Boganmeldelser

Den gode fysiske pleje er grundlæggende i omsorg

Katie Eriksson
Oversat fra svensk af Anne Elsebet Overgaard

Omsorgens idé

København: Munksgaard 1996
111 sider, ill., kr. 128

'Omsorgens idé' er en klassiker inden for sygeplejelitteratur, idet den bidrager med væsentlige indfaldsvinkler til at klargøre og beskrive omsorgens kerne. Den humanistiske tilgang til sygeplejen, hvor filosofiske og psykologiske indfaldsvinkler træder frem, er med til at give et nuanceret perspektiv på omsorg samtidig med, at Katie Eriksson også tydeliggør et kristent livssyn: ''At yde omsorg er at passe og pleje, at lære og at lege, at fungere i tro, håb og kærlighed.''

Der indledes med et filosofisk og ontologisk perspektiv på det at være menneske og på omsorg. At være menneske er at være en helhed af krop, sjæl og ånd. At yde omsorg er en naturlig menneskelig adfærd, og alle mennesker er således omsorgsgivere. Katie Eriksson søger at beskrive substansen i sine begreber, hvor substansen skal forstås som det, der gør noget til det, det er. Katie Eriksson lægger vægt på at søge det fælles gennem et helhedsperspektiv og det er i dette lys, at menneskets integritet og omsorgens kerne beskrives. Den oprindelige substans, kernen, søges gennem refleksion, og bogen viser tydeligt forfatterens refleksioner.

At yde omsorg beskrives som ''en kunstudøvelse, som rummer en følelse, en levende måde at forholde sig til handlingen ...''. Den gode fysiske pleje rummer de mest grundlæggende elementer i professionel omsorg, som livgivende kilde for vækst og udvikling, og hensigten er at ville den anden det gode. Centrale begreber i omsorgshandlinger er tillid, tilfredshed, kropsligt og åndeligt velvære og følelse af udvikling mod forandring. Omsorg kendetegnes ved varme, nærhed og berøring. Katie Eriksson understreger flere gange at omsorgen i dag måske netop bærer præg af, at sygeplejersker har glemt, at den gode fysiske pleje er det mest grundlæggende i omsorg.

Legen fremhæves som central for mennesket, idet det kun er i legen, at mennesket kan skabe, og det er kun gennem skabelse, at identitet kan bekræftes. I forbindelse med leg refereres til Winnicott.

Afhængighed er en væsentlig værdi for mennesket, og relationer og fællesskab er af eksistentiel betydning for mennesket, relationen mellem den enkelte og de andre. Den anden kan være den konkrete anden, eksempelvis den professionelle anden eller den naturlige anden, eksempelvis forældre, søskende, nær ven. I relationen med den konkrete anden kan mennesket opleve tro, håb og kærlighed. Den anden kan også være den abstrakte anden, hvor den abstrakte anden består af menneskets gudsforhold og tro. Gudsforholdet eller tro er ikke ensbetydende med kristendom. Tro betragtes som et eller andet, der ligger uden for mennesket og som giver vished, fortrøstning og håb. Det åndelige livsrum kan være større eller mindre og have forskelligt indhold.

Til slut beskrives forskellige faglige omsorgsformer, den plejende omsorg, lægelig omsorg og sjælesorg, og Katie Eriksson perspektiverer fremtidig omsorgsvidenskab og omsorgsforskning.

Bogens styrke er den humanistiske tilgang til omsorg, hvor forfatterens respekt for menneskets integritet er central. Omsorg bredes på en gang ud og snævres samtidig ind. Argumentationen i bogen er tydelig og lægger op til dialog med læseren. Læseren bliver ikke fastholdt i forfatterens forståelse og holdning, men bogen kræver, at læseren tager stilling. Læseren bliver derved klogere på omsorgens kerne efter at have læst bogen. Bogen henvender sig til alle, der yder omsorg, og kan bidrage til at rette opmærksomhed på og forholde sig til det åndelige aspekt, som er tydeligt i Katie Erikssons sygeplejeteori.

Oversættelsen er vellykket i forhold til sprogets og begrebernes nuancer.

Af Helle Stryhn, sygeplejelærer ved Sygeplejeskolen i Odense. 

Læsevenlig hjælp til analfabeter i statistik

Arild Bjørndal, Dag Hofoss

Statistikk for helsepersonell 

- en innføringsbok
Oslo: Universitetsforlaget 1996
160 sider, n.kr. 175

Sygeplejersker i Danmark har traditionelt ikke behøvet stifte bekendtskab med statistik i deres grunduddannelse, men nogle skoler er efterhånden begyndt at indføre faget i forbindelse med undervisning i forskningsmetodik. Hvis sygeplejersker skal være i stand til at læse forskningsartikler, er det nødvendigt at have et elementært kendskab til statistik. Det vil efterhånden blive en hæmsko at være statistisk analfabet.

