Kari Martinsen: Sanselig sygepleje

Kari Martinsen, norsk sygeplejeforsker, er inspireret af den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup. Kari Martinsen er medlem af 'Sygeplejersken's videnskabelige panel.

Kari Martinsen har været kendt i sygeplejen i Danmark i mange år. Hun er norsk og var i perioden 1991 til 1995 ansat som lektor ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole i Aarhus. I 1972 udkom de første artikler fra Kari Martinsens hånd i Norge, og siden er de kommet i en lind strøm i væsentlig grad publiceret i det norske tidsskrift 'Sykepleien'.

Men det har ikke hindret danske sygeplejersker i at få kendskab til hendes tanker. I 1978 skrev hun 'Fra ufaglært fattig sykepleie til professionelt yrke – konsekvenser for omsorg' i årbogen 'Fokus på sygeplejen 1979'. I 1989 kom artiklen 'Omsorg i sykepleien – en moralsk utfordring' i Fokus for sygeplejen 1990 (1).

Hun har også skrevet en del bøger: 'Fra Marx til Løgstrup' (2) blev udgivet på norsk i 1993 og på dansk i 1994. Og i august i år er der udkommet endnu en bog: 'Fenomenologi og omsorg, tre dialoger med Katie Eriksson' (3). Denne artikel bygger mest på (1) og (2), et valg, der er gjort ud fra ønsket om at inspirere til at lære originallitteraturen.

Kari Martinsens sygeplejeopfattelse er på ingen måde en praktisk model, man kan lægge ned over sygeplejen. Alligevel er hendes tanker om sygepleje meget praksisnære. Hun beskriver bl.a. indgående betydningen af sanser og ord i mødet med andre mennesker og deres krop.

Sygepleje foregår altid i en relation

Kari Martinsen siger, at der er to måder, man kan forholde sig til hinanden på. Den ene – og den bryder hun sig ikke om – er at gå ud fra sig selv som centrum og opfatte alt, hvad der sker omkring én som noget, man selv kan påvirke. Den anden måde er den, hun ønsker, sygeplejen skal opfattes på: Vi er ikke kun os selv, vi er altid i en relation til en anden. 'Forviklet med hinanden', er det udtryk, hun bruger.

Hun vil som noget helt væsentligt formidle, at sygepleje er omsorg, fordi sygepleje altid foregår i en relation. Sygeplejersken får et indtryk af patienten, og det må hun handle efter til den andens bedste. Når sygeplejersken handler på den måde, udviser hun omsorg. Det er ganske enkelt. Dermed knytter Kari Martinsen sin opfattelse af, hvad sygepleje er, til praktikken og tager afstand fra megen teori om sygepleje og sygeplejemodeller. Hun underkender ikke kundskab i sygeplejen, hun lægger vægt på, at vi har vor faglige viden med os. Hun mener også, at der kan udvikles sygeplejeteori, men den skal udvikles på det praktiske plan, ikke udtænkes gennem hypoteser.

Det faglige skøn kendt fra hverdagen

På en måde skriver Kari Martinsen det samme i mange af artiklerne, tit med et udvidet perspektiv eller med en lille ny drejning. Hendes tilgang til sygeplejen er anderledes end den, der findes hos de fleste andre, som skriver om sygepleje. De fleste sygeplejersker i dag er oplært i en naturvidenskabelig, positivistisk tankegang.

Ganske vist er der mange humanistiske og adfærdsvidenskabelige fag i sygeplejerskeuddannelsen, og der beskrives mange humanistiske tanker. Men det er bare glasur på et positivistisk menneskesyn, mener Kari Martinsen.

Ved at arbejde med sygeplejeprocessen har sygeplejersker lært at indsamle data, analysere dem og sætte mål, handle, evaluere, indsamle nye data osv. Dette er ikke omsorg, understreger Kari Martinsen. Det er at måle og registrere og regne med årsag og virkning. Sådan er livet ikke mellem mennesker. Sådan er det muligvis blevet, fordi det er sådan, vi i lang tid har arbejdet i sygeplejen og i mange andre sammenhænge, men det er ikke det oprindelige. Vi er skabt til at være sammen i en relation.

