I kulissen til et af historiens blodigste slag

Carla Christensen: "Det var sygeplejen, der trak, ikke nazismen." Foto: Poul Anker.

"Hvordan oplevede du Danmarks befrielse i 1945?''

Det er et spørgsmål, Carla Kristensen i Padborg ofte har fået i årenes løb, og som hun godt vil svare på: ''Stille og roligt. Efter at have rettet an til et sølvbryllup opsøgte jeg selv nogle dage efter den femte maj den lokale leder af modstandsbevægelsen og spurgte: Hvornår kommer I efter mig?''

''Du bliver ikke hentet,'' lød svaret. ''Vi respekterer dig for det, du har gjort. Du har udført et stykke humanitært arbejde med dit liv som indsats.''

Den konklusion kom de danske domstole også til, da de i retsopgøret efter befrielsen fastslog, at de danske frontsøstres arbejde for tyskerne havde været af humanitær karakter og derfor ikke burde medføre straf.

Carla Kristensen og de øvrige danske frontsøstre, omkring 200 i alt, kom således ikke til at dele skæbne med de danske læger og ambulanceførere, som også havde været i tysk krigstjeneste. Efter krigen fik de en dom, og for lægernes vedkommende blev de ekskluderet af Den almindelige danske Lægeforening (1).

I dag er Carla Kristensen en travl pensionist på 75 år, kendt ikke mindst for sine 25 år som lotte i det danske hjemmeværn. Hun er både en efterspurgt fortæller og en flittig bidragyder til skriftet Historisk Samfund for Vis Herred, der udgives af Bov Museum.

Hendes beretninger her handler dog mere om livet på landet i gamle dage end om hendes tid på østfronten med Andet SS Panserkorps. Men hun har aldrig, siger hun, gjort nogen hemmelighed af at have arbejdet som frontsøster på de tyske feltlazaretter under Anden Verdenskrig.

Mens andre frontsøstre stadig holder lav profil, ønsker hun – dog ikke til familiens udelte glæde – at være åben om sin fortid. Hvorfor prøve at skjule noget, som alligevel ikke kan skjules i et lokalsamfund, hvor alle kender næsten alle, er et af hendes resonnementer. Et andet er, at det nu haster med at få fortalt det kapitel i den danske sygeplejehistorie, som har overskriften 'Danske frontsøstre i tysk krigstjeneste'.

''Mange er døde, og vi, der er tilbage, er gamle og svage,'' siger hun.

Kom ud at tjene

Carla Kristensen var kun 20 år, da hun meldte sig til tjeneste hos Tysk Røde Kors, som lokkede med tilbud om oplæring i sygepleje inden udsendelsen til fronten:

''Det var sygeplejen, der trak, ikke nazismen. Jeg ville så gerne være sygeplejerske, men havde slet ikke de kvalifikationer, der dengang blev krævet for at gå i gang med uddannelsen herhjemme.

Som de fleste andre på den tid var jeg gået ud af skolen efter syvende klasse. Jeg måtte hverken komme på efterskole eller højskole. Det bestemte min far, der var købmand i Fårhus. I stedet kom jeg ud at tjene i et lægehjem, hvor jeg både skulle hjælpe til i køkkenet og i konsultationen. Her følte jeg, at jeg var kommet på min rette hylde, også selv om det kunne være en blodig affære, når en patient skulle have trukket en tand ud eller have fjernet mandler og polypper.''

Efter et års tid ville Carla prøve noget nyt. Det blev til en plads på en gård i Feldsted. Her forelskede hun sig i en ung mand, som skulle af sted til østfronten:

''Vi havde såmænd kun kendt hinanden i otte dage, så den helt store kærlighed var der naturligvis ikke tale om. Men vi kunne lide hinanden og aftalte, at vi skulle skrive sammen. Men den 2. september 1941 – jeg husker det, som var det i går – kom der et brev uden afsender. Min ven var faldet på østfronten. Jeg lovede mig selv, at jeg en dag ville finde hans grav, hvad jeg også gjorde, i Dnepropetrovsk dybt inde i Ukraine. Jeg var 19 år.''

Carla tog til Tyskland. Uden sin fars billigelse: ''Jeg stak af.'' Reichsarbeitsdienst var målet, den tyske organisation, der skaffede arbejde til tusinder af tidens arbejdsløse: ''Der var tale om en stille plet ved floden Main, en lejr for kvinder i alderen fra 18-25 år. Ingen af os havde nogen form for uddannelse, så vi startede fra grunden med at lære husarbejde, havearbejde osv.''

