Hver femte arbejdsskade skyldes vold

Falck ankommer. En patient skal til udpumpning. Vi skal lægge sonde. Fra at have været langt væk bliver patienten pludselig meget nærværende. Alt foregår meget hurtigt. Patienten er fuldstændig vild, han sparker, slår og råber. Der bliver råbt: ''Væk fra sengen.''

De andre fjerner sig, men jeg sidder fast – kan ikke komme væk. Hans knæ rammer mit ansigt – han rammer mig flere gange. Jeg slår brystkassen mod hovedgærdet. Han skriger: ''Jeg slår dig ihjel'' og svinger benene ud over sengekanten. Jeg føler mig fastlåst af hans blik og husker kun hans stirren og høje råb: ''Jeg slår dig ihjel.'' Da jeg ser ham komme ud af sengen, reagerer jeg dog – kommer rundt om døren og ud på gangen – ned mod kontoret.

Jeg troede, min sidste time var kommet. Jeg ved ikke, hvor længe jeg stod sådan. Jeg rystede over det hele. Jeg følte mig totalt udbrændt bagefter og havde mest lyst til at græde. Flere personer på skadestuen havde oplevet episoden og var dybt chokerede. Da der var faldet lidt ro over afdelingen, var der lige tid til en hurtig kop kaffe, men ikke tid til nogen snak – så kom Falck med to patienter, der krævede øjeblikkelig behandling.

Hvordan jeg kom igennem natten, forstår jeg ikke. Efter vagtskifte blev jeg undersøgt af en læge. Knubs og et par trykkede ribben, men alt i alt så det ikke så alvorligt ud. Først da jeg kom hjem, kom reaktionen. Jeg græd, rystede og kunne ikke sove. Jeg havde ondt i brystkassen ved vejrtrækning, havde ondt i armene, men mest havde jeg ondt i sjælen.

Jeg valgte dog at gå på arbejde næste nat, både fordi jeg følte, at jeg havde brug for at snakke med mine kolleger om oplevelsen, og fordi jeg tænkte, at hvis jeg ikke mødte op med det samme, ville det blive endnu vanskeligere for mig senere.

Jeg fik ikke drøftet hændelsen med kollegerne. Det var ikke de samme som natten før – og der var meget travlt. Kun lidt løs snak. Den følgende dag fortalte jeg min afdelingssygeplejerske om situationen. Hun mente på det tidspunkt ikke, at vi ville få noget ud af at anmelde sagen.

To måneder senere søgte jeg min læge. Jeg havde det rigtig skidt. Ondt i ryggen, søvnproblemer, irritabel og deprimeret. Dengang satte jeg det ikke i forbindelse med hændelsen den nat. Vidste bare, at jeg plejer at være i stand til at klare en hel del, men føler nu alt ser uoverskueligt ud.''

Dette er en forkortet udgave af en sygeplejerskes anmeldelse af en voldsepisode. Først flere måneder efter den voldsomme hændelse var der nogen, der tog hende alvorligt. Reaktionerne havde nu udviklet sig til symptomer med forringelse af livskvalitet og arbejdsevne.

Arbejdsskader og vold

Som arbejdsskadekonsulent i Dansk Sygeplejeråd kommer jeg i telefonisk kontakt med medlemmer, der har været udsat for vold. Vold er altid trist og skræmmende. Ingen tvivl om det. Men der er så godt som heller ingen tvivl om, at der hvor ledelse og kollegaer vil og tør gøre vold til et fælles ansvar og gøre en indsats, når volden sker, der bider volden ikke så hårdt, som når skyldfølelsen over, ''hvorfor var det lige mig, der udløste det,'' får lov at gnave uhindret i sjælen.

Vi ved, at adskillige sygeplejersker har forladt faget efter ubearbejdede volds- og chok-episoder. En unødvendig foragt for menneskelige og økonomiske omkostninger.

Side 9

I Dansk Sygeplejeråd kan vi ikke sætte præcise tal på, hvor mange sygeplejersker der udsættes for vold, og vold er i det hele taget svært at gøre op i statistik. Men et fingerpeg er det dog, at hver femte af de henvendelser, Dansk Sygeplejeråd får om akutte arbejdsskader, hidrører fra direkte vold eller trusler herom. Hertil kommer yderligere henvendelser om psykiske belastninger over en længere periode ved at arbejde på arbejdspladser med megen vold.

Voldspolitik på arbejdspladsen

Hver enkelt arbejdsplads må udvikle en voldspolitik, der tager udgangspunkt i problemerne netop på den arbejdsplads. Men erfaringsudveksling inspirerer.

Dansk Sygeplejeråd er gået aktivt ind i 'Projekt Vold som Udtryksform' for herigennem at påvirke og stimulere åbenhed og oplysning om vold og forebyggelse heraf. Ingen tror vel på, at volden kan udryddes – heller ikke den arbejdspladsrelaterede vold. En erkendelse af dette kræver en forebyggende handling.

