Et boligcenter for sygepleje

Arbejdet på SAMU Socials centre for sygepleje til hjemløse er ikke for sarte sjæle. Kropslus, fnat og andre sygdomme, hvis behandling de fleste kun har hørt om under sygeplejeuddannelsens teori, hører ikke til sjældenhederne.

SY-1999-08-16a

På sygeplejecentret får de hjemløse mad og en seng for natten, foruden den sygepleje, de har brug for.

Side 17

Set udefra er indgangsdøren til 35, avenue Courteline i det 12. arrondissement helt anonym og ligner enhver anden opgang i Paris. Når man har ringet på døren og er blevet lukket ind, fortæller skiltet på indersiden af døren noget om, at nr. 35 ikke er et helt almindeligt hjem. Der står: ''I alles interesse er der ikke adgang for personer i besiddelse af: våben, alkohol eller narkotika.'' Og alligevel er det meningen og endda meget vigtigt, at den fælles opholdsstue og værelserne med køjesengene på førstesalen betragtes netop som et hjem for dem, der ikke har noget hjem.

Ejendommen i nr. 35 avenue de Courteline er et af de tre centre for sygepleje (centre d'hebergement pour soins infirmiers), som arbejder sammen med SAMU Social de Paris. Det er blandt andet hertil, at SAMU Socials vogne om natten bringer de mennesker, som ellers sover og bor på gaden. Her kan de ud over mad og en seng for natten modtage den sygepleje, de har brug for, og som en hjemmesygeplejerske normalt ville give i hjemmet.

Man fandt ud af, at der manglede et center for de hjemløse, så de kunne modtage den sygepleje, som ofte er nødvendig efter en sygehusindlæggelse eller et lægetilsyn. Eller bare den almindelige pleje og omsorg, som enhver medborger normalt vil få enten af familien eller af professionelle i

Side 18

tilfælde af sygdom. I Frankrig skal hospitalerne behandle borgerne, uanset om de ikke har nogen fast adresse eller ikke er i stand til at betale for behandlingen. Men hvem skal tilse gipsen på et brækket ben, skifte forbindingen på et skinnebenssår eller fjerne suturer efter en operation, når hjemmet er en rist på gaden eller en telefonboks? Det led manglede helt. Derfor har SAMU Social i samarbejde med sine partnere som blandt andre Røde Kors og Frelsens Hær skabt disse centre for sygepleje, hvor de hjemløse kan bo i den tid, deres behandling varer. Her kan de få kontakt med en socialrådgiver og få hjælp til de første tiltag hen mod en reintegrering i samfundet.

''Vi lægger stor vægt på, at centrene for sygepleje bliver betragtet som et hjem i den tid, en behandling varer. Centrene er ikke et sygehus for fattige. Det er vores første prioritet at opsøge folk i akut social og medicinsk nød og bringe dem ud af deres akutte faresituation. Derefter er det hovedmålet for alle, der arbejder for SAMU Social, at få de offentlige instanser til at reintegrere disse folk i samfundet,'' pointerer Odile Gaslonde, chefsygeplejerske for SAMU Social de Paris.

Mennesket er interessant

I dag er det sygeplejerske France Bonneville, som tager sig af dagens behandlinger i 'Salle de soins et de pansements' (behandlings- og forbindingsstue). Alle patienter, der bliver bragt ind på centret i løbet af natten, får tilsyn af en læge næste morgen, som så ordinerer en behandling. Om natten er der ingen læge på centrene, men natsygeplejersken kan støtte sig til den læge, der har vagt i hjemmet for SAMU Social. Er der tale om en akut livstruende tilstand, der opstår i løbet af natten, tilkalder sygeplejersken SAMUs lægebemandede ambulancer, nøjagtig som man ville gøre i et almindeligt hjem, siger France Bonneville med et smil.

France Bonneville smiler i det hele taget meget og laver tit sjov med beboerne på sygeplejecentret. ''Beboerne kalder mig ''klovnen,'' men jeg er ikke her for at græde sammen med beboerne i stil med ''åh, hvor er det dog synd min stakkels mand.'' De har ikke brug for, at jeg går ind i deres misere, tværtimod. Jeg lytter derimod meget til dem, og jeg har altid tillid til folk. 'Sandheden' bag deres historie er helt uden betydning, det er mennesket, der interesserer mig,'' siger France Bonneville.

Dagens første patient har meldt sig i skiftestuen. Det er en ung mand med et inficeret skinnebenssår og et stort sår i hovedbunden mellem de afblegede rastafletninger, som skal skiftes. ''Her arbejder vi altid med handsker for at beskytte patienten og os selv'', forklarer France, mens hun går i gang med at skifte skinnebenssåret. Den unge mand har stødt skinnebenet og fået et mindre sår, men da han bor på gaden, har såret fået lov til at udvikle sig til en dyb abces, som nu er sprunget op spontant. Da sygeplejersken renser såret i hovedbunden, beder hun patienten om at holde på kompresset, så hun kan fiksere det.

