Mette Rønnow Poulsen

Merete Rønnow Poulsen blev uddannet sygeplejerske i 1976. Blot to år efter rejste hun som sygeplejerske til Bangladesh i 1978-79 for at arbejde med familieplanlægning og sundhed ved at undervise sundhedspersonale. Familieplanlægning var et stort problem i Bangladesh på det tidspunkt på grund af fattigdom, høj dødelighed og dårlig skolegang (især blandt kvinder).

Under og efter Libanonkrigen 1982 arbejdede Merete Rønnow i Mellemøsten i fire år på et center for rehabilitering af para- og tetraplegikere efter krigsskader. Her deltog hun i udvikling af et hjemmesygeplejeprogram med uddannelse og oplæring af libanesiske sygeplejersker.

Efter det store jordskælv i Armenien 1988, som dræbte tusindvis af mennesker og sårede endnu flere, brugte Merete Rønnow Poulsen sin viden og erfaring i Mellemøsten til at rejse til Armenien for at arbejde i syv måneder som operationssupervisor.

Siden 2001 har hun været i Afghanistan to gange.

I 2004 tog hun til Herat-provinsen i den vestlige del af Afghanistan for den Danske Afghanistan Komite. Her arbejdede hun som sygeplejespecialist med at føre tilsyn med patientpleje, hygiejnestandard og det sygeplejefaglige arbejde på skadestue- og operationsafsnit. Hun uddannede og trænede også afghanske sygeplejersker og jordemødre i almen sygepleje, anæstesi og mor/barn-pleje og arbejdede på at styrke lokalbefolkningens viden om hygiejne, ernæring og sundhed.

Missionen blev uventet afbrudt, da den lejr for sundhedsarbejdere, hun boede i, blev angrebet, og de måtte flygte over hals og hoved forklædt i burkaer. Det lykkedes dem at komme væk med helikopter til det amerikanske konsulat, hvorfra de kom tilbage til Europa. Efter en kort debriefing, valgte Merete Rønnow Poulsen at tage tilbage til Herat for at afslutte projektet.

I 2009 tog hun tilbage til Afghanistan for at arbejde som operationssygeplejerske på det danske felthospital i Kandahar. Hendes erfaringer der var forskellige fra hendes andre missioner, idet felthospitalet både tog sig af deres egne soldater samt Talebansoldater og civile. Det lagde pres på sundhedspersonalet.

Den danske soldater blev behandlet og deres tilstand stabiliseret, før de blev ført tilbage til Danmark til første klasses professionel behandling og pleje. De civile patienter, der kom ind efter trafikulykker eller afghanske børn, der var faldet ind i køkkenbålet, blev behandlet og stabiliseret i det omfang, hvor de kunne overføres til et lokalt hospital, hvor forholdene var yderst ringe.

Merete Rønnow Poulsen fandt det professionelt tilfredsstillende at kunne tage sig af alle parter i konflikten, også de civile patienter. Alle havde behov for sygepleje, men det var hjerteskærende at skulle sende de civile patienter til det lokale hospital til en uvis skæbne.

I 2010-11 tog hun til Irak for Røde Kors for at undervise kurdiske og arabiske operationssygeplejersker i moderne operationsteknik.

Da urolighederne brød ud i Sydsudan i 2013, var millioner af sydsudanesere i behov for hjælp, og hungersnøden udgjorde en overhængende fare for ca. 4 mio. mennesker. Merete Rønnow Poulsen blev udsendt af Dansk Røde Kors / ICRC Sydsudan som operationssygeplejerske på et hospital i den nordlige del af landet. Hendes opgave skulle være at undervise det lokale sundhedspersonale.

Nødhjælpsarbejdere boede uden for byen i en indhegnet lejr, da det var for farligt at bo i byens centrum. I løbet af den første nat brød flygtninge gennem hegnet. Tidligt om morgenen blev alle beordret ind i en container, der fungerede som beskyttelsesrum, for kampene udenfor var taget så meget til, at det var for farligt at opholde sig i lejren.

Selv om kampene stilnede af, blev det aldrig muligt for Merete Rønnow og resten af holdet at tage tilbage til hospitalet inde i byen. I stedet fik de lov til at åbne en lille klinik i lejren, hvor sårede kunne få friske forbindinger på.

Holdet fra Røde Kors blev også bedt om andet end at hjælpe de sårede. Kampene havde efterladt så mange lig rundt omkring udenfor lejren, og på et tidspunkt var der så mange, at Røde Kors blev bedt om at hjælpe med at fjerne dem. Merete Rønnow Poulsen var en af dem, der meldte sig frivilligt.

Det stod klart, at holdet måtte opgive missionen på hospitalet. Men kampene betød, at ingen fly kunne lette eller lande, og det var derfor umuligt at evakuere holdet. Først efter syv dage var der ro nok til at få Merete Rønnow og hendes kolleger ud. Og skyderierne blev endda genoptaget, netop som de var på vej om bord på flyet.

Det lykkedes dem at komme til hovedstaden i Sydsudan, Juba, og derfra blev de sendt til debriefing i Kenya. Her blev de alle tilbudt at vende tilbage til Danmark, men alle besluttede at tage tilbage til Juba for at arbejde på et lokalt hospital. De var erfarne nødhjælpsarbejdere, og de ønskede alle at afslutte deres mission. Situationen var stadig fyldt med usikkerhed, og en dag blev hospitalet angrebet af en gruppe bevæbnede mænd, og Merete Rønnow og hendes kolleger måtte søge ly under et lille bord, indtil de var i stand til at flygte. Adskillige mennesker blev dræbt under angrebet.

Merete Rønnow er ikke afskrækket. I en alder af 60 er hun klar til at rejse ud til flere af verdens brændpunkter for at gøre en forskel. Men begivenhederne i Sydsudan er det værste, hun endnu har oplevet.

 

Læs artikel om Merete Rønnow Poulsen i Sygeplejersken nr. 8 2014: Fra Sydsudan til Gentofte

 

Læs artikel om Merete Rønnow Poulsen i Sygeplejersken nr. 12 1998: Kitlen udskiftet med uniform