Katie Eriksson - lidelsen i fokus

Den finske sygeplejeforsker Katie Eriksson medinddrager patientens forhold til religionen i sin omsorgsteori, og det er måske lige her, at mange ikke kan følge hende. Men ved at inddrage den åndelige dimension i sygeplejen bliver det muligt at yde omsorg til hele mennesket. Katie Eriksson provokerer ved at introducere begrebet plejelidelse, der kan have form af magtudøvelse, straf eller mangel på omsorg. Hendes budskab er, at lidelse forårsaget af plejen skal fjernes.

Katie Eriksson, finsk sygeplejeforsker, har inddraget kristendommen aktivt i sygeplejen, men hun opfordrer til åbenhed over for andre religioner.

Selv om den finske sygeplejeforsker Katie Eriksson er en af Nordens betydeligste sygeplejeforskere, er hun ikke særlig kendt i Danmark. Man ved, hvem hun er, men spørger man, hvad hun står for, så lyder det, at hendes bøger ikke er oversat til dansk, samt at hun er svær at forstå. Her beskrives det væsentligste i hendes tanker om sygepleje og omsorg, og læserne opfordres til at læse hendes værker Vårdprocessen (1), Omsorgens idé (2) og Det lidende menneske (3) med artiklen som guide.

Katie Erikssons grundholdning er, at sygepleje er omsorg, og at omsorgen bygger på det nære forhold mellem patient og sygeplejerske. Hun går i felten mod den naturvidenskabelige begrebsramme, som de fleste sygeplejersker arbejder med og forsker i, og opfordrer til en humanistisk tilgang til sygeplejen.

Katie Eriksson er professor i 'vårdvetenskap' ved Åbo Akademis pædagogiske fakultet i Vasa, hvor hun blev ansat i 1987 for at være med til at opbygge det omsorgsvidenskabelige institut. Det svenske ord vård betyder omsorg eller pleje, ligesom også vårdandet gør. En vårdare er en person, der yder omsorg til andre.

Det er ikke nødvendigvis en sygeplejerske eller anden person i plejegruppen. Det afhænger af sammenhængen, hvordan ordet vårdare bedst oversættes til dansk. I Katie Erikssons tekster optræder begreberne vård, vårdare, vårdandet i umådelig mange sammenhænge, så hvis man læser hende på originalsproget, må man have i tankerne, at det er et langt bredere begreb end sygepleje(rske) og omsorg på dansk. Her i artiklen fokuseres på sygeplejen og oftest bruges ordet sygeplejerske i oversættelsen af vårdare.

Katie Eriksson er en flittig forfatter. Her er udgangspunktet de tre markante værker i hendes forfatterskab. Det lidende menneske (3) er Katie Erikssons seneste bog, og den første af hendes bøger, der er oversat til dansk. Den udkom i 1994. Vårdandets idé udkom i august 95 på dansk under titlen Omsorgens idé.

Katie Eriksson var en af de tidligste fortalere for sygeplejeprocessen i Norden. Begrebet dækker den proces, hvorved sygepleje planlægges, udføres og vurderes og opstod i sygeplejelitteraturen i USA i 50'erne. I 1972 begyndte Katie Eriksson at arbejde med sygeplejeprocessen ved Helsingfors Svenska Sjukvårdsinstitut. I 1982 tog hun doktorgraden ved Helsingfors Universitet, hvor emnet var 'Videreudvikling af sygeplejeprocesmodellen'. I 1973 beskrev hun sygeplejeprocessen på et møde

Side 33

på Nyborg Strand for ledende og undervisende sygeplejersker.

Det var helt nye baner at tænke sygepleje i, at bruge denne fascinerende model med små kasser og pile, der viser frem og tilbage og derved illustrerer et dynamisk patient-sygeplejerskeforhold. Evnen til at illustrere sine tanker ved pile og små figurer bruger Katie Eriksson stadig. Hun er en mester i at tale og illustrere på samme tid.

Nu er figurerne blevet blødere: Buer, cirkler og spiraler optræder oftere end de firkantede kasser, og på samme måde er Katie Erikssons syn på sygepleje og omsorg blevet blødt op, så de menneskelige relationer er fremtrædende: ''Genindførelsen af vårdandets idé og kunst er nødvendig for at udvikle en varmere, blødere og kvalitativt bedre omsorg'' (2, s. 17).

Plejerelationen er grundlaget

I Vårdprocessen skelner hun nu mellem interaktion, som er af mere teknisk natur og fx kan dreje sig om information og lignende, og plejerelationen: ''Plejerelationen, dvs. relationen patient-sygeplejerske, udgør grundlaget i sygeplejen og sygeplejeprocessen. En virkelig relation rummer et sandt møde (1, s. 55) . . .''

