2. Verdenskrig 1940-1945

Besættelsen den 9. april 1940 set med sygeplejerskeøjne.

Besættelsen den 9. april 1940 kom for de fleste som en tyv om natten, selv om mange nok anede, at noget var under opsejling. På nogen sygehuse havde man været forudseende og forberedt sig, på andre fik man travlt med mørklægning og omstilling til en helt ny tilværelse.

Elev på Brørup Sygehus

Elise Kirstine Ludvig var 3.årselev på Brørup Sygehus mellem Kolding og Esbjerg og oplevede de mange flyvemaskiner og marcherende landtropper. De tyske flyvemaskiner kom brølende ned over operationsstuen, og personalet anede ikke, om de var købt eller solgt. På landevejene kørte tyskerne med alt deres materiel i rad og række. Tyskerne myldrede herop, alle slags biler med tyske soldater. Der var ingen, der gjorde modstand, ”ellers var vi blevet skudt sønder og sammen”.⁵  

Elev på Vejle Amts og Bys sygehus

På Vejle Amts og Bys Sygehus var Ellen Aunsbjerg Bertelsen 2.årselev. Hun var den første, der var stået op på det værelse, hun delte med to andre elever, og klokken seks kom flyvemaskinerne buldrende ind over sygehuset. Hun råbte til de andre, ”Skynd jer at komme op. Det må være Røde Kors”, men det var ikke røde kors, der var malet på maskinerne, det var hagekors.

Hun kunne se, at overlægen gik nede i haven og samlede ”Oprop” op. Så var de klar over, at de skulle over på afdelingen i en fart. På hele sygehuset var alle fuldt beskæftigede med at sætte mørklægning op. De var ganske vist gået i gang inden den 9. april, men var ikke blevet færdige.

Man anede, at noget var under opsejling, for der var en udpræget uro over det hele. De tyske soldater kom ned ad gaden i fuld march, og allerede ved middagstid fik de indlagt de første tyske soldater med ophovnede fødder, helt ødelagte af at gå den lange vej. Inden aften var der blevet indlagt 12 tyske soldater. Soldaterne havde åbne sår på fødderne, som blev behandlet så godt som muligt.

”Det var forfærdeligt. De fik fødderne i sæbevand, og vi forbandt dem, så godt vi kunne. Alting gik lidt hurtigt. De fik nogle trædepuder på, og hvad vi ellers havde. Det var noget med noget vat i. Vi gjorde sårene i stand og gjorde, ligesom vi plejede”.

Soldaterne fik noget at spise, for det lå i luften, at der ikke skulle gøres forskel på patienterne. Eleverne havde fået besked på, at hvis værnemagten kom og forlangte dem udskrevet, så skulle de bare lade dem gå. De måtte endelig ikke holde dem tilbage. Ved ni-tiden om aftenen kom tyskerne og hentede de sidste i store lastbiler. De så dem ikke mere.⁶ Danmark blev besat af en hær med store huller på fødderne.

Elev på Hanstholm sygehus.

Længere nordpå, i Koldby syd for Hanstholm kom tyskerne kørende i en massiv kolonne på vej mod kysten. Den jyske vestkyst var et oplagt mål for de vest allierede, og et par år senere byggede tyskerne her den største kystbefæstning i Nordeuropa som en del af Atlantvolden.⁷

Den 9. april stod Karen Hansen, der var 1.årselev på det lille sygehus, sammen med nogle elevkammerater og kiggede ud over en dyb vindueskarm, hvorfra man kunne se ud på gaden. I vindueskarmen stod de sædvanlige urin- og blodprøver, der blev taget, når en ny patient var blevet indlagt.

Udenfor kom tyskerne væltende i biler og på motorcykler op gennem hovedgaden i Koldby. De var målløse, ”Vi havde da ikke troet, at hele Tyskland skulle køre gennem Koldby den dag. Det var hele dagen, hele døgnet. De kørte uden stop”. Eleverne tænkte, ”Hvornår ender det?”. Koldby var en udkant, men lå på vejen mod Hanstholm Havn, der var ved at blive bygget, så de var godt klar over, at det var et oplagt mål for tyskerne at kontrollere.⁸

Elev på Bispebjerg hospital.

På Bispebjerg Hospital kom besættelsen som et chok for de unge elever, der tilsyneladende var helt uforberedte. Kirstine Christiansen, der var 1.årselev på Bispebjerg Hospital hørte flyvemaskinerne og gik hen til vinduet sammen med de elever, hun delte værelse med. Der var en, der sagde, ”Nej se, der er fly”, og en anden, ”Jeg troede ikke, vi havde så mange”. De havde ingen mistanke om, at det var tyskerne, der kom.

”Vi anede ingenting. Vi var ikke så interesserede i politik dengang”. Når de skulle på afdelingen om morgenen klokken 7, skulle eleverne først møde op i sygeplejerskeboligen til en kop the og en krydderbolle. Hospitalet ville sikre sig, at de ikke gik på arbejde på tom mave.

Maskinerne drønede i lav højde hen over hovedet på dem. Pludselig kom forstanderinden, Inge Funding, frem i døren og fortalte, at de fly, der fløj henover, ikke var danske. Der blev så stille, at man kunne høre en knappenål falde til gulvet. ”Vi havde jo nærmest holdt sjov med, at vi ikke havde så mange fly og alt det der. Vi blev så klar over, at det var noget helt, helt andet, der var sket. Vi fik den besked af kongen, at vi ikke skulle gøre modstand. Det kunne jo heller ikke nytte noget. Vi var jo bare blevet dræbt”.¹⁰

Kilder:

1. Lidegaard, Bo 2006, Kampen om Danmark 1933-1945 side 156-160
2. Lidegaard, Bo 2006, Kampen om Danmark 1933-1945 side 226-233
3. Lidegaard, Bo 2006, Kampen om Danmark 1933-1945 side 188-198
4. Christensen, Claus Bundgaard. Lund, Joachim, Olesen. Niels Wium, Sørensen 2015, Danmark besat, Krig og hverdag 1940-45 side 95-101
5. Interview nr. 5. Elev på Brørup Sygehus 1938-41 reg.nr. 000535A016
6. Interview nr. 43. Elev på Vejle Amts og Bys Sygehus 1938-41 reg.nr. 000535A017
7. Christensen, Claus Bundgaard. Lund, Joachim, Olesen. Niels Wium, Sørensen 2015, Danmark besat, Krig og hverdag 1940-45 side 346-347
8. Interview nr. 22. Elev på Koldby Sygehus og Nykøbing Mors Sygehus 1939-42 reg.nr. 000535A031
9. Lidegaard, Bo 2006, Kampen om Danmark 1933-1945 side 181
10. Interview nr. 3. Elev på Bispebjerg Hospital 1938-41 reg.nr. 000535A033

Mørklægning.

Allerede om aftenen den 9.april skulle Danmark være mørklagt inden solnedgang. Det skulle gøre det så besværligt som muligt for engelske flyvemaskiner at navigere om natten.

Påbuddet om mørklægning burde ikke komme bag på nogen, for allerede i 1938 var der blevet husstandsomdelt en vejledning om mørklægning. Flere virksomheder var gået i gang med produktionen, og der var sort papir til salg i butikkerne. Ikke desto mindre stod folk i kø for at skaffe noget, der kunne bruges. Der blev fremstillet blændrammer med sort papir, rullegardiner af sort papir, eller man brugte gamle portierer og sække.

Nogle sygehuse var velforberedte og havde mørklægningen sat op inden den 9. april 1940. Kirstine Christiansen på Bispebjerg Hospital tænkte, at nogen havde været meget forudseende, for mørklægningsgardinerne var allerede på plads på det kæmpestore hospital. Sorte stofgardiner, der hang bag de almindelige gardiner. Det må have været svært at skaffe så meget sort stof på en gang, så nogen havde været ude i god tid.²

Andre steder havde man skaffet det sorte papir, men havde endnu ikke fået sat det op. Inger Rasmussen, der var 1.årselev på Terndrup Sygehus syd for Aalborg, havde nattevagt, da flyverne kom. Hun tænkte, ”Hvad pokker er det for noget?”, og så gik hun ud ad bagdøren og kiggede. Overfor sygehuset boede en journalist. Han var oppe og råbte, ”Det er tyskere. Nu bliver vi s’gu besat”. Hun gik fra vagt og fik sovet et par timer, inden hun blev hentet ud af sengen.

Den anden elev, der havde haft nattevagt på naboafdelingen, blev også purret. De skulle op og klippe mørklægningsgardiner til deres egen afdeling. De skulle måle højden op og klippe det tykke papir til. En portør limede det på en stok, og så blev det sat op. Det skulle hejses ned om morgenen og rulles op med hænderne, det var ret besværligt.

Der var åbenbart købt papir i forvejen, men det viste sig, at der ikke var nok til elevværelserne. Så spisestuen blev ryddet, og der blev sat 14 senge ind til eleverne, hvor de måtte hoppe fra den ene seng til den anden for at komme i seng. Der boede de i en måneds tid til stor gene for nattevagterne, for der var aldrig ro på stuen.³

Mørklægning var noget, der blev taget alvorligt, og politiet holdt øje med, at der ikke slap lys ud nogen steder. Den første tid efter besættelsen kunne det knibe med at komme ind i rutinen med at få mørklægningsgardinerne rullet ned om aftenen.

Karen Hansen på Koldby Sygehus syntes, at mørklægningen var noget af det værste, der skete ved besættelsen. En gang i mellem blev det glemt. En aften havde nogen brugt kulbuelyset en aften, efter at det var blevet mørkt. Det blev brugt til at behandle patienter med lungetuberkulose.

