Danske frontsøstre i tysk krigstjeneste

Omkring 200 danske kvinder arbejdede på de tyske feltlazaretter under Anden Verdenskrig. De undgik straf efter krigen, fordi deres arbejde havde humanitær karakter. Siden har de holdt lav profil. Men deres erfaringer fra krigen og deres historier er en del af den danske sygeplejes historie, som også bør være kendt.

SY-19997-47-31cMan måtte lære at klare sig med det forhåndenværende som her i Polen, hvor frontsøstrene er i gang med storvasken.

Snart åbner Sygeplejemuseet på Koldingfjord. Og hermed accepterer mange, at vi nu skal have alle aspekter af historien frem. Også de kapitler, som selv i vor tid endnu er tabubelagte.

Få ved, at ca. to hundrede danske kvinder arbejdede på tyske feltlazaretter under Anden Verdenskrig. Enkelte på vestfronten, men flest på østfronten. Enten af politisk overbevisning eller fordi de ønskede at gøre en humanitær indsats. Eller blot fordi de herved kunne skaffe sig en sygeplejeuddannelse, som ikke var en mulighed for alle før krigen. Eller måske blot fordi de i Danmark var arbejdsløse statsautoriserede sygeplejersker. I 1941 var ca. 100 danske og færøske statsautoriserede sygeplejersker ansat på civile tyske sygehuse (1).

Som tidligere chef for et sanitetskompagni (lille militært feltsygehus) og deltager på Læge- og Sanitetsholdet under Golfkrigen i Saudi-Arabien i 1991 har jeg hyppigt arbejdet sammen med rådighedssygeplejersker. Jeg kender danske sygeplejerskers indsats i Finland 1939-40, og fra en infirmerisygeplejerske har jeg mange detaljer om hospitalsskibet Jutlandia.

Jeg havde tidligere mødt en dansk kvinde, der blev uddannet som sygehjælper på et tysk sygehus for herefter at arbejde på et feltlazaret (større militært feltsygehus). Hun oplevede østfronten, tilbagetoget og partisankrigen i Italien/Jugoslavien. Mødet med denne frontsøster fik mig til at gennemgå muligt kildemateriale. Det var et magert resultat.

Årgangene fra de 'fem onde år' af Tidsskrift for Sygepleje ('Sygeplejersken') gav fingerpeg om danske kvinder i tysk tjeneste, men fortalte kun i større omfang om de få kvinder, som udførte sygepleje ved Den danske brigade i Sverige (2) og om dem, der arbejdede på hospitaler i England under krigen (3).

Dansk Røde Kors kunne ikke hjælpe (4), og til sidst fandt jeg de fornødne kendsgerninger ved studier på Det Kongelige Bibliotek og Rigsarkivet. Jeg blev overrasket. I 1944 var der i alt indkaldt 150 kvinder til tjeneste ved Tysk Røde Kors (5). Af disse havde 30 efter endt uddannelse og gavntjeneste eller på grund af sygdom forladt tjenesten. Tre var døde eller faldne, mens 117 endnu arbejdede på lazaretter eller var under uddannelse. Disse kvinder blev hyppigt benævnt frontsøstre. Deres opgave var at tage sig af danske og andre patienter på feltlazaretterne. På dette tidspunkt var 2.303 danske mænd og 904 folketyske mænd i tysk krigstjeneste; 864 danske mænd var hidtil faldet eller savnet (6).

I frivillig tjeneste

Det har endnu ikke været muligt at fastslå, hvornår de første kvinder meldte sig til gavntjeneste eller uddannelse ved Tysk Røde Kors. Men den 28. november 1942 meldte den nazistiske, danske avis Fædrelandet, at 20 københavnske kvinder rejste til frivillig lazarettjeneste i Tyskland. Enkelte var allerede uddannede sygeplejersker, mens flertallet skulle uddannes fra grunden.

Udvælgelsen var meget streng. Af et hold ansøgere på 80 klarede kun 18 kravene efter en to-dages lægeundersøgelse. Af disse blev yderligere to sigtet fra efter otte dages forskole med blandt andet tyskundervisning.

