Ultralyd giver sygeplejersken en hjælpende hånd

”Ikke nu igen!” Den 52-årige overvægtige kvinde ryster og er bange. Det er tydeligt, at hun ikke tror på, at anæstesisygeplejerske Kohyar Partovi-Deilami, som netop er ankommet, kan hjælpe hende. 

Kvinden er indlagt på hæmatologisk afdeling på Herlev Hospital og skal have lagt et perifert venekateter, fordi hun skal have blodtransfusion. Hun har store gule og blå mærker på armene og er forinden blevet stukket 12 gange i alt. 

Kohyar Partovi-Deilami finder ultralydsscanneren frem og forsøger at berolige hende: 

”Jeg vil bruge den her ultralydsscanner, så jeg lettere kan finde din vene. Jeg lover, at jeg kun vil forsøge én gang, og det plejer at lykkes,” siger han.
Kvinden ser væk og spænder op i hele kroppen.

Hun var enormt lettet og taknemlig

På Herlev Hospital har de implementeret en helt ny praksis for behandling af de patienter, som sygeplejersker og læger helt har opgivet at lægge et perifert venekateter på. Når anæstesisygeplejersken bliver tilkaldt for at forsøge sig med kateteret, har hun en transportabel ultralydsscanner med sig, som skal hjælpe med at finde frem til en brugbar vene.

Kohyar Partovi-Deilami har været med til at implementere den nye praksis på sygehuset, efter at et forskningsprojekt viste en høj succesrate med metoden. Han kan tydeligt huske den dag, han sammen med en anden sygeplejerske skulle lægge venekateteret på den overvægtige kvinde.

”Det lykkedes heldigvis at lægge det ved hjælp af ultralydsscanneren, og da vi var færdige, trillede tårerne ned ad kinderne på kvinden. Jeg troede først, det var, fordi det gjorde ondt, men det viste sig, at hun bare var enormt lettet og taknemlig,” fortæller han. 

”Da vi først fik sat scanneren på, var det ikke særlig svært. Vi fandt en vene, som kun lå en halv centimeter under huden, som vi bare ikke kunne se eller mærke på normal vis. Her er ultralydsteknik jo fantastisk, fordi den viser dig det, du ikke kan se,” siger Kohyar Partovi-Deilami.

Vener og arterier er sorte huller

Anja Grynnerup er en anden af de i alt 30 anæstesisygeplejersker på Herlev Hospital, som bliver kaldt ud til afdelingerne en til to gange om dagen med den mobile ultralydsscanner.
Hun er i gang med at lægge et perifert venekateter på en mandlig patient.
 

”Se, der er en fin vene,” siger hun og peger på ultralydsskærmen, hvor der toner et rundt sort hul op. På skærmen optræder både vener og arterier som sorte huller.
Anja Grynnerup putter godt med gelé på patientens hud, inden hun kører proben fra hans albueled og ned langs underarmen i jagten på en god vene at stikke i. Hun forklarer, at hun ikke vil stikke i en vene, der ligger tæt op ad en arterie, fordi der er risiko for at ramme arterien med kateteret.

”For at kende forskel på vener og arterier trykker jeg ned på patientens arm, og her kan jeg se på skærmen, at venerne klapper sammen og arterierne forbliver runde, fordi de står og pulserer,” siger hun og forklarer videre:

”Jeg sætter en streg i midten af venen på skærmen, så jeg har et pejlemærke at rette mit venekateter efter, når jeg stikker det ind gennem patientens væv. Når jeg rammer venen og der kommer tilbageløb i kanylen, kigger jeg ikke mere på ultralydsapparatet, men koncentrerer mig kun om at glide venekateteret ind i armen. Til sidst tørrer jeg geléen af og fastgør venekateteret med et plaster.”

Læs også: Venekatetre lægges korrekt med ultralyd

Den fine vene ligger omkring en centimeter inde i armen. Anja Grynnerup tager en seks centimeter lang kanyle frem og gør klar til at stikke. Forinden har hun pakket det mobile udstyr ud og indstillet dybde og lysstyrke, så hun tydeligt kan se armens struktur med bindevæv, vener og arterier.

Ultralyd redder liv

På Herlev Hospital er det sygeplejerskerne på anæstesiafdelingen, som har stået for at indføre den nye procedure med ultralyd som hjælpemiddel. 

”Det er tilfredsstillende, at vi har arbejdet selvstændigt med at udvikle vores praksis, og det er sjovt at være med til at bruge en ny teknik,” siger Anja Grynnerup.

Før i tiden ville patienten ende på operationsgangen for at få lagt et centralt venekateter, når patienten ikke kunne stikkes. 

”På den her måde kommer patienten hurtigere i behandling og er fri for at blive hevet ned på operationsgangen og skulle gennem en stor procedure,” forklarer hun. 

”Det er en dejlig fornemmelse, at vi er med til at redde liv med den her teknik. Når vi bliver tilkaldt, er patienten ofte meget dårlig og har brug for akut at få lagt et venekateter. F.eks. hvis patienten bløder eller har diabetisk ketoacidose,” siger Anja Grynnerup.

”Vi har stort set altid taknemlige og glade patienter bagefter, fordi det er en lettelse, at vi kommer og stikker dem én gang, og så er det overstået. Det giver en enorm arbejdsglæde,” synes hun.