Sidst på dagen kom sygehuslægen farende ind, ”Hvem fanden har tændt det kulbuelys uden at mørklægge?” Han var kommet op på Visby Bakke og kunne se, at det store sorte vindue ikke var sort. Det glødede. ”I kan fandeme være glade for, at det var mig, der så det”. Det ville have været en bøde uden lige. Så løb han ind og fik slukket kulbuelyset. Den elev, der havde lagt patienten til rette under kulbuelyset, skulle have sørget for at rulle gardinet ned.”⁴

Nogen steder satte man sorte plader op for vinduerne hver aften. Det gjorde man blandt andet på Statshospitalet i Sønderborg og på Kongevejshospitalet, angiveligt for at forhindre, at der fløj glassplinter rundt, hvis der blev bombet.⁵ Fra Kongevejshospitalet har vi følgende beretning:

”Under krigen skulle hele sygehuset som alle andre huse være mørklagt aften og nat. Der var mange og store vinduer i det gamle hus, der skulle dækkes, og der blev fremstillet store plader af en slags papmaché til formålet. Materialet var let, blev der sagt, men pladerne var nu tunge.

Det blev aften- og nattevagternes opgave at sætte dem for hver aften og tage dem ned om morgenen. Jeg får næsten ondt i skuldrene ved tanken om, hvor vi slæbte, alle plader stod om dagen i mellemgangen uden for afdelingen. Jeg kan også få trækninger i sjælen, når jeg tænker på det møgfald, jeg fik af frøken Mikkelsen (afdelingssygeplejersken), den aften jeg tabte tre af de store plader på afdelingens gang.

Flere af de vaser med patienternes blomsterbuketter, der var stillet ud på gangen for natten, røg sig en tur derved, og der blev en større rengøring, optørring og forsøg på at sætte de rigtige buketter sammen igen. Ord som ”Klodsmajor, Spild af tid! Larm på en hospitalsgang! Få så ryddet op!” føg om ørerne på mig. Men som altid, frøken Mikkelsen faldt hurtigt ned igen, og nu var der ingen ende på hendes trøstende ord om alt for tunge mørklægningsplader for så ungt et menneske. … Med sort humor tilføjede hun, ”Vi må sandelig alle gøre vores indsats under denne krig.⁶

Mørklægningen omfattede mere end sorte gardiner. Alt elektrisk lys blev dæmpet, så det ikke kunne trænge ud gennem sprækker i gardinerne, og foran yderdørene blev der sat mørke stof-sluser op, så man kunne gå ud og ind uden at slippe lys ud. Ellen Aunsbjerg Bertelsen på Vejle Amts og Bys Sygehus husker, hvordan de skulle dele medicin ud med en lommelygte de første dage, indtil mørklægningen var kommet helt på plads. Der måtte ikke trænge en lyssprække ud, så det kunne ses fra luften.⁷

Mørklægningsgardinerne blev rullet op og ned i alt mere laset stand de næste fem år. Først den 4. maj 1945, efter at fredsbudskabet fra London havde lydt gennem radioen, blev de flået ned i triumf og flere steder brugt til at tænde festbål ude i gaderne.

Referencer

1. Kjersgaard, Erik 2005, Danmark under besættelsen side 72-73
2. Transskriberet interview. Elev på Bispebjerg Hospital 1938-41 reg.nr. 000535A033
3. Interview nr. 40. Elev på Terndrup Sygehus 1940-43 reg.nr. 000535A030
4. Transskriberet interview. Elev på Koldby Sygehus og Nykøbing Mors Sygehus 1939-42 reg.nr. 000535A031
5. Interview nr. 39. Elev på Statshospitalet i Sønderborg og Kongevejshospitalet 1944-47 reg.nr. 000535A011
6. Bork, Dagmar 2003, Frøken Mikkelsen side 51-52
7. Transskriberet interview. Elev på Vejle Amts og Bys Sygehus 1938-41 reg.nr. 000535A016

Luftalarmer.

Luftalarmer var en del af hverdagen i løbet af besættelsesårene. Når de lød skulle alle gå i sikkerhed. Når det gik værst for sig, risikerede man at blive vækket flere gange om natten, og det sled på alle. Med tiden fik danskerne dog mindre respekt for alarmerne, for der skete sjældent ret meget.

Sygehusene fik efter den 9. april malet et stort hvidt felt på taget med Røde Kors-symbolet på for at advare angribende maskiner om, at her var et sygehus. På sygehusene vidste de, hvad de skulle gøre på grund af det store arbejde fra luftværnsorganisationernes side op gennem 1930’erne.

Der findes en detaljeret beretning skrevet af en oversygeplejerske i juni 1940. Desværre skriver hun ikke, hvilket sygehus det drejer sig om, men det er højst sandsynligt enten Aalborg Kommunehospital eller Aalborg Amtssygehus, der var vidner til voldsomme angreb på flyvepladsen de første måneder af besættelsen. Sygehuset var gået i gang med forberedelserne allerede i efteråret 1939, hvor man købte ekstra senge og udstyr, og sygehuset fik eget vand- og elektricitetsværk. Mørklægningen kom på plads, og alle lagre og depoter blev flyttet fra loftet ned i kælderen. Samtidig kom alle sygeplejersker og elever på luftværnskursus.

Tilflugtsrummene blev stivet af og indrettet med møbler og depoter. Der blev udarbejdet nødplaner, og personalet blev instrueret, og til sidst blev der hængt gule skilte med sort skrift op, der viste vej til nærmeste tilflugtsrum. Vi får også en beretning om det første luftangreb:

”Men ikke nok med, at vi blev erklæret i luftværnstilstand. En aften i april blev der for første gang givet luftalarm. Sirenerne satte pludselig ind med deres klagende, hylende, enerverende lyd. Vi oplevede at se granaterne eksplodere som fyrværkeri mod den mørke himmel, hørte bombernes dumpe fald og maskingeværernes knitren.

Første gang, vi oplevede det, var sygeplejerskerne lidt blege om næsen, og knæene ikke helt stabile. Men da den første forskrækkelse og de første forfærdelige indtryk havde sat sig, tog de det alle med mønsterværdig ro, og alt fungerede som planlagt. Når sirenerne nu sætter ind om natten med deres jamrende hylen, og hospitalets telefoner kimer luftangreb, så vågner alle bygninger, dørene klaprer, og løbende fødder høres på gange og ned ad trapper. Den sidste uniformsknap knappes, og frakke, tæpper og puder smides over armen i tilfælde af, at vi skal blive længe i den kølige kælder.

Når afblæsningen kommer, løber man op, haster af tøjet og kryber hurtigt i seng. Lyder sirenerne for anden gang den nat, så smutter vi igen i tøjet, som ligger så parat, som tænkes kan. Under dette andet natlige ophold i kælderen får kanonerne væggene til at ryste, og vinduerne klirrer. Men humøret stiger flere grader, når en eller anden laver kaffe til hele sværmen. På afdelingerne går alt, som det skal. Patienterne er forholdsvis rolige og fornuftige under disse oplevelser, enten de bliver på afdelingen eller kommer i tilflugtsrum.²

De hyppige luftalarmer sled på personalet, for de skulle møde til almindelig tid og arbejde 9-10 timer næste dag.

”Det er strengt at våge om natten og arbejde om dagen. Derfor er det en stor fordel at have sengepladser (madrasser), samt rigeligt med bænke i tilflugtsrummene. … Man bliver uoplagt og irritabel. Mange mennesker her på sygehuset har da også under sådanne perioder indrettet sovesteder i kælderen. De påstår, at de meget hellere vil sove på en madras på kældergulvet en hel nat igennem end fare i og af tøjet, op og ned ad trapperne et par gange om natten”.²

Inger Rasmussen var elev på Aalborg Amtssygehus under krigen og bekræfter meget af det, der er beskrevet ovenfor. Også, at de mange luftalarmer sled på eleverne, der til sidst prøvede at undgå at skulle i kælderen, hvis de ikke var udpeget til at møde på afdelingen. ”Vi elever blev bare oppe i sengene. Afdelingssygeplejerskerne opdagede selvfølgelig, at vi ikke gik ned, og så blev der indført kontrol. Når vi kom ned, kom overportøren og talte, om vi nu var der allesammen. Vi sagde, ”Bare han snart ville komme, bare han snart ville komme”. For lige så snart han var gået om hjørnet, så listede vi op i seng igen. Herregud, hvis der faldt en bombe, hvad beskyttede dog det der ekstra loft”.³

På Thisted Sygehus vest for Aalborg var situationen den samme. Flere gange var der alarm to-tre gange om natten, og ordren lød, at patienterne skulle gøres klar og hjælpes i kælderen. Der var ingen hjul under sengene, så eleverne bar dem ned i tilflugtsrummet, og de patienter, der ikke ville i kælderen eller ikke kunne flyttes, fik sengene båret ind i midten af rummet, væk fra vinduerne. Det var obligatorisk for alt personale, der ikke skulle blive på afdelingen, at gå i kælderen. Elly Trillingsgaard, elev i 1943-46 husker, at ”det var grusomt. Nogen gange var vi af sted to, tre gange om natten.

