Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hos Mother Teresa i Calcuttas slum

Mother Teresas nonneorden 'Kærlighedens missionærer' omfatter i dag godt 4.000 søstre. De har 200 huse i Indien og 225 i 82 andre lande. Nonnerne lever et enkelt og regelmæs-sigt liv, der er koncentreret om at yde hjælp, kærlighed og omsorg til fattige og syge. Alle uanset alder, hudfarve, religion og erhverv er velkomne til at arbejde i et af Mother Teresas huse, der i Calcutta blandt andet omfatter børnehjem, hjem for døende, hjem for fysisk og psykisk handicappede og hjem og behand-lingsklinik for spedalske.

Sygeplejersken 1997 nr. 10, s. 32-37

Af:

Inger Halberg, sygeplejerske

SY-1997-10-32a Mother Teresa har stået i spidsen for Missionaries of Charity, siden hun grundlagde nonneordenen for næsten 50 år siden. Nu er hun ved at trække sig tilbage pga. svigtende helbred. Foto: Nordfoto

I et fattigt område på grænsen til et muslimsk kvarter bor Missionaries of Charity - nonneordenen 'Kærlighedens missionærer', som Mother Teresa stiftede i 1948, og som blev anerkendt af paven i 1950. Hun startede alene, men snart kom nogle af hendes tidligere elever fra Loretoordenen til. I dag er missionen vokset til at omfatte godt 4.000 nonner/søstre.

De har 200 huse i Indien og 225 i 82 andre lande (1). I februar 1996 åbnede missionen et hus i København med fire søstre.

Mother Teresa bor sammen med omkring 400 søstre og novicer i Mother house i Calcutta. Hun nyder stor respekt både lokalt og internationalt. I 1971 fik hun således både pave Johannes d. 23.s fredspris og John F. Kennedys internationale pris. Ved overrækkelsen af Nobels fredspris i 1979 bad Mother Teresa om, at man aflyste den efterfølgende festbankét, og i stedet brugte pengene til at bespise fattige i hendes hjemland.

Mother Teresa og søstrene ejer intet ud over tre sarier og et krucifiks. De arbejder utrætteligt, med stor glæde, kærlighed og autoritet blandt de fattigste og udstødte; udelukkende for midler givet til missionen.

De lever et meget enkelt liv: står op kl. 4.30, beder, vasker, giver kærlighed, tjener, beder, arbejder, giver kærlighed og tjener igen. Dag efter dag. År efter år. Men netop i gentagelsen, i det fastlagte, i det grundlæggende ligger hendes kraft og styrke. Igen og igen har hun udtalt sit enkle budskab om at 'tjene Jesus, der er så smerteligt skjult i de fattige' (1). Denne enkle livsindstilling og levevis synes at give den enkelte stor klarhed og styrke i det – udefra set – slidsomme liv.

Mother Teresa var 86 år da jeg besøgte missionen sidste år. Hun udstråler stor kærlighed og er meget karismatisk. Folk kommer stadig til hende med deres ønsker og bønner. I den grad hun formår det, imødekommer hun disse mennesker, og hun er fortsat med i beslutningsprocesserne i missionen.

På et spørgsmål om, hvad der vil ske med ordenen, når hun engang er død, svarer hun: ''Lad mig nu dø først, så skal Gud nok sørge for det. Han finder én, der er mere håbløs end mig til at gøre sit arbejde'' (1).

Volontører

På et tropemedicinsk kursus havde jeg mødt to andre sygeplejersker. Vi ønskede at arbejde for Mother Teresa, og efter at have ordnet alt det praktiske, landede vi en lun (25 grader) og kulsort nat i slutningen af januar 1996 i Calcuttas lufthavn. Det var ikke muligt at booke bosted hjemmefra; vores glæde var derfor stor, da det lykkedes os at få plads i en pension 500 m fra Mother house. Der var plads til 22 kvinder og mænd, fordelt på soverum med fire til seks senge. Stedet var nærmest luksuriøst, da der det meste af tiden var varmt vand, der var kogt/filtreret vand til fri afbenyttelse, og der kunne købes rimelig mad til en pris af i alt 35 kr./døgn.