Hjemme igen i 1942 blev Carla opmærksom på, at Tysk Røde Kors søgte folk. Udvælgelsen var streng. Mere end halvdelen af de 120, der blev undersøgt på lazarettet på Nyelandsvej i København, faldt fra, men Carla klarede skærene, og den 28. november 1942 var hun blandt den gruppe danske kvinder, der rejste til frivillig fronttjeneste i Tyskland.

De brune og de blå

Første stop var Tysk Røde Kors i Berlin. Her ved det senere Check Point Charlie var der opsamling af frontsøstrene, inden turen gik til hovedkvarteret i Potzdam, hvor de fik deres mundering – fra rejsetøj til de blå- og hvidstribede sygeplejekjoler med tilhørende forklæde og kappe med det tyske Røde Kors-emblem. I munderingen var der også gummiforklæde (hvad der blev god brug for), træningstøj, uldne mavebælter (''som vi lavede om til badebukser''), håndklæder, undertøj, sko og et hæfte med retningslinier for sygeplejersker i Tysk Røde Kors' tjeneste (2).

Fra Potzdam til Lüben i Schlesien, hvor Carla sammen med de andre frivillige fra Norden, Vesteuropa, Rumænien (tyske mindretal) og Rusland (Volga-tyskerne)

Side 27

Ikke alene gik det hedt til på slagmarkerne i Ukraine, men vejret var også tropisk, mindes Carla, der her er fotograferet sammen med en kollega fra Berlin. Sammen har de lige set til en  soldat der har fået amputeret sit ben,

gennemgik et tætpakket kursus på tre uger, inden de blev fordelt til praktik rundt om på de små civile sygehuse. En pensioneret Røde Kors-sygeplejerske tog sig af undervisningen.

Carla Kristensen mindes denne periode med stor fornøjelse. Alt var på det tidspunkt nyt og spændende, og hun var tæt på, om ikke af gavn, så af navn at kunne kalde sig hjælpesygeplejerske:

''Vi måtte ikke tituleres som Schwesterin, men Helferin, ligesom der også var forskel på de tyske uddannede sygeplejersker. Der var de brune sygeplejersker, og der var de blå. De brune var medlem af partiet (Nationalsocialisterne). De blå kom bl.a. fra de tyske sygeplejerskeorganisationer1. Men det mærkede vi ikke noget til under uddannelsen. Det var Kamerad og så vores efternavn.''

Fra oplæringstiden i Schlesien. Carla er på vej til den eftertragtede sygeplejenål. "Det var højdepunktet at få den," mindes hun.

Frontfiguren for Tysk Røde Kors var på det tidspunkt Hermann Görings søster Ilse. Hendes julegaver samme år (1942) til frontsøstrene var sygrejer, lys og lysestage samt chokolade:

''Et helt kilo,'' mindes Carla, der fejrede jul sammen med en landsmand i den lille by Namslau, hvor de var i praktik og boede hos den lokale dyrlægefrue, der selv var Røde Kors-sygeplejerske.

Uddannelsen af frontsøstrene varede i alt tre måneder og var tilrettelagt sådan, at man arbejdede sammen med en landsmand både i starten og senere hen i forløbet.

Der blev afsluttet med en mundtlig og skriftlig prøve, som Carla klarede med godt resultat: ''Egentlig var jeg lidt heldig. Den sidste del af min praktiktid tilbragte jeg på en fødeafdeling, og her havde jeg lært at bruge en inhalator. Den kom jeg op i til eksamen.''

Carla Kristensen undrer sig stadig over relevansen af lige netop det praktiksted for en vordende frontsøster, men den viden,

Side 28

hun fik her, kom hende alligevel til gode, også langt senere som mor og plejemor.

Med et eksamensbevis i hånden var de nye hjælpesygeplejersker klar til at blive fordelt til de forskellige feltlazaretter. Og med sig i bagagen havde de en vis viden om grundlæggende sygepleje. ''Vi havde fx lært at sengebade en patient, at lejre ham, at give medicin og indsprøjtninger. Senere, da jeg stod med de sårede, ønskede jeg heftigt, at jeg havde kunnet noget mere,'' siger Carla Kristensen.

I 1942 blev alle tyske sygeplejerskeorganisationer indlemmet i NS Reichsbund deutscher Schwestern. Det gælder også Tysk Røde Kors, hvis Generalhauptführerin var Gôrings søster, Ilse.

Af sted til Rusland

Det var alderen, som i første omgang var afgørende for, hvor frontsøstrene blev sendt hen. Var man over 21, kom man længst væk. Carla kom derfor i første omgang til et stort feltlazaret i Wien, hvor de sårede soldater havde fået deres skader i vinterkrigen mod Rusland.