'Statistikk for helsepersonell – en innføringsbok' er skrevet for personer der synes, at statistik er vanskeligt at forstå, hvorfor den er skrevet særlig læsevenligt. Den er skrevet både til læseren af videnskabelige artikler og til den aktive forsker, og er især tiltænkt læger og fysioterapeuter, men den henvender sig naturligvis også til andet sundhedspersonale, som fx sygeplejersker. Til bogen hører et hæfte med opgaver og facit, så læseren får mulighed for at afprøve nogle af metoderne undervejs. Dette er absolut en god idé både for de læsere, der gennemgår stoffet selvstændigt, og for dem, der følger et kursus. Bogen indeholder grundbegreber i statistik, og kan med fordel anvendes til introduktionskurser i statistik, inden man kaster sig over den tungere litteratur om emnet.

Af Ingrid Egerod, cand.cur. Udviklings- og forskningssygeplejerske, Amtssygehuset i Gentofte.

Herlige kvinder fortæller

​FILM

Freddy Tornberg

Der er ingen garantier

– en film om brystkræft og kemoterapi

Hellere leve med et end dø med to

– en film om brystopererede kvinder

København: Venus film 1997
To film på samme video, varighed henholdsvis 41 min. og 42 min.
i alt kr. 128.

Der er ingen garantier' er titlen på den ene film, der hovedsagelig handler om kemoterapibehandling for brystkræftpatienter. Man møder en række herlige kvinder, der personligt og vedkommende beretter om deres oplevelse med at få brystkræft, og videregiver deres overvejelser om kemoterapi.

Eftersom de alle er filmet, mens de får kemoterapi, er der en overvejende positiv opfattelse af denne behandlingsmulighed, selv om hovedindtrykket alligevel bliver, at kvinderne siger ja til tilbuddet, fordi de ikke tør andet. Dog er filmen meget afdramatiserende i forhold til kemoterapi, ikke mindst fordi flere af kvinderne fortæller, at de ud over træthed har meget beskedne bivirkninger. De rædselsforestillinger, som omtalen af kemoterapi ellers ofte fremkalder, bliver således effektivt imødegået af dem, der har prøvet.

Nu har enhver naturligvis retten til at have deres egen mening om årsagen til deres sygdom, men alligevel, når jeg sætter informationsbrillerne på næsen, så ærgrer det mig lidt, at de hyppige misopfattelser af, at man primært skal helbrede sig selv, at psykisk pres befordrer kræftcellers vækst, at positive tanker fremmer helbredelse af kræft, og at alternativ behandling kan holde kræften nede, får lov til at stå helt uimodsagt. Jeg har aldrig begrebet, hvorfor folk tager penicillin, når de har ondt i halsen, mens de mener, at en langt alvorligere sygdom som kræft skal tænkes væk.

Men filmens princip om at lade kvinderne fortælle ukommenteret får til gengæld synliggjort det verserende problem med, at meget få brystkræftpatienter vil deltage i nogen form for forsøg. For en enkelt kvindes fortælling om sit afslag til at deltage i en afprøvning af en ny kemoterapi, netop fordi hun kun vil have en kur, der er afprøvet, lader spørgsmålet om, hvem der så skal afprøve nye kure, dirre i luften.

Den anden film har den sigende titel 'Hellere leve med ét end dø med to' og handler om problemerne med kun at have et – eller ingen – bryster. Uden på videokassetten er der et absolut opløftende billede af tre glade mastektomerede kvinder. Billedet stemmer én til at vente noget kontroversielt og ekstraordinært af filmen, men denne forventning indfries ikke rigtigt. For der er ikke så meget, der overrasker. Løftet på kassettens bagside om at gøre de brystopererede mere synlige koges ned til én sekvens med en enkelt modig kvinde, der soler topløs på stranden. Ellers bliver det mest til en snak om og afprøvning af undertøj og proteser, der på bedste vis skjuler, at der mangler noget. Indslaget bliver til overflod ledsaget af små forskrækkede fnis ved tanken om at tabe den ulyksalige protese på gulvet. Det kalder jeg, selv om disse bekymringer er relevante nok, ikke for synliggørelse.

Klipningen af filmen er desuden ikke alt for heldig. Der er klippet efter temaer, men det indebærer, at man afbryder midt i en samtale med de kvinder, der fortæller hele deres historie, og det virker flere gange irriterende. Måske mest fordi de interviewede kvinder, ligesom i den første film, er værd at høre på.