Sygeplejersker udsættes for vold fra mange forskellige grupper i befolkningen, for eksempel fra psykisk syge mennesker, senil-demente, vrede pårørende til syge mennesker, og personer der forsøger at tiltvinge sig adgang til medicin. Volden har derfor også forskellig karakter lige fra bid og krads til hårde slag, kvælertag, livstruende kvæstelser og ikke mindst trusler.

Forebyggelse af volden må være forskellig fra sted til sted. Dels fordi karakteren af volden er forskellig inden for de forskellige arbejdsområder, men også fordi årsagen til den samme voldssituation kan fortolkes på forskellige måder. Handler det om manglende information, uddannelse, grænsesætning eller normering? Tolkningen af årsagen til volden bør danne udgangspunktet for den forebyggelse, man vælger at foretage på stedet.

Hvis holdningen på arbejdspladsen er: ''Det var hendes egen skyld,'' eller: ''Der skete hende jo ikke noget,'' så bliver volden gjort til et personligt problem, som kan æde en person op, indtil der sker sygemelding med anden diagnose. Og der udvikles en arbejdspladskultur, hvor det er fristende at holde volden skjult. Vold har været tabu mange steder blandt sygeplejersker.

Der har været en tendens til, at vold på arbejdspladsen skulle kunne tåles af sygeplejersker, formodentligt fordi volden har været udøvet af syge mennesker og måske endda af patienter, som man kender godt. Inderst inde lurer tanken måske om, at det var fordi, man ikke var dygtig nok til sit fag, eller fordi man optrådte provokerende, at man blev udsat for vold. Hvis det gjorde for ondt på legeme eller sjæl, ja, så blev det betragtet som den enkeltes eget problem, at hun ikke var robust nok til arbejdet. Dette er eksempler fra en epoke, som Dansk Sygeplejeråd håber snart er helt passé. Vi får dog stadig en del henvendelser, både fra voldsramte, hvor ledelsen har afvist at gå ind i episoden, og fra voldsramte der i lang tid har hemmeligholdt den voldelige hændelse.

Mod og vilje

Regler i sig selv er ikke nok i udviklingen af en voldspolitik. Det er afgørende, at såvel ledelse som medarbejdere erkender ansvaret for, at der udvikles en voldspolitik, der ikke bare består af abstrakte regler og principper. Er regler, rammer og mål i orden, fremmer det udviklingen af de handlinger, der skal ændre den faktiske tilstand.

Det kan kræve personligt mod og vilje at ændre tingenes tilstand til det bedre.

Viden om, hvorledes for eksempel kropssprog og tale bør være, er ikke nok. Det kræver, at der gøres en indsats for at leve op til hensigtserklæringerne, og det betyder ofte en stor overvindelse for den enkelte at indrømme, at hun for eksempel er chokeret og bange – er i krise – og har brug for andres hjælp og omsorg. For mange er det en proces, der betyder ændring af fastgroede mønstre og omlægning af arbejdsrutiner. Det kan være hårdt arbejde – og det kan gøre ondt. Det kan være let at se fejlene, men forfærdeligt svært at ændre dem, når man selv er en del af kulturen.

Talemåder som: ''Tarzan arbejder ikke her,'' og: ''Angst æder sjæle op'' er efterhånden brugt på de fleste arbejdspladser. Men såvel som nissen har en tendens til at flytte med, er det svært at få fordrevet Tarzan på arbejdspladserne – i hvert tilfælde inden for omsorgsfagene.

Netværksgrupper

Dannelse af netværksgrupper er en metode, der kan bidrage til en hurtig videns- og erfaringsudveksling faggrupper og institutioner imellem. Det gælder eksempelvis metoder til registrering af vold og til observationer og analyser, der bliver foretaget i forbindelse med forebyggelse af vold. Netværksgrupper kan også hjælpe til at flytte viden fra papiret og ud i hverdagens praksis.

Der kan skabes forandring og nye muligheder gennem netværksgrupper, hvor personer med faglige, sociale og personlige kompetencer tager fat på ting, de måske ikke har prøvet før.

Hvis skaden er sket, kan netværksgrupperne være et godt sted til at foretage en såkaldt debriefing af medarbejdere/kolleger. Det foregår ved, at man samles om en orientering om det skete, blandt andet for at hindre rygtedannelser. Herudover er der mulighed for samtale om spørgsmål til og reaktioner på hændelsen, og ikke mindst hvorledes man undgår, at situationen gentager sig.

Else Bjerre er socialrådgiver i Dansk Sygeplejeråd. 

Nøgleord: Baggrund, Dansk Sygeplejeråd, Projekt Vold som Udtryksform, vold.