Fag & Forskning
Stuegang kan følges i bilen på en rasteplads
Virtuel stuegang II: Op til fire pårørende kan følge en stuegang via skærm, hvor end de befinder sig, bare der er netforbindelse.
Fag & Forskning 2019 nr. 1, s. 18-19
Af:
Kurt Balle Jensen, journalist
Det er formiddag på sengeafsnittet på Onkologisk Afdeling R på Odense Universitetshospital. Patienten ligger og læser i et blad, da klinisk sygeplejerske Jane Dilling Møller kommer ind. Hun har en tablet med, som hun stiller på sengebordet i et lille stativ. Jane Dilling Møller har i forvejen sendt en mail med et link til patientens ægtefælle.
Patienter og pårørende orienteres mundtligt samt via flyers og skærme på afdelingerne om muligheden for virtuel stuegang.
I projektet opretter personalet på sygehuset via administrationsværktøjet Jabber Guest et link til den eller de pårørende. Linket sendes via mail, og linket er tilknyttet et ad hoc-virtuelt møderum. Der oprettes et link til hver enkelt af op til fire pårørende.
De pårørende kan aktivere linket enten via pc, tablet eller mobiltelefon. Personalet anvender en Jabber UC Klient på en tablet. Når stuegangen skal finde sted, går den/de pårørende ind i det virtuelle møderum ved at trykke på linket.
Videosamtalen er krypteret og opfylder de sikkerhedsmæssige krav.
”God formiddag,” smiler sygeplejersken, da den pårørende dukker op på skærmen. Patientens ægtefælle har hjemme i Sønderjylland åbnet mailen på sin pc og trykket på linket – forbindelsen er sikret. Patienten smiler uvilkårligt, idet han ser sin kone på skærmen. De udveksler lige et par ord.
”Lægen kommer om et øjeblik. Det er Lise Eckhoff,” fortæller sygeplejersken og retter lidt på tabletten, så alle kommer med på skærmen.
Lægen kommer ind og sætter sig på stolen ved siden af Jane Dilling Møller. Hun præsenterer sig og hilser på patienten og på den pårørende på skærmen. Patienten har sat sig på sengekanten.
”Vi skal de næste omkring 20 minutter tale lidt om status og om, hvad der skal ske nu og på lidt længere sigt,” forklarer lægen roligt og spørger patienten, hvordan han har sovet i nat, og hvordan han synes, han har det. Imens sidder hans kone i Sønderjylland og følger med, mens hun ser på sin mand.
Stuegang i private omgivelser
Stuegangen er godt i gang. Nogle gange har patientens datter også været med. Hun er studerende i Aalborg og følger via teknologien med i sin fars kræftbehandling. Der kan deltage op til fire pårørende, og de kan befinde sig hvert sit sted og får så hver sin del af den opdelte skærm. I princippet kan en pårørende køre ind på en rasteplads og være med over en mobiltelefon.
Læs også: Pårørende inddrages via virtuel stuegang
Virtuel stuegang er på Odense Universitetshospital så godt som helt implementeret på Onkologisk Afdeling og er godt i gang med at blive implementeret på Hæmatologisk Afdeling. Og efter projektet, hvor pårørendes udbytte af at være med via en internetforbindelse er blevet undersøgt, er der ingen tvivl: Dette skal være et permanent tilbud.
”Jeg sørger for at stille skærmen, så den pårørende så vidt muligt kan se alle, og jeg starter altid med at fortælle, hvem der er til stede. Vi sørger desuden for, at det kan ske i private omgivelser, så der ikke er andre patienter, som lytter med,” siger Jane Dilling Møller.
Hun har også tidligere været med til at gøre en indsats for i højere grad at inddrage de pårørende, bl.a. ved stuegang:
”Jeg ringede nogle gange til pårørende og opfordrede dem til at deltage, men det var jo en balancegang, hvor der ikke skulle presses, og hvor de pårørende ikke skulle have dårlig samvittighed, hvis de ikke havde mulighed for at være med. Nu kan de deltage via en internetforbindelse og dermed deltage uden at være fysisk til stede. Det er en god ekstra mulighed.”
- Lise Eckhoff, læge, ph.d., Onkologisk Afdeling, OUH
- Ahmed Zedan, læge, Onkologisk Afdeling, OUH
- Jane Dilling, sygeplejerske, Onkologisk Sengeafsnit, OUH
- Anne Bejlegaard, afdelingssygeplejerske, Onkologisk Sengeafsnit, OUH
- Janne Hammer, afdelingssygeplejerske, Onkologisk Sengeafsnit, OUH
Hun tilføjer, at det ikke er i alle tilfælde, den virtuelle stuegang er en god idé. Hvis det f.eks. er en dårlig prognose, eller der er dårligt nyt efter en scanning, er det bedst, hvis en pårørende er fysisk til stede. Man kan ikke via skærmen holde i hånd eller give et knus.
”Men også i disse tilfælde giver de pårørende udtryk for, at den virtuelle tilstedeværelse er bedre end slet ingen, hvis det af en eller anden grund ikke er muligt for pårørende at være til stede,” siger Jane Dilling Møller.
Sygeplejerske og læge vurderer hver morgen før stuegang, i hvilke tilfælde det er hensigtsmæssigt at tilbyde virtuel stuegang, og hvor det er bedre at indkalde pårørende til et møde.
”Og så sprang hunden ind i billedet …”
”Når der er tale om ordinær stuegang, hvor der skal drøftes status og fremtidig handlingsplan, er det en ekstra frihed for de pårørende, at de kan være med uden at skulle afsætte en stor del af dagen, hvis de bor langt væk. De får indsigt og førstehåndsviden, hvor de tidligere i højere grad ringede ind bagefter for at få at vide, hvad der var sket på stuegangen,” forklarer Jane Dilling Møller.
Hun oplever, at såvel læger som patienter og pårørende er glade for den nye mulighed, og det er det samme resultat, to kandidatstuderende kom frem til i observationer og interviews. For patienten er det også noget særligt. Nogle af dem gør lige lidt ud af sig selv, når de ved, at de ”skal optræde” for pårørende. Det er et friskt pust ude fra verden og fra hjemmet, når netforbindelsen på den måde bringer pårørende ind på sygestuen.
”Vi havde en patient, hvor hunden derhjemme pludselig sprang op og kom ind i billedet. Det gjorde patienten meget glad,” fortæller Jane Dilling Møller.
Nogle pårørende lytter til de sundhedsprofessionelle og siger ikke så meget, andre taler med og stiller spørgsmål om både det ene og det andet. Men erfaringen er, at det ikke får stuegangen til at trække ud. De pårørende bidrager, men de respekterer rammerne, og målinger viser, at stuegangens længde stort set er som tidligere.
”Man kan sige, at vi sygeplejersker skal bruge lidt tid på at få tabletten på plads og på at få etableret kontakten. Til gengæld spares der tid ved, at der ikke er så mange opringninger efter stuegang. Og så er der en stor tilfredsstillelse ved, at vi på den måde i højere grad inddrager de pårørende,” opsummerer Jane Dilling Møller.