Major O. Krabbe beskriver i sin bog (7) med få linier kvindernes indsats:

''Den lille udsøgte skare rejste derefter til Berlin – efter udlevering af mundering – videre til Belgard i Pommern, hvor de sammen med aspiranter fra andre nord- og nordvesteuropæiske lande gennemgik et yderst anstrengende kursus af to-tre uges varighed afsluttet med en prøve som sygehjælperske. Derefter fordeltes holdet på Pommerns sygehuse til tre måneders praktisk uddannelse, således at de var to og to sammen af hver nation. Efter endnu 14 dages samlet kursus aflagdes eksamen, hvorefter de som hjælpesygeplejersker blev fordelt to og to sammen til deres endelige virkesteder. De som var over 21 år, kom længst væk til frontnære lazaretter såsom Reval, Riga, Smolensk, Ukraine, Kaukasus, Kroatien, Italien og Frankrig, mens de yngste forblev i rigsområdet Böhmen-Mähren. Nogle af de dygtigste avancerede senere til meget overordnede stillinger.''

En lille håndfuld mandlige danske læger meldte sig også til tjeneste (8). Enkelte var praktiserende eller sygehuslæger, enkelte var læger i det danske forsvar. I modsætning til frontsøstrene gjorde flere tjeneste i tysk militæruniform. Kvinderne tjente i Tysk Røde Kors' sygeplejerskeuniform. Ganske få mænd tjente som ambulancechauffører. Påklædningen skulle senere gøre en afgørende forskel ved retsopgøret.

Udsat for angreb

Frontsøstrene var non-kombattanter og deltog ikke i krigshandlinger. De var ubevæbnede og afmærkede med rødt kors i henhold til daværende regler (9). (Nye Genève-konventioner blev vedtaget i 1949). Arbejdet var meget farefuldt, da krigslykken vendte for tyskerne. Mange blev udsat for flyangreb, partisanangreb og direkte militære angreb. Respekt og kendskab til krigens love var ikke udbredt. Men der var alligevel mange tegn på ridderlighed midt i krigens gru.

De fleste danske frontsøstre var indsat på østfronten. Kun enkelte frontsøstre og danske SS-soldater var på vestfronten. Alligevel kunne Fædrelandet den 9. oktober 1944 bekrive en dansk frontsøsters

Side 31

mod: under tilbagetoget fra Frankrig afslog hun at forlade sine hårdt sårede patienter og kom i allieret fangenskab, da feltlazarettet var ved at blive afskåret af allierede pansrede enheder.

De lettest transportable – og mindst plejekrævende patienter blev hurtigt evakueret med forskellige midler. Men fjenden pressede på.

Den danske sygeplejerske besluttede da at blive hos sine patienter. Efter lang tids venten modtog hendes forældre i Sønderjylland besked fra datteren om tilfangetagelsen. Men datteren forventede at blive udvekslet til gengæld for tilfangetaget allieret sanitetspersonel. Hvorledes historien endte, er mig ubekendt.  

SY-19997-47-31bMed i oplæringen af frontsøstrene indgik også tysk orden og disciplin som her ved flaghejsningen. (Lokalitet: Uidentificeret).

Side 32

SY-19997-47-31aVordende frontsøstre ved Østersøkysten i Pommern. Det var her, de fleste fik deres oplæring på de mindre, civile sygehuse rundt om i landsdelen.

Men på baggrund af den respekt, der var for gældende konventioner blandt frontsoldaterne, er den sønderjyske sygeplejerske formentlig blevet udvekslet.

Anderledes var skæbnen for mange sygeplejersker ved Tysklands sammenbrud (10). Mange forsvandt på Balkan. Autentiske beretninger fortæller om drab og voldtægt på sygeplejersker i krigens sidste dage (11).

Enkelte overlevede lang tids krigsfangenskab i Rusland. Hvor mange danske, der var heriblandt, er ikke kendt i dag. Efter krigen var der få eller ingen officielle bestræbelser på at få de danske krigsdeltagere tilbage til Danmark. Intense studier i russiske arkiver kunne give svaret i dag. 

Skjult viden

Udviklingen i dansk sygepleje har naturligt været påvirket af erfaringer udefra. Danske sygeplejersker har tradition for at arbejde under fremmede himmelstrøg. Bogen 'Over grænser' af cand.mag. Esther Petersen, Dansk Sygeplejeråd, 1990, beskriver dele af denne udvikling.

Men hvilken erfaring hjembragte de autoriserede og ikke-autoriserede sygeplejersker og sygehjælpere fra Tyskland? Under krigen arbejdede op til 100 autoriserede sygeplejersker på civile tyske hospitaler uden tilknytning til de militære styrker. Hertil kommer de formentlig over 200 frontsøstre, der gennem hele krigen arbejdede på feltlazaretter og som opnåede stor erfaring med krigskirurgi? Hvilken erfaring kunne eksempelvis hospitalsskibet Jutlandia drage fordel af i Korea i 1951-1953.

