Hudkontakt er den bedste kuvøse

Rigshospitalet har de mest syge børn indlagt, og det kan være en udfordring i forhold til hud-mod-hud-kontakt. Men Neonatalklinikken har stort fokus på metoden og den evidens, der er bag, siger sygeplejerske og ph.d. Ragnhild Måstrup.

Foto: Christoffer Regild

De spørgsmål satte to sygeplejersker fra Rigshospitalets neonatalklinik, ph.d. Ragnhild Måstrup og sygeplejevejleder Anne Vinther, sig for at finde ud af ved at udarbejde en klinisk retningslinje; dvs. foretage en systematisk litteratursøgning og bedømme evidensen for at kunne komme med svar. Den kliniske retningslinje om hud-mod-hud-kontakt mellem præmature børn og deres forældre blev godkendt i april 2015, og herefter var den klar til implementering på neonatalafdelinger.

”Metoden er ikke ny, og danske neonatalafdelinger bruger i høj grad hud-mod-hud-metoden, fordi der er bunker af evidens for, at det gavner barnet. Men udfordringen har været at finde evidens for mængden og varigheden,” siger Ragnhild Måstrup og forklarer, at det er sparsomt med store studier af sammenlignelige grupper, hvor man har sammenlignet deres udvikling. 

Faktisk stammer en meget stor del af forskningen fra mindre udviklede lande som Colombia, Madagaskar og lande i Afrika. Hud-mod-hud-metoden kaldes populært ”kængurumetoden” og stammer fra Colombia i 80’erne, hvor der var mangel på kuvøser.

”Man havde simpelthen ikke kuvøser nok til alle de for tidligt fødte børn. Så det bedste, man kunne gøre, var at lægge dem ind under moderens bluse, så de kunne holde varmen. Så opdagede man, at de børn, som kom op på maven, var bedre til at holde temperaturen, hvilket er det helt store problem for de tidligt fødte børn. Generelt var de, som kom ind under blusen, også mere stabile med hensyn til puls, vejrtrækning og søvnmønster, og de klarede sig derfor bedre end de børn, som kom i kuvøse,” fortæller Ragnhild Måstrup.

Hun synes dog ikke, at ”kængurumetoden” er et retvisende udtryk i forhold til den måde, man bruger metoden på på Rigshospitalet og andre danske neonatalafdelinger:

”For det kræver, at barnet bor på moderens mave. Det er det ultimativt bedste for barnet og det, som Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler, men det er ikke alle mødre og familier, som har mulighed for det, og heller ikke alle børn.”

Need to do

Den kliniske retningslinje handler om for tidligt fødte børn fra 28 uger, og indtil barnet er minimum 37 uger, og den bygger på det, som Ragnhild Måstrup og Anne Vinther har fundet evidens for i deres litteratursøgning. På den baggrund lyder anbefalingen, at barnet får hud-mod-hud-kontakt hurtigst muligt efter fødslen, så længe ad gangen som muligt og lige så længe, barnet har brug for støtte til at holde sig fysiologisk stabilt.

Læs også: Huden er indgangen til verden udenfor

”Det nye er, at den viden, vi i dag har om hud-mod-hud-kontaktens betydning, gør, at praksis i afdelingen ikke bare er ”nice to do”, men også ”need to do”. Som sygeplejersker skal vi ikke bygge vores faglighed på, hvad, vi selv synes er bedst, men på, hvad forskningen viser. Og vi ved, at hud-mod-hud-kontakt betyder, at børnene har det bedre, de udvikles hurtigere og har roligere adfærd. Derudover har hudkontakten også positiv indflydelse på amning, fordi den medfører, at flere ammer i længere tid. Og hud-mod-hud har også positiv betydning for udviklingen af barnets hjerne,” siger Ragnhild Måstrup og understreger, at det ikke kun er moderens hudkontakt med barnet, som tæller.

Hjælp hinanden på familiehold

”I mange tilfælde er det faderen, som har den første hudkontakt med barnet, fordi moderen måske er under behandling eller syg efter fødslen. Vi opfordrer begge forældre og også gerne nære familiemedlemmer til at hjælpe hinanden og lave familiehold, hvor man skiftes til at give barnet hudkontakt. Men det skal højst være et par ekstra familiemedlemmer og nogle, som skal have en betydning i barnets liv i fremtiden, for barnet knytter sig til de mennesker, der har hud-mod-hud-kontakt til det, og hvis der er for mange forskellige, bliver barnet overstimuleret.”

Det var ikke muligt for Ragnhild Måstrup og Anne Vinther at fastsætte en mindste dosis af hud-mod-hud-kontakt for virkningen på amning, adfærd og forældretilknytning, men ifølge de to forfattere til den kliniske retningslinje tyder det på, at der er en sammenhæng mellem påvirkning og virkning, såkaldt dosis-respons-effekt i forhold til amning.

De opfordrer til, at man i neonatalafdelinger registrerer andelen af stabile tidligtfødte børn, som har haft hud-mod-hud-kontakt, og andelen, som har daglig hud-mod-hud kontakt under hele indlæggelsen. Registreringerne skal fra den 1. oktober føres i en ny national klinisk kvalitetsdatabase for nyfødte, og alle danske neonatalafdelinger bliver målt på, om de opfylder indikatorerne ud fra indberetningerne. Med tiden kan indberetningerne føre til mere forskning på området og måske give svar på nogle af de ubesvarede spørgsmål, der stadig er på området.