Her er ingen klokker – bare mig og familierne

”Kan du ikke se mig?” ”Det kan jeg ikke forstå, kan du ringe mig op igen,” spørger sygeplejerske Johanne Jørgensen. Hun er en af de fire projektsygeplejersker på neonatalafdelingen på H.C. Andersens Børnehospital i Odense, der som del af et forskningsprojekt er blevet oplært i telemedicin til præmature børn på tidligt hjemmeophold.

Johanne Jørgensen er klar til dagens anden telemedicinske samtale. Denne gang med Kathrine, der er mor til Nicolai, som er født i uge 28, og som derfor ville have haft en langvarig indlæggelse foran sig, hvis ikke hans familie havde fået mulighed for at komme på tidligt hjemmeophold. 

Der er mange kilometer og en skærm imellem dem, så derfor insisterer Johanne Jørgensen på, at det er vigtigt, at de begge kan se hinanden.

Da videoforbindelsen er blevet etableret, indleder Johanne Jørgensen samtalen med at spørge til, hvor meget han har taget på, om han bruger diebrik, og hvordan og hvor meget han spiser.

”Jeg laver et resumé, når vi har snakket færdig i dag, og så skriver jeg, om det er 12 eller 15 timers fri amning, du har,” sammenfatter Johanne Jørgensen, da der opstår tvivl om, hvor langt intervallet uden ekstra ernæring må være.

Så taler de om et øjenlægebesøg og om, at der stadig er noget mælk i fryseren på neonatalafdelingen, som familien skal huske at have med hjem næste gang.

Større ansvar til sygeplejerskerne

Der er afsat en time til hver familie. Inden samtalen har sygeplejersken tjekket den elektroniske journal, hvor forældrene forud for samtalen selv har indført barnets vægt. De børn, der er født før uge 32, skal stadig komme ind på afdelingen en gang om ugen for at få taget blodprøver. De øvrige kommer hver 14. dag for at blive tjekket af en læge.

Men ellers klarer forældrene sig med videokonferencen, adgang til en skriftlig vidensbase og med at kunne kommunikere med afdelingen 24 timer i døgnet via den iPad, der sidder på bagvæggen i afdelingens reception. Inden hjemsendelsen er forældrene blevet oplært i, hvordan man giver sondemad, har fået at vide, hvilke sygdomstegn de skal være opmærksomme på, og hvad de skal gøre, hvis barnet får mælken galt i halsen.

Johanne Jørgensen elsker de dage, hvor hun har vagt som projektsygeplejerske og kan trække sig tilbage til det lille kontor bag sig:

”Det er fantastisk, der er ingen klokker eller telefoner, der ringer. Ingen fagpersoner, der vil spørge om noget. Ingen sekretærer, som siger: ”Du skal ringe til den og den.” Her er jeg bare mig og familierne. Familierne oplever, at vi er på og til stede, og at vi har ro til at koncentrere os om dem. Jeg elsker de her dage, hvor jeg kan gå ind og lukke døren. Der er en ro, som gør, at jeg er meget mere til stede over for familien. Jeg har ikke et halvt ben ude på gangen.”

Og hun kan både se og høre, hvilken forskel det gør for familierne at være kommet hjem til sig selv. ”På hospitalet er der mange, som har mange meninger om alt muligt. Og det er stressende at være indlagt så længe. Det er hårdt især for dem, der har ældre børn derhjemme. På et hospital er der også mange forstyrrelser; vi siger til dem, at de skal huske at sove, når barnet sover. Og vi vil jo også gerne skærme børnene for uro og stimuli. Men så forstyrrer vi dem alligevel mange gange, fordi der er så meget, der foregår på faste tidspunkter. Så er der frokost, så kommer der en og gør rent, så er der stuegang. Det er svært at gå ind og lukke døren,” siger hun.

At få lov til at være familie igen

Sygeplejersken bruger videokonferencen til at observere, om forældrene virker afslappede, og om barnet har den rigtige farve, eller om ammeteknikken er på plads. For de sygeplejersker, der tager sig af telemedicinen, følger der et større ansvar med. 

”Man skal virkelig være skarp i den halve time, man taler med forældrene for at sikre sig, at familien har det godt, for man kan ikke lige gå ind på stuen igen en halv time senere og tjekke det, bede en kollega om det eller skrive i journalen, at der skal tages blodprøver,” siger Johanne Jørgensen.

”Må jeg se ham,” spørger Johanne Jørgensen. ”Ej, hvor er han fin,” udbryder hun glad, da moren løfter den sovende dreng op, så sygeplejersken kan se ham. ”Lille mand.”

Kathrine smiler stort tilbage. ”Ja, jeg tror, det hjælper med det der gymnastik og mavemassage.”

Det ser ud til, at I bare har det godt, lyder det åbent konstaterende fra Johanne Jørgensen. ”Ja,” svarer Kathrine med overbevisning i stemmen.

”Da jeg var på afdelingen, følte jeg, at jeg svigtede min datter. Og når jeg var herhjemme, følte jeg, at jeg svigtede ham. Det er dejligt roligt at få lov til at komme hjem. Det er afslappende at få lov til at være familie igen. Og vores store datter er så glad for ham.”  

Læs også: Telemedicin I: Telemedicin hjælper præmature børn tidligere hjem