SY-19997-47-32En af de danske frontsøstre i et afslappet øjeblik med chefkirurgen og hans hundehvalp.

Desværre kan jeg selv som lægmand give svaret. Ingen drog glæde af den indhøstede erfaring. Eneste forudgående krigskirurgiske erfaringer var udelukkende fra vinter- og fortsættelseskrigen i Finland. For retsopgøret og den almindelige holdning i samfundet satte en stopper for udnyttelse af den nye viden.

Dansk Sygeplejeråd nedsatte i 1945 et udrensningsudvalg (12). Det skulle undersøge danske sygeplejerskers mulige udanske optræden under besættelsen. Det resulterede i eksklusion af flere medlemmer.

Om autoriserede sygeplejersker, der var i Tysk Røde Kors-tjeneste på feltlazaretter var heriblandt, er mig ikke bekendt. Mange frontsøstre blev fængslet under retsopgøret, mens deres forhold blev undersøgt. Men som et særkende ved det danske retsopgør, blev frontsøstrene ikke som i Norge straffet for deres sygeplejegerning (13).

Det blev erkendt ved domstolene, at deres arbejde havde været af humanitær karakter. Enkelte blev slet ikke fængslet; de ventede forgæves på at blive hentet af modstandsbevægelsen, selv om deres tjeneste var velkendt.

Men typisk har de holdt lav profil efter krigen og har søgt anden beskæftigelse. For få frontsøstre har turdet anvende deres uddannelse efter krigen, og ingen har offentliggjort deres erindringer.

De deltagende læger blev derimod dømt. Mandlige ambulancekørere, som i en vis udstrækning må have udført samme funktioner som frontsøstre, blev også dømt. Ved Højesteret blev ikendt en dom på ét års fængsel og frakendelse af almen tillid i fem år (14).

Det er mit håb, at denne artikel kan medvirke til, at Sygeplejemuseet modtager beretninger og effekter også fra tidligere frontsøstre. Denne del af dansk sygeplejes historie bør dækkes, inden det er for sent.

Litteratur

  1. Tidsskrift for Sygepleje, 1941, side 35, side 418, side 739; 1943 side 270.
  2. Tidsskrift for Sygepleje, 1945, side 150-152.
  3. Tidsskrift for Sygepleje, 1943, side 68; 1943 og 1945, side 128-131.
  4. Samtale med historisk konsulent ved Dansk Røde Kors, cand.mag. Barbara Zalewski, 1. oktober 1996.
  5. Klausuleret kildemateriale. Det Kongelige Bibliotek, Auswärtiges Amt, D 697421, side 25.
  6. Som ovenfor. Tallene er udpræget lavere, end andre tidligere offentliggjorte kilder anfører.
  7. O. Krabbe, Danske soldater i kamp på Østfronten 1941-45. Odense Universitetsforlag 1976, side 249.
  8. Annonce i Berlingske Tidende, 4. juli 1943. Læger antages til tjeneste på tyske lazaretter. Der ansættes dels uniformerede militærlæger til krigstjeneste, dels civile læger til tjeneste på lazaretter, rekreationshjem ...
  9. Oplyst af Carla Christensen, der var deltager på det første hold til uddannelse i Tyskland.
  10. Niels Juel Arge, Kriggio endar, Stridsarini, side 172-181.
  11. Oplyst af tidligere frontsøster, der ønsker at være anonym.
  12. Tidsskrift for Sygepleje, 1945, side 164, 202, 222, 269 og 389; 1946, side 212.

 I Norge blev frontsøstre dømt som landssvigere med tab af borgerlige rettigheder. Se Stortingsmedlem Hanne Kvarnmo, 'Dommen', Gyldendal Norsk Forlag, 1990 samt Sigurd Senje, 'Dømte Kvinder', Pax Forlag, Oslo 1986, side 54-139.

Ugeskrift for Retsvæsen, bind A, 1946, side 884-885. H.D. 18. juni 1946 i sag 130/1946.

Beretninger og oplysninger kan også sendes til major L.P.B. Hollænder, Uttrupvej 4, 9400 Nørresundby. Eventuelt anonymt.

Nøgleord: Frontsøstre, retsopgør, sygeplejehistorie..  

Emneord: