1. Verdenskrig 1914-1918

En dansk sygeplejerske på et belgisk feltlazaret

Efter 1. Verdenskrig brød ud tog dr. Depage initiativ til, at læger og sygeplejersker fra klinikken skulle oprette et stort feltlazaret i den belgiske kystby La Panne i et mondænt badehotel, som snart blev udvidet med store lazaretbarakker. Dr. Depage ansatte også danske sygeplejersker. 

Som en af de ansatte på klinikken, har Valborg Hjorth skrevet sine erindringer og også fotograferet på sine mange rejser. Her fortæller hun om arbejdet og de mere bizarre sider af livet på lazarettet i La Panne.

Valborg Hjorth fortæller om feltlazarettet i La Panne

”Tiden, der nu fulgte, står for mig som en stadig roterende karrusel.  Hårdt sårede blev bragt ind nat og dag, og operationer foretoges hele døgnet rundt - kun med de nødvendige pauser til at få salen gjort ren. Vi blev nødt til at indføre to skift, men både dag- og natholdet måtte være der mellem kl. 8 og 13, da de større forbindinger også skulle skiftes ind imellem.

Patienterne blev bedøvet i et andet værelse, og der blev til stadighed foretaget tre operationer samtidig i samme sal. På operationsbordet til højre blev der foretaget amputationer, i midten mave- og tarmoperationer, og til venstre hovedlæsioner eller plastiske operationer. …

Operationsstuen var indrettet i hotellets restaurant, nu blev det en fuldt moderne operationsstue. På den anden side af gangen var den ”urene operationsstue”, der var desværre megen gasgangræn - alle de sårede, der kom fra Dixmuede-zonen var især disponeret for gasgangræn - mærkeligt nok.

En anden caféstue var taget til gipsstue med et særligt godt konstrueret gipsbord. I en anden stue blev der anbragt to kæmpestore autoklaver, der skiftedes til at sterilisere operationssagerne - der var plads til 90 bøtter i hver, og der måtte to mænd til at åbne låget med et reb i en trisse i loftet. Til at præparere bøtternes indhold var der ansat en lægefrue - med tilfældig hjælp af officerer og soldater. De lavede også gipsbind i en uendelighed.

 I hele byen måtte der kun findes personer, der var ansat ved krigstjenesten, så de fruer, der ønskede at være i nærheden af deres mænd, fik hver deres arbejde på lazarettet. …

Luksus patienterne

Nogle få ”infirmieres de luxe” kom der dog af og til - det var som regel rige amerikanerinder, der i stedet for at gøre turen til pyramiderne og Luxor tog til fronterne - de kunne få et pas udstedt til tre døgn - for at se lazarettet. De var ofte meget smart klædt i khakifarvet tøj med skind og læder i samme farve, hvor det kunne anbringes - til kikkerten, revolverhylster, gasmaske, stormhue og vandstøvler - i dette dress promenerede de i solskinnet på den hvide strandbred ledsaget af nogle opvartende kavalerer, eller de havde anlagt sørgedragt med sort læderbælte, korte skørter, soldaterhue - sort, mat - med sølvkvast og snor, der mindede uhyggeligt om en ligkiste, dertil en vældig stor, skrigende silkesløjfe på brystet i de allieredes farver. Så lod de sig fotografere i sygeplejeuniform ved en sygeseng eller på forbindingsstuen med et gazebind i hånden - de gav store summer til det belgiske Røde Kors, hvorefter de fortsatte i deres luksusbil til fronten i Frankrig.

Til tider var himlen ved nattetid som et ildhav af lysraketter og kanonaden øredøvende - hotellet rystede formelig i sin grundvold, da det var bygget til sommerhotel og lå i sandet. ”Lange Bertha” gjorde sin entre, og vi måtte belave os på at tage imod mange lemlæstede - det var kun de hårdest sårede, der kom til La Panne – resten gik til Calais.

På den brede gang uden for narkosestuen var der anbragt et langt stativ bestående af to stænger parallelt med gangen - der blev bårerne med de sårede hængt op imellem, efterhånden som de ankom, og der gik lægerne og udtog de dårligste, der skulle behandles først - de andre blev beværtede med rom eller bouillon og cigaretter, hvis de havde sans for det - de døende blev dog anbragt andetsteds.

I april måned gik det rigtig løs. Vi stod på operationsstuen dag og nat uden megen tid til at sove eller spise. Man hørte ustandselig ambulancernes langtrukne tøf udenfor. Gangen var til stadighed fyldt med sårede på bårerne - nogle døende, andre sejlende i blod, stønnende og råbende på vand og morfin. Inde på operationsstuen var der fuldt overalt på alle borde og stole, portørerne løb rundt bærende på arme og ben, der efterhånden blev amputeret. Hvor synes man, at krig er meningsløs og forfærdelig.” (1)

En dansk sygeplejerske på et amerikansk feltlazaret i Frankrig.

Ingeborg Rasmussen var sygeplejerske på et hospital i Chicago, da 1.verdenskrig brød ud. Hun blev grebet af den kollektive patriotisme og meldte sig til at rejse til et feltlazaret i Frankrig.

