Sygeplejerskerne på Jutlandia

Da Koreakrigen brød ud i juni 1950, appellerede FN’s sikkerhedsråd til medlemsstaterne om støtte. Det satte Danmark i lidt af en kattepine, for danskerne ønskede ikke at sende tropper af sted, et skridt der ville kunne provokere Sovjetunionen under den kolde krig.

I stedet gik Danmark ind på at yde humanitær støtte i form af et hospitalsskib. Forud var der gået nogen tid med at foreslå medicinalvarer, en gestus som FN afviste med foragt. (1)

Idéen med at sende et hospitalsskib blev undfanget af udenrigsministeriets ekspertforhandler, Karl Lehmann. Han skulle balancere mellem FN’s krav om at yde medlemsstøtte og den danske stats krav om, at det ikke måtte blive for bekosteligt. (2)

Det rette skib blev fundet i ØK’s Jutlandia, der ville kunne indrettes til hospitalsskib. Det skete på Nakskov Værft vinteren 1950-51, og Dansk Røde Kors gik i gang med at hyre det sundhedspersonale, der skulle bruges. (1) Dansk Sygeplejeråd omtalte muligheden for at komme på Jutlandia som sygeplejerske.

I alt søgte man 40 sygeplejersker: 1 oversygeplejerske, 5 afdelingssygeplejersker, 9 operationssygeplejersker og 25 assistenter. Til at bistå sygeplejerskerne, skulle der ansættes 30 sygepassere.  (3)

I tidsskrift nr. 2 1951 kunne Dansk Sygeplejeråd annoncere navnene på de heldige sygeplejersker, der var blevet antaget af Røde Kors. (4) Der havde været mellem 3 og 4.000 ansøgere til de 40 stillinger. (2)

På vejen ud til Korea havde hospitalspersonalet travlt med at pakke ud, gøre rent og gøre afdelingerne klar til brug. Da de nåede ned i Rødehavet, steg temperaturen, så sygeplejerskerne foretrak at sidde oppe på dækket og tilberede forbindsstoffer. (6) Der var ikke installeret aircondition, og først på det 3. togt kom der luftkøling på operationsstuerne og udvalgte afdelinger.

De tre togter

Jutlandia foretog i alt tre ture frem og tilbage til Korea. På hjemturene medbragte de patienter af mange nationaliteter, der blev sat af i deres respektive hjemlande. Før det sidste togt fik skibet installeret helikopterdæk, fordi helikopteren var begyndt at vinde frem som et effektivt transportmiddel i krigstjeneste.

De tre togter var alle forskellige. På de to første var skibet stationeret i Pusan i det sydlige Korea, hvor der var relativt fredeligt. De patienter, de fik om bord, havde passeret gennem en førstehjælpsstation, en opsamlingsstation og derefter et M.A.S.H. (Mobile Army Surgical Hospital), hvorfra de blev videre sorteret ud til hospitaler på land eller hospitalsskibe i Korea eller Japan. (7)

På det første togt i 1951 havde Jutlandia ordre på kun at behandle FN-soldater. De repræsenterede flere forskellige nationaliteter, men størsteparten var amerikanere. (7) I perioder var der ret stille på fronten, og hospitalspersonalet så sig om efter noget meningsfuldt at tage fat på. De gik derfor i land for at hjælpe den civile befolkning, der levede under kummerlige forhold. De koreanske patienter, der trængte til hospitalsbehandling, blev bragt om bord og indlagt i et specielt afsnit.

Det gav problemer med den amerikanske enhedskommando. Jutlandia var underlagt FN, men det danske hospitalspersonale var ansat af Røde Kors og havde et udpræget civilt syn på nødhjælpsarbejde. De fulgte deres faglige etiske kodeks, ikke den militære logik. (8)

Langt om længe fik ekspeditionschefen, Kai Hammerich forhandlet sig frem til en aftale om, at Jutlandia i fredelige perioder kunne behandle civile patienter.

På det andet togt i 1952 blev Jutlandia åbnet op for både militære og civile sydkoreanske patienter i de stille perioder. Der blev oprettet specielle afdelinger til henholdsvis FN-soldaterne og de koreanske patienter.

Blandt de koreanske patienter var der mange børn, og der blev etableret en decideret børneafdeling. To koreanske læger blev antaget, både for at tolke, men også som en form for videreuddannelse. Der blev indrettet en skole med koreanske lærere, og koreanske præster bidrog med undervisning, foredrag og underholdning. (2)

Det tredje togt i 1953 adskilte sig fra de to første, fordi skibet nu blev placeret i Incheon, 50 km fra fronten. (7) Jutlandia havde nu fået monteret helikopterdæk, og patienterne ankom direkte fra fronten med svære skader. (2) Samtidigt fortsatte man med at tage sig af civile patienter både i land og på skibet. (7)

Våbenhvile

Efter lange forhandlinger mellem Syd- og Nordkorea blev der den 27. juli 1953 indgået aftale om våbenhvile. En våbenhvile, der fortsat er gældende. (1)

Jutlandia havde fuldført sin mission, og den 29. august 1953 afgik skibet fra Incheon med kurs mod Danmark. En del af hospitalspersonalet valgte at blive i Korea for at yde hjælp til den koreanske befolkning. 4 læger, 6 sygeplejersker, 1 fysioterapeut, 1 sygepasser og 1 laboratorieassistent blev derude for at gøre arbejdet færdigt. (7,9)

I alt deltog 275 sygeplejersker på et eller flere af Jutlandias tre togter.

Referencer

1. Kai Hammerich, Officiel beretning om Jutlandia-ekspeditionen 1951-52-53. København 1954
2. Peter Frederiksen. Jutlandia. Danmark i Korea-krigen. Høst & Søn 2006
3. Sygeplejersker til Korea. Tidsskrift for Sygeplejersker nr. 37 1950 side 570
4. Sygeplejersker til Korea. Tidsskrift for Sygeplejersker nr. 2 1951 side 24
5. Afskedssamtale med Gerda Agerholm. Tidsskrift for Sygeplejersker nr. 5 1951 side 83-85
6. Mary Louise Kjær. Hilsen fra Jutlandia. Tidsskrift for Sygeplejersker nr. 11 1951 side 179-180
7. Kristine K.N. Midtgaard. Jutlandia-ekspeditionen. Tilblivelse og virke 1950-53. Dansk Udenrigspolitisk Institut 2001 side 71
8. Anders Georg. Under tre flag - med Jutlandia til Korea. Samlerens Forlag København 1951
9. Nina Movin. Krig, Kirurgi og Kærlighed - en dansk læges dilemmaer og engagement i to krige, Historia 2015