Uddannelse af sygeplejersker på Kommunehospitalet

Kommunehospitalet var det første ’verdslige’ hospital, der begyndte at uddanne sygeplejersker. Inden da var Diakonissestiftelsen blevet stiftet i 1863, samme år som Kommunehospitalet blev indviet. Her begyndte den første systematiske sygeplejerskeuddannelse, men for kvinder, der ikke ønskede at indtræde i et religiøst fællesskab, blev sygeplejen først en reel mulighed i 1876.

Sygeplejepersonalet de første år

Da hospitalet blev indviet i 1863, skulle hovedparten af det store personale bo på hospitalet.

På mandsafdelingerne - 4. og 6. afdeling - var der ansat mandlige plejere, og derudover var der som på andre danske og udenlandske hospitaler en stab af kvindelige medarbejdere uden nogen form for faglig uddannelse. Der var dels faste stue- og vågekoner, dels løst ansatte dag- og vågekoner. Derudover var der en badekone, en badepige og en kone med titel af ”medicinkone”.

En stuekone havde ansvaret for en stue med 10 patienter. Hun boede i et værelse adskilt fra sygestuen og med adgang fra samme korridor, som sengestuerne lå på. Det var en klar forbedring i forhold til Frederiks Hospital, hvor stuekonen boede bag et forhæng på sygestuen.

Der har givetvis været nogle af disse medarbejdere, der udførte et godt og dedikeret arbejde, men der var også eksempler på, at patienterne gav konerne drikkepenge for at få særbehandling. Streng ædruelighed var påkrævet, men det var svært at håndhæve. Vågekonerne ude fra byen kom ofte fra en fuld arbejdsdag, og de var trætte. Det gik ud over deres årvågenhed. En vågekone fik 2 mark pr. nat for besværet.

Tre år før Kommunehospitalet blev indviet i 1860, åbnede Florence Nightingale sin sygeplejeskole ved St. Thomas Hospital i London. Det vakte opmærksomhed blandt nogle danske læger, og dr. L.I. Brandes gjorde sig i 1872 til talsmand for, at ”Damer af  de bedre Kredse skulle lade sig uddanne til Sygeplejersker”. Han gik selv foran ved at tilbyde kurser i sygepleje til unge piger på Almindelig Hospital.

Da lægen C.E. Fenger blev hospitalsborgmester i 1875, gik han i gang med at indføre det nye system med sygeplejersker på Kommunehospitalet. Fra 1876 blev der antaget unge damer til oplæring i sygepleje. Fengers mål var at forbedre tonen på hospitalet og at afskaffe systemet med drikkepenge.

”Den nye ordning” blev gennemført gradvist, men det trak ud. Først i 1905 kom der sygeplejersker på de sidste afdelinger. Nogle af overlægerne var lodret imod ordningen og slog sig i tøjret.

De nye sygeplejersker

Den nye ordning startede på 3. afdelings kvindeside i 1876. Der blev ansat en række kvinder, der opfyldte de nye krav til dannelse, og så blev de sat i lære hos stuekonerne. Disse ville så blive afskediget i takt med, at de nye assistenter var udlært. Det siger sig selv, at det gav et spændt forhold mellem de to personalegrupper.

Hospitalets reglement gjorde det ikke bedre. I 1878 blev det bestemt, at ”den nye sygepleje” skulle have kaffe om formiddagen, mens det gamle personale fik mælk og brød. Det varede til 1883, hvor også stuekonerne og sygevogterne fik deres formiddagskaffe.

Hvilken uddannelse fik de nye elever? Ifølge instruksen blev læretiden fastsat til et år, men det varierede en del i praksis. Den pædagogiske metode var sidemandsoplæring, hvor eleven selv måtte gøre sine iagttagelser og lære af egne fejl. Arbejdet gik ud på at gøre arbejdet, som den enkelte overlæge ønskede det.

Eleven fik indskærpet, at hun skulle vise lydighed og ærbødighed mod plejemoderen (den ledende sygeplejerske) og opmærksomhed og høflighed mod assistenterne. Uddannelsen var en disciplineringsproces til hospitalslivet. Hun skulle lære at underkaste sig autoriteterne og udføre det arbejde, hun fik pålagt, uden at få at information om hvorfor. Men en form for uddannelse fik hun, og det var nyt på Kommunehospitalet.

