Elna Hiort-Lorenzen

Forhenværende forstanderinde, sygeplejerske og mangeårigt medlem af Dansk Sygeplejeråds ledelse Elna Hiort-Lorenzen er død, 95 år.

SY-1997-40-46-1Elna Hiort-Lorenzen fotograferet i Dansk Sygeplejeråds sekretariat i forbindelse med udgivelsen af biografien: Et liv i kamp og kærlighed. Ole Sohn skrev biografien i 1993. Foto: Poul Rasmussen

Aften før Elna sov ind, drak hun en snaps. Noget, hun ellers aldrig havde gjort. Men hun ville gerne prøve at smage en snaps, inden hun skulle herfra. Det var, som om at hun – med dette punktum – så havde prøvet alt her i livet.

Elna gik ind i sin tid og levede aktivt med i det meste af dette århundrede, hvilket hendes indsats er et klart vidnesbyrd om.

Hun var en stærk, udadvendt og socialt engageret kvinde. Et engagement, der voksede frem, da hun som ung, nyuddannet sygeplejerske fra 1926 til 1929 arbejdede på et børnehospital i Chile – et land præget af en ubeskrivelig fattigdom. Under opholdet deltog hun i det lokale sundhedsarbejde som leder af et frivilligt sygeplejekorps, der forestod et omfattende vaccinationsprogram mod sorte kopper i Valparaiso. Dette var med til at forme hendes politiske bevidsthed.

Da hun kom tilbage til Danmark, var hun som sundhedsplejerske med til at opbygge Københavns Kommunes helårskoloni på Thorø ved Assens. Mens hun arbejdede der – på dette afsides sted, meldte hun sig ind i DKP. Kort tid efter blev hun af partiets daværende partisekretær, Arne Munch-Petersen, kaldt til København – til begivenhedernes centrum. Straks kastede Elna sig over arbejdet i Dansk Sygeplejeråd (DSR). Denne tanteforening skulle gøres til en rigtig fagforening.

Til det formål organiserede hun i 1932 oppositionen i Sygeplejerskernes Diskussionsklub, og i en pjece med titlen 'Sygepleje – kald eller erhverv' formulerede hun hovedkravene, som var retten til en otte timers arbejdsdag, tarifmæssige lønninger, retten til at kunne bo uden for hospitalsområderne og retten til at gifte sig.

To år senere sad hun i DSRs repræsentantskab, siden blev hun indvalgt i hovedbestyrelsen og forretningsudvalget. Her markerede hun sig bl.a. som initiativtager til oprettelse af en arbejdsløshedskasse for sygeplejersker og til en fælles faglig grunduddannelse for sygeplejeelever.

Fra 1946 til 1962, hvor Elna lod sig pensionere, var hun en yderst vellidt forstanderinde på Nykøbing Sjællands Sygehus. Som pensionist fortsatte hun sit aktive virke, og i 1982 var hun igangsætter af Landssammenslutningen af pensionerede Sygeplejersker og Efterlønsmodtagere.

Ved siden af sin omfattende og stærke faglige indsats var Elna også politisk engageret. Kort tid efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland, stiftede hun sammen med Martin Andersen Nexø, Børge Houmann og Elias Bredsdorf Hjælpekomiteen for Nazismens Ofre, hvor hun fungerede som daglig leder. Dette arbejde førte Elna ud på illegale kureropgaver, hvor hun med livet som indsats rejste til Tyskland og Polen. En indsats, der reddede flere ud fra nazismens helvede.

I 1936 rejste Elna sammen med sin mand, Arne Munch-Petersen, til Moskva, hvor hun studerede ved Lenin-skolen. Året efter var hun i Spanien for at samle oplysninger til brug for den danske indsamling til borgerkrigens ofre. Under besættelsen deltog hun i modstandsbevægelsens arbejde og levede i flere perioder under jorden. Efter krigen lagde hun mange kræfter i Danmarks Demokratiske Kvindeforbund. Elna var også DKPs folketingskandidat ved mange valg.

Ved siden af sit omfattende udadvendte engagement bar Elna på en dyb personlig smerte, som har mærket hende, siden Arne Munch-Petersen forsvandt i sommeren 1937 i Moskva. Først for få år siden fik hun vished om hans uhyggelige skæbne. Han var død i fangenskab som offer for Stalin-tidens terror.

Elna vil blive husket som den varme, hjælpsomme, engagerede og politisk bevidste kvinde, hun var.

Æret være hendes minde.

Ole Sohn, forfatter

Emneord: 
Sygeplejens historie
Historie