Mødet med de andre volontører var meget spændende og berigende. På et tidspunkt var vi 12 nationaliteter i huset. Vi var alle på en form for pilgrimsrejse, forenede i

Side 33

Billede

Side 34 

arbejdet for Mother Teresa. Atmosfæren var præget af stor åbenhed og tolerance. Det var dejligt at få et indblik i – og være en lille del af hinandens livshistorier.

Alle – uanset alder, hudfarve, religion og erhverv er velkommen til at arbejde i et af Mother Teresas huse, der i Calcutta bl.a. omfatter børnehjem, hjem for døende, hjem for fysisk og psykisk handicappede og hjem og behandlingsklinik for spedalske. Efter at være registreret hos missionen tog jeg sammen med andre volontører ud til Kalighat, hjemmet for døende.

Det består af to store rum med plads til henholdsvis 50 mænd og 50 kvinder. I forhallen er der plancher om forholdsregler omkring hygiejne og små sentenser af Mother Teresa:

'Do small things with great love'

'Do your work with love and joy'

Liv i køkkenet

Køkkenet ligger mellem de to afdelinger. Det er et meget centralt rum. Her laves mad til alle patienter på et stort komfur med to indfyringshuller, og her vaskes alt tøjet – 100 skjorter/kjoler, betræk til briksene og håndklæder – i cementkar forsænket i gulvet. En ansat vasker tøjet med fødderne i et enkelt hold lunkent sæbevand, det skylles i koldt vand, vrides i hænderne og tørrer i solen på taget – alle ugens dage året rundt.

Vasketøj med afføring og urin lægges for sig – også i køkkenet. Det skylles en enkelt gang, før det vaskes med det andet tøj.

Asken fra komfuret bruges til opvask af patienternes bliktallerkener og -krus. Det skylles efterfølgende i to hold koldt vand i et andet forsænket cementkar. Midt på gulvet står en gruekedel med kogende vand.

Bag køkkenet er et lille pedallokum til volontører. Hinduer bruger ikke toiletpapir, så det lærte vi hurtigt selv at medbringe.

Op til dette stødte en form for kølerum, hvor afdøde ikke-hinduer stod i simple trækister, indtil de skulle begraves. Dette foregik samme – eller senest næste dag. Afdøde hinduer blev svøbt i et tyndt hvidt lagenlærred, blev transporteret til ligbrændingspladsen og blev brændt samme dag.

På modsatte side lå et depot og lagerrum, som en af søstrene havde nøglen til. Ved spisetiderne fik nogle fattige fra gaden også et måltid her i køkkenet. De sad tæt på cementforhøjningen ind til mandsafdelingen. Jo, køkkenet var som en myretue det meste af dagen.

Mellem køkkenet og patientrummene ligger badeværelserne. Kvindernes består af et aflangt rum med fire flisebeklædte forhøjninger. Bruserne i loftet virker ikke, så vi tog koldt vand fra et cementkar i rummet og hentede kogende vand i gruekedlen. Således blev alle ca. 100 patienter badet i hver sin spand vand hver dag.

Bag baderummet ligger toiletterne. De består af fem huller i gulvet uden afskærmning imellem og med manuel udskylning. På væggen sidder seks haner med koldt vand. Her findes ca. 10 gamle bulede bækkener.

Toilet og bækkener rengøres en gang dagligt.

På det flade tag holdt to til tre novicer skole nogle timer hver formiddag for kvarterets fattige børn, og vi frivillige holdt tepause deroppe en halv time hver formiddag. Desuden bor de fem søstre, der arbejder på hjemmet, og et svingende antal novicer på tagetagen. Her er også et chapel – kirkerum – som i alle Mother Teresas huse.

