Tak til folkene bag Pokémon Go

Overvægt II: At vægttabet bliver et fælles familieprojekt, er afgørende for, om et overvægtigt barn taber sig.

2016-4-ny-praksis-overvaegt
Sygeplejerske Annette Skjold oplever mange børn, som bliver gladere, når projektet med at tabe sig kaster et positivt resultat af sig.
Foto: Mikkel Berg Pedersen
"Hvis du starter med at tage skoene af, så måler vi lige din højde," siger sygeplejerske Annette Skjold.

Kristian Gotlieb Bertelsen er otte år og er til vægtkontrol som led i behandlingstilbuddet ROS for overvægtige børn på børneafdelingen på Regionshospitalet Viborg. Han har været tilknyttet afdelingen i et halvt år.

Han stiller sig rank op ad væggen.

"Så er det noget med, at du skal have fødderne helt inde ved kanten og have hælene helt samlede, og tæerne skal pege lidt udad," forklarer Annette Skjold.

Kristian Gotlieb Bertelsen har tabt 3 ud af de 8 kilo, som han i alt skal tabe sig, så familien Bertelsen er godt på vej. Annette Skjold fortæller, at rigtig mange familier har store udfordringer med at få ændret både kost og motionsvaner.

"At få prioriteret en times motion om dagen, hvor barnet får sved på panden, får røde kinder og et bankende hjerte, så pulsen kommer op, kan være rigtig svært. Også de mange fristelser i barnets hverdag som kageordninger og fødselsdage er svært," siger hun.

Derfor er det ifølge Annette Skjold altafgørende, at familien bakker op, så alle er i samme båd og gerne vil hjælpe hinanden.

"Forældrene skal byde ind med "nu cykler vi en tur", eller "nu skal vi på Pokémon-jagt". Det bliver nemmere, når du har nogen, der hjælper dig," forklarer hun.

Alle i familien spiser 100 gram fredagsslik

5 gode råd
  • Følg anbefalingerne i den kliniske retningslinje fra 2015.
  • Inddrag hele familien.
  • Sørg for opfølgningsmuligheder, når vægttabet skal fastholdes.
  • Inddrag relevante faggrupper.
  • Anerkend familierne for at møde op til aftalerne.

At vægttabsprojektet er nødt til at være for hele familien, nikker Pia Lykke Bertelsen genkendende til.

Kristian Gotlieb Bertelsen har en lillebror, som lider af en meget sjælden stofskiftesygdom, hvor han ikke kan tåle ret mange proteiner, men i stedet skal have fedt og masser af juice. Derfor har fokus tidligere været på lillebrors mad.

Nu har hele familien lagt kostvanerne helt om, så de i stedet spiser det, Kristian Gotlieb Bertelsen kan tåle, og lillebror er med, når han kan. Også mængderne af fredagsslikket har hele familien skåret ned på.

"Vi vejer 100 gram af til hver. 100 gram fylder meget i sådan en skål," fortæller Kristian Gotlieb Bertelsen og viser med hænderne, hvor stor skålen er.

Det har været en kæmpe udfordring for familien at nå så langt.

"Noget af det allersværeste har været at blive ved med at opretholde den samme kampgejst, når hverdagen bliver presset. Også det at skulle sige nej til sit barn uden for hjemmets fire vægge f.eks. til en familiefest har skabt frustrationer hos både Kristian og os," fortæller Pia Lykke Bertelsen.

"Det er med sved, tårer og mange knus, at vi som familie hver dag kæmper for at hjælpe Kristian og hinanden igennem en times motion. Det kan til tider være svært efter en lang skole- og arbejdsdag," fortæller hun.

Her hjælper det at finde noget, som både voksne og børn synes er sjovt.

"Jeg takker folkene bag Pokémon Go. Det er bestemt ikke en straf at gå 5 kilometer for at jagte Pokémons, og det er noget, vi kan gøre sammen," smiler Pia Lykke Bertelsen.

Søskende skal også hjælpe til

Succesraten for behandlingsprogrammet på Viborg Regionshospital er høj. For de 300 børn, som indtil videre har været gennem forløbet, tabte 74 pct. af børnene sig, 13 pct. havde uændret vægt, og 13 pct. tog på.

Annette Skjold mener, at succesen hænger sammen med, at afdelingen prioriterer involvering af familierne.

"Hvis man siger ja til at være med i vores koncept, er det hele familien, det gælder, uanset hvor tynd eller tyk man er. Nogle gange er det svært for søskende, men de fleste har en god forståelse for, at det er vigtigt at hjælpe en bror eller søster med at tabe sig," siger hun.

Og resultaterne lønner sig: "Vi ser nogle gladere børn, der tror mere på sig selv. Det er de tilbagemeldinger, vi får fra skoler og familier. Det er en enorm bekræftelse på det arbejde, vi laver," synes Annette Skjold.

Kommer mere ud og leger nu

Tilbage i konsultationsrummet er Kristian Gotlieb Bertelsen blevet vejet og målt. På spørgsmålet om, hvad han oplever som det sværeste ved behandlingsprogrammet, kommer svaret hurtigt:

"Det er, at jeg ikke må få tredje portion mad og skal vente i 20 minutter, før jeg må spise anden portion."

Det har han dog, ifølge Pia Lykke Bertelsen, vænnet sig så meget til nu, at det langtfra er hver dag, at portion nummer to bliver efterspurgt. Det bedste ved behandlingstilbuddet er han heller ikke i tvivl om:

"Jeg kommer mere ud og lege nu. Det gjorde jeg ikke lige så meget før," konstaterer han.

En vigtig del af behandlingen er også at begrænse skærmtiden til højst to timer om dagen foran computer, tv, iPad eller telefon for at få børnene til at bevæge sig mere. Og det har Kristian Gotlieb Bertelsen efterhånden lært.

"Kristian er blevet god til at prioritere sin skærmtid, men to timer går meget hurtigt, når de skal spredes ud over hele dagen, især i weekenden," fortæller Pia Lykke Bertelsen.

Snakken falder på, hvad familien skal lave i weekenden.

"Skal I ud og jagte Pokémons?" spørger Annette Skjold.

"Ja, det har vi planer om," svarer Pia Lykke Bertelsen.

Læs også: Geografien afgør børns mulighed for at tabe sig

Emneord: 
Børn
Overvægt