Verdens tørreste honninghjerte som tak

Da jeg genså coronakampagnefilmen fra Sundhedsstyrelsen ’Tak, fordi du holder fast’, virkede det nærmest rystende at gense Københavns tomme gader under nedlukningen. Og læsning af den nye bog ’Vild Virus’, som gennemgår, hvad der skete bag kulisserne, førte mig fluks tilbage til pandemiens start, hvor de italienske undtagelsestilstande på sygehusene og kortegerne af ligvogne skræmte.

I foråret 2020 befandt jeg mig seks uger på Rigshospitalets Intermediære Covid-afsnit, hvor den senere så landskendte professor i infektionsmedicin Jens Lundgren holdt daglige briefinger om situationen. Jeg vidste det egentlig ikke før bagefter, at det var ham, som vi efterfølgende skulle se så meget til i pressen. Vi stod jo der i værnemidler samlet fra alle mulige specialer, og mange kendte ikke hinanden på forhånd. Vi så alle ens ud, ingen sædvanlige kendetegn. Så længe vi var på covid-afsnittet, som var uren zone, havde alle værnemidler på – hele tiden. Stor kunne overraskelsen derfor være, når man i en nødtørftig pause kom uden for den urene zone: Store skæg, rødt hår og viltre krøller åbenbarede sig blandt unge og ældre sygeplejersker, fysioterapeuter og læger. Alle med samme mission – at hjælpe til på covid-afsnittet, som var indrettet i lynets hast i de nye afsidesliggende bygninger, som endnu ikke var taget i brug.

Tragikomisk medførte de mange specialer, som kun var ”til låns”, at der i patientens journal kunne stå, at de havde været tilset af pædiater, gynækolog, kardiolog, fysioterapeut, infektionsmediciner, lungemediciner, anæstesiolog, karkirurgisk sygeplejerske, øjensygeplejerske, nefrolog, ortopædkirurg etc. Den stakkels patient fejlede tilsyneladende alt mellem himmel og jord.

Tal fra udlandet viste, at de fleste sundhedsfaglige medarbejdere blev smittet med covid i forbindelse med aftagning af værnemidler. På Rigshospitalets coronaafsnit viste store fotostater derfor trin for trin, hvordan værnemidler skulle tages af og på i slusezonen. Og man gjorde sig umage. I min paranoia sprittede jeg også mine tæer af, når jeg kom hjem fra vagt, for rygterne gik, at virus kunne overleve på overflader i meget lang tid.

Mange var mærket af situationen med at passe så svært syge patienter, og krisepsykologen havde ekstraordinært travlt. Frygten for smitte var ligesom hos de fleste danskere stor, og sværhedsgraden af sygdommen var skræmmende at opleve som frontpersonale. Vi blev undervejs klogere, mens virus muterede og gjorde os mindre syge. 

Hygiejne fik under pandemien en helt ny betydning, og hygiejnesygeplejerskernes viden og kompetencer blev afgørende i en tid, hvor sygeplejerskerne fra hele verden blev hyldet for deres indsats under pandemien. Herhjemme blev hygiejnesygeplejerske, ph.d., Jette Holst i 2021 anerkendt med Kirsten Stallknecht-prisen for sin indsats under pandemien, mens man i Hovedstaden nøjedes med at anerkende det tyndslidte personale ved at sende verdens tørreste honninghjerte som tak. Honninghjerterne var en hån, og mange sygeplejersker sagde op. 

Vi skal lære af historien og midt i alt det huske at holde fast i vigtigheden af hygiejne. Derfor har vi i dette nummer af Fag & Forskning sat hygiejnen i fokus 'post corona'.