De store patientrum er delt i midten af en gang. På hver side er der cementforhøjninger med ca. 40 cm høje brikse på. Side om side står de, så tæt at en person præcis kan passere. Hver briks og tilhørende hovedpude er beklædt med plastik, herover er lagt et simpelt bomuldsbetræk.

På disse brikse sad eller lå mere eller mindre kronragede kvinder i ubestemmelige aldre, måske spændende fra først i tyverne til 50-60 år. De bar farverige kjoler og flertallet havde et slidt brunt tæppe omkring sig. Nogle var psykisk syge, nogle var forkrøblede, nogle kunne ikke rejse sig op, så de gik på hug, nogle kunne ikke rette et eller flere lemmer ud, nogle kunne slet ikke støtte på benene. Disse kvinder var fortrinsvis hentet ind fra gaden, de ejede absolut intet jordisk gods. Mange havde måske levet det meste af deres liv på gaden, var bragt hertil eller kommet ved egen hjælp.

Ingen journaler

De var hinduer, muslimer eller anglo-indere. Søstrene havde navn, alder og hvilken religion, de tilhørte, opført i en bog, hvor også eventuelle medicinordinationer stod. Ellers fandtes der ingen journaler eller papirer på den enkelte. Søstrene gik ikke meget op i patienternes fortid, men gav dem en smuk og nødvendig hjælp.

Det var spændende at iagttage tværkulturelle fællestræk som fx forfængelighed. Mange kvinder ville bestemt ikke have en hvilken som helst kjole på efter badet, men ville selv udvælge den. Nogle forsøgte at hamstre – to hovedpuder, to tæpper osv. Nogle skyndte sig at stikke deres bliktallerken under sengen ved maduddeling og forsøgte på denne måde at få en ekstra portion. Det var helt unødvendigt, for der var mad nok til alle. Nogle sad stadig og strakte hånden frem, som tiggede de på gaden. Nogle kaldte: 'aunty, aunty' – det engelske ord for tante var navnet på alle kvindelige volontører.

Trods manglende fællessprog havde vi en fin kontakt. Vi lærte os hurtigt ord på hindi for: vand, urin, afføring osv. og klarede resten med tegnsprog.

Mange af kvinderne havde lus, store områder med fnat, svamp osv., når de kom til hjemmet. De blev derfor klippet, og der blev holdt nøje kontrol med nye udbrud. En af de første dage gav jeg lusekur til alle patienterne, da der var fundet mange lus hos en patient. Som en pige fra Hong Kong sagde: ''Der var så mange lus, at de holdt party i hendes hår.'' Hun havde aldrig set en lus før, og var ret chokeret.

En del af kvinderne var udtærede og magre, og der forekom derfor både store og små liggesår; desuden brandsår i forskellige grader. Inderne bruger åbne ildsteder, og jeg så eksempler på, at konflikter i et ægteskab var blevet 'løst' ved, at kvinden var blevet skubbet ind i ilden af sin mand. Efter udtalelser – også fra indere – forekommer dette uden at nogen tilsyneladende kan eller vil gøre noget ved det. Indiske ægteskaber bliver stadig arrangeret af forældrene. Kvinden overgår ved brylluppet til mandens familie. Ved en eventuel skilsmisse vil hun blive udstødt både af sin mands og sin egen familie. Til Kalighat kom en kvinde med forbrænding fra under hagen og til ned under navlen. Nogle områder var i opheling, andre var svært medtagne, den ene brystvorte var helt forkullet. Der var mærkelig nok ikke betændelse i såret. Hun blev renset og skiftet efter behov, sov under 'fuglebur' og helede op i løbet af tre uger. Manden havde forladt hende og deres tre børn. Jeg mødte hende senere, hvor hun havde hentet mad til familien på Mother Teresas børnehjem.

Spyfluer i sårene

Regeringshospitalerne har efter sigende en meget ringe standard, og de private betalingshospitaler har de fattige ingen muligheder for at benytte, det er derfor et meget blandet klientel, der kommer til Mother Teresa. Hvis de ikke har andre muligheder, bliver de ikke afvist.

