Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Fag & Forskning

Mindre skærmtid øger børns fysiske aktivitet

Stillesiddende. Resultat af eksperiment understreger vigtigheden af en balanceret brug af skærmtid, så det ikke fortrænger fysisk aktivitet - sundhedsprofessionelle bør forebygge.

Fag & Forskning 2022 nr. 3, s. 36

Af:

Jesper Pedersen, fysioterapeut, MSc, ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet.

Effects of Limiting Recreational Screen Media Use on Physical Activity and Sleep in Families With Children

Pedersen J, Rasmussen MGB., Sorensen SO., Mortensen SR., Olesen LG., Brønd JC., Brage S, Kristensen PL, Grøntved A.
Effects of Limiting Recreational Screen Media Use on Physical Activity and Sleep in Families With Children: A Cluster Randomized Clinical Trial.
JAMA pediatrics. 2022. doi:10.1001/jamapediatrics.2022.1519.

Introduktion. Mange børn og unge bevæger sig ikke tilstrækkeligt, og det kan have negative konsekvenser for både fysisk og mental sundhed. Tidligere studier har undersøgt skærmtids indvirkning på bevægelse, men de har ikke givet et klart svar. Det har ofte været tværsnitsundersøgelser, og de få lodtrækningsforsøg har haft mange fejlkilder. Studierne har bl.a. manglet objektiv måling af skærmbrug, som er vigtigt i forhold til tilliden til resultaterne. Derfor satte forfattergruppen sig for at designe et familieeksperiment til at undersøge, om reducering af skærmtid i fritiden fører til øget fysisk aktivitet blandt børn og voksne.

Metode. I alt 89 familier (181 børn og 164 voksne) deltog i eksperimentet og fik målt deres fysiske aktivitetsniveau over syv dage før og efter en intervention ved hjælp af to accelerometre. 

Familierne blev tilfældigt fordelt i to grupper: skærmbegrænsnings- og kontrolgruppe. I førstnævnte skulle familierne aflevere deres smartphones og tablets, og de måtte kun bruge 3 timer/uge på skærm i fritiden. I sidstnævnte skulle familierne fortsætte med at bruge skærm, som de plejede, og begge gruppers skærmbrug blev registreret med objektive metoder.  

Resultater. Resultaterne viste, at børn i skærmbegrænsningsgruppen i gennemsnit bevægede sig 45 minutter mere om dagen sammenlignet med børn i kontrolgruppen. Der var specielt stor forskel på weekenddage, hvor børn i interventionsgruppen bevægede sig 73 minutter mere end børn i kontrolgruppen. Resultater viste også, at voksne deltagere i interventionsgruppen ikke øgede deres fysiske aktivitetsniveau.

Diskussion. Studiet viser tydeligt, at mange børns brug af skærme i fritiden i høj grad fortrænger fysisk aktivitet. Det kan virke oplagt, at mindre skærmtid fører til øget fysisk aktivitet, men resultaterne peger overraskende nok på, at reducering af skærmtid påvirker børn og voksne forskelligt. Dette kan muligvis forklares ved, at børn er mere spontane i deres bevægelse, hvor voksne har et mere struktureret forhold til fysisk aktivitet.

Konsekvenser for praksis. Studiet peger på vigtigheden af, at forældre hjælper børn med at finde en sund balance for skærmbrug, da det kan påvirke, hvor meget fysisk aktivitet de får. Sundhedsprofessionelle bør derfor være opmærksomme på, om de børn, de møder i praksis, bruger store mængder af tid på skærmmedier, og om det fortrænger fysisk aktivitet.


Jesper Pedersen, fysioterapeut, MSc, ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet.