At række efter stjernerne

Det er vanskeligt at nå det optimale med sin sygepleje, men med primærsygeplejen kommer vi tæt på den individuelle, helhedsorienterede sundheds- og sygepleje. I hvert fald er det nok her, at patient, sygeplejerske og pårørende har størst mulighed for at opnå en fælles forståelse for de problemer, der måtte være i situationen.

Som 7. semester-studerende har jeg på nuværende tidspunkt opnået to en halv måneds erfaring med primærsygepleje, som jeg umiddelbart kan se giver nogle fordele for såvel patienter og personale som for afdelingens studiemiljø. Men selvfølgelig er der også ulemper forbundet med plejeformen. Mit sammenligningsgrundlag er en praktikperiode i 3. semester, hvor afdelingen praktiserede gruppepleje.

Som studerende er det spændende at blive præsenteret for en ny plejeform, men samtidig har jeg følelsen af også at være forsøgskanin. Her finder jeg det vigtigt at pointere, at det engagement og den energi, som jeg oplever, at afdelingens faste personale investerer i for at få det hele til at fungere, også kommer mig til gode i dagligdagen.

Men engagementet og den ansvarlighed, der bliver vist for min uddannelse, er også nødvendigt, hvis man som studerende skal have fuldt udbytte af sin praktikperiode. I en afdeling med måske knap så stor entusiasme for at indføre primærpleje forsøgsvis, ville det være vanskeligt og frustrerende at være studerende, imens 'forsøgsperioden' står på, hvis personalet kun går halvhjertet ind for sagen og ikke arbejder konstruktivt for at løse de forhindringer eller problemer, der måtte opstå undervejs.

Da jeg blev præsenteret for primærsygeplejen på mit nye praktiksted, skete der det, at mine forventninger om en helhedspleje med kontinuitet, koordinering og individualitet blev meget høje. Alligevel var jeg lidt skeptisk over for, om det nu kunne lade sig gøre at anvende den teoretiske model i rendyrket form i praksis, eller om det ville blive en kombination af de principper, der kendetegner de enkelte plejeformer.

Mindre stressende

I et lyst øjeblik med refleksion over forholdet mellem teori og praksis, viser det sig, at vi i teorien rækker ud efter stjernerne, som så i praksis viser sig at være meget vanskelige at nå. Men med indførelse af primærsygepleje mener jeg, at vi kommer et skridt nærmere det, vi tilstræber, nemlig en individuel og helhedsorienteret sundheds- og sygepleje som det optimale. Jeg vælger at se på de muligheder – frem for begrænsninger, som plejeformen åbner mulighed for. For selvfølgelig vil 'systemverdenen' sætte nogle begrænsninger, der bevirker, at det ikke kan lade sig gøre at praktisere primærsygepleje 100 pct. i praksis. I hvert fald vil det kræve en storstilet omprioritering og ressourcetilførsel til sundhedsvæsenet, hvis primærsygepleje skal være kendetegnende for en almindelig sengeafdeling 24 timer i døgnet, året rundt.

Som studerende oplever jeg primærsygeplejen mindre stressende, da blækspruttefunktionen er afskaffet. Man ved, hvad man skal nå, og hvad man er ansvarlig for. Kun få gange har jeg oplevet usikkerhed med hensyn til, om fx bestemte opgaver er udført.

En anden grund til, at jeg finder plejeformen mindre stressende

Side 30

er, at jeg oplever en daglig tidsbesparelse i forhold til mit sammenligningsgrundlag, som er gruppepleje. I primærplejen er vi ikke afhængige af at skulle samle personale til rapportgivning morgen og middag, så på den måde er det lettere at strukturere sin arbejdsdag. Endvidere er der for den enkelte sygeplejerske en tidsbesparelse at hente ved, at der ikke bruges så meget tid på forberedelse til stuegang og effektuering af ordinationer, i og med det er færre patienter, man er ansvarlig for i primærsygeplejen. Gevinsten er, at man så kan bruge tiden til at lægge en plan for patienten flere dage frem og samtidig have mere tid til den enkelte patient i den direkte pleje. Som regel kan man nå at gøre sit arbejde færdigt, så der er færrest muligt opgaver i vagtskiftet eller færre opgaver, der ligger over til næste dag.

Endnu en gevinst er, at alle sygeplejersker har høj grad af patientkontakt hver dag frem for at sidde bag skrivebordet det meste af dagen. Til sammenligning er dette jo mange gange tilfældet for en gruppeleder, som har nok at gøre med det rent administrative.

