Den kliniske vejleder som facilitator - nye tendenser i den kliniske vejledning

Der er brug for sygeplejersker, som har både kliniske og videnskabeligt funderede kompetencer i en konstant foranderlig psykiatri. Senest er der er lagt øget pres på de kliniske vejledere i psykiatrien, da flere ressourcer har betydet, at optaget af studerende på specialuddannelsen er øget med 50 pct. siden 2017.

Specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje har indtil nu fokuseret på at styrke det faglige og skolastiske (skolelærdom, af græsk scholastikos ’som har med studier/skole at gøre’) i undervisningen frem for at styrke vejledningen til trods for, at evalueringer peger på, at der er udfordringer med kvaliteten af den individuelle vejledning. 

F.eks. er det ikke ualmindeligt, at den kliniske vejledning på specialuddannelsen aflyses pga. travlhed, og en del studerende fortæller, hvordan de kan føle sig ensomme i deres arbejds- og skriveproces. I efteråret 2019 blev det derfor besluttet at implementere en kollektiv vejledningsform på specialuddannelsen: ’Kollektiv Akademisk Vejledning’ med afsæt i en forskningsbaseret bog om denne vejledningsform (1-3), se Boks 1. 

Fra ekspert til facilitator

Denne ændring betyder et skift for vejlederne fra at være ekspertvejleder til at være facilitator i vejledningen – dvs. et skift fra at være tilbøjelig til at besvare de studerendes spørgsmål til at facilitere en proces, hvor de studerende selv undersøger spørgsmålene for at finde bud på svar.

I denne artikel ser vi på, hvad dette skift betyder for den måde, vejlederne vejleder på i den kollektive vejledning.

At vejlede kollektivt stiller nye krav til vejlederne. I omlægningen af vejledningen sparrer to vejledere derfor med hinanden om organisering af vejledningen i hver vejledningsgruppe, se Boks 2.

Vejledernes kompetenceudvikling er desuden blevet styrket gennem faglige workshops med erfaringsdeling ca. hvert halve år, se Boks 3. 

Denne artikel tager afsæt i vores erfaringer fra vejledningsforløbet samt en evaluerings-survey i foråret 2020, hvor 80 pct. af vejlederne har kommenteret på skiftet fra individuel til Kollektiv Akademisk Vejledning. 

Forskelle som drivkraft i vejledningen

En central pointe i Kollektiv Akademisk Vejledning er arbejdet med at løfte og italesætte forskelle mellem de studerendes forskellige erfaringer og deres teoretiske og metodiske perspektiver i de skriftlige refleksive rapporter, de studerende udarbejder som oplæg til vejledningen, se Boks 4.

Tesen er ganske enkelt, at den enkelte studerende bliver klogere på sit eget projekt ved at få øje på forskelle/n mellem eget fokus og det fokus, som medstuderende arbejder med. Arbejdet med at identificere forskelle i de studerendes rapporter fungerer således som drivkraft i at styrke ikke kun den individuelle, men også den kollektive læring (4).

Denne tilgang til vejledning er inspireret af den russiske litteraturteoretiker Bakhtin. Han peger på, at der netop ligger et læringspotentiale i at undersøge de forskelle og måske spændinger, der kan være mellem de studerendes forskellige afsæt i dialogen frem for at betragte dem som forstyrrende elementer, som skal fejes under gulvtæppet (4,5). For at skabe en konstruktiv dynamik mellem forskellige perspektiver inden for et fagområde er det derfor nødvendigt med en didaktisk rammesætning af de aktiviteter, der foregår i vejledningen (1,3). 

Den tydelige og velforberedte vejleder 

Vejlederne er ikke kommet sovende til deres nye vejlederrolle. De har lært, at forarbejde er fundamentet for det refleksive arbejde i vejledningsgruppen. Første gang afstemmer vejlederne forventninger med de studerende om vejledningens indhold, metoder og samarbejdet om at nå målene i uddannelsesordningen. En af vejlederne fortæller: 

”Der har fra min side været meget tydelige rammer for vejledningen (komme og gå til tiden, at deadlines for aflevering af rapporter skal overholdes osv.). I samarbejde med de studerende har vi aftalt, hvordan det forventes, at alle er forberedte og har læst samtlige rapporter inden vejledningen.”

