Fag & Forskning
Fald i genindlæggelser ved overgangsinterventioner
Genindlæggelser. Forebyggelse er vejen frem, når en borger må retur til hospitalet. Det giver derfor god mening at undersøge, hvilke interventioner der er virksomme.
Fag & Forskning 2021 nr. 2, s. 23
Af:
Sasja Jul Håkonsen, sygeplejerske, cand.cur, ph.d.
Introduktion. Hvad er effekten af interventioner i overgangen mellem hospital og patientens eget hjem målt på genindlæggelser blandt ældre medicinske patienter?
Det spørgsmål har en forskergruppe fra Regionshospitalet Horsens, med Lisa Fønss Ramussen i front, sat sig for at undersøge i et systematisk
review.
I Danmark genindlægges ca. 20 pct. af alle medicinske patienter på 65 år eller derover inden for 30 dage efter udskrivelsen fra hospitalet, hvorfor det synes rimeligt at undersøge, om interventioner i overgangen mellem hospital og patientens eget hjem kan være med til at forebygge genindlæggelser blandt ældre medicinske patienter.
Metode. Det systematiske review følger stringent og systematisk kriterier for afrapportering og har gennemgået knap 2.000 hits for at nå frem til de 11 studier, som de har inkluderet i den endelige litteraturgennemgang. De 11 studier omfatter fem randomiserede, kontrollerede studier, fire ikke-randomiserede studier og to "før og efter"-studier.
I alt blev 15 forskellige interventioner og 29 resultater identificeret og præsenteret.
De 15 forskellige interventioner inkluderer både interventioner før og efter udskrivelsen samt interventioner, der skal bygge bro i overgangen mellem hospital og primær sektor (transitional care interventions).
Interventioner som udskrivelsesplaner, fysisk træning, ernæringsscreening, telefonisk og personlig overlevering af patientdata fra hospital til primær sektor og hjemmebesøg er nogle af de interventioner, der er undersøgt og inkluderet i det systematiske review.
Resultater. 22 ud af de 29 resultater viste et fald i genindlæggelser blandt de personer, som modtog interventioner sammenlignet med de personer, som ikke modtog overgangsinterventioner. Den største forskel identificerede man ved interventioner med høj intensitet af minimum en måneds varighed målrettet patienter i høj risiko for genindlæggelse.
Diskussion. Om end kvaliteten af de inkluderede studier vurderes at være forbundet med høj risiko for bias, så konkluderes det i dette review, at interventioner, der er målrettet overgangen fra hospital til de ældre patienters eget hjem, kan reducere genindlæggelser.
Spændende og velgennemført review med brugbare resultater, som er en del af et ph.d.-studie, der bliver meget interessant at følge.
Af Sasja Jul Håkonsen, sygeplejerske, cand.cur, ph.d., Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprograms Videncenter - Ressourcer og Innovation.