Maksimal udnyttelse

I primærplejen føler jeg, at man kommer til at kende patienterne bedre, og hermed kan patientens ressourcer udnyttes maksimalt. Man ved lige, hvor og hvornår man skal sætte ind med sin omsorgsfulde sygepleje, når kendskabet til patienten og dennes totale situation er dybtgående. Mit indtryk er, at den risiko, der altid er til stede for at lave overgreb på patienten, bliver – om end ikke fjernet – så i hvert fald reduceret i så tætte plejeforløb.

Her behøver man, populært sagt, ikke at springe over, hvor gærdet er lavest i givne situationer, på bekostning af patientens egenomsorgskapacitet. Samtidig forhindrer plejeformen også, at vigtige observationer og informationer går tabt, når man har overblikket over og ansvaret for plejen til sine tildelte patienter.

Umiddelbart tror jeg, det er lettere at yde en målrettet sundheds- og sygepleje i primærsygeplejen, med kontinuitet fra indlæggelse til udskrivelse, også fordi der for sekundærsygeplejersken bør være en detaljeret og præcis plejeplan at arbejde efter i primærsygeplejerskens fravær. Plejeplanen skal så gerne sikre, at alle arbejder fremadrettet og er bekendt med de opstillede mål for plejen. Jeg er positivt overrasket over afdelingens anvendelse af plejeplaner som et arbejdsredskab, det har jeg aldrig før oplevet i så stort omfang!

Også ulemper

Som studerende føler jeg imidlertid også, at primærplejen giver nogle ulemper i form af, at man kun kommer til at kende et begrænset antal patienter og dermed kan miste overblikket over hele afdelingen. I og med at det er et begrænset antal patienter, jeg har med at gøre, er der nogle ting, der går lidt for lang tid med at lære. Det er tilfældet, når det er de samme patienter, man har over længere tid, samt hvis man har fri nogle dage i træk, hvor der ellers ville have været nogle nye og spændende opgaver for en studerende. Men med en ugentlig tilstedeværelse på 30 timer vil det nok være sådan, uanset hvilken plejeform afdelingen praktiserer.

Da en af fiduserne ved primærpleje er, at patientens kontakt med mange forskellige personalemedlemmer reduceres til kun at omfatte primærsygeplejersken samt en evt. hjælper, kræver det ikke megen fantasi for at forestille sig de mindre gode ting, plejeformen også kan medføre. Dette for såvel patienten som for personalet. For det første kan patienten ikke selv vælge sygeplejerske til at varetage plejen under indlæggelsen. Hvis samspillet mellem patient og sygeplejerske ikke fungerer optimalt, kan konsekvensen være, at patienten må tildeles en ny primærsygeplejerske. Dette kan både være et ønske fra patientens side eller et ønske fra sygeplejersken. Nogle gange er man som bekendt nødt til at sige fra, selv om man er i en professionel rolle, og overlade opgaven til en anden for at tage vare på alle parters interesse for en optimal sygepleje. Dog har jeg indtryk af, at det er noget, der sjældent forekommer.

Endvidere kan det blive nødvendigt at overtage andre sygeplejerskers tildelte patienter i perioder med høj plejetyngde, hvorfor patienten på denne måde også vil komme i kontakt med flere personalemedlemmer, end primærsygeplejens intentioner foreskriver. Hvis en sygeplejerske har sine tildelte patienter spredt på flere stuer, vil man også let kunne komme til at 'blande' sig i andre sygeplejerskers patienter. Dette kan ske, fordi det i situationen er lettest at klare opgaven, når man alligevel er kommet ind på stuen, frem for først at skulle hente primærsygeplejersken, som kan være optaget af noget andet.

Omvendt kan det også forekomme, at patienten ikke er grundigt informeret om vores idé med plejeformen, eller af gode grunde ikke har opfanget, hvad det drejer sig om. I disse tilfælde er det naturligt for patienten at henvende sig til hvem, der nu måtte være i nærheden. Men det kan jo også være fint nok. Når man indfører primærpleje, er det jo ikke ensbetydende med 'enhver passer sit'-mentaliteten. Det bedste ville være, at alle ens tildelte patienter ligger på samme stue. Det kan i hvert fald eliminere risikoen for, at patienterne forvirres unødvendigt.