Til sidst havde vi ingen øjne om dagen, når vi skulle op og arbejde. Det var hårdt. På et tidspunkt havde nogen brugt brandstigen for at komme op at sove, og det var afskedigelsesgrund. Vi var fuldstændig ligeglade, for vi kunne ikke se ud ad øjnene. Alle kneb gjaldt for at komme op og få noget søvn. Jeg turde ikke, jeg var en meget forsigtig lille pige. Det var de mere dristige, der gjorde det”.⁴

Det har været tilsvarende slidsomt for patienterne at blive vækket og bakset rundt med flere gange i løbet af natten. Der var dog enkelte større børn, der syntes, det var spændende. Kirstine Christiansen på Bispebjerg Hospital var elev på en afdeling for større børn, ”og en nat var vi nede tre gange. Så kom der en dreng og sagde, ”Det er min skyld, for i min aftenbøn bad jeg om, at vi ville få luftalarm”. Han syntes, det var spændende. Men det var det ikke, når vi skulle ned så mange gange”.⁵

På de sygehuse, der lå i nærheden af de udsatte mål for de britiske fly, opretholdt man tilsyneladende disciplinen under luftalarm hele krigen. På Rigshospitalet i København mindes Valborg Lægteskov-Carlsen, at de patienter, der kunne, ”skulle have tøj på og gå ned i kælderen. Så sad vi dernede en to, tre timer med dem, til der blev blæst af. Så måtte vi gå op med dem og tage tøjet af dem og lægge dem i seng igen. Derefter måtte vi gå over at sove.

Men vi mødte jo klokken syv om morgenen alligevel, selvom vi havde siddet med patienterne i tre timer om natten. De patienter, der var sengeliggende, blev flyttet væk fra vinduerne. Dem gav vi et vandfad på hovedet, og så fik de en træspatel i munden, så de ikke fik tungebid. Det delte vi ud, og så flyttede vi dem væk fra vinduerne”.⁶

På de mindre udsatte steder opgav man hurtigt at få alle patienter i kælderen hver gang, der var luftalarm. Ofte blev det hele alligevel afblæst, før alle var kommet ned. I stedet indskrænkede man sig til at rykke patienterne væk fra vinduerne for at beskytte dem mod eventuelle glasskår. Måske fik de udleveret et vandfad til at tage over hovedet som en primitiv beskyttelseshjelm. På Gentofte Amtssygehus gik de pragmatisk til værk. Karen Margrethe Hansen fortæller, ”Vi havde vandfadene, og så måtte de dække. Vi kunne jo ikke køre ned med elevatoren med mere end tredive patienter på hver afdeling, så patienterne blev på afdelingen. Vandfadene stod ude på gangen. Så kunne man lige tage dem og smide dem ind til patienterne. Det var sjældent, der var luftalarm over sygehuset”.⁷

Endelig var der sygehuse, der ikke fandt nogen grund til at gøre de store anstalter, fordi der generelt ikke skete ret meget. Som på Slagelse Sygehus, hvor Minna Jensen var elev, ”Luftalarmen var altid meget kortvarig i Slagelse, det var kun overflyvninger. Da der blev bombet i Kiel, fløj englænderne over Slagelse og ned over Korsør. Da var der meget tit luftalarm, men det var altid kortvarigt, så blev det afblæst igen. Vi bad ikke patienterne om at rykke sammen og gav dem ikke vaskefade på hovedet. Det eneste krav var, at vi skulle tage tilbage til hospitalet, hvis vi var i byen, og der var luftalarm. Vi skulle tilbage for at hjælpe, hvis der skete noget. Jeg oplevede aldrig, at der blev bombet i nærheden af Slagelse. Der var fredeligt”.⁸

Referencer

1. Christensen, Claus Bundgaard. Lund, Joachim, Olesen. Niels Wium, Sørensen 2015, Danmark besat, Krig og hverdag 1940-45 side 364-369
2. Tidsskrift for Sygepleje 1940 nr. 32 side 535-540: Erfaringer fra et dansk Sygehus under Luftangreb
3. Interview nr. 40. Elev på Terndrup Sygehus og Aalborg Amtssygehus 1940-43 reg.nr. 000535A030
4. Interview nr. 41. Elev på Thisted Sygehus 1943-46 reg.nr. 000535A018
5. Interview nr. 3. Elev på Bispebjerg Hospital 1938-41 reg.nr. 000535A033
6. Interview nr. 33. Elev på Rigshospitalet 1942-45 reg.nr. 000535A047
7. Interview nr. 11. Elev på Gentofte Amtssygehus 1944-47 reg.nr. 000535A032
8. Interview nr. 38. Elev på Slagelse Sygehus 1941-44 reg.nr. 000535A041

Varemangel på sygehusene.

Da Danmark blev besat lukkede grænserne for import og eksport, så der kom hurtigt rationering på forskellige varer. I løbet af de 5 år besættelsen varede bredte rationeringen sig, og opfindsomheden var stor for at finde erstatninger for de forskellige ting. Det gjalt også sygehusene.

Danskerne skulle efter tyskernes besættelse vænne sig til en hverdag, hvor det var helt almindeligt at medbringe rationeringsmærker, hvis man gik på restaurant, blev inviteret til en sammenkomst, eller blev indlagt på sygehuset. Også de ansatte på sygehuset skulle aflevere deres rationeringsmærker til sygehusets administration.²

Kaffe og the var som nævnt blevet rationeret kort før jul i 1939. Kort efter den 9. april fulgte i rask takt sukker, kakao, margarine, petroleum og brød. En vare som margarine havde indtil nu været danskernes foretrukne fedtstof i madlavningen, men da det blev fremstillet af importerede olier, forsvandt det helt i 1942, og man måtte bruge de sparsomme mængder smør, man fik tildelt. Sæbe blev rationeret i 1941 og blev yderligere skåret ned gennem hele krigen. Samtidig blev det nødvendigt at strække den med stigende mængder af ler, der til sidst udgjorde 80% af et stykke sæbe.^3,4

Tekstilvarer blev før krigen fremstillet af importeret bomuld og uld. De første krigsår kunne det gå an, for folk sled på det, de havde skaffet før krigen. Efter 1942-43 begyndte det at knibe, og kvinderne blev mestre i at vende tøjet, så vrangen kom til at vende udad, og at stoppe og lappe i en uendelighed. I stedet for bomuld og uld blev der eksperimenteret med hjemlige produkter som hør, brændenælder, siv og andre plantedele. Produktet blev kaldt celluld og kradsede infamt. Det holdt heller ikke formen, og det enten krøb eller udvidede sig efter vask. Et andet produkt var kradsuld, der var fremstillet af opkradsede uldklude.⁵

Brændsel blev også rationeret. De færreste havde elektrisk komfur, det normale var et gaskomfur eller et bord med et par gasapparater. Fra 1942 blev gassen rationeret, og høkassen blev et fast element i alle private køkkener, og aviser og ugeblade kappedes om at bringe opskrifter på gasbesparende madretter.⁶ De allerfleste husstande fyrede med kul eller koks, der hurtigt forsvandt fra markedet. I stedet tog man til takke med dansk tørv og brunkul, der ikke gav meget varme.

Et sygehus har brug for store mængder sengetøj, patienttøj og alt, hvad der hører til, specielt dengang, hvor patienterne havde fast sengeleje og var indlagt i meget lang tid. En seng blev redt op med et underlagen, stiklagen, overlagen og et uldtæppe. Dertil kom en eller flere hovedpuder med pudevår. Selv om man kun skiftede sengetøj en gang om ugen, skulle der vaskes og bruges meget linned.

Anna Marie Kjøller var fra 1942 til -43 elev på Nexø Sygehus, og derefter to år på Åkirkeby Sygehus på Bornholm, så hun havde et sammenligningsgrundlag. På Nexø Sygehus manglede der ikke noget. Oversygeplejersken havde forberedt sig op til besættelsen, og hun var dygtig til at købe ind. På Åkirkeby Sygehus derimod, ”var der mangel på ALT. Der var ingenting, der var orden på. Når der kom en ny patient, skulle vi først ud og råbe på portøren, der var et eller andet sted ude i haven. Vi havde kun en portør. Han skulle finde en seng med madras”.

Så gik jagten ind på lagner og dynebetræk, og de måtte ud i vaskeriet for at se, om der skulle være noget. De uddannede assistenter gemte sengetøjet, så de havde til deres egne patienter. Anna Marie husker en kvindelig patient, der måtte ligge i det samme sengetøj i fem uger, fordi der ikke var noget at skifte med. Håndklæder og vaskeklude var næsten umulige at opdrive, så Anna Marie har flere gange revet en barneundertrøje op af skyllekaret i vaskeriet for at bruge den som vaskeklud.¹⁰

Elly Trillingsgaard var elev på Thisted Sygehus i 1943-46. Her kneb det med sengetøj i de sidste krigsår. Der måtte patienterne ligge i det samme linned, til personalet ikke kunne holde ud at se på det, selv om de prøvede at vende det op til flere gange. Stiklagnerne var lavet af erstatningsstof i en meget dårlig kvalitet, der gik i stykker, når det blev vasket. ”Jeg ved ikke, hvad det var lavet af. Det var i hvert fald ikke holdbart. Der var knapt med alting, lagener og bleer, og det blev bare værre og værre.¹¹

Situationen var lidt den samme på Aarhus Kommunehospital. Her drøjede man på sengetøjet ved systematisk at bruge det lange stiklagen, der lå på tværs midt i sengen, fra en ende af. Efterhånden som det blev plettet af både det ene og det andet, trak man i det fra den korte ende og rullede det sammen under madrassen. Først når hele stiklagenet var brugt, måtte det blive skiftet. Indimellem blev pudebetrækkene skiftet, mens underlagnet som regel fik lov til at blive på, til patienten blev udskrevet.¹²

Andre steder huskes situationen ikke helt så slem, men om det skyldes, at der var hamstret sengetøj før krigen, om den indkøbsansvarlige havde gode forbindelser, eller at man på det tidspunkt bare havde vænnet sig til varemanglen, er ikke til at afgøre. Til sidst var meget af sengetøjet skiftet ud med celluld, så kvaliteten var meget ringe.¹³

Forbindinger var også en mangelvare. Den form for selvklæbende forbindinger, vi kender i dag, var endnu helt ukendte, så der blev brugt kilometervis af gaze-, lærreds- og elastikbind. Inden krigen brugte man også at vaske bind og rulle dem op i hånden, men under krigen blev selv det mest tilsølede gazebind vasket og genbrugt, til det faldt fra hinanden.

