derfor i hele sit arbejdsliv for en bedre uddannelse, ikke bare i Danmark med også internationalt.

Under 2. verdenskrig deltog hun i frihedskampen og kommunikerede med englænderne fra sin lejlighed i København. Radiosignalet blev opfanget af Gestapo, der internerede hende i Frøslevlejren. Her valgte kvinderne hende som barakkens formand og gav hende tilnavnet Lejrens Engel. Hun fik Florence Nightingalemedaljen for sin indsats under besættelsen.

I 1955 oprettede Sundhedsstyrelsen en selvstændig sygeplejeafdeling, som Eli Magnussen blev den første forstanderinde for. Hun arbejdede også internationalt og blev den første nursing adviser i WHO i 1950-52 i Alexandria i Ægypten. I 1959 sendte WHO hende til USA for at rådgive om hjemmesygepleje i 14 stater.

Ved udgangen af 1970 gik Eli Magnussen på pension fra Sundhedsstyrelsen.

 

Artikel

Tidsskrift for Sygepleje nr. 27 1949. Sjælden udmærkelse til dansk sygeplejerske

Tidsskrift for Sygepleje nr. 20 1956. Eli Magnussen. Vestre Fængsel - Horserød - Frøslev  

 

Kilder

Lise Hounsgaard. Eli Magnussen. Kvindebiografisk Leksikon

Den Store Danske. Eli Magnussen. Gyldendals åbne encyklopædi