Muligt at nå langt

I afdelingen møder jeg en del ældre patienter, som er demente i større eller mindre grad, og som har pådraget sig en collum femoris fraktur. Primærsygeplejen er her en ubetinget fordel, idet disse patienter er meget miljøfølsomme og bliver mere konfuse, jo flere fremmede mennesker der omgiver dem. Dog kan disse komplekse plejeforløb, som typisk strækker sig over længere tid, være forbundet med en belastning af primærsygeplejersken. I den forbindelse er det dog vigtigt at understrege, at enhver patient befinder sig i en kompleks situation, uanset problemernes og den totale situations karakter. Et problem, plejepersonalet måske vurderer har mindre betydning i forhold til patientens totale situation, kan i høj grad påvirke patienten, så det måske kan føre andre problemer med sig.

Primærsygeplejen rummer her mulighed for at kunne tage var på alt vedrørende patienten, og jeg tror, at patienten hurtigere 'slipper sig fri' i en uforbeholden tillid til den sygeplejerske, der har ansvaret for plejen. Derfor tror jeg, at primærsygeplejen nok er den plejeform, som giver bedst mulighed for, at patient, sygeplejerske og pårørende kan opnå en fælles forståelse for de problemer, der måtte være i situationen.

Jo mere engageret man er i patientens situation, og jo større ansvarlighed man er nødt til at vise, når man er 'alene' om en patient, jo længere når man i sin sygepleje. Der er basis for en sygepleje af høj kvalitet, en sygepleje, som ikke kun er en standardpleje. Det skal dog ikke forstås på den måde, at sygepleje praktiseret i andre plejeformer end primærsygepleje, nødvendigvis er af en dårligere kvalitet. Sådan er virkeligheden jo heldigvis ikke. Men med de principper, som primærsygeplejen inkluderer, er det i hvert fald teoretisk muligt at nå langt. Og det lader sig også gøre i virkeligheden, har jeg erfaret.

Synliggørelsen

I så tætte plejeforløb med dybtgående kendskab til patienten, som primærsygeplejen åbner mulighed for, kan det til tider være svært at holde den professionelle distance over længere perioder. Hermed kan det også være svært at bevare et objektivt og nuanceret syn på patientens situation. Her er det så en fordel med en stedfortrædende sekundærsygeplejerske, som måske kan se nogle andre dimensioner og bidrage med ændringsforslag til plejen.

I primærsygeplejen vil der i højere grad ske en synliggørelse af den enkelte sygeplejerskes faglige og personlige kvaliteter, samtidig med den udførte pleje er let at føre tilbage til den sygeplejerske, der har været ansvarlig for patienten. Jeg ser det som en fordel, at ens kvalifikationer bliver synlige. Andre vil måske synes, det er en ulempe, ja endda ubehageligt, at 'alt' pludselig bliver synligt, sikkert især hvis man er fagligt usikker. Hvis man antastes på sin faglighed, vil de fleste nok føle det som en torn i øjet.

Som studerende hører man jævnligt i øresneglen, at vi ikke er dygtige nok, den dag vi får vores autorisation. Her kunne jeg så fristes til at sætte spørgsmålstegn ved, om alle sygeplejersker er lige dygtige og har de samme kvalifikationer. Man lærer vel så længe, man er i faget?

Netop derfor synes jeg, det er godt ved primærsygeplejen, at ens kvaliteter for nuværende bliver synlige. Det må da være betryggende for patienten at blive plejet af en sygeplejerske med visse kvalifikationer. Men 'novicerne' skal der som bekendt også være plads til og respekt for. Ellers bliver vi aldrig 'dygtige nok'.

Som studerende er jeg tilknyttet tre praktikvejledere, hvoraf der altid er en eller to af dem til stede, som primærsygeplejerske for de patienter, jeg på nuværende tidspunkt fungerer som hjælper for. Det er absolut en fordel i et uddannelsesforløb, fordi det åbner mulighed for gode vejledningssituationer og tæt samarbejde. Det skaber ro og tryghed, at ens vejledere altid har fingeren på pulsen med hensyn til mine færdigheder, – som jeg foruden får en konstruktiv kritik af. Det er der nemlig tid til – og det er vel nok dejligt at kunne gøre denne erfaring!•

Lone Jensen er studerende ved Sygeplejeskolen i Aalborg. 

Nøgleord: Primærsygepleje, sygeplejestuderende, uddannelse.

Emneord: 
Primær sundhedssektor
Sygeplejerskeuddannelsen