Mange sygeplejersker fra den tid fortæller om den endeløse og uappetitlige sortering af brugte forbindinger og den efterfølgende oprulning efter vask. I alle ledige stunder på afdelingen blev der rullet forbindinger og trillet bjerge af tamponer. Der blev også fremstillet nye forbindinger af cellstof, som eleverne klippede til.

Ellen Aunsbjerg Bertelsen på Vejle Amts og Bys Sygehus husker, at ”cellstof var noget slaskeværk. Vi vaskede det ud og rullede det op. Til sidst brugte man det stof, man kunne få”.¹⁴ På et tidspunkt fik man forbindinger af groft crepepapir, der gik i stykker for et godt ord.¹⁵ Papirbindene blev brugt igen og igen, og hvis der var for meget snask på dem, blev det lige klippet af. Det blev dog kun genbrugt til den samme patient.¹⁶

Eleverne skulle passe godt på kviksølvtermometrene, for det var nærmest umuligt at få nye. Rigmor Kildemoes havde på Gentofte Amtssygehus en elevkammerat, der kom til at koge alle termometrene i stedet for at vaske og spritte dem, og der var ikke flere. ”Så fik vi nogle små bitte nogen. Dem kunne man ikke måle noget som helst med”.¹⁷ Hvad straffen blev for den ulykkelige elev, ved vi ikke, men at man skulle skældes ud for et uheld, var den gang en selvfølge”.¹⁸ Fra Rigshospitalet ved vi, hvordan det gik for sig, når en ulykkelig elev havde forbrudt sig.

”Røg der et termometer, stod den på larm og lidelser. På grund af krigen kunne man ikke skaffe nye. En af mine holdkammerater kom med en flot bevægelse til at smadre en hel stribe på én gang, og hun gik, om man så må sige, ”fra hånd til hånd”: Først til afdelingssygeplejersken, så plejemor(Forstanderinden), og så endte hun hos forvalteren”.¹⁸

Den tids injektionssprøjter var af glas og rustfrit stål og blev kogt og genbrugt. Også kanylerne blev slebet og genbrugt. Da det var svært at få nye sprøjter, var der strenge ordrer om at passe godt på dem. Det gik dog nemt galt, fordi man glemte dem, og de kogte tørre. Det holdt glasset ikke til, og sprøjten var ødelagt.¹⁹ På Gentofte Amtssygehus var der på et tidspunkt mangel på janetsprøjter, store 200 ml-sprøjter til at skylle med. Eleverne fik ordre på at passe ekstra godt på dem.

Rigmor Kildemoes kom dagen efter til at koge jeg en tør. ”Så måtte jeg stå nede ved indgangen, hvor overlægen kom ind, og få skældud af ham. Jeg hulkede, som jeg ved ikke hvad. Han rystede bare bedrøvet på hovedet ”Stakkels lille fjols””.¹⁸

Maden på sygehusene under besættelsen varierede fra sygehus til sygehus, hvor man var dybt afhængig af den regerende økonoma. Hvad man syntes om maden, afhang også af,  hvad man har været vant til førhen. Hvis man kom fra et hjem med seks søskende, så spiste man, hvad der kom på bordet. Hvis man derimod havde tjent i et herskabshjem, var man måske blevet lidt forvænt. Dertil kommer, at mad er noget, alle har en mening om, og kosten på det samme sygehus får da også vidt forskellige vurderinger.

Det, der blev serveret, afspejlede, hvad man spiste i det øvrige land. Maden blev ”strakt” med mættende forretter i form af grød, havregrød, byggrød, grøntsags- og mælkesupper. Hovedretten bestod ofte af farsretter, og som det var påbudt af Varedirektoratet, var der en kødløs dag om ugen, hvor den stod på for eksempel rødbede- eller selleribøf.²⁰

Kaffen var erstatningskaffe, teen af hyben- eller æbleblade, og i takt med at besættelsen trak ud, kom der flere og flere erstatningsvarer. Kaffen var nok det, de fleste savnede mest. Før krigen var folk vant til at drøje de dyre kaffebønner med kaffetilsætning, Richs eller Danmarks, som fortsat var i brug under krigen. For at erstatte selve kaffen eksperimenterede folk derfor med egne kaffeerstatninger.

Laura Bundsgaard, der var elev på Skive Sygehus, oplevede, at kaffen der blev lavet af rugkerner, der blev tørret i ovnen og hakket fint. Det smagte ikke godt. Man drak det, fordi der var ikke andet. Te lavede man af for eksempel solbærblade fra køkkenhaven. ²¹

På Haderslev Amtssygehus, hvor Birgit Jacobsen var elev 1943-46, bestod morgenmaden af havregrød eller øllebrød, og der var rugbrød og franskbrød med æblete eller erstatningskaffe til. Middagsmaden var tung, frikadellerne gode, og de var dygtige til at lave kål. Grønkålssuppen og hvidkålssuppen var god, og de gule ærter virkelig gode. Hvor de fik kødet fra, står hen i det uvisse, men det manglede ikke.⁹

På Aarhus Kommunehospital stod det værre til, hvor Else Nielsen, der var elev 1943-47, beskriver maden som decideret dårlig. Personalet og patienter fik det samme. Til middag klokken 12 blev der serveret to retter mad, der bestod af grød, saftsuppe eller kærnemælkssuppe og så en kødret, nogle dage kom kødretten først og så frugtgrød. På den kødløse dag var der fisk, dampkogt fisk, der smagte, som om den havde ligget for længe. Det var aldrig stegt og lækker fisk.

Der kom klager over al den dampkogte mad, der gjorde al mad smagløs og udpint, og hvis der var grøntsager, var de dampkogt til ukendelighed. Kødretten kunne være frikadeller, medisterpølse eller hakkebøf, et stykke til hver. Økonomaen satte ikke for meget frem ad gangen og holdt nøje øje med, at ingen tog mere end et stykke. Kartofler og sovs ad libitum. Der var ingen lækkerier, og der var ikke noget, der gav fylde, så eleverne gik ind i mellem sultne fra bordet.¹³

På Nexø og Åkirkeby Sygehus fik de god og solid mad med bornholmske egnsretter. Til middag var der en kød- eller fiskeret og for eksempel grød til dessert. Det var kutyme på landets sygehuse, at der blev stillet mad frem til nattevagtseleverne. For Anna Lise Kjøller kunne det være lidt af en prøvelse midt om natten at skulle spise opvarmet kogt torsk med gudhjemmedyppe og kartofler, og som dessert en gang bygvandgrød med sukker og mælk. De to retter hørte åbenbart sammen. Det var en stående ordre, at de skulle spise deres natlige måltid, noget eleverne ordnede ved at skylle en passende portion ud i toilettet.¹¹

På Vejle Amts og Bys Sygehus blev maden i spisestuen strengt rationeret. Anna Dorthea Pedersen, der var elev 1944-47, kunne hver dag i spisestuen læse på et skilt, hvor meget hun måtte spise, hvor mange boller hun måtte tage af suppen, og hvor meget hun måtte få af resten. Til gengæld var der kartofler og rugbrød nok.

Som et ekstra raffinement brugte køkkenet fåretælle til at stege i. Da eleverne boede oven over køkkenet, havde de altid lugten af gammel fåretælle hængende på værelserne. Det værste var, når der blev stegt fisk i det. ”Vi talte sommetider om, om vi ikke skulle smide det ud, inden de fik det brugt.”²²

Den ensformige madplan kunne godt tage på humøret, og eleverne trøstede sig med diverse krigsopskrifter om aftenen oppe på elevværelserne. Æggesnaps, æggeblomme rørt med sukker, var yderst populært. Der var æg nok, så man organiserede nogle æg på afdelingen. De havde selv lidt sukkermærker, og nogle fik også sukkermærker hjemmefra. En anden populær spise var hjemmelavet karamel, fremstillet af kaffefløde fra afdelingen og sukker, der blev smeltet over gasblusset. Arme riddere af franskbrød, stegt på panden og drysset med sukker var en tredje. Brødet blev smuglet fra afdelingen i forklædelommen. En sidste variant var havregrynskugler tilberedt af havregryn, erstatningskakao, æg og sukker. Det blev rørt sammen og spist som chokolade. Når der ikke var andet, klarede man sig med havre- eller æblegrød.²⁶

Hospitalssprit

Hospitalssprit var nemlig en eftertragtet vare. Det kunne nemlig bruges til andet en at desinficere med. Den kloroform man tilsatte hospitalsspritten for at gøre den udrikkelig, kunne forholdsvis nemt fjernes, og så kunne spritten bruges til at fremstille likør.

Minna Jensen, som var elev på Slagelse Sygehus 1941-44, fortæller, at når der var kommet en tønde sprit til hospitalet, kom der en tolder. Han tilsatte kloroform, så det ikke kunne drikkes. Hun fortæller videre: ”Der var nok hospitalssprit, så der kunne også blive lidt til likør en gang imellem. Vi lavede det selv, det var meget udbredt. Jeg tror ikke, der er ret mange sygeplejersker, der ikke har prøvet det. Man dampede kloroformen af ved at varme hospitalsspritten op over en spritflamme. Ellers faldt man i søvn, hvis man drak for meget af det. Alle gjorde det, også lægerne”.²⁷

Der var flere fantasifulde måder at få fat i spritten. Inger Rasmussen var elev på Aalborg Amtssygehus, hvor de havde store glasballoner med hospitalssprit i, og der blev passet godt på dem. ”Engang, da vi skulle i nattevagt, fik vi besked af en afdelingssygeplejerske. Vi kom til at tale om hospitalssprit, og hun sagde, ”Man skal bare passe godt på. Når man koger det, skal man have et grydelåg parat til at lægge over. For der kan godt gå ild i det. Det skal bare brændes af. Jeg kan se, at der er nogen, der har taget noget af det, men nu skal I bare se. Nu sætter jeg en sort streg her. Så kan jeg se, hvem der har stjålet det ud fra, hvem der har været på vagt”.

