Øresundshospitalet - et epidemisygehus
I de senere år er der bygget nye supersygehuse, og flere er på vej. Moderne, med de seneste teknologiske landvindinger og med enestuer til de fleste patienter. Men hvordan var et hospital indrettet i 1920-30'erne?
Øresundshospitalet, en 5 sengsstue, stue 4 i 1929
Øresundshospitalet var et tidligere epidemisygehus nær Østerbrogade på Østerbro i København. Det blev indviet i 1878 som karantænesygehus for Københavns Kommune.
Hospitalet blev placeret væk fra den daværende bymæssige bebyggelse i landlige omgivelser ned mod Øresund. Hospitalet mistede dog adgangen til kysten med anlæggelsen af Kystbanen 1897.
Fra 1905 blev det udbygget til et tuberkulosesygehus, som med gentagne udvidelser efterhånden også rummede andre specialer som radiologi og patologi.
Øresundshospitalet, stor operationsstue 1929
Efterhånden som tuberkulosen blev bekæmpet, kunne man konvertere 106 sengepladser til geriatrisk behandling, og senere blev der tilføjet en gynækologisk afdeling. Hospitalet blev nedlagt som aktivt sygehus 1982 og omdannet til plejehospital.
I dag anvendes bygningerne af forskellige kommunale børne- og ungdomsorganisationer, og Region Hovedstaden har en distriktspsykiatrisk enhed samt ambulatorier placeret her.