Carla Kristensen husker tydeligt sin første arbejdsdag på lazarettet: ''Lægen bad mig give en patient lavement. Det havde jeg ikke prøvet før, kun på en dukke i praktiktiden. Nu var det et levende menneske, jeg skulle forsøge mig på. Og det gik da heller ikke så godt. I hvert fald fik jeg skæld ud af overlægen.''

Senere blev hun lidt af en ekspert til at anlægge forbindinger: ''Soldaterne fra vinterkrigen havde frygtelige forfrysninger. Det er svært at få en forbinding til at hænge fast på et amputeret ben. Men jeg kunne. Det blev mit speciale i Wien.''

Desværre havde man ingen penicillin på det tidspunkt. Derfor blev der brugt spandfulde af brintoverilte til at rense de åbne sår med:

''Når brintoverilten kom ned i såret, brusede det op og ligesom kogte pudset ud af såret,'' mindes Carla Kristensen, der også tydeligt husker, hvordan de vaskede forbindingerne og rullede dem fint sammen igen til genbrug. Da forbindingerne slap op, blev der brugt crepepapir.

Det blev til tre måneder i Wien, gode og lærerige, inden det for alvor gik løs: ''Jeg gik og glædede mig til at få orlov. I stedet kom jeg af sted til østfronten. Jeg havde meldt mig frivilligt. En af kammeraterne, en anden dansk pige, skulle af sted, men opfyldte ikke alderskriteriet på de 21 år, så jeg havde tilbudt at træde i stedet for hende.''

Inden togturen til Rusland gik vejen over Berlin, hvor frontsøstrene blev vaccineret bl.a. mod kolera og tyfus og udstyret med en passende beklædning til den kommende russiske vinter: ''Vi var 12 frontsøstre i alt. Og ingen af os vidste, hvad vi gik ind til,'' siger Karla Kristensen.

Selve rejsen gav dem dog en forsmag, idet toget blev beskudt af de russiske partisaner. Målet var Kharkow i det nordøstlige Ukraine, ved Uralbjergene og tæt på Poltava, hvor et andet af historiens store slag har fundet sted. Her ved den såkaldte Kursk-bue (opkaldt efter hovedbyen i området) havde Hitler besluttet at sætte sin sommeroffensiv ind (3).

Kampene havde længe bølget frem og tilbage, og krigslykken var ved at vende for tyskerne.

750.000 faldne

Operation Zitadelle, tyskernes angreb på de sovjetiske stillinger omkring Kursk, var fastsat til den 5. juli 1943. Tyskerne havde mobiliseret 900.000 mand, 10.000 kanoner, 800 stormkanoner og omkring 2000 kampvogne. Hertil kom de 1800 fly, som Luftwaffe havde trukket ind fra Tyskland og andre frontzoner.

Aftenen inden, den 4. juli, ankommer Carla og de øvrige frontsøstre og installeres på feltlazarettet i Kharkow. Som frontpersonale er de tilknyttet det effektive Andet SS Panserkorps.

Lazarettet har til huse i en eksisterende bygning og har plads til 1000 patienter. Personalet er på et par hundrede mennesker – læger, sygeplejersker og hjælpepersonale. Der er palisader omkring bygningen. Man er tæt på fronten. Hvor tæt gik op for Carla og de andre, da Operation Zitadelle blev indledt samme nat med en veritabel luftkamp mellem Luftwaffe og det russiske flyvevåben over deres hoveder. Russerne havde fået nys om de tyske planer og havde startet deres offensiv før tyskerne. Over for tyskernes 900.000 mand havde russerne mobiliseret omkring én million.

Carla kom, som hun siger, til at stå i kulissen til Anden Verdenskrigs største og blodigste panserslag. Et sandt Ragnarok med enorme tab på begge sider. I alt omkom mere end 750.000 mennesker, tyskere som russere, under operationen, der varede en halv snes dage, før Hitler beordrede tilbagetrækning af sine tropper.

Side 28

Også frontsøstrene havde deres tjenesteforskrift med sig på feltlazaretterne. Heftet her stammer fra en af Carlas afdøde veninder.