Vi mødes med et andet menneske. Dette menneske gør indtryk på os. Vi reagerer på dette indtryk med selv at udtrykke noget. Vi forsøger helt umiddelbart at handle til den andens bedste.

''Den fagligt dygtige sygeplejerske handler ud fra sin intuition. Sygeplejersken 'ser' løsningen på forhånd. Hun 'ved', hvad der skal gøres ud fra en lang erfaring fra lignende situationer, og hun kan genkende mønstrene i situationen ...'' (1, s. 151, egen oversættelse).

For at kunne udføre sygepleje skal sygeplejersken naturligvis kunne noget, have kundskaber i form af menneskekundskab og praktiske faglige kvalifikationer. Modenhed er også en vigtig egenskab.

Kari Martinsen skriver, at en sygeplejerske skal kunne foretage et skøn i situationen, før hun handler.

At skønne er at kunne skelne det vigtige fra det uvigtige. Hvordan lærer sygeplejersken at skønne? Det lærer hun ved at følges med én, der mestrer kunsten i sygeplejen, den dygtige kliniker, som ved noget rent intuitivt.

Det, Kari Martinsen beskriver, kender mange sygeplejersker fra hverdagen. Tænk på, hvor tit der svares: ''Det er bare noget jeg ved,'' i de mange situationer i hverdagen, hvor den uerfarne studerende spørger den erfarne sygeplejerske om, hvad der fik hende til at sige eller gøre det, hun faktisk gjorde.

''Tillid er en grundlæggende værdi i omsorgen. Tillid og omsorg har med engagement og indlevelse at gøre, men tillid og omsorg kan let vippe over i sine modsætninger til ligegyldighed enten i form af undladelsessynder eller formynderi ...

Gennem det faglige skøn kan vi holdes på rette vej ...'' (1, s. 137, egen oversættelse).

Det sansende samspil centralt i sygeplejen

For Kari Martinsen er kunsten i sygeplejen at tage imod det ovenfor beskrevne indtryk af patienten og at udtrykke det på en særlig måde og derved få livsmodet og livshåbet frem hos den anden, hos patienten.

Vi opfatter med vore sanser. Kari Martinsen beskriver sansernes betydning i sygeplejen og betydningen af, at vi opøver dem. Det gælder syn, hørelse, smag, lugt og berøring. Hun skriver:

''Når en sans engageres, følger de andre sanser med på afstand. Dette sansende samspil bør være noget centralt i sygeplejen, sammen med bevægelse og håndelag. Efter min opfattelse dokumenteres sygeplejen slet og ret i sin sanselige tilstedeværelse gennem sygeplejerskens færdigheder. Det er aldeles ikke nogen 'tavs viden' i betydningen 'Endnu ikke sat på ord'. Den er synlig og lader sig i høj grad dokumentere gennem færdigheder, håndelag og sansning.'' (2, s. 123).

Kari Martinsen går kraftigt imod den indstilling til tilværelsen, som benævnes den teknisk-instrumentelle livsforståelse, nemlig at vi hele tiden registrerer vore omgivelser.

Hun overfører denne indfaldsvinkel med at måle og veje til sygeplejen og skriver ud fra en kritisk synsvinkel, at sygeplejeprocessen er blevet den nye positivisme i sygeplejen:

''Vi skal kunne måle kvalitet, og det gør vi ved hjælp af metodebegreber, der er specielt udviklet inden for den kvantitative forskning. Sproget skal være entydigt og eksakt. Men et sådant sprog skaber afstand, det formidler ikke kærlighedens sprog.

Relationer bliver noget, der kan måles. Følelser og intuition må væk, for dem kan vi ikke måle. Blikket bliver distanceret, klassificerende og dissekerende. Vi skal have noget ud af relationen. I vor bevægelse mod den anden er vi optaget af os selv og vore resultater. Hvorfor det? Fordi alt skal dokumenteres gennem sygeplejeprocessens mål-middel-tænkning. Det er 'den nye' positivisme i sygeplejeforskningen.'' (2, s. 46).