Da hun var gået, tog jeg en flaske og fyldte op, og så flyttede jeg stregen og gjorde mig meget umage med at få den til at ligne den, hun havde lavet. Man lavede likør af spritten med noget ekstrakt, man købte på apoteket og kom i. Så var der den herligste likør. Jeg lavede kun likør en gang. Jeg kunne ikke lide det”.¹⁷

Hospitalssprit til mere traditionel brug var til at få under besættelsen, men der blev sparet på den. Som supplement havde man fade med kloramin eller fenosalyl stående til at desinficere hænderne i.²⁶

Tøjet, skoene og frisuren.

Eleverne havde den fordel frem for resten af befolkningen, at de altid skulle gå i uniform. Det sparede dem for nogen af de problemer, andre havde med at skaffe tøj. En af eleverne gik på sy-kursus og fik erfaring med celluld. ” Det var et mærkeligt stof at arbejde med. Man kunne ikke stryge et læg, man kunne ikke få det, som man ville have det”.²⁸ Til gengæld skulle de selv købe sko, og der var ikke meget at få. Til sidst blev sko fremstillet af fiskeskind^29, og sålerne var af træ. Det var ikke velset på Aarhus Kommunehospital, hvor der blev hængt et skilt op uden for de stuer, hvor der lå en dårlig patient, ”Gå stille. Tal sagte”. Eleverne fik dog tilladelse til at bruge skoene i dagvagten, men ikke i nattevagten. Det er på den tid, udtrykket ”klip-klapper” opstod.¹³

Frisurerne på den tid var kunstfærdige og gerne med krøller. Vejen til den fine frisure var toiletpapir, som blev brugt til at lave papillotter af. To stykker papir blev snoet sammen, det våde hår rullet op om det, og så knyttede man papirstrimlen rundt om. Det sov man med, og næste morgen havde man de fineste krøller. Det gik ud over beholdningen af toiletpapir på sygehuset, som løste problemet ved at tildele hver elev en egen rulle toiletpapir, så de selv kunne holde hus med det”.¹³

Strømper var et kapitel for sig. Det var obligatorisk at gå med strømper til uniformen, også om sommeren. Under krigen blev det et problem, for strømperne blev hurtigt rationeret. Minna Jensen fortæller om trængslerne på Slagelse Sygehus, ”Man fik strømpemærker, og man fik kun to par strømper om året. Det var de der silkestrømper, som blev sat fast i en hofteholder.

Vi måtte ikke gå barbenede, og vi måtte ikke gå med ankelsokker, vi skulle gå i lange strømper og lukkede sko. For en sygeplejerske, der går meget og går stærkt, batter to par strømper om året jo ingen vegne. Så måtte man lære at maske op, men jeg har også været med til at forsåle mine strømper. Da tog man det øverste stykke, det var lidt mere fast, og klippede det af. Så klippede man sålen af strømpen af og syede det faste stykke på i stedet. Strømperne så forfærdelige ud til sidst. Kjolen skulle gå atten centimeter fra gulvet, så man ikke kunne se ret meget af strømperne. Tænk om sommeren, hvor man blev rigtig godt solbrun på benene, hvorfor i alverden måtte man ikke gå barbenet?”.³⁰

Opmaskning af strømper blev en fast fritidssyssel for elever og sygeplejersker. Der var opmaskningsbureauer ude i byen, som man ser det i ”Matador”, men med en skrabet elevløn var det nødvendigt at anskaffe sig en speciel hæklenål til opmaskning.

Elly Trillingsgaard på Thisted Sygehus hadede det. ”Det var forfærdeligt. Oversygeplejersken blev tosset, hvis vi havde synlige stopninger. Vi skulle maske op dengang, men det var ikke alt, der kunne maskes op, og så kom der er en stopning. Så fik vi skæld ud. Vi kunne kun få strømper i sæbehuset, de var billige, og de var med søm bagpå. Den skulle sidde lige. Vi kunne ikke få strømper nok, så vi maskede op, jeg duede ikke til det. Det var der mange, der ikke gjorde. Men det gik alligevel”.¹²

Det var ikke alle steder, man holdt så stramt på strømpepligten. På nogen sygehuse måtte oversygeplejersken bøje sig og tillade bare ben om sommeren, selv om det blev betragtet som ret vovet. I stedet gik sygeplejersker og elever i hvide ankelsokker, og i fritiden tog de solbad for at få lidt farve på benene 21^, 27”. Hvis man ikke havde brune ben, kunne de farves på anden vis, ”Der var en afdelingssygeplejerske, der malede sine ben med jod, for at det skulle se ud, som om hun havde strømper på. Det så meget mystisk ud”.²

Modstandskampen

Der er mange beretninger om sygeplejeelever,  der var med til at tage sig af forbipasserende modstandsfolk, der for kortere eller længere tid havde brug for en seng at gemme sig i. Flere elever delte illegale blade rundt, og der er kendskab til i hvert fald en sygeplejeelev på Frederiksborg Amts Centralsygehus i Hillerød, der var medlem af en modstandsgruppe og systematisk gemte jøder og modstandsfolk på sygehuset.

Sygeplejeleverne blev som regel ikke informeret om det illegale arbejde, selv om det var åbenlyst, at der foregik noget. Eleverne blev så vidt muligt beskyttet og holdt udenfor. På Rigshospitalet opfordrede forstanderinden, Eli Magnussen eleverne til at holde sig fri af modstandsbevægelsen. Hun vidste, hvad hun talte om, for hun var selv aktiv modstandskvinde og blev i 1944 taget af Gestapo og interneret først i Horserødlejren og senere i Frøslevlejren.⁵

Det er velkendt, at de københavnske hospitaler i stor stil blev brugt til at gemme modstandsfolk. Bispebjerg Hospital nok mest på grund af den storstilede organisering, der blev opbygget i forbindelse med jødetransporterne i 1943. De andre store hospitaler i København var imidlertid også dybt involverede.⁷

På Rigshospitalet kom eleverne i direkte kontakt med de modstandsfolk, der kom igennem på gennemrejse mod Sverige. Valborg Lægteskov-Carlsen var elev i perioden 1942-45, og hun havde en del med dem at gøre. ”Frihedskæmperne kom ind igennem vagten med en seddel om, at de lige skulle indlægges en dag eller to, så tog de af sted igen.

Hvis vi havde aftenvagt, fik vi en seddel af vores afdelingssygeplejerske, ”I skal bare lige tage temperatur og give dem mad, og så skal I ikke gøre mere. De er væk i morgen.” Tit var de trætte og søvnige og trængte til et bad, fordi de havde været under jorden i lang tid. Vi behandlede dem, som om de var patienter. De fik lidt god mad, hvis vi havde noget lækkert, ellers mælk eller et blødkogt æg, noget vi lige kunne tage i isskabet. En gang i mellem fik de en madpakke med og en flaske vand.

Vi ønskede dem god tur, for vi vidste, at de skulle til Sverige næste dag. Som regel sagde de bare, ”Vi ser jer ikke mere, så farvel.” Der kom nogle portører og ambulancer, der kørte dem til kysten, og de blev sejlet over. Vi fik aldrig at vide, hvad de hed eller noget, det skulle vi heller ikke vide. De lå i patienttøj på hospitalet, og når de var taget af sted, lå bare patienttøjet tilbage”.⁴

Edna Mikkelsen var elev på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg, hvor der blev skjult mange, der var på flugt.

”Frihedskæmperne blev sommetider læsset af om aftenen på Diakonissestiftelsen. Kort tid efter forsvandt de. Nogen havde sørget for, at de kom ind på hospitalet og blev skjult på det øverste loft. De skulle jo have noget at spise, og de spiste på skolegangen. Der havde jeg til opgave at gøre rent. Jeg vidste godt, der var frihedskæmpere, men man så dem aldrig. Når de havde spist frokost, noterede jeg mig, at de spiste mange æg. Det var ikke noget, vi andre fik ret tit, det var jo sparsomt med alt den gang. Hvis der så var et æg eller to til overs, når hele flokken fra loftet var forsvundet, så tog jeg og min elevkammerat hver et æg og spiste det”.

"Det mærkelige var, at man engang i mellem kunne høre støj helt oppe på loftet, men man så aldrig nogen. Engang, da jeg havde fået et værelse på tredje sal, lukkede jeg lige døren op og skulle ud. I samme øjeblik var der en mand i værelset ved siden af, der også lukkede døren op, og han lukkede den så hurtigt, at jeg ikke nåede at se ham rigtigt. Jeg havde bare en fornemmelse af, at det var en mand, ikke mere. Sådan har de altså boet imellem os, men ledelsen sørgede for, at det var skjult for os. Det var vi tilfredse med, for vi vidste jo godt, at det ikke var noget, vi skulle vide."