I deres personlige beretninger kommer kvinderne rundt om de mange spørgsmål, som bliver relevante, når diagnosen hedder brystkræft. Den første panik, hvor det for nogen ikke kan gå hurtigt nok med at få fjernet brystet og dets faretruende celler, mens andre går til yderligheder for at beholde faconen. Angsten for døden, selv om man overhovedet ikke føler sig syg. Problemer med omverdenen, der ikke altid ved, hvordan de skal forholde sig, så det tit er kræftpatienten, der må trøste og tage initiativet. Den ændrede kropsfornemmelse efter mastektomi og deraf følgende problemer med seksualiteten. Tanker om sygerollen, der – selv om prisen er høj – har sine behagelige sider, fordi den legitimerer, at man bliver sat i centrum og modtager opmærksomhed og omsorg, og som derfor kan være svær at give slip på igen. Beretninger om den utrolige ensomhed, man kan føle, når man konfronteres med døden, også når det sociale netværk er tæt og godt.

Især som oplysningsfilm for kvinder, der netop har fået diagnosen, og deres pårørende, mener jeg, de to film vil være særdeles velegnede. Jeg tror, at filmene kan hjælpe med at få nogle gode samtaler i gang. Der er også håb og opmuntring at hente, fordi en del af de medvirkende har levet i mange år med deres kræftsygdom. Endelig er der nyttige oplysninger om mulighederne for hjælpemidler og rekonstruktion af brystet. Det ville således være en god idé på de afdelinger, hvor brystkræftpatienter er indlagt, at vise filmene for dem, der ønsker det.

Af Karen Ellen Spannow, sygeplejerske og etnograf.  

Behandlingsmæssigt ikke meget nyt

A. H. Crisp, Niel Joughin, Christine Halek, Carol Bowyer
Oversat fra engelsk af Anders Johansen

Anorexia nervosa og ønsket om forandring

København Hans Reitzels Forlag 1996
96 sider, kr. 135 

A. H. Crisp
Oversat fra engelsk af Torben Hanson

Anorexia nervosa

En biologisk løsning på et eksistentielt problem?
København Hans Reitzels Forlag 1996
216 sider, kr. 268

Den længste bog er skrevet til behandlere, patienter og pårørende, og den kortere er en selvhjælpsbog til mennesker med spiseforstyrrelser og deres pårørende.

Professor Crisp, der har arbejdet ved St. Georgs Hospital i London, har behandlet ca. 400 patienter med spiseforstyrrelser.

I 'Anorexia nervosa – en biologisk løsning på et eksistentielt problem', gennemgås sygdommens adfærds- og følelsesmæssige symptomer og dens forekomst, og den historiske opfattelse af kvindekroppens idealer og fødens kulturelle betydning. Bogen er grundig og indeholder mange konkrete oplysninger og statistisk materiale.

Forfatteren har ikke dykket dybt ned i udviklingspsykologiske og psykodynamiske teorier, der knytter sig til spiseforstyrrelsernes årsagssammenhæng, som fx sundhedsplejerske Hanne Susie Andersen har gjort det i en artikel i 'Sygeplejersken' nr. 4/97, hvilket vi ser som en mangel ved bogen.

Crisp hævder at sammensmelte forståelsen af spiseforstyrrelser som både et biologisk og et psykisk-eksistentielt problemkompleks, en viden vi herhjemme har arbejdet med en del år. Der er derfor behandlingsmæssigt ikke noget afgørende nyt i fremstillingen, muligvis fordi bogen bygger på en udgivelse fra 1980. Selv om Crisp forsøger at give en systematisk gennemgang af sygdommen, er sproget indimellem uforståeligt, så noget af meningen går tabt. Desuden indeholder bogen en del tegninger og breve fra patienter med spiseforstyrrelser, som man alt efter temperament kan mene fylder meget i så dyr en bog. Bogen kan ikke anbefales som grundbog, men kan have interesse for behandlere (inklusive miljøterapeuter) der har et indgående kendskab til emnet.

'Anorexia nervosa og ønsket om forandring' er nærmest et hefte med en serie trin, som den spiseforstyrrede skal forholde sig til og forsøge at gennemgå. Mange af spørgsmålene er rigeligt omfattende, fx: \54\54Du bliver nødt til at afklare dig i forhold til dine forældre''. En anden del af hæftet indeholder øvelser, bl.a. 'sonderingsøvelser' som patienten kan tænke over og tage stilling til for at orientere sig i og få feed-back fra omgivelserne for at komme videre i sin personlige udvikling og evt. ud af den isolation, som de fleste mennesker med anorexia nervosa befinder sig i. Heftet indeholder også en del konkrete oplysninger om kropsfunktioner, væskebalance, diæter etc., en viden, vi har erfaring for er vigtig for de spiseforstyrrede, da de som oftest har deres helt egen opfattelse af, hvad kroppen kan klare.