Arbejdet på lazarettet i Kharkow startede tidligt den morgen. Det var Carlas første dag midt i krigen, en dag, hun aldrig nogensinde kan glemme:

''Da jeg kom ned, var hospitalet fyldt med sårede soldater, der lå og klagede sig på deres bårer i hospitalshallen. Vi fik travlt med morfinsprøjterne. Der var alle mulige slags skader, hovedskader, indre kvæstelser, afrevne lemmer, brandsår. Uhyggelige brandsår. Når en tank med 2000 liter brændstof eksploderer, sker der noget. Øjnene bliver brændt væk, og uniformerne nærmest smelter ind i kroppen.''

De sårede, der kom ind med ambulancer og lastbiler, blev fordelt på afsnit efter deres skader – hovedskud, lungeskud, maveskud osv.

Selv var Carla først i modtagelsen, senere på afsnittet for hovedskud: ''Du har ingen nerver, du skal arbejde hos mig,'' sagde chefen her. Og dermed kom Carla til at arbejde for en af Tysklands dygtigste neurokirurger, som efter krigen blev chef for en af landets store universitetsklinikker. I det hele taget berømmer Carla både læger og sygeplejersker ved de tyske krigslazaretter. De var simpelthen fagligt dygtige, siger hun.

At feltlazarettets læger også var medlem af SS, tænkte hun ikke så meget over dengang: ''De fleste var jo med en pistol i nakken tvunget til at være med. For mig fremstod de som nogle utroligt dygtige og engagerede fagfolk. De var i stand til at skabe rene kunstværker. Vores patienter overlevede faktisk,''siger hun og tilføjer:

''Egentlig kunne det godt minde lidt om tv-serien Mash. Og vores oversygeplejerske Emma var en rigtig Hot Lips som tv-seriens ledende sygeplejerske, skrap, men guld værd.''

Kom syg hjem

Den 25. juli var Kharkow på det nærmeste omringet af russerne. Lazarettet blev pakket ned i en fart, og patienter og personale nåede ud af området med tog og fly. Kharkow var Carlas ilddåb, og oplevelserne står for altid prentet i hendes bevidsthed. Blandingen af blod, skidt, koldbrand, tyfus, spyfluer og lus i lange baner gør stadig ondt.

Det kan godt være, at hun virkede rolig i sit arbejde, som den tyske neurokirurg havde bemærket, men nerver havde hun, hvilket skulle vise sig i form af mavesår og ødelagt tyktarm. Efter Rusland gik turen til Østrig med et kort pusterum i Innsbruck og videre bl.a. til Verona og Mantua i Norditalien, inden Carla igen var med ved fronten.

Denne gang østpå, i Udine tæt på Jugoslavien, hvor kampene med Titos partisaner kostede tusinder af døde og sårede. Det var her, Carla for første gang så patienter med åben tuberkulose. Og det var også her, hun selv lå syg med gulsot.

Først efter krigen gik det op for Carla, at det var indledningen til et slag, når Andet SS Panserkorps fik marchordre, og feltlazarettet måtte pakkes sammen og følge efter. Selve flytningen foregik med al den præcision og effektivitet, som tyskerne er kendt for. På ganske få timer skulle alt udstyr være i deres kasser, klar til overflytning.

Sidste stop for Carla blev Normandiet. Af sted gik det ad de franske landeveje (''vi blev flyttet hele tiden''), men nu var hun så syg, at hun ikke kunne arbejde mere. Mavesår, ødelagt tyktarm og gulsot havde slået hende ud. Året var 1944. Det var lige inden de allieredes invasion. Carla blev sendt hjem til Danmark – mærket for altid af sine oplevelser som frontsøster på de tyske feltlazaretter.

Noter

1. I april 1942 blev de tyske sygeplejersker indlemmet i NS- Reichsbund deutscher Schwestern. Siden 1933 havde de været grupperet i Die NS-Schwesternschaft (Braune Schwestern), Der Reichsbund freier Schwestern und Pflegerinnen (Blaue Schwestern), Die Schwesternschaft des Deutschen Rote Kreuzes, Die Diakoniegemeinschaft og Der Caritasverband.
2. Steppe, Hilde. Krankenpflege ab 1933, i Krankenpflege im Nationalsozialismus. Frankfurt: Mabuse: 1991.

Litteratur

1. Bjørndal Hollænder, L.P. Danske frontsøstre i tysk krigstjeneste. 'Sygeplejersken' 47/97.
2. Dienstvorschrift für das Deutsche Rote Kreuz. Schwesternvorschrift. 1940: Duisburg.
3. Piekalkiewicz, J. Den Anden Verdenskrig. Bind 8. Aschenfeldt. København: 1986.

Nøgleord: Feltlazaret, frontsøster, sygeplejehistorie.

Carla Christensen: ''Det var sygeplejen, der trak, ikke nazismen.''