Som yngste elev fik jeg at vide, at hvis klokken ringede på stue 3, der var en af de store enestuer, så måtte jeg ikke tage den, jeg skulle bare lade som ingenting. Så vidste jeg, at det var en patient, der skulle skjules. Sådan var der forskellige ting. Der var krig, og vi var opdraget med, at sådan var tingene, og det måtte man finde sig i”.⁸

Gentofte Amtssygehus lidt nord for København fungerede ikke bare som en flugtrute, men også mere eller mindre som modstandshotel. Nogen frihedskæmpere flyttede helt enkelt hjemmefra og ind på sygehuset.¹⁰ De boede som regel på afdelinger i stueetagen, så de kunne bruge vinduerne til at komme ind og ud. ”De hoppede ud om aftenen for at gøre det, de skulle. Så kom de hjem igen, fik mad og et bad - som et bedre hotel. Indimellem havde man på afdelingen fem, seks stykker boende, det havde de på flere afdelinger. Vi gjorde skam et pænt stykke arbejde med alt det der”.¹¹

Afdelingerne havde forskellige koder til at markere den slags ”patienter”. På en afdeling lå der temmelig mange, der bare havde et kryds på tavlen. Det dækkede over en skjult modstandsmand eller en på flugt. ”Vi fik aldrig noget at vide om de patienter. ”Den diagnose der, den går vi let hen over, det er det sædvanlige”, og det var så det. Nogen af dem havde dårlige nerver, hvilket jo ikke er så sært, eller maveproblemer, hvad der heller ikke er så underligt, og forhøjet blodtryk. Man gjorde ikke noget ved blodtryksforhøjelse dengang. Der var en afdelingssygeplejerske på en afdeling, hvor vi aldrig lagde patienter med krydser. Vi havde indtryk af, at hun var ret glad for tyskerne. Hun var fra Sønderjylland og var sønderjyde, men ikke til den gode side. Der lagde vi aldrig patienter af den slags. Jeg var også på hendes afdeling og havde fået at vide, at ”Der taler man ikke”. Man talte selvfølgelig med hende, men kun fag, ikke noget som helst andet. Aldrig politik”.¹⁰

Afdelingerne havde forskellige koder til at markere den slags ”patienter”. På en afdeling lå der temmelig mange, der bare havde et kryds på tavlen. Det dækkede over en skjult modstandsmand eller en på flugt. ”Vi fik aldrig noget at vide om de patienter. ”Den diagnose der, den går vi let hen over, det er det sædvanlige”, og det var så det. Nogen af dem havde dårlige nerver, hvilket jo ikke er så sært, eller maveproblemer, hvad der heller ikke er så underligt, og forhøjet blodtryk. Man gjorde ikke noget ved blodtryksforhøjelse dengang. Der var en afdelingssygeplejerske på en afdeling, hvor vi aldrig lagde patienter med krydser. Vi havde indtryk af, at hun var ret glad for tyskerne. Hun var fra Sønderjylland og var sønderjyde, men ikke til den gode side. Der lagde vi aldrig patienter af den slags. Jeg var også på hendes afdeling og havde fået at vide, at ”Der taler man ikke”. Man talte selvfølgelig med hende, men kun fag, ikke noget som helst andet. Aldrig politik”.¹⁰

Der var flere læger og sygeplejersker på Gentofte Amtssygehus, der var involveret i modstandskampen. Gestapo vidste godt, at der foregik en del, og indimellem følte nogen af de involverede jorden brænde under sig. På et tidspunkt var både overlægen og oversygeplejersken på en afdeling gået under jorden”.⁸ En gang i mellem blev en af sygeplejerskerne hentet af Gestapo i en vagt. ”Gestapo gik bare ind på sygehuset. Jeg arbejdede sammen med en sygeplejerske på afdeling D2, som pludselig forsvandt. Hendes forlovede var der også, og de tog dem begge to på sygehuset. Så manglede der jo en på afdelingen, og jeg blev kaldt op, ”De skal i vagt”. Så var det bare om at komme i kludene, et par trusser og en uniform, det var om sommeren. Så slør på og ned ad trapperne fra femte sal og over på afdelingen. Der var luftalarm, og så måtte man ikke gå ud på terrænet, men skulle gå igennem kældrene”.¹⁰

Indimellem stod en af eleverne alene ansigt til ansigt med Gestapo, når de kom for at hente nogen. Karen Margrethe Hansen havde en ubehagelig oplevelse på medicinsk afdeling F3. ”Overlægen og nogle reservelæger sov i et depotrum for enden af afdelingen. De havde fået trusler og måtte gemme sig, men hvad der foregik blandt lægerne, vidste man ikke. Andet end at der skete noget. Så kom der besked fra portvagten, ”Gestapo er på hospitalet”. Det gik som en løbeild. Jeg tænkte, ”Nu er rådne æg dyre, hvad gør du, hvad gør du?”

Vi havde noget, der hed Kreosot, som lugter ganske forfærdeligt. Jeg skyndte mig ud og smed det foran døren, så det stank ad helvede til. Da Gestapo kom op på min afdeling, sagde jeg, ”De må endelig ikke lukke den dør op, for der er et dødsfald, jeg har et lig stående, og der er ingen mørklægning”. Nå, så måtte de jo gå. Men jeg skal love for, at mit hjerte hamrede, og jeg havde det ikke ret godt, før de var gået”.¹⁰

Ellen Aunsbjerg Bertelsen var sygeplejerske på epidemiafdelingen på Odense Amts og Bys Sygehus. ”Det var dejligt, det var betryggende at være der. Frihedskæmperne kom ind og ud. Der kom ingen tyskere på epidemiafdelingen, for det var meget smitsomme sygdomme”.

Ingen talte om, hvordan hele dette netværk af frihedskæmpere og hjælpere fungerede, men det virkede meget organiseret. ”En søndag eftermiddag kom der pludselig nogle Falck-folk. Vi tænkte, ”Hvad kommer de efter?”, men der var ingen, der sagde noget. De gik lige op til en frihedskæmper, lagde ham på en båre, og så gik de med ham. Der var ikke én, der sagde et ord. Falck-folkene tog ham med sig, for at han ikke skulle blive taget af tyskerne. Det var mærkeligt, for der var ingen, der organiserede noget. Der var ingen, der vidste noget om det.

Der var ingen, der spurgte om noget. Heller ikke oversygeplejersken. De har sikkert haft aftaler, men der var ingen, der sagde noget. Det var bare mærkeligt. Det gled. Det var en mærkelig tid at leve i. De kom ind med ambulancer og blev hentet i ambulancer. Indimellem blev de hentet om aftenen eller om natten, men det kendte man heller ikke noget til. Så fik de noget tøj at tage på, det tog man ikke så nøje. Vi talte ikke meget med dem, for der var ikke en nat, hvor der ikke var luftalarm. I Odense var det frygteligt, det var næsten dagligt luftalarm. Både nat og dag”.¹²

”Tyskerne havde tortureret nogle af frihedskæmperne. Det var ganske forfærdeligt, så ilde tilredt mange af dem var. Tre af dem, vi fik ind, havde de sat ild til, hvordan ved jeg ikke. Huden hang, så vi kunne trække den af. Så må de have rullet dem i koks bagefter. Ved siden af sygehuset i Odense var der en stor plads, hvor man havde koks. Det var sådan noget koks-smulder, de havde rullet dem i. Det var sådan noget, vi pillede ud. Det var skrækkeligt. Vi kunne ikke få det ud, så vi prøvede at skylle dem med en sprøjte med vand, så vi kunne spule det af. Det var gået ind i kroppen. Jeg ved ikke, hvad der skete med dem, for jeg havde dem bare en nat”.¹²

På Vejle Amts og Bys Sygehus var der også livlig trafik af modstandsfolk, der var kendt af tyskerne. Anne Dorthea Pedersen var elev de sidste halvandet år af krigen, hvor modstandsaktiviteterne var på det højeste. ”Der var patienter om dagen, det vidste og vidste vi ikke, men de var der ikke altid om natten. De var i modstandsbevægelsen og var bare på sygehuset for at være gemt, det var almindeligt. De fejlede noget, de ikke fejlede om natten, det var vi klar over, men det var ikke noget, vi talte om”.

”Vi havde en indlagt, der lå på enestue. Pludselig fik en af reservelægerne en pistol i ryggen, og så måtte han vise tyskerne, hvor han lå. Jeg ved ikke, om de skød ham eller tog ham med sig. Det var voldsomt. Vi var altid bange. Det var nok det værste - at vi altid var bange”.¹³

Referencer

1. Christensen, Claus Bundgaard, Lund, Joachim, Olesen Niels Wium, Sørensen, Jakob 2015, Danmark besat, Krig og hverdag 1940-45 side 397
2. Lidegaard, Bo 2006, Kampen om Danmark 1933-1945 side 333
3. Auken, Aage. I: Svendsen, Aage 1946, Den hvide Brigade side 15-18
4. Interview. Elev på Rigshospitalet 1942-45 reg.nr. 000535A047
5. Magnussen, Jan 2014, Med mod, tålmodighed og kræfter. Om forstanderinde frk. Eli Magnussen side 77-106
6. Dansk Kvindebiografisk Leksikon http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1002/origin/170/ tilgået 07.10.2017
7. Zacho, Alfred. I: Svendstorp, Aage 1946, Paa de københavnske Hospitaler side 139-174
8. Interview. Elev på Diakonissestiftelsen 1945-48 reg.nr. 000535A014 
9. Dickmeiss, Vilhelm. Ondt vejr og godt vejr 1985 side 152
10. Interview. Elev på Gentofte Amtssygehus 1944-47 reg.nr. 000535A032
11. Interview. Elev på Gentofte Amtssygehus 1942-45 reg.nr. 000535A012
12. Interview. Elev på Vejle Amts og Bys Sygehus 1938-41 reg.nr. 000535A017
13. Interview. Elev på Vejle Amts og Bys Sygehus 1944-47 reg.nr. 000535A005

De hvide busser

De hvide busser var en enorm redningsaktion, der foregik i de sidste måneder af 2.verdenskrig. I første omgang var det et samarbejde  mellem Danmark og Norge for at hjælpe de danske og norske fanger i koncentrationslejrene. Senere gik svenskerne ind i samarbejdet med greve Folke Bernadotte i spidsen. 

