Boganmeldelser

MEDIESPEKTAKEL PÅVIRKER SUNDHEDSPOLITIKKEN

.Anker Brink Lund
Smitsomme sygdomme i dansk journalistik
Bind 1-2
København: Munksgaard 1997
667 sider, kr. 385 

Smitsomme sygdomme i dansk journalistik' er forsvaret til den filosofiske doktorgrad ved Roskilde Universitetscenter. Det er et omfattende empirisk, teoretisk forskningsarbejde om det danske sundhedsvæsen gennem de sidste 100 år, forankret i mediernes dækning heraf, hvad fagfolk og lægfolk har sagt og skrevet om det danske sundhedsvæsen såvel i aviser og dagblade som i fagblade inden for sundhedsvæsenet. Der refereres blandt andre fra 'Ugeskrift for Læger' og fra Dansk Sygeplejeråds medlemsblad med dets skiftende titel 'Tidsskrift for Sygepleje' (1902-1949), 'Tidsskrift for sygeplejersker' (1950-1971) og 'Sygeplejersken' (1972-).

Det er beretningen om, hvordan 'mediespektaklet' i form af dramatiske fortællinger er med til at påvirke samfundets håndtering af befolkningens sundhed, og om, hvordan den offentlige debat påvirker prioriteringerne i dansk sundhedspolitik, og dermed hvilken betydning den journalistiske dækning af smitsomme sygdomme så har. Kildematerialet er utrolig oplysende for den historisk interesserede læser, fx: hvem, hvor og hvornår fandt man frem til behandling af og vaccinationer mod polio, difteri, tuberkulose, og så videre, og hvordan, hvornår og af hvem blev/var sygdom og fattigdom sammenkoblede størrelser?

Det er håbløst i en anmeldelse at referere alle de begivenheder, der oprulles i afhandlingen, fordi den vrimler med dem. For eksempel at 50-års jubilæet for Finseninstitutet i 1945 fejredes i aviserne samtidig med, at der i fagpressen skændtes om Finsens videnskabelighed. Der var vandtætte skodder imellem de to offentligheder. Fagfolk fribad sig refereret af pressen om deres faglige uenigheder, og dette respekteredes. For eksempel, at det først er læger og sygeplejersker, der danner redaktionen på Dansk Sygeplejeråds tidsskrift, siden sygeplejersker, og senest at man har professionelle journalister ansat til arbejdet. Noget tilsvarende gør sig gældende med lægernes tidsskrift.

Først var det udelukkende læger, der både skrev og redigerede. I dag har man ansat pressechefer. Altså et noget paradoksalt fænomen om, hvordan andre professionelle (journalister) overtager eller varetager sundhedsfagfolks faglige formidling. Det synes at have at gøre med det forhold Anker Brink Lund beskriver, nemlig at den danske stat, som jo ejer vores sundhedsvæsen, siden starten af 1970'erne har fået stigende legitimationsproblemer. I begyndelsen af 1970'erne var der mange diskussioner om skrankepaver og indoktrinering, som udløste interesse for et brugerperspektiv inden for oplysning om sundhedsforhold, men det politiske miljø i Folketinget var samtidig karakteriseret ved en større lukkethed – der var handlet i porten i diverse kommissioner, mellem embedsmænd og i udvalg forud for de offentlige debatter.

Der skildres i afhandlingen et skift fra en generel tillid til sundhedsvæsenet over til en generel mistillid i dag, men bagved ligger det hele tiden åbenbart sådan, at vi vil behandles og helbredes for alt, og det synes samtidig grænseløst, hvad der kan betegnes som sygdom. Metahistorisk kan de sidste 100 år beskrives som cirkulær, skriver Anker Brink Lund i de konkluderende afsnit. I 1890'erne bar den forskningsbaserede lægevidenskab præg af terapeutisk nihilisme, som efterhånden blev afløst af behandlingsoptimisme, baseret på metoder arvet fra fysik, biologi og kemi. Dette udmøntede sig i et biomedicinsk paradigme, som gennem konkret problemløsning genererede profetier om moderne gennembrud af terapeutisk art. Optimismen kulminerede i årene efter anden verdenskrig, og i dag forekommer det biomedicinske paradigmes handlekraft mindre overbevisende end tidligere. Nu tilbydes der som supplement alternative terapier, som man så kan betragte som 1990'ernes spejlbillede af 1890'ernes nihilisme.