Dette er hård kost for mange sygeplejeforskere og sikkert også for mange sygeplejersker i praktikken, der med glæde og stolthed arbejder med at dokumentere sygeplejen. Derfor er Kari Martinsens tanker om sygepleje kontroversielle. På den anden side er det budskab, Kari Martinsen vil fremme, både hverdagsagtigt og genkendeligt for mange sygeplejersker. Det er i al sin enkelhed, at sygeplejersken møder en patient eller klient, er åben for den anden i mødet, og intuitivt opfatter, hvad det handler om i situationen. Sygeplejersken stiller spørgsmål for at få situationen bedre belyst. Hun spørger ud fra en fornemmelse af, at der er noget, der skal uddybes. Når sygeplejersken har fornemmet sig frem, så foretager hun sig noget, der er relevant i sammenhængen. Dette er 'at tyde indtrykket' og handle derefter. Man kan også sige, at det er at arbejde 'efter den analoge orden'. Analog betyder, at noget minder om noget andet. Modsat kan man arbejde efter 'den matematiske orden', som kræver, at alting er veldefineret og pindet ud i småstykker.

At møde mennesker på den åbne måde er at være åben over for livet selv, som det ytrer sig i kraft af, at vi er skabt, mener Kari Martinsen.

Tilværelsen opfattes i helheder

Kari Martinsen tager udgangspunkt i fænomenologien, en filosofisk bevægelse hvor tilværelsen opfattes i helheder, som fænomener, og ikke som enkeltstående begreber. Kari Martinsens forståelse af fænomenologien er i meget høj grad påvirket af Løgstrups tanker. Men oprindeligt arbejdede hun ud fra Heideggers tekster.

Heidegger var en tysk fænomenolog, der stillede grundlæggende spørgsmål om omsorg (Omsorgens ontologi). Heideggers tænkning førte Kari Martinsen frem til en omsorgsfilosofi, hvor det bærende er det relationelle, det praktiske og situationsbestemte. Senere lærte hun Løgstrups forfatterskab at kende, bl.a. gennem kontakten til danske sygeplejersker.

Filosoffen og teologen Knud Eiler Løgstrup (1905-1981) var teologisk professor i Århus og formidlede gennem forelæsninger og et stort forfatterskab sine tanker om 'Næsten', menneskers forholden sig til andre mennesker. I 'Den etiske fordring' (1956) beskriver Løgstrup en række såkaldte livsytringer, som er fænomener, der er givet i tilværelsen på forhånd. Der er tale om begreberne tillid, barmhjertighed, åben tale og medfølelse. Tilliden giver han denne formulering, som siden er blevet et meget brugt citat:

''Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver, men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej'' (1, s. 143, egen oversættelse).

En god livsførelse må læres

Kari Martinsen kæder sygeplejen sammen med livsytringerne på en måde, som ingen tidligere har formuleret det i sygeplejen. Det er derfor, hun er så enestående i sin sygeplejeteori, som rettere bør kaldes en filosofi. Som nævnt har hun en model, som man kan indrette sin sygepleje efter.

Hun forklarer og formidler hele tiden, at sygepleje er et samspil mellem patient og sygeplejerske, og det er sygeplejerskens uafviselige pligt at handle, så det bliver til patientens bedste. Er det da ikke en selvfølge mellem to mennesker, mellem en svag og en stærk, at man handler til hinandens bedste?

Jo, svarer hun, vi er skabt til, at det er en selvfølge, men der er blevet lagt noget hen over det spontane hos os, så det ikke længere er en selvfølge. Vi kan nemt blive bedrevidende, og det er noget helt andet end spontant at handle til den andens bedste.

Det kan lyde som et spil om ord, men det er det mindst af alt, det er spørgsmål om livsopfattelse:
''Livsytringerne er 'født' etiske. Men vore moralske handlinger kræver overvejelse og skønsmæssige vurderinger, for at vi kan finde ud af, hvordan man i hver enkelt situation bedst handler i overensstemmelse med livsytringen. I ethvert møde mellem mennesker stilles parterne over for moralske udfordringer, som gælder deres livsmuligheder. Hvordan vi bedst handler i situationen i forhold til livsytringerne må læres og vurderes gennem erfaring, forståelse, indsigt og klogskab. Dette fokuserer på personens årvågenhed og sensitivitet med hensyn til at opdage, hvilke fordringer mødet med det andet menneske stiller.