Ingeborg Rasmussen om feltlazarettet i Frankrig.

Da den store Krig udbrød, gik der en patriotisk Bølge af Begejstring gennem Befolkningen i de Lande, der hurtigt efter hinanden blev indblandet i Krigen. De unge mænd meldte sig frivilligt eller tvungent under Fanerne, og i Hærens Kølvand fulgte Ambulancerne, her skulle tages, hvad tages kunne. Læger og Sygeplejersker fulgte Opfordringen om at melde sig til Tjeneste, og neutrale Lande sendte også deres Hjælp til de krigsførende Lande under forskellige Former, for eks. Ved Oprettelse af Krigsfangelejre.

Jeg havde dengang Stilling på et amerikansk Hospital, men jeg forlod dette for at følge med en Ambulance til Frankrig. 35 Læger og 75 Sygeplejersker afsejlede fra New York til England med hollandsk Damper, og allerede på Skibet fik vi en Forsmag på Krigens alvor.

Hver dag blev der foretaget Øvelser, når Sirenen lød, måtte enhver stille ved den anviste Redningsbåd iført Redningsbælte, Faren for torpedering var til Stede. I London blev vi udstyrede med Uniformer og Telte, om Bord på et Transportskib afsejlede vi fra Folkestone til Boulogne, og derfra videre til Hospitalslejren nogle mil bag Fronten.

Her blev vi modtaget af de engelske Søstre, der skulle overgive deres Ambulance til de amerikanske Læger og Sygeplejersker. I Spisestuen, som bestod af en Træbarak, havde de engelske Søstre pyntet Lamperne med Papir, udklippet som Stjerner og Striber. Vi påskønnede denne Velkomsthilsen her i disse ejendommelige Omgivelser.

Den første Nat blev vi anbragt i en Barak, næste Dag blev vore Telte opslåede. Små firkantede Telte med plads til 2 Personer, møbleredes med 2 Feltsenge med Voksdugstæppe, der skulle holde Fugtigheden fra Sengen, et lille Bord, to Klapstole og en Lygte. Teltene blev opstillede på en Græsmark. Trods alt var primitivt og opstillet i Hast, var der dog Badeafdelinger både til Patienter og Personalet indrettet i en Barak.

Hospitalet bestod af Træbarakker med 29 senge i hver og her måtte vi, bistået af Sygepassere udføre vort Arbejde, som på mange måder var forskelligt fra arbejdet på et civilt Hospital. Patienterne opholdt sig her så vidt som muligt kun 3 Uger, der skulle gives Plads til nye Hold, Jernbanens Holdeplads var tæt ved Hospitalet, og derfra blev de Sårede ført til Barakkerne. Det foregik mest om Natten. Når Telefonen meldte et Togs Ankomst, blev alle Læger og Sygeplejersker holdt til Tjeneste selv om de havde arbejdet hele Dagen. De Sårede blev båret ind med Lag af Mudder og blodige Bind, den første Forbinding havde de fået på Feltlazarettet ved Fronten.

De mange sårede

Efter de store Angreb modtog vi ofte mange hundrede Patienter på en Nat. Jeg glemmer aldrig den første Nat vi skulle modtage de Sårede, Spændingen og Angsten for det ukendte vi skulle møde, var næsten lammende. Men da Bårerne i hurtig Rækkefølge blev brat ind, var der ingen Tid til Betragtninger. Og nu fulgte der Timers forceret og anstrengende Arbejde.

Så vidt muligt blev Patienterne først befriede for deres snavsede, mudrede Klæder og iført rent Tøj. Lægen tilså så Patienterne, skiftede Forbindinger og gav de foreløbige Ordinationer. Efter de store Angreb var Lægernes Arbejde overvældende, Dag og Nat blev der foretage Operationer, foruden det daglige rutinemæssige Arbejde på et Krigshospital.

De hårdt Sårede blev hjemsendt, så snart de kunne tåle at flyttes, og de lettere Tilfælde blev efter et Rekreationsophold tilbagesendt til Fronten. Det var forfærdeligt at se deres Sorg, over igen at skulle tilbage til Fronten, som for mange betød Død eller Lemlæstelse. Men Klager eller Bitterhed hørtes ikke. Enhver ønskede alligevel at gøre sin Del for at hjælpe. Ja, Hjælpsomhedens Ånd, det eneste smukke, som en Krig kan fremelske, besjælede tilsyneladende alle, som hørte til de krigsførende Lande.

Enhver lagde eget Jeg til side og gav både Kræfter og Midler til det fælles Mål: Fædrelandets Frelse. Englands unge Døtre gjorde også et vidunderligt Arbejde som frivillige Hjælpere på Hospitaler og andre Institutioner og det var især beundringsværdigt, da Flertallet kom fra velhavende Hjem, og aldrig havde deltaget i Arbejde af den Art. Disse unge Kvinder gjorde Tjeneste i Sygestuerne ved alt forfaldende Arbejde, og heller aldrig her hørtes en Klage over alle de Byrder, som blev pålagt dem.