Arbejdstiden var 14 timer i dagvagt og 12 i nattevagt. Eleverne boede sammen på et værelse i den ene ende af afdelingen, assistenterne delte et værelse på afdelingen, og plejemoderen havde to værelser.

Henny Schultz (gift Tscherning)

I 1878 blev Henriette (Henny) Schultz ansat som elev. Hun var datter af Justisraad Postinspecteur Schultz og opfyldte dermed kravet om at komme fra et dannet hjem. Efter kun fire måneder som elev avancerede hun til assistent, og efter syv måneder blev hun overflyttet til en stuekonestilling på kirurgisk afdeling for at lære kirurgisk sygepleje. To måneder senere blev hun plejemoder på afdelingen, da den nye ordning skulle indføres på den kirurgiske side.

Det var en lynkarriere, men det var også en svær opgave, for overkirurg Holmer var stærkt imod den nye ordning. Han kunne overfuse frk. Schultz på det groveste under stuegang. Han overgav sig dog og indrømmede, at den nye ordning var en forbedring. ”Jeg skylder dem at sige, at ligesaa meget jeg var imod den nye Sygeplejes Indførelse paa min Afdeling, ligesaa tilfreds er jeg nu, da jeg ser, at det er et fremskridt; naar jeg forlader Afdelingen, har jeg en Følelse af, at mine Interesser bliver varetaget.”

Henny Tscherning blev i 1886 gift med overkirurg E.A. Tscherning og forlod Kommunehospitalet. Men hun gik ikke tabt for dansk sygepleje. I 1899 blev hun valgt som formand for det nystiftede Dansk Sygeplejeråd, en post hun bestred i 28 år. Som DSR’s formand var et af hendes vigtigste mål at få en ensartet, 3-årig og statsanerkendt uddannelse for sygeplejersker. Det mål blev først nået med statsautorisationen i 1933, året efter hendes død.

Teoretisk uddannelse

Først i midten af 1890’erne begyndte to læger, Holger Jacobæus og Aage Kjær at give teoretisk undervisning uden for arbejdstid for sygeplejeeleverne. Det var i begyndelsen frivilligt, men blev obligatorisk i 1898.

I 1904 udgav Jacobæus og Kjær en lærebog, der var baseret på det kompendium, de havde udarbejdet som led i undervisningen. Den blev brugt i det meste af landet frem til 1926, hvor den nye Lærebog og Haandbog for Sygeplejersker blev udgivet af Dansk Sygeplejeråd og Nyt Nordisk Forlag. Den nye lærebog fortrængte hurtigt Jacobæus' og Kjærs lærebog.

Samtidigt blev det bestemt, at uddannelsen skulle strække sig over tre år, men det lå ikke mere fast, end at det i instruksen var formuleret, som at uddannelsen "som regel vil udstrække sig over tre år."   

Forskole

I 1908 blev der nedsat et sygeplejeudvalg bestående af hospitalsdirektøren, en overlæge, forstanderinden for sygeplejeboligen, der blev taget i brug i 1906, og to plejemødre. Udvalget fastsatte rammerne for uddannelsen, og plejemødrene (oversygeplejerskerne) fik overdraget ansættelsen af eleverne. Udvalget drøftede oprettelsen af en forskole, men det blev ikke en realitet før i 1916, hvor den blev oprettet i en lejlighed i Gammeltoftsgade 10 med Sexta Hammerich som forstanderinde.

På det tidspunkt havde Rigshospitalet, da det i 1910 blev indviet, fået en forskole på et par uger med Judith Vang som forstanderinde. Da Bispebjerg Hospital åbnede i 1913 var der også oprettet en forskole for de nye elever for at bibringe dem de mest elementære kundskaber, før de blev sluppet løs på afdelingerne.

Kilder

1. Sigurd Jensen, Københavns Hospitalsvæsen 1863 – 1963. G.E.C. Gads Forlag 1963
2. Ester Petersen. Fra opvarter til sygeplejerske. Dansk Sygeplejeråd 1988
3. Henny Tscherning. Lidt om mine personlige Oplevelser ved den humane Sygeplejes indførelse paa Kommunehospitalet og den senere Udvikling. Tidsskrift for Sygepleje nr. 18 1913