Omsorg er at knytte bånd. Moral bliver grundlæggende i relationen. Det er her, magt og forskellige afhængighedsformer udspiller sig gennem den måde, vi følelsesmæssigt er til stede på i forholdet til den anden. Der er altid en grundtone i relationen. Den viser sig i vor livsførelse, og 'god livsførelse' må læres.'' (1, s. 138-139, egen oversættelse).

Omsorg til gavn for den svage

Hvad gør sygeplejersken i de situationer, hvor tilliden er brudt eller patienterne simpelthen møder os med mistillid? Der har regler deres plads, siger Kari Martinsen.

''Reglerne kan hjælpe os til at udføre omsorgens handlinger, selvom omsorg som kvalitet i relationen udebliver. Vi kan ikke tvinges til gode omsorgsrelationer, når situationen, vi handler i, byder os imod. Men da bliver lydigheden mod normen desto vigtigere. Vi kan i lydighed pålægges at udføre omsorgshandlinger på en sådan måde, at den anden ikke reduceres til et middel. Reglerne skal hjælpe os i vanskelige situationer, hvor det at handle ud fra skøn alene er problematisk.'' (1, s. 140, egen oversættelse).

Kari Martinsen skriver, at der erto væsentlige forudsætninger for at opbygge et tillidsforhold i en sygeplejerske-patientsammenhæng. Den ene er, at der er en autoritetsstruktur i relationen, altså at sygeplejersken har en nødvendig kundskab, som patienten ikke har. Det andet er en svag paternalisme. Paternalisme kommer af det latinske ord pater, en far, og betegner en styrende adfærd. Det betyder, at patient og sygeplejerske ikke er ligeværdige i faglig sammenhæng. Sygeplejersken kan mere end patienten, og sygeplejersken skal bruge det, hun kan.

Selv om Kari Martinsen har en doktorgrad i filosofi, så har hun en praktisk tilgang til Løgstrups forfatterskab, fordi hun læser det som sygeplejerske.

Kari Martinsens omsorgsbegreb er af og til blevet udlagt som en omklamrende form for omsorg. Den opfattelse tager hun selv afstand fra, men fastholder, at hendes syn på omsorg er til gavn for den svage. Hun anvender helt naturligt begrebet næstekærlighed og henviser tit til lignelsen om den barmhjertige samaritan.

''Overgreb fra sygeplejerskens side kan gøres i flere retninger. Her kan nævnes, at omsorgen kan blive sentimental, eller den kan blive paternalistisk. I den sentimentale omsorg er min deltagelse i den andens lidelse begrænset til mine egne følelser. ... Paternalisme er en form for ekspertisemystik og bedrevidenhed fra sygeplejerskens side. Den omsorgstrængende bliver frataget mulighederne for at tage del i processen om sine egne livsmuligheder ...'' (1, s. 145, egen oversættelse).

I dialog med Katie Eriksson

Hun påpeger, at sygeplejen bevæger sig mellem den selvisk-sentimentale omsorg og den ekstreme modsætning, ufølsomheden, og at begge dele er en risiko.

Kari Martinsen har siden 1994 været ansat i en 20 pct.-stilling som professor i Tromsø. Resten af sin tid anvender hun for øjeblikket til freelancearbejde. Hun vejleder fortsat enkelte stud. cur.er ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole, og hun holder mange foredrag, også her i landet.

Kari Martinsen har et stort anliggende, nemlig at vi møder den anden, patienten, på en ordentlig måde, og det belyser hun så på forskellige måder med mange spændende nye indfaldsvinkler. Vælger man at læse bogen Fra Marx til Løgstrup i stedet for den artikel, de fleste eksempler her er hentet fra, så fås den på dansk. I bogen skriver hun det samme som i artiklen, bare bredere formuleret med langt flere indfaldsvinkler, bl.a. er der meget om kroppen. Hun beskriver også måden, vi ser andre på, om vi bruger det analyserende blik eller det gode blik.