Der var patienter med aids, tuberkulose, diarre og forskellige former for infektioner.

Sied 35

SY-1999-10-32bI december sidste år var Mother Theresa selv patient på et hospital i Calcutta med dårligt hjerte. Lige før jul blev hun udskrevet efter tre ugers indlæggelse. Foto: Nordfoto.

Nogle havde gået med deres sår så længe, at spyfluerne fløj derfra, når vi tilså dem første gang. De efterfølgende dage måtte vi pille mider ud fra dybet af såret.

En del yngre mænd dør på hjemmet pga. tuberkulose i uhelbredelig grad. Når de har løbet foran en rickshaw i den kraftige kulos fra alle bilerne i fem til seks år, giver kroppen til sidst op! Andre døde få timer efter, at de var bragt til hospitalet, men de oplevede at blive set, at blive vasket, at få mad og omsorg og at dø i en seng med mennesker omkring sig. Vi så flere gange en død ligge på gaden, hvor folk blot gik forbi.

Hygiejnen på hjemmet var god efter forholdene. Forsyningerne af medicin og forbindsstoffer var varierende. Det gjaldt om at bruge, hvad der var, på den bedst mulige måde. Ofte var det præparater som vi i Vesten er ophørt med at bruge for en del år siden. Der var fx jod og dettol (phenollignende stof) i mange af deres salver og sårrensningsmidler. De havde forskellige slags antibiotika, smertestillende medicin, rehydreringspulver, vitaminer og infusionsvæsker.

Tre dage om ugen arbejdede en indisk læge på hjemmet. Han arbejdede gratis for missionen, ligesom vi volontører heller ikke modtog penge. Flere af søstrene er uddannede læger og sygeplejersker. De sendes rundt i verden, hvor de har erhvervet mange erfaringer. Inderne har et godt og veludviklet immunforsvar og en meget høj smertetærskel, så det var ikke alle patienter der døde på hjemmet for døende. Nogle af dem, der blev raske, bor og arbejder stadig på hjemmet.

En dag så jeg en ung mand sidde og made en midaldrende immobil kvinde. De var tydeligvis meget glade for at se hinanden. Han formede maden til kugler med højre hånd (venstre hånd er uren, fordi de bruger den ved toiletbesøg) og gav hende dem, mens de snakkede. Da han gik, gav han en pose med en smuk hvid sari til en af

Side 36

søstrene. Kvinden blev under grinen og pjank iført sarien og båret op mellem de andre kvinder. Stor var jubelen, latteren og tilråbene. Det viste sig at være kvindens søn. Han havde genfundet sin mor og hentede hende i en taxa lidt senere.

Glæden ved at leve

Kalighat ledes af sister Dolores. Hun holdt hver morgen kl. otte en lille samling/andagt sammen med volontørerne. Hun fortalte om forskellige emner fx skytsengle, velsignelser, glæden ved at leve og ved at arbejde; smukke og enkle budskaber. Dernæst gik vi til de respektive afdelinger.

Indernes blufærdighed er stor. Det var kun lægen og søstrene, der måtte komme på afdelingen med det modsatte køn.

I bybilledet, hvor utrolig meget liv leves udenfor, så vi aldrig kvinde og mand røre ved hinanden. Mænd gik derimod ofte med hinanden i hånden eller holdt om hinanden. Det var utænkeligt for kvinder i offentlighed.

Vi startede i afdelingen ved at deltage i uddelingen af morgenmad og hjalp med det fornødne: at made dårlige patienter med plastikske, at skifte bækken eller vaske/fjerne urin og afføring fra inkontinente patienter. Det var noget af et kunststykke, da der ikke fandtes papir eller servietter af nogen slags. Derefter kom alle patienterne i bad, de dårligste blev dog sengebadede. Alle brikse blev vasket dagligt i vand tilsat desinfektionsmiddel, og gulvet blev vasket i noget lignende. Det var også meget tiltrængt, da en stor del af kvinderne brugte gulvet, som var de stadig på gaden. De skyllede fingre efter et måltid direkte på gulvet, de spyttede på det, nogle svingede ugenert enden ud over sengekanten og tissede på gulvet.