Evig lykke og evigt liv

Men historien synes jeg også kan læses som historien om det moderne menneskes klippefaste tro på, at videnskaben en skønne dag skaffer os evig lykke og evigt liv. Denne overbevisning besidder vi, hvad enten vi er professionelle behandlere inden for sundhedsvæsenet, politiske bevilgere af ressourcerne til det samme 'væsen', almindelige borgere eller journalister. (Læge)videnskaben er blevet menneskets Gud i stedet for Gud i kirken. Vi er endt i et terapeutokratisk samfund, hvor journalisten får sin historie, overlægen sit apparatur, patienten nyt håb, og sygehusudvalgsformanden udviser politisk handlekraft. Spørgsmålet er så, om vores helbred er blevet bedre?

Det svar får vi ikke direkte, men indirekte er det dét spørgsmål, der problematiseres af forfatteren. Smitten er ustyrlig, og sundhedsvæsenet ligeså? Smitten, der for 100 år siden var tuberkulose, syfilis, kopper osv., og i dag eksempelvis er hiv og aids, men for så vidt også den ustyrlige trang hos alle parter – professionelle sundhedsfagfolk, lægfolk, journalister – til at iscenesætte det hele som dramatiske fortællinger ud fra temaer som liv og død, håb og frygt. I den forbindelse mener jeg, nok lidt modsat Anker Brink Lund, at det er relativt uvæsentligt, om det var stats- eller privatfinansiering, der fandt sted af henholdsvis Statens Seruminstitut og Finseninstitutet.

Det viser blot nogle interne fagkampe. Lægevidenskaben fandt på og finder på så meget. Det væsentlige er vel, at der findes på netop dét, der findes på. Videnskabeliggørelsen af mennesket og menneskets liv, og en ganske bestemt videnskabeliggørelse: Det klinisk kontrollerede forsøg. Eksperimenter med levende mennesker, og hvordan og hvor meget kontrolleres dette af øvrigheden?

Det empiriske materiale er teoretisk reflekteret med især Jürgen Habermas og Michel Foucault. Om dette påpeger Lund selv, at hans sammentænkning af Habermas og Foucault er usædvanlig. Om det er en holdbar konstruktion, skal jeg ikke kunne sige, men spændende og udfordrende læsning er det under alle omstændigheder. Anker Brink Lund går på tværs af den traditionelle fagopdeling. Han er uddannet i statskundskab, er ansat som lektor på kommunikationsuddannelsen på RUC og har nu fremlagt et forskningsarbejde, der omhandler sundhedsvæsenet historisk. Jeg synes, det er interessant med så tværfagligt og tillige så veldokumenteret, grundigt et arbejde, som vi dermed er mange, der får glæde af, og som jo for øvrigt er kendetegnende for videnskabelige arbejder, at fag- og professionsgrænser overskrides.

Jeg mener, at afhandlingen vil have stor interesse for mange sygeplejersker, både for historisk interesserede sygeplejersker, for sygeplejersker, der er optaget af sygdomsforebyggelse og af sundhedsoplysning, og endelig sygeplejersker optaget af mere videnskabsteoretiske problemstillinger. Sproget er ukompliceret, og hele afhandlingen er bygget overskueligt op på trods af anvendelse af det omfattende kildemateriale. Anker Brink Lund anfører i forordet, at der er opbygget en database på over 20.000 enheder under projektarbejdet, som vil blive stillet til rådighed for forskersamfundet ved skriftlig henvendelse til Roskilde Universitetscenter, Postboks 260, 4000 Roskilde.