I 1994-95 er Kari Martinsen flere gange gået i offentlig dialog med Katie Eriksson. Den føromtalte Fenomenologi og omsorg (3) er Kari Martinsens del af dialogerne med en efterskrift af Katie Eriksson. Kari Martinsen gør omhyggeligt rede for, hvad hun selv står for, og hvad forskellen er mellem hendes og Katie Erikssons syn på sygeplejen. Det er interessant at kunne læse sig ind i de to store nordiske sygeplejeteoretikere på den måde.

Den første dialog handler om, hvorvidt sygeplejeforskningen kan give plads til omsorg og metafysik, dvs. det vi ikke kan forklare, beherske eller have herredømme over. Den anden hedder 'Kropp og ånd i praktisk sykepleie', og den sidste handler om Løgstrups religionsfilosofi i møde med sygeplejens praksis. Denne sidste dialog er både med Katie Eriksson og Patricia Benner. Dialogerne er en meget levende måde at formidle debattørernes syn på sygeplejen og deres indbyrdes forskelle. Den form for kilde til Kari Martinsens og Katie Erikssons sygeplejefilosofi er værd at opsøge.

Anne Elsebet Overgaard er sygeplejelærer ved Københavns Amt, Sygeplejeskolen, Herlev.

Andre artikler om Kari Martinsen:

• Sygeplejens ydmyge superhelt
• Kari Martinsen: Kontroversiel ridder​

 

Litteratur

1. Martinsen, K. Omsorg i sykepleien – en moralsk utfordring, Fokus på sygeplejen, Udvalgte artikler fra 1979 til 1992, Kbh. Munksgaard, 1995. Artiklen findes oprindeligt i Fokus på sygeplejen, 1990.
2. Fra Marx til Løgstrup, Om etik og sanselighed i sygeplejen, Kbh. Munksgaard 1994. Norsk udgave 1993.
3. Fenomenologi og omsorg, tre dialoger, Oslo 1996, Tano Aschehoug.

Nøgleord: Kari Martinsen, teori om sygepleje. 

Supplerende litteratur

Anden danskudgivet litteratur af Kari Martinsen (skrevet på norsk):

1. 'Moralsk praksis og dokumentation i praktisk sykepleie' i Jensen, T.K. (red.): Grundlagsproblemer i sygeplejen. Århus: Philosophia.
2. Under kjærlig forskning. Fenomenologiens åpning for den levde erfaring i sygepleien, hendes tiltrædelsesforelæsning som lektor ved Sygeplejerskehøjskolen, Perspektiv, tillægget til 'Sygeplejersken' nr. 36, 1991. (skrevet på norsk).
3. 'Omsorgsfeltet i den kliniske sygepleje', 'Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd sygeplejeforskningsinitiativ – Betydningen for sygeplejepraksis', udg. ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet, 1996.
4. 'Fra resultater til situasjoner: Omsorg, makt og solidaritet'. I: Kvinder og kommuner i Norden, Samkvind, 1991, Københavns Universitet, s. 61-82.
5. 'Omsorgens filosofi og dens praksis' I: Omsorg og kærlighed i velfærdsstaten. Samfundsvidenskabelig kvindeforskning/Cekvina, 1992, Århus Universitet.

Litteratur om Kari Martinsen

1. Kirkevold, Marit et al. Klokskap og kyndighet, Kari Martinsens innflytelse på norsk og dansk sykepleie, Oslo, ad Notam Gyldendal 1993. Heri findes en udførlig bibliografi over Kari Martinsens arbejder op til 1992.
2. Kirkevold, Marit: Sygeplejeteorier, analyse og evaluering, København. Munksgaard, 1993. Norsk udgave 1992.
3. Kirkevold, Marit: Har Kari Martinsens arbejder klinisk relevans, Sykepleien Fag nr. 5/93 s. 40-43.