Novicerne stod for medicinuddeling og sårpleje under vejledning. En af søstrene var deres lærer i sygeplejeteori. Niveauet svarer nok til social- og sundhedsassistenter, hvis jeg skal sammenligne. De bygger meget på learning by doing. Vi sygeplejersker deltog også i sårpleje, blev spurgt til råds angående behandlingsmidler og -metoder. Vi kogte instrumenter, gav injektioner og deltog ellers i det daglige arbejde. Hver dag fik patienterne en lille ting. Det kunne være en honningkage, et stykke frugt eller chokolade; eller noget kokosolie, som kvinderne holdt meget af at få i håret især. Nogle volontører gav massage på hele kroppen til patienter med kraftige kontrakturer, andre sad lige så stille med en døendes hånd i sin. Der var ikke to dage, der var ens. Sidst på formiddagen vaskede og præparerede vi gummihandsker, de blev brugt, til der gik hul i dem!

Kl. 12 tog vi derfra. Der skulle være ro på salene til kl. 15. Nogle få volontører deltog også om eftermiddagen, men for de fleste af os var det passende med formiddagen. Temperaturen tiltog i februar-marts til 30-35 grader, og luftfugtigheden var på 80-90 procent, det føltes ret trykkende.

Viet til Jesus

Vi holdt fri om søndagen og om torsdagen. Sidstnævnte var søstrenes bede-, læse- og skrivedag. Plejen blev da varetaget af novicerne. De er under oplæring i ni år, før de aflægger deres evighedsløfte, de bliver viet til Jesus, får klippet deres lange sorte hår, og iklæder sig den hvide sari med de karakteristiske blå striber. I oplæringstiden går de i hvide sarier uden striber.

I hverdagen bestod personalet af to-fire søstre, der bor på hjemmet, 12-15 novicer og deres søstersygeplejelærer, der bor i Mother house, og mellem fire og 20 volontører fra alle mulige lande. De bor rundt omkring i byen. Sproget er engelsk.

Det er absolut en fordel at have arbejdet i en flad struktur tidligere, at besidde en stor fleksibilitet og stor sans for humor. Det var dybt frustrerende for nogle, at der ikke var (sædvanlige) ledere, ingen formaliseret fordeling af arbejdet, tilsyneladende ingen orden, og tilsyneladende ingen ansvarlige, som vi er så vant til i Vesten. Dels tror jeg, at det er den umiddelbare afmagt ved at se så megen fattigdom og lidelse, der sætter ovennævnte frustrationer i relief, dels også usikkerheden ved den utrolig store frihed det er at opleve, at alt arbejde er ligeværdigt – er lige meget værd. Alt arbejde blev rent faktisk gjort hver dag.

Det blev for størsteparten en utrolig smuk og stor oplevelse. En gave, som vi bærer med os resten af livet.

Socialt og religiøst samvær

Der var ingen krav om, at volontørerne skulle deltage i messen, som søstrene holdt hver morgen fra kl. seks til syv eller i adoration, dvs. andagt, hver aften fra kl. 18-19.

Alle uanset religion var velkomne, dog var det forbeholdt katolikker at gå til alters ved morgenmessen. Ofte holdt jeg min egen lille andagt/meditation under søstrenes adoration. Det foregik i det store kirkerum for åbentstående vinduer på første sal i Mother house. Trods bilos og en infernalsk larm fra den sekssporede vej nedenfor, var det en smuk og bevægende oplevelse at se de sariklædte skikkelser sidde på gulvet fordybet i bøn.