Omkring 17-18.000 fanger blev befriet fra de tyske koncentrationslejre og kørt til det neutrale Sverige. Et ukendt antal danske sygeplejersker var med til at gøre den gigantiske redningsaktion mulig.

Den første aktion i december 1944

Den første aktion for at hente danske kz-fanger hjem til Danmark blev foretaget i dansk regi. Maja Foget, forstanderinde for Finseninstituttet i København, var med som sygeplejerske og beskrev kort tid efter hele turen.

Den 2. december 1944 blev hun ringet op af Dr. Juel Henningsen fra Sundhedsstyrelsen, der bad hende om at overveje, hvad det ville kræve af sygeplejefaglige ressourcer at hente 200 syge politifolk hjem fra koncentrationslejren Buchenwald.   

Den 5. december tog hun selv af sted sammen med en afdelingssygeplejerske fra Finseninstuttet, frk. Jensen. Det foregik med fire DSB-busser, en lastbil, tre ambulancer og en personbil. Kun en af chaufførerne, løjtnant Reedtz Funder fra Dansk Røde Kors, havde tidligere prøvet at køre i det krigshærgede Tyskland, hvor han havde kørt med Røde Kors-pakker til Buchenwald. Så han vidste, at det ikke var en turistrejse, de skulle ud på. De allierede fly gjorde vejene til et mareridt, og brændende og udbombede byer krævede hurtige ruteændringer.    

Maja Foget beskriver helt nøgternt og sagligt turen gennem det sønderbombede Tyskland med de engelske maskiner brummende i luftrummet. I Merseburg har et stort luftangreb ødelagt byen, og befolkningen er på flugt. Her må folkene i konvojen undslå at hjælpe, fordi de har en anden opgave.   

Vel ankommet til Buchenwald tager de imod de danske politifolk og kan ikke holde tårerne tilbage. Mange af fangerne er syge, så de går hurtigt ”stuegang” og får sorteret de mest medtagne ud til ambulancerne. Maja Foget beskriver detaljeret det udstyr, de har med, og i betragtning af krigens vareknaphed er de godt forsynede. Øl og bolsjer til de frigivne fanger er der også kommet med. Også tørklosetter. Maja Foget fortæller ikke om det her, men andre kilder beskriver, hvordan de danske tørklosetter var en nødvendighed på transporterne, hvor de fleste af fangerne havde voldsom diarré.   

Der var S.S.-bevogtning på alle vognene, dog ikke i ambulancerne. De frigivne politifolk måtte ikke fortælle om deres oplevelser i lejrene, så Maja Foget fortæller, at de ikke på det tidspunkt fik meget indblik i forholdene i lejrene. I Buchenwald havde de ikke fået adgang til selve lejren, men måtte pænt vente udenfor, indtil fangerne var blevet bragt udenfor og hen til busserne.   

Transporten ender i Frøslevlejren, hvor de foretager de planlagte karantæne-undersøgelser, blandt andet røntgenundersøgelser. Mange af fangerne kom hjem med alvorlig tuberkulose. På det tidspunkt var Frøslevlejren en interneringslejr, der var oprettet på dansk initiativ for at forhindre deportationer af danske fanger til tyske kz-lejre. Flere af de hjemvendte politifolk måtte i en periode bo i Frøslevlejren, og fangerne på denne første transport var nogle af dem.

Maja Foget fortæller, hvordan hun i Frøslevlejren tænker på Eli Magnussen, forstanderinde på Rigshospitalet, og som på det tidspunkt var interneret i lejren på grund af sin deltagelse i modstandsbevægelsen.

Maja Foget skriver, hvor mærkeligt det er at se den barak, hvor hun ved, at Eli sover - uden at have mulighed for at se hende. Eli Magnussen blev frigivet den 22. december 1944.  

Den 12.-19. marts 1945 var Maja Foget igen på en redningsaktion til Buchenwald. Her viste det sig, at der kun var en dansker tilbage, som de tog med. I stedet tog de så til koncentrationslejren Neuengamme, hvor de fyldte bilerne op og kørte fangerne til Frøslevlejren.

Maja Foget modtog i 1955 Røde Kors’ Florence Nightingale Medaljen for sin indsats i redningsaktionerne. Dansk Røde Kors begrundede tildelingen med hendes forbilledlige indsats, store arbejdsevne og varmhjertethed samt hendes tilsidesættelse af “enhver tanke på personlig risiko”.

Karantænestationerne.

I Padborg og Kruså blev der i 1944 oprettet karantænestationer, der tog imod de fanger fra koncentrationslejrene. i Tyskland, der begyndte at vende hjem. Her fik de et helbredstjek, et bad og blev afluset, og de fik ordentlig mad, inden turen gik videre til Sverige.

På Aarhus Universitet blev der på det tidspunkt afholdt kurser for sygeplejersker. I april 1944 blev alle kursisterne opfordret til at gøre tjeneste ved karantænestationerne. Det valgte mange at gøre, og rejste også dertil med meget kort varsel.

Da sygeplejerskerne fra kurset i Aarhus kom frem til karantænestationerne i Padborg og Kruså, mødte de hovedsageligt norske og danske kz-fanger og tysklandsarbejdere. Der var ikke så mange tilbage af de danske politifolk, som var de første, der blev befriet. Senere kom der kz-fanger af flere nationaliteter. De kom i stort antal i busser og jernbanevogne. Til sidst kom de såkaldte spøgelsestog med 7.000 kvinder fra koncentrationslejren Ravensbrück, som alle var udhungrede, mishandlede og syge. 

Klara Kragh, som var en af de sygeplejersker, der efter opfordring gjorde tjeneste ved en karantænestation, beskriver her indretningen af Kruså lejren¹

”Omkring jernbanens sidespor var barakkerne placerede, der var administrationsbygning med enkelte soverum med køjer, der var kommandorum, der var køkken. I kommandorummet kimede telefoner ustandseligt, og i køkkenet lavedes mad næsten døgnet rundt, der var fire barakker, den ene var spisebarak, dels til personalet og chauffører, og dels til patienter. Der var en barak til isolation, dertil kom så karantænestationen med registrering, behandling og depot, samt i en selvstændig bygning baderum og desinfektion.

Vor opgave var at tage imod patienterne, registrere, afluse, behandle, bespise, lade dem hvile, men først og sidst opmuntre dem og følge dem til København til Malmøfærgen.

Senere førtes en del til Frøslevlejren, der lå nær ved karantænestationen eller til Møgelkjær ved Horsens. Det var især danskere, som man ikke turde lade komme ud af lejren.”

 Klara Kragh fortæller i detaljer om modtagelsen af de hjembragte fanger, deres tilstand, sygdomme, og hvordan den blev bespist og fik tildelt køjer med soveposer af papir og et uldtæppe. Også hvordan de frigivne fanger lettede deres sind ved at tale og tale om deres oplevelser. Krisehjælp var ikke noget, man kendte til den gang.

Hele transporten blev næste dag sendt videre til Sverige i busser og ambulancer. Klara Kragh var med på transporten og fortæller om den ekstatiske velkomst de fik i de byer, de kom igennem. Borgerne var mødt op med mad, tobak og blomster. Specielt var ”den dejlige tobak” meget velkommen. Gestapo var med i vognene, og personalet havde advaret deres patienter mod at vise følelser over for dem. I København stod de svenske sygeplejersker klar til at tage over på resten af turen til Malmø.

Tilbage på karantænestationen i Padborg hørte sygeplejerskerne, at tyskerne havde stoppet for flere transporter. Men grev Bernadotte fløj til Tyskland og fik ophævet forbuddet, hvorefter der blev samlet flere danske busser sammen, blandt andet DSB-busser, der hurtigt fik smurt hvid maling på og blev sendt af sted.

Derefter var der tilsyneladende en del forvirring med ordrer og kontraordrer om ophævelse af lejren og luftangreb med en del materiel skade på lejren, og herefter begyndte de uhyggelige ”spøgelsestog” at ankomme fra koncentrationslejren Ravensbrück. Det var en lejr for kvinder og børn, hvor der blev foretaget medicinske forsøg, og tyskerne var ikke interesseret i, at russerne, der nærmede sig lejren, fik kendskab til, hvad der var foregået. Der sad nogle skandinaviske fanger i Ravensbrück, men grev Bernadotte havde forhandlet sig frem til, at de hvide busser også måtte tage andre nationaliteter med ud. I alt blev der transporteret 7.000 kz-fanger fra Ravensbrück til Sverige.

Klara Kragh beskriver de scener, der udspillede sig, da de mange kvinder blev lukket ud af kreaturvognene efter mange dages togrejse uden mad og drikke. Det er beskrevet i flere andre kilder, hvordan de udhungrede fanger kastede sig over alt spiseligt og sloges om det. Efterfølgende lærte de at lukke dem ud i hold for at undgå tumult.  

Hun beskriver også, hvordan de forsøger at give dem alle en lægekonsultation, selv om der ikke var mulighed for at gøre meget andet for dem end at ”trøste”.

Kvinderne havde alskens sygdomme, hungerødemer, og mange havde voldsomme sår efter hundebid. Selv om de var kommet til endnu en lejr, befandt de fleste sig så godt, at de ikke ville af sted, når de skulle videre til Sverige. Personalet måtte lede barakkerne igennem for at finde dem, der havde gemt sig for at kunne blive i Danmark. 

Til sidst, den 3. maj 1945, blev lejren ophævet og medarbejderne kunne komme hjem i en gammel bus. Selv om freden var lige på trapperne, blev de beskudt og udsat for bombardementer, men hjem kom de.

Kilder 

1. Klara Kragh. Foredrag transskriberet af hendes nevø, Niels Peter Kragh. Dansk Sygeplejehistorisk Museum J.nr. 920110
2. Hans Sode-Madsen. De Hvide Busser 1941-45. Reddet fra Hitlers helvede. Lindhardt og Ringhof 2015

Befrielsen.