Af Emmy Brandt Jørgensen, adjunkt på Danmarks Sygeplejerskehøjskole i Århus. 

VÆRDIFULDE OG NYTTIGE PATIENTER

Bjørn Hamre

... syge må plejes med kærlighed

Kolonien Filadelfia 1897-1997
Dianalund: Kolonien Filadelfia 1997
192 sider.  

Institutionens historie er blevet til en levende og detaljeret fortælling om selve kolonien, lægerne, patienterne og plejerne. Grundlæggeren, lægen Adolph Sell, satte i 1897 sin private formue på spil for at virkeliggøre sin vision om at skabe et sted for epileptikere, som på dette tidspunkt befandt sig på fattiggårde. Samfundet behandlede den gruppe stedmoderligt, og staten ville ikke indgå i forsorgen. Det fik dr. Sell til at påtage sig opgaven på privat kristent initiativ. Han ønskede, at epileptikere og senere også psykisk syge havde et sted, de kunne opfatte som deres hjem.

Kolonien Filadelfia skulle være selvforsynende. Det betød, at de syge måtte indgå i koloniens drift sammen med medarbejderne. Dr. Sell vidste, at arbejdsterapi havde en gavnlig indflydelse på sjælelivet. Kvinderne vaskede, reparerede og syede tøj. Mændene arbejdede på værksteder eller i landbruget. Der blev stillet krav både til patienterne og til personalet. Medarbejderne skulle være i stand til at udvise tålmodighed over for epileptikerens voldsomhed og de skulle være indstillet på at pleje disse patienter både nat og dag. ''Det duede ikke, hvis det var for lønnens skyld, men kun hvis det var af kærlighed til de syge. Den rigtige indstilling var en grundbetingelse for den rette pleje'', som dr. Sell udtrykte det. At arbejde med de syge var et kald, og sådan ønskede dr. Sell også, at hans medarbejdere skulle opfatte det.

Adolph Sell ville have personlig kontakt med alle sine patienter. Alle patienter fik et håndtryk, når han kom på stuegang, så de fik følelsen af, at de altid kunne få fat i deres læge og få lettet sindet.

Han oprettede en skole for diakoner og søstre på stiftelsen for på den måde at sikre sig personale af god kvalitet. I 1924 varede elevernes arbejdsdag fra kl. 7 morgen til kl. 19 aften. Om eftermiddagen gik de i skole. Der var to ugers ferie pr. år og en løn på 25 kr. de første to år og 30 kr. det sidste år. På et tidspunkt var det vanskeligt at få elever til diakonskolen, og spørgsmålet, om man skal gå over til sygeplejersker, melder sig i 1937. Der skulle gå nogle år, før dette blev tilfældet. I 1945 oprettedes en forskole for sygeplejersker.

Bogen går tæt på mange forskellige sider af koloniens liv. Samarbejdsvanskeligheder, forskellige holdninger til behandling og pleje er skildret ud fra dagbogsnotater og citater. Det er med til at gøre beretningen levende og historisk meget spændende.

Under krigen, hvor mange blev indlagt med krigsneuroser, især kvinder, blev manglen på kvindelig arbejdskraft stor, men kolonien formåede dog at opretholde rimelige kår for patienterne. Dette skyldtes bl.a. selvforsyningen, og at kolonien ikke blev beslaglagt af tyskerne.

Kolonien Filadelfia har som behandlingssted gennem 100 år forandret sig og udvidet såvel bygningsmæssigt som behandlingsmæssigt, og senest er et genoptræningscenter for hjerneskadede blevet føjet til som en ny udfordring for stedet.

Af Inger Jerichau, uddannelsesleder, Uddannelses- og udviklingsafdelingen, Roskilde Amts Sygehusvæsen.