Mange havde Fædre og Brødre i Krigen, jeg husker en ung Sygeplejerske, som en Morgen fik Meddelelse om, at hendes Broder var dræbt ved Fronten. Hun mødte til sit Arbejde som sædvanlig, skønt Ulykken havde rystet hende dybt. De nægtede sig selv alle Fornøjelser, og brugte i Stedet Pengene til Delikatesser, Tobak eller lignende til Soldaterne.

Og dog var naturligvis Soldaternes Indsats i Krigen det første og det sidste. Det var dem, der måtte bære Krigens Rædsler og ubeskrivelige Lidelser. På Hospitalets Kirkegård voksede Trækassernes antal daglig. Vi gik ofte derhen med en lille Blomst, de Døde var jo langt borte fra deres Kære – men trods alt det sørgelige var der jo også små fornøjelige Timer og Øjeblikke.

Fred på jorden

Juleaften, da Patienterne formodedes at være faldet i Søvn, listede vi os forsigtig ind og hang Gaverne op. Men trods Halvmørket så vi, at mange Øjne fulgte vore Bevægelser. Julemorgen blev der sunget Julesalmer uden for Vinduerne, det lød meget højtideligt i den store Soldaterlejr. Og for én gangs Skyld var der stille ved Fronten, også der blev holdt Jul.

Fred på Jorden, Juledag, men trods de små Lysglimt var Dagene og Nætterne alligevel tunge og fulde af hårdt Arbejde, og mere end én bukkede under for Anstrengelserne. Én af vore Sygeplejersker ligger derude på Kirkegården med de små trækors, hvis Antal voksede med så rivende Fart, og Forståelsen af Krigens ulykke voksede også i vor Bevidsthed med samme Fart, jo mere vi så de unge Mænds Lidelser og de mange Krøblinge. En Nat, da vi modtog de Sårede, blev alle Lysene slukkede, vi vidste hvad det betød. En fjendtlig Flyvemaskine fløj over Lejren på Vej til England.

Senere fik vi flere lignende Besøg, og kun dem der har oplevet det, kender disse Minutters Rædsel, til der igen bliver meldt klar. Hvordan Soldaterne har udholdt dette, i Dage, Uger, Måneder, har altid været mig ufatteligt, men måske det var den store Opgave de kæmpede for. Denne frygtelige Krig, der her blev demonstreret i al sin Rædsel og Ulykke, burde i menneskers Sind og Tanke vække en sådan Afsky, at fremtidige Krige måtte blive umuliggjorte. Lytterne kan nu, cirka 19 år efter denne Krigs Afslutning, bedst dømme om, hvorvidt det Håb er gået i Opfyldelse.

Kilde:

DSHM reg.nr. 990224A001

Sygeplejerske i krigsfangelazaretterne i Hald og Horserød.

Hald- og Horserød-lejrene blev opført i 1917 af dansk Røde Kors. Lejrene modtog de syge og sårede krigsfanger, der blev udvekslet mellem på den ene side Tyskland og Østrig-Ungarn og på den anden side Rusland. Lejren i Hald var forbeholdt tyske og østrigske krigsfanger, og lejren i Horserød var forbeholdt russiske fanger. (1) Her arbejdede nogle af de danske sygeplejersker, der tidligere havde arbejdet ude i Europa under krigen, blandt andre Valborg Hjorth, der havde arbejdet på et belgisk feltlazaret. 

Sygeplejerske i Hald-lejren

Røde Kors sendte med dags varsel Valborg Hjort til lejren i Hald, efter at hun var kommet hjem fra lazarettjeneste i Estland. Hun havde tidligere arbejdet med de russiske krigsfanger i Horserødlejren, så hun var nogenlunde kendt med forholdende. Hald-lejren var nu fyldt op med russiske krigsfanger, den spanske syge var brudt ud, og både patienter og funktionærer lå syge med den smitsomme influenza.

Den syge russer.

”Den første morgen i lejren svimlede det næsten for mig med arbejdet - hvor skulle jeg begynde og hvor ende. Der skulle gives varme omslag en masse, indsprøjtninger, medicin - få plads til flere dårlige - gå rundt i barakkerne og se, hvem der nødvendigvis måtte indlægges og meget andet. De danske funktionærer lå i deres respektive senge, men til de dårligste russere var der foreløbigt taget to barakker i brug - resten lå og blev passet af kammeraterne. Vi to sygeplejersker skiftedes så til at have dag- og nattjeneste. …

En nat hørte jeg i stilheden en flok russere nærme sig barakken - de blev mere og mere støjende, og jeg havde hjertet i halsen, da de masede ind til mig - men snart forstod jeg, at det var en syg kammerat, de kom med. De var så voldsomme i deres adfærd, at jeg umuligt kunne blive klar over, hvem der var den syge. Jeg bad derfor, om de alle ville gå ud, så kun den syge og hans bedste ven blev tilbage, og så viste det sig, at den sygeste var den eneste, der ikke skreg op. Jeg redte en seng til ham og var snart klar over, at han havde tarmslyng.