Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Kirsten Stallknecht

Formand for Dansk Sygeplejeråd 1968 - 1996 (Født: 25.7.1937 - Død: 4.5.2021)

59195295

Kirsten Stallknechts historie

Kirsten Stallknecht tog mellemskoleeksamen og blev i 1956 elev på sygeplejeskolen i Holbæk. Hun afsluttede uddannelsen på Rigshospitalet i 1960, hvor hun derefter blev ansat på en kirurgisk afdeling.

I 1965 tog hun Danmarks Sygeplejerskehøjskoles kursus i undervisning og ledelse ved Århus Universitet og blev afdelingssygeplejerske på Rigshospitalet. I 1966 blev Kirsten Stallknecht valgt ind i Dansk Sygeplejeråds repræsentantskab, og da Maria Madsen, der havde været formand for DSR i 27 år, trådte tilbage, vandt Kirsten Stallknecht formandsvalget. Hun var derefter Dansk Sygeplejeråds formand i 28 år. 

Kirsten Stallknecht var 30 år, da hun i 1968 stod i spidsen for de danske sygeplejersker. Hun gik straks i gang med at omstrukturere organisationen, dens administration og økonomi, og begyndte at styrke organisationens placering i det fagretlige system.

Kirsten Stallknecht var meget optaget af uddannelse og forskning, og i 1980 etablerede hun Dansk Institut for Sundheds- og Sygeplejeforskning.

I 1971 opnåede DSR en hovedaftale, der indebar ret til at etablere konflikt, og i 1973 nedlagde de danske sygeplejersker for første gang arbejdet i en regulær strejke, der varede to måneder.

Kirsten Stallknechts hovedsager inden for sygeplejefaget var uddannelse og forskning. I 1980 etablerede hun Dansk Institut for Sundheds- og Sygeplejeforskning. Det var en klar forbedring i forhold til forskning i sygepleje. Med den ønskede forbedring af selve sygeplejeuddannelsen holdt det hårdere. Først i 1990 blev den forlænget og ændret fra en lærlingeuddannelse til et decideret studium.
 
Kirsten Stallknecht fik hurtigt ry som en effektiv administrator og problemknuser, og hun kom med tiden til at have et utal af tillidsposter. For at nævne nogle få: Formand for Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), plads i Nationalbankens repræsentantskab, Wonderful Copenhagen og mange flere.

Det var imidlertid sygeplejen og Dansk Sygeplejeråd, der havde Kirstens Stallknecht største bevågenhed. Hun deltog aktivt i international organisationsarbejde i International Council of Nurses (ICN) og Sygeplejerskernes Samarbejde i Norden (SSN). 

Da Kirsten Stallknecht i 1996 valgte at gå af som formand for DSR, fik hun posten som formand for ICN. Den indflydelsesrige post havde hun i fire år, fra 1997 til 2001. Her stod hun bl.a. i spidsen for fejringen af ICN's 100 års jubilæum i 1999 - samme år som Dansk Sygeplejeråd også kunne fejre 100-års fødselsdag. 

Modtagelse af priser  

Kirsten Stallknecht har modtaget mange internationale priser og blev i 1990 Ridder af Dannebrog, i 1996 Ridder af 1. Grad af Dannebrog og i 2001 Kommandør af Dannebrog.

Ved ICN' s kongres 2013 i Australien modtog Kirsten Stallknecht sygeplejerskers største internationale hæder, Christiane Reimannprisen. Prisen modtog hun for sin utrættelige internationale indsats.

60412253
Hvem var Christiane Reimann?
Christiane Reimann (1888-1979) kom fra en velhavende københavnsk familie. Hun blev uddannet sygeplejerske på Bispebjerg Hospital i 1917. I 1922 blev hun sekretær i det Internationale Sygeplejeråd (ICN). Organisationen lå på det tidspunkt nærmest i ruiner som følge af 1. Verdenskrig. Med Christiane Reimanns utrættelige indsats og hjælp fra hendes families formue, blev sygeplejerskernes internationale sammenslutning genopbygget. Christiane Reimann ønskede, at der skulle uddeles en hæderspris til bemærkelsesværdige sygeplejersker, som havde gjort en særlig indsats for faget. Hun testamenterede midlerne til, at en sådan pris, en slags "Sygeplejerskernes Nobelpris", kunne uddeles hvert 4. år. I 1985 blev den første Christiane Reimann pris givet til Virginia Henderson.
Kirsten Stallknecht som afdelingssygeplejerske

Kirsten Stallknecht som afdelingssygeplejerske på Rigshospitalet 1967

Kirsten Stallknecht som formand for Dansk Sygeplejeråd 1968

Kirsten Stallknecht som formand for Dansk Sygeplejeråd 1968

Kirsten Stallknecht på talerstolen ca. 1968

Kirsten Stallknecht på talerstolen ca. 1968