Kollektiv Akademisk Vejledning har øget vejledernes opmærksomhed på, hvor vigtigt det er at være tydelig og sætte rammer for vejledningen både skriftligt og mundtligt. For at sikre kvaliteten i vejledningen har vejlederne derfor fra starten præciseret deres forventninger til de studerendes aktive deltagelse. Ligeledes har de understreget de studerendes medansvar for egen læring og for deres udbytte af peer feedback i vejledningen. Som en af vejlederne formulerer det:

”Udgangspunktet for vejledningen har været de refleksive rapporter, hvor de studerende har skulle give hinanden feedback.”

Krav til den didaktiske vejleder 

Som facilitator stilladserer vejlederne vejledningsprocessen, se Boks 5. Konstruktionen af et læringsstillads stiller krav til vejledernes didaktiske forberedelse og organisering af vejledningsrummet - og ikke mindst, at de formår at veksle mellem at anerkende og forstyrre de studerendes faglige refleksionsproces. Konkret har vejlederne søgt at skabe tydelige rammer for de studerendes progression i deres læringsproces gennem de aktiviteter, som er blevet introduceret i vejledningen. Aktiviteterne har givet de studerende både retning og støtte i deres refleksive arbejde med at nå de mål, som uddannelsesordningen kræver, i arbejdet med deres rapporter. Med tiden fortæller vejlederne, hvordan de er blevet belønnet for deres anstrengelser og har fået skabt et trygt vejledningsrum, hvor de sammen med deltagerne har eksperimenteret med nye ideer og metoder. 

Den kliniske vejleder som oversætter og omsætter 

At facilitere betyder ”at gøre lettere” og ”at fremme”. Opdraget for den kliniske vejleder i rollen som facilitator har været at skabe de optimale rammer for gruppens refleksive proces. I Kollektiv Akademisk Vejledning fortæller vejlederne, at øvelsen har været at skabe en dynamisk og konstruktiv vekselvirkning mellem at åbne for og lukke ned for gruppens forskelligheder, så forskellighederne faciliterer indsigt frem for forvirring hos de studerende. I denne proces har vejlederne fungeret som oversættere af de studerendes forskellige tilgange med henblik på at kvalificere refleksionerne, så de kunne omsættes i rapporterne.

Mere og mere har vejlederne øvet sig i "at sidde på hænderne", mens forskellene mellem de studerende er blevet synlige og har været en del af den refleksive dialog i vejledningsrummet. Arbejdet med opponentfunktionen i de studerendes peer-feedback er et eksempel på, hvordan de studerendes forskellighed er blevet synliggjort metodisk.

Erfaringsdelingen med medstuderende har givet ensomheden baghjul og givet blik for, hvordan man kan tænke og handle anderledes. Vejlederne beskriver, hvordan en løbende forventningsafstemning sammen med en fast ramme og struktur for vejledningen har været afgørende for, at det er lykkedes.

Med ”afprivatiseringen” af vejledningen giver vejlederne udtryk for, at der er opstået et andet vejledningsrum, som er præget af en større faglighed end tidligere. Som en af vejlederne formulerer det:
“Der er skabt et rum, hvor man som vejleder føler, at man ikke kun kommer som individ, men primært som repræsentant for specialuddannelsen.” 

Nye handlemuligheder i en foranderlig psykiatri 

Erfaringerne fra de faglige workshops sammen med evaluerings-surveyen viser, at vejlederne synes, at det er sjovere og mere fagligt tilfredsstillende at være facilitator end ekspertvejleder. De har skabt et dialogisk rum, hvor uenigheder, forskelle og modsætninger i den psykiatriske sygepleje er blevet undersøgt i erkendelsen af, at der ikke findes enkle løsninger på komplekse problemer. Disse lærerige dialoger i vejledningsrummet har faciliteret både vejledernes og de studerendes kritisk-refleksive blik på praksis ved at fremme en forståelse af, hvordan konkrete praksissituationer ofte er modsætningsfyldte og påvirket af lokale magtforhold.

Ikke mindst har arbejdet med at identificere forskelle givet indsigt i, hvordan egen forforståelse og ageren i praksis får betydning for, hvad der bliver muligt og dermed også givet blik for et mere nuanceret handlerum (6). Et blik, som styrker de specialuddannede sygeplejerskers kompetencer i at kunne navigere i en konstant foranderlig psykiatri.