”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig”. Frihedsbudskabet den 4. maj 1945 startede en glædesrus i hele Danmark, og ingen, der oplevede det, glemte det nogen sinde.

Vi kender alle billederne og historierne om den eufori, der bredte sig i hele landet. På sygehusene skulle arbejdet selvfølgelig passes, men nogen almindelig aften blev det ikke. På Diakonissestiftelsen havde Edna Mikkelsen aftenvagt.

”Dengang var der mange enestuer. I den første enestue, jeg kom ind på den aften, lå en dame, som sagde, ”Nu skal du blive her, jeg har en radio, og om et øjeblik er der nyheder”. Det sagde jeg selvfølgelig ja tak til. Jeg blev stående, og hørte begyndelsen af fredsbudskabet.

Så tænkte jeg, ”Nej, du har jo aftenvagt, og du har også ansvar for de andre stuer”. Så jeg sagde, ”Undskyld, jeg må lukke dørene op til alle stuerne, så de andre patienter også kan høre det”. Da jeg kom ud, var der allerede en, der havde åbnet alle dørene, så fredsbudskabet kunne høres over højtalerne.

Kort efter fik jeg fri, og da jeg kom ud, mødte jeg en masse mennesker, der havde været inde i kirken .¹ En af dem var en af mine elevkammerater, og vi faldt hinanden om halsen og nærmest græd.

Vi gik ud på fortovet. På hjørnet var der en boghandel, der hvor der nu er en genbrugsforretning, boghandleren hed Schülein. Han åbnede dørene og smed alt, hvad han havde af flag ud på gaden, så vi kunne tage lige så mange, vi ville. Sporvognene kørte forbi, og folk råbte: ”Kom med. Vi kører gratis”. Folk sad oppe på taget af sporvognene.

I ejendommene rundt om var der allerede tændt stearinlys i vinduerne. Vi stod der, måske helt til midnat og sang alle de nationalsange, der var. Ud over flag havde vi også fået sangbøger inde fra Schülein.

Dagen efter, om morgenen klokken 8 ringede Københavns kirkeklokker. På skift fik vi lov til at gå op og stå på de store altaner på Diakonissestiftelsen og høre dem. Det var meget betagende, der var noget med de kirkeklokker”.

”Så var der jo patienterne. Jeg havde ansvaret for en syvsengsstue med kvinder, der skulle have morgenmad. I den tredje seng ved vinduet lå en ny patient. Jeg satte en bakke ind til hende med det fine flag, som Diakonissestiftelsen havde, hvor flaget kunne hejses op og ned. Da hun fik bakken, satte hun flaget på halv.

Jeg sagde ikke noget, og de andre, der kom ind, sagde heller ikke noget, men så kom overlæge Vagn Fogh-Andersen. Hvad han egentlig sagde, da han kom hen til hendes seng, ved jeg ikke, men i det øjeblik han vendte ryggen til, stod hun ud af sengen, tog sit tøj på og forlod hospitalet.

At få sig selv at hejse et flag på halv i sådan et øjeblik, det er jo helt vanvittigt. Jeg kendte hende ikke, jeg kunne ikke vide, om hun var tysk, eller hvad hun var”.¹

Sundby Hospital

Minna Jensen havde vagt på Sundby Hospital på Amager.

”Det var så skøn en aften. Jeg sagde til mine patienter, at jeg ville vente med at rulle gardinerne ned, til vi var helt færdige med at dele natmedicin ud. Det var det allersidste, jeg gjorde.

Da jeg endelig skulle til at rulle gardinerne ned, var klokken kvart over ni. På den anden side af Italiensvej så jeg, at der stod nogen, der var ved at spænde et stort dannebrogsflag ud mellem to altaner. Den ene stod og kastede flagsnoren over til den anden.

Jeg sagde, ”Hvad søren er der galt, hvad laver de derovre, hejser de flag op?”. Så hørte jeg sang. Længere nede på Italiensvej kom der en flok unge mennesker syngende med et ligeså stort flag imellem sig.

Patienterne blev pludselig meget vågne. Så kom min afdelingssygeplejerske styrtende, hun havde værelse lige oven over afdelingen. ”Danmark er frit. Jeg har lige siddet og hørt engelsk radio, og det sluttede med, at tyskerne har overgivet sig til Montgomery”.

Fra den anden side kom den vagthavende læge, ”Danmark er frit”. Så var alle patienter ellers ude på gulvet og danse rundt. Selv de, der var krumme af leddegigt og ellers ikke kunne røre sig, de var oppe. Fra alle gemmer, selv fra natbordene, kom små lommelærker, som ellers var streng forbudte, og der blev festet lige til klokken tolv.

Jeg fik ikke skrevet rapport. Den vagthavende læge sagde, ”Hvis I bliver trætte, så giv dem bare en omgang sovemedicin igen”. Jeg ved ikke, hvor længe de festede, men de festede i hvert fald stadig, da nattevagten kom.

Aldrig har det danske flag været så smukt som der mellem altanerne. Hvis jeg havde været maler, så havde jeg malet det”.²

Den 4. maj blev for mange en uforglemmelig festaften. De, der ikke havde vagt, gik så vidt muligt ud for at fejre friheden og det lys, der blev tændt i byerne efter fem års mørklægning.

Emma Kristine Hansen var heldig, hun havde været i dagvagt, da frihedsbudskabet kom i radioen. ”Jeg husker ikke, hvem vi var, men vi var en flok elever, der gik med strømmen til Rådhuspladsen. Som ved et trylleslag var der lys i alle vinduer. Det var ikke store kerter, men de små lys, der var levnet fra juletræet.

Der var en strøm af mennesker, og vi blev presset ind mod Rådhuspladsen. Det var en begejstring så stor, at den ikke kan beskrives. Der var sammenhold folk imellem, alle tog hensyn. Der blev holdt taler, som jeg ikke husker. Det var en af mine største oplevelser, ja nok den største i min tid”.³

Det samme skete i andre byer i Danmark. Karen Hansen oplevede befrielsesaftenen i Viborg. ”Vi væltede byen, vi gik ude og råbte og skreg og sang. Vi tog hul på de sidste glas, vi havde med kaffe, der ikke måtte blive åbnet før befrielsen. Jeg tror ikke, der var ret mange, der blev hjemme. Vi hoppede og dansede, så man ikke fik et ben til jorden. Vi troede jo pludselig, at alt var godt, men der var også nogen grimme ting bagefter. Der blev brændt bål af både det ene og det andet, og der var lys i vinduerne. Jo, det var specielt”.⁴

På de mere afsides liggende steder blev oplevelsen lidt anderledes, men stadig en fest. Anne Lise Rosenqvist var barneplejeelev på tuberkulosesanatoriet uden for Vordingborg.

”Min værelseskammerat og jeg var gået i seng og lå og hørte radio. Så hørte vi denne her stemme. Hele huset vågnede op, alle for op, fik tøj på og samledes. Vi gik nede ved vandet og kunne se lysene dukke op forskellige steder både på Storstrømsbroen og inde på land på gårdene.

Tilbage på sanatoriet rev vi mørklægningsgardinerne væk. Så gik vi op til sygeplejeassistenterne i funktionærboligen og rørte æggesnaps. Det var det eneste, vi havde, man kunne ikke få en flaske champagne eller vin eller noget. Vi jublede bare som gale. Vi drømte ikke om at tage ind til Vordingborg. Lægerne kom også over, og vi samledes alle til æggesnaps. Vi skulle op næste dag, og de, der havde vagt, måtte blive, hvor de var. Hvad de gjorde på afdelingerne, ved jeg ikke, de kunne jo ikke gå nogen steder. Vi var isolerede, men også godt beskyttet”.⁵

Befrielsesaftenen var ikke bare lys i vinduerne og jubel i gaderne. Hipo-grupper rundt omkring i byerne ville ikke acceptere kapitulationen og begyndte, som de havde for vane, at skyde omkring sig. Modstandsbevægelsen, der for første gang åbenlyst var kommet frem i lyset med deres blå-hvid-røde armbind, prøvede at nedkæmpe dem.⁶

Inga Nielsen oplevede blandingen af sejrsrus og skyderier, da hun supplerede barselspleje på Sct. Joseph Hospital på Nørrebro i København.

”Vi kom ud og mødte glæde. Jeg tror ikke, nogen kan forestille sig, hvor glad man var. Det sorte mørklægningspapir kom ned, folk sad ovenpå sporvognene, og der var lys i vinduerne lige med det samme.

Jeg turde ikke rigtig at gå med strømmen, for den gik mod Christiansborg og Amalienborg. Jeg skulle på arbejde næste dag, så jeg vendte om og gik hjem i seng. Frihedskæmperne sprang hen over tagene med deres geværer, og der var en frygtelig støj. Alle var pludselig frihedskæmpere, også nogen, der ikke rigtig var det”.⁷

Referencer

1. Transskriberet interview. Elev på Diakonissestiftelsen 1945-48 reg.nr. 000535A014
2. Transskriberet interview. Elev på Slagelse Sygehus 1941-44 reg.nr. 000535A041
3. Transskriberet interview. Elev på Københavns Kommunehospital 1945-48 reg.nr. 000535A020
4. Transskriberet interview. Elev på Koldby Sygehus og Nykøbing Mors Sygehus 1939-42 reg.nr. 000535A031
5. Transskriberet interview. Elev på Vordingborg Børnesanatorium og Frederiksberg Hospital 1945-49 reg.nr. 000535A008
6. Skov, Andreas og Søeborg, Flemming 2011, 5. maj. Da Danmark blev befriet side 37-40
7. Transskriberet interview. Elev på Horsens Kommunehospital 1941-44 reg.nr. 000535A024