''Vi sørger altid for at aktivere patienterne i behandlingen. Ved at motivere dem prøver vi at opnå, at de tager ansvar for deres egen krop og helbred og ikke bare lader stå til. På den måde skulle de gerne motiveres til at søge behandling på sygehuset meget før, så en sygdomstilstand ikke får lov til at udvikle sig,'' siger France Bonneville.

''Tag nu dette skinnebenssår, havde en sygeplejerske fået lov til at rense det fra starten, var det aldrig gået så galt. Men vagabonder, der har skinnebenssår med mider i, det ser vi dog aldrig mere på sygehusenes modtageafdelinger, efter at SAMU Social er kommet til.''

Kropslus og fnat

Man skal i det hele taget ikke være sart, hvis man skal klare arbejdet som sygeplejerske på centrene. Kropslus og fnat og andre sygdomme, hvis behandling de fleste kun har hørt om under sygeplejeuddannelsens teori, hører ikke til sjældenhederne. Bronkitis, influenza, eksem og mange hudproblemer er andre sygdomme, som hører med til livet på gaden. Men fødderne er det altoverskyggende problem.

''Folk på gaden kan have de sværeste symptomer på hjerte og lungesygdomme, det tager de sig ikke af. Men når de ikke kan gå, kommer de hos os. I det øjeblik de kan gå igen, er de væk. Jeg fik en gang en mand ind med så dybe nekroser, at han ikke kunne gå, ellers var han aldrig kommet. Det tog mig en time hver dag i flere dage at skrabe nekroser væk, og pludselig en morgen var manden væk. Man skal aldrig forvente at få tak, ikke altid i hvert fald,'' fortæller France Bonneville.

''Til gengæld kommer der mange fortroligheder frem, når man sådan sidder og ordner fødder. Det er så vigtigt at lytte til de mennesker, som med tiden på gaden er blevet totalt rodløse.''

France Bonneville har kendt gadens folk, fra dengang hun var barn.

''Min far er protestantisk præst, og vi havde tit vagabonder siddende med ved vores middagsbord. Som lille pige var jeg lidt bange for gadens folk, de så jo ikke altid for kønne ud. Nu er jeg i mit es i arbejdet med de folk fra gaden, som altid har kaldt på et eller andet i mig. Det er mennesker, som jeg kan lide at tale med, og som har masser at fortælle.''

Halsen skåret op

Efter frokosttid modtager France Bonneville igen patienter i forbindingsstuen. Beboerne har hvilet sig og står nu tålmodigt i kø for at få skiftet deres forbindinger. En gammel mand står i sin pyjamas med vindjakke ud over og i et par sejlersko, som tydeligvis er et par numre for små. Han skal have fjernet suturer fra sit flækkede øjenbryn, som han ikke er i stand til at sige, hvordan han har fået. Han ved heller ikke, hvor længe han har været i centret, men vil gerne på et alderdomshjem her i Paris. En yngre mand på omkring de

Side 19

halvtreds får skiftet sin forbinding. Da han hører, at der er besøg af et dansk sygeplejetidsskrift, siger han spontant med direkte adresse til os: '' Jeg fik min hals skåret op fra øre til øre, da jeg boede på gaden. Så blev jeg kørt i ambulance til sygehuset og blev opereret, men jeg blev udskrevet for tidligt. Heldigvis er der SAMU Social, de har reddet mig, dengang jeg ikke kunne spise på grund af mit indvendige sår i halsen!''

Den næste i rækken er en mand, der gerne vil bede om en udgangstilladelse. France skriver under på, at han kan gå ud nogle timer, selv om hun godt ved, at han sandsynligivs skal ud på gaden og tigge, så han kan købe sig nogle cigaretter og få noget at drikke ''Alkohol er forbudt her i centret, men hvis de ikke får lov at gå ud indimellem, klarer de ikke at blive her. Vi er bare nødt til at have kontrol med beboerne, så længe de er her, ligesom man på et sygehus gerne vil vide, hvor patienterne er. Det er jo meningen, at de skal hvile sig og blive behandlet her, ellers kunne de lige så godt være i et almindeligt center uden sygepleje.''

Klokken er nu blevet tre om eftermiddagen, og en ung mand melder sig for at få skiftet sin forbinding. France Bonneville havde sat ham på til om formiddagen, så han får besked på, at han ikke kan få skiftet sin forbinding nu, da han ikke har overholdt aftalen, men må vente til i morgen.

''Vi er nødt til at holde beboerne fast i deres behandlingsplan, det er en måde at ansvarliggøre dem på. Nu kommer den unge mand her og siger til mig i et aggressivt tonefald: ''Du er sygeplejerske, du skal skifte min forbinding.'' Den går ikke. Jeg siger altid: ''Jeg respekterer jer, men I må også respektere mig,'' siger France Bonneville. 

Nøgleord: Frankrig, socialt arbejde, SAMU.

Emneord: 
Socialsygepleje