Sygeplejerskernes uniform på Kommunehospitalet

Da Kommunehospitalet åbnede i 1863, fik stuekonerne samme form for kjoler, som de bar på Almindelig Hospital, som Kommunehospitalet var en afløser for. Stuekonerne havde fri arbejdsdragt og fik udleveret to kjoler ved ansættelsen, derefter en om året. De var blå- og brunternede, indtil de var blevet vasket nogle gange, så blev den brune farve gul. De var folderige og rynket til et bærestykke. Vidden kunne holdes sammen med et bælte om livet. Disse kjoler blev brugt frem til 1913.

De første sygeplejersker ville ikke gå i de samme kjoler som stuekonerne. Dels var deres kjoler ikke særligt populære, dels ville sygeplejerskerne signalere, at de var hævet over stuekonerne. De første år var det derfor op til sygeplejerskerne selv at finde frem til en passende dragt. De nye sygeplejersker kom alle fra gode hjem og var vant til at følge moden. Den første plejemoder på Kommunehospitalet, Athalie Anger, lagde ud med at bruge en grå ulden kjole med slæb. Hun erkendte dog hurtigt, at det var upraktisk og klippede slæbet af.

Assistenterne og eleverne var først ens klædt i grå kjoler, som de kunne kvikke op med små private forklæder og fløjlsbånd om halsen med lange ender hængende ned ad ryggen. Kjolerne var i starten af uld, men blev snart skiftet ud med vaskbare bomuldskjoler i samme facon som stuekonernes, men i blåt. Samtidigt blev der indført voksdugsforklæder, kaldet gummiforklæder. Agnete Claudius, der var redaktør på Tidsskrift for Sygepleje, skrev om gummiforklæderne i 1908:

”De er tunge og ubekvemme at gaa med, de generer Patienterne ved deres Raslen, og de er i høj Grad uhygiejniske, idet de holder Luften ude og Legemets Fugtighed inde, saa at Klædedragten i den varme Tid kommer til at danne et vaadt Omslag om Underliv og Hofter. Når Sygeplejersker har Nattevagt, maa de gaa uden Forklæde, for at disses Raslen ikke skal vække Patienterne.”

Nye uniformer i 1913

I 1913 fik sygeplejerskerne nye uniformer magen til dem, der blev indført på det nyåbnede Bispebjerg Hospital. De var blå-og hvidstribede med hvidt forklæde og kappe. Til uniformen hørte en høj stivet flip, der blev lukket med en løs knap. Den nye uniform var inspireret af den uniform, forstanderinden på Bispebjerg Hospital, Charlotte Munck havde brugt på Presbyterian Hospital i New York, hvor hun var uddannet.

Denne uniform forblev stort set uændret til begyndelsen af 1970’erne. Dog blev den ubekvemme høje flip skiftet ud med en almindelig hvid krave. Sidst i 1960’erne/begyndelsen af 1970’erne blev den stribede uniform og forklædet skiftet ud med hvide kitler i kunststof.

I begyndelsen af 1960erne blev uniformsetiketten taget op til diskussion. Ikke mindst kappen og dens betydning. ”Er den ikke uden praktisk betydning?” blev der spurgt. Dansk Sygeplejeråd havde dog ikke i sinde at afskaffe kappen, ”Kappen er kronen på værket. Den hører absolut med til en korrekt uniformering og har alle dage sammen med lampen været sygeplejens særlige symbol. Den vil vi ikke af med.”

Men diskussionen var startet. I 1971 bekendtgjorde Direktoratet for Københavns Hospitalsvæsen, at direktoratet i princippet kunne tilslutte sig det flertal blandt sygeplejerskerne, der ville af med kappen som en obligatorisk del af uniformen. Den tjente ikke noget praktisk formål. Hvis nogle sygeplejersker fortsat ville gå med kappe, kunne de få engangskapper af papir.

Kilder

1. Winnie Høgsaa. Sygeplejerskeuniformens plads i den danske sygeplejes historie i perioden 1908 – 1969. Kandidatspeciale på cand.cur.-studiet 2004
2. Esther Petersen. Fra opvarter til sygeplejerske. Dansk Sygeplejeråd 1988
3. Dorthea Leth. Kjoler. Tidsskrift for Sygepleje 25. årgang nr. 5 1925
4. Agnete Claudius. Sygeplejerskernes Arbejdsdragt. Tidsskrift for Sygepleje 8. årgang nr. 14 1908 side 216-218
5. Nete Balslev Wingender. Firkløveret og ildsjælene. Dansk Sygeplejeråds historie 1899 – 1999. Dansk Sygeplejeråd 1999.
6. Lise Bahn. Den upraktiske kappe. Sygeplejersken nr. 4 2005