Heftet er brugbart for det menneske med en spiseforstyrrelse, der har erkendt sin lidelse og er så motiveret for en forandring, at de ved selvstudium er i stand til at fastholde kravet om udvikling. Virkeligheden er, at mange mennesker med spiseforstyrrelser fortrænger deres symptomer og dermed ikke ser noget sygeligt i deres tilstand og levevis. Heftet henvender sig realistisk og direkte til den spiseforstyrrede på en dejlig varm og ufordømmende måde, og heftet kan derfor blive en god personlig følgesvend for den spiseforstyrrede i kampen mod anoreksien.

Heftet kan også anvendes af miljøterapeuter til at få en ide om, hvilke tilgange til kommunikation, der kan være med et spiseforstyrret menneske.

Af Mona Christoffersen og Per Thorndahl, sygeplejersker på Ungdomspsykiatrisk afsnit på Hillerød Sygehus.

Den letpåvirkelige barnekrop

Jonna Deibjerg

Urolige unger og skrantende børn

Koncentrationsbesvær, træthed, mavevrøvl, astma, bronkitis, mellemørebetændelser – Kan det være kosten?
København: Borgen 1996
199 sider, kr. 158

Flere og flere børn trives dårligt med gentagne forkølelser, mavevrøvl, astma, bronkitis, mellemørebetændelse, koncentrationsbesvær, hyperaktivitet, aggressivitet, træthed m.m. I bogen antydes, at forældrene ikke altid skal have blind tillid til, at der er brug for en psykolog eller medicin, hvis deres barn er skrantende eller adfærdsvanskeligt. Hvis andre årsager ikke kan findes, er der mulighed for, at kosten er indblandet.

Allergi-intolerans eller overfølsomhed er blevet en folkesygdom. Høfeber med røde øjne og utallige nyseture kan omgivelserne tydeligt se og forstå, når pollensæsonen står for døren. Anderledes ser det ud med intolerans over for fødevarer. Her er der ikke tale om en sæsonbetinget lidelse. Intolerans udvikler sig snigende, og symptomerne er mere vedvarende. Jonna Deibjerg påpeger, at alle læger ved, at der eksisterer både allergi og intolerans, men ofte bliver børnene kun undersøgt for allergi.

Hvis en blodprøve eller priktest ikke viser tegn på ægte allergi, eller hvis en priktest kun giver et lille udslag, giver mange læger udtryk for, at barnet ikke er overfølsomt. Grundet manglende eksakte analysemetoder til at diagnosticere en intolerans, bliver disse børn ikke hjulpet, men får symptombehandling i form af talrige penicillinbehandlinger ved tilbagevendende infektioner i øvre luftveje, af nogle mistænkt for at svække børnenes immunforsvar. Forfatteren gør det forståeligt, hvordan fødevarer, tilsætningsstoffer m.m. kan påvirke en barnekrop. Den industrielt forarbejdede føde, som fortravlede udearbejdende forældre forståeligt nok tyr til, er ikke befordrende for børns trivsel og helbred. Dårlige spisevaner med daglig slik og sukkerholdige læskedrikke må også tages op, når synderen skal indkredses.

Gennem sit arbejde som kostvejleder i Astma-allergiforbundet og siden i sin private konsultation har Jonna Deibjerg fået en stor erfaring med intolerans. Hun guider forældrene gennem en udredning af kosten, diætforsøg og provokation, og hun forklarer, hvordan man tackler diæt i børneinstitutioner, på ferie, hospitaler m.m. Forældrene kan være udsat for et stort pres fra omgivelserne. De får ofte ikke den støtte og vejledning, som de vitterligt har så stort behov for, men modarbejdes fra flere sider i sundhedssektoren. Ensidige budskaber fra forskerne, om at det kun er meget få, der reagerer på kosten, er med til at forvirre.

Forskerne undervurderer problemet med intolerans på grund af manglende beviser. Praktiske erfaringer viser, at mange børn og voksne går rundt med gener fra madvarer, uden at det kan klarlægges ved en undersøgelse.

Forfatteren forklarer, hvilke undersøgelser egen læge kan foretage, og hvilke undersøgelser speciallægen kan foretage. Det kræver indsigt og mod at trumfe en forsøgsdiæt igennem, hvis lægen ikke er indforstået. Her er der hjælp at hente hos kostvejledere med erfaring i allergi og intolerans. Forfatteren kommer godt omkring de forskellige problemstillinger som opstår, hun har ligeledes stor forståelse for, hvor svært det er for børn at kanalisere deres ubehag og symptomer ud og sætte ord på de forskellige symptomer.

Bogen henvender sig til forældre, børnehavepædagoger, lærere, psykologer, sundhedsplejersker, læger m.m. 

Af Lotte Grue-Sørensen, sygeplejerske og ernæringsvejleder.