En del volontører deltog i messe og adoration. Efter messe var der gratis te, kiks og bananer. Ofte gik snakken livligt, det havde både en social og en psykologisk funktion at være sammen. Især de volontører, der var rejst alene og som boede alene på et hotelværelse, havde meget brug for at dele de stærke og fremmedartede oplevelser med andre ligestillede. Vi hentede også post og udvekslede erfaringer på volontørkontoret.

Missionen arrangerede besøg i en spedalskhedsby i udkanten af Calcutta; desuden kunne vi deltage i at vaske, pleje og bespise gadedrenge i et slumkvarter i Calcutta.

For sygeplejersker var det muligt at tage med søstrene i deres rullende gadeklinik til et fattigt kvarter i udkanten af byen. Den dag jeg deltog, ventede ca. 1.000 mennesker på at blive tilset og behandlet. Det var fattige folk, der ikke havde penge til lægehjælp og medicin (i Indien kan al medicin købes uden recept, men den er kostbar efter deres forhold).

Mange havde vandret langt og ventet i flere timer, før de ved vores ankomst tålmodigt tog plads i køen. Vi var 20 søstre og novicer, fire sygeplejersker og to medicinstuderende, der hurtigt fik omdannet de bare rum til klinikker. De to lægesøstre havde konsultation. Nogle søstre og volontører tog sig af sårpleje, og andre udleverede nødvendig medicin. Min funktion var at give injektioner; mest vitaminer og antibiotika. Mange var fejl- og underernærede. De og alle børnene fik udleveret proteinkiks.

Vi ankom i lastbilen kl. ni. Kl. 14 var alle behandlede og de resterende ting pakket i lastbilen. Der gik en lokal kvinde og fejede pladsen med en riskost. Det var det eneste synlige tegn på, at vi havde været der.

Vi volontører var godt trætte, men nød alligevel køreturen tilbage. Søstrene uddelte chokolade, sang og spøgte med hinanden. Søsteren ved min side bandt lige så forsigtigt forklædebåndene sammen på dem, der sad foran, så der var også plads til grin og ballade.

Spiritualitet

I Calcutta så vi eksempler på den hurtige og nødvendige hjælp, missionen yder. På vej ind i børnehjemmet, hvor missionens lastbiler

Side 37

og ambulancer har garage, blev vi en dag kontaktet af en lokal mand, der fortalte, at der lå en døende yngre mand på fortovet lidt henne ad gaden. Han havde brug for hjælp; om vi ville formidle det til søstrene? Fem minutter senere holdt en ambulance ved fortovskanten; den udmagrede og kraftløse mand blev hjulpet ind i ambulancen, og en søster kørte med til Kalighat.

De var selv lysende eksempler på det, de dagligt beder om: ''Herre gør mig til redskab for din fred. Lad mig så kærlighed, hvor der er had; tilgivelse, hvor der er uret, enighed, hvor der er splid; lad mig bringe sandhed, hvor der er vildfarelse, tro, hvor der er tvivl; håb, hvor der er fortvivlelse, lys, hvor der er mørke, og glæde, hvor der er sorg.''

Det var meget spændende at se, føle, lugte, røre og blive berørt af mange af de ting, jeg kom i kontakt med.

Ved at rejse ud og leve i andre kulturer, spejler vi vores egen. Forskellene bliver sat i relief. Overordnet vil jeg sige, at inderne er i besiddelse af en stor spiritualitet, og vi af materielle goder. Når vi udveksler noget af dette, sker der spændende og udviklende ting.

Da jeg tog af sted, sagde min mand, at jeg ikke ville være den samme person, når jeg kom hjem igen. Det fik han ret i, jeg vil altid bære oplevelsen med mig. Den er en del af mit sind, mine tanker og handlinger.

Litteratur

  1. Charlotte Gray: 'Mother Teresa: Hendes liv og virke', Aktion Børnehjælps Forlag, 1988.

Inger Halberg er afløser på Sct. Maria Hospice Center i Vejle.

Nøgleord: Calcutta, Indien, Mother Teresa, volontørarbejde.