Grundkomponenterne i sygeplejeprocessen er som nævnt patient og sygeplejerske. Kernen er plejerelationen. Sygeplejeprocessen er en interaktiv proces, som søger at fjerne de forstyrrelser og symptomer hos patienten, som er tegn på manglende sundhed.

Sygeplejeprocessens faser er:

  • Patientanalyse, som indebærer kortlægning af individets totale situation
  • Prioritering af plejeområde, som indebærer, at patientens problemer prioriteres ud fra de beskrivelser, sygeplejersken har fået gennem dataindsamlingen. Man afgør med andre ord, hvilke problemer der i første omgang skal tages hånd om. I princippet skal alle problemerne gerne afhjælpes, men sommetider er det ikke muligt på grund af begrænsede ressourcer. Det er virkeligheden i den danske sygepleje. I denne fase formuleres der mål for plejen.
  • Valg af handling sker efter prioritering af plejeområdet. Handlingen er enten styrende eller påvirkende. Ud fra prioriteringen og de tilgængelige ressourcer vurderes forskellige alternativer. Ved valg af handling deltager patienten og evt. pårørende foruden selvfølgelig plejeteamet.

Omsorg og plejehandling følger som det næste med styring eller påvirkning. Patientanalysen løber kontinuerligt. Der samles nye data, som prioriteres, og der vælges ny handling etc. I sygeplejeprocessens forskellige faser træffer sygeplejersken og patienten beslutninger, og derfor er beslutningsprocesserne vigtige delprocesser i sygeplejeprocessen.

Relationen menneske til menneske er grundlaget i sygeplejen og sygeplejeprocessen. Det er her, der skabes plads til vækst. Her skal patienten have lov til at udtrykke sine aktuelle ønsker, behov og problemer. I plejerelationen må patienten lære at tage imod og at give. Hverken det at give eller at tage imod kan opfattes som en selvfølge.

Det er en kunst at kunne tage imod. Plejerelationen varierer i intensitet og dybde, man kan også tale om et plejeforhold. Plejeforholdet hviler på kundskab og opfylder de etiske krav. En sygeplejeproces, som ikke hviler på en plejerelation er blevet reduceret til udførelsen af en række opgaver. Det sidste er en indsigt hos Katie Eriksson, som er vokset frem gennem 80'erne.

''Den sygeplejeprocesmodel, som jeg har udviklet . . . har gennemgået forskellige epoker. Sygeplejeprocesmodellen repræsenterer en almindelig neutral grundmodel, som kan tilpasses i de forskellige plejesituationer. Sygeplejeprocessens kerne (omsorgen) er den samme uafhængigt af tid og rum. Sygeplejeprocessens faser formes og får forskellige nuancer i den aktuelle plejesituation'' (1, s. 18).

Omsorg funderet på kristent menneskesyn

I 1986 sker der noget væsentligt i Katie Erikssons forfatterskab. På grund af sygdom tvinges hun til at tage en længere pause. Det fornemmes, at hun arbejder meget med at få greb om, hvad kernen i omsorgen egentlig er. I den periode inddrager hun kristendommen aktivt i sygeplejen.

Hendes kristendomssyn kan virke bastant, og nogle skræmmes måske væk af den grund og mener, at det ikke er noget for dem, hvis de skal argumentere for deres sygepleje med bibelen i hånden. Det er ærgerligt,

Side 34

hvis det forholder sig sådan. Én ting er, at Katie Eriksson bruger bibelen meget og henviser til skriftsteder både i Det gamle og Det nye testamente. Én anden ting er, at de ideer og tanker, hun fremfører, er logisk forståelige også uden brug af bibelen.

Enhver sygeplejerske, der har lært noget om sygeplejens historie, ved, at omsorgen og plejen i vores del af verden er funderet på det kristne menneskesyn. Hvert enkelt menneske repræsenterer en uendelig værdi i sig selv og er ikke mere eller mindre værd end fx tusind mennesker – og dermed er hendes udlægning af omsorgens idé naturlig og forståelig for gennemsnitsdanskeren og gennemsnitssygeplejersken. Men fornemmelse er, at mange aldrig når frem til at sætte sig ind i hendes omsorgssyn, fordi de tænker: ''Jeg er ikke særlig kristen, så det her kan jeg ikke gå ind for.''

Vårdandets idé (1987) var Katie Erikssons første bog, efter at hun havde fundet frem til sin nye erkendelse. Det hedder bl.a. i forordet: ''Denne bog er anderledes end mine andre bøger. Den er en slags syntese og et udgangspunkt for de omsorgstanker, som er blevet udviklet siden begyndelsen af 1970'erne . . . Bogen henvender sig til alle, som har med omsorgen at gøre, lægmænd, læger, sygeplejersker, præster, psykologer, socialrådgivere, fysioterapeuter etc. . . .'' (2).

''At yde omsorg er at passe og pleje, at lære og at lege, at fungere i tro, håb og kærlighed.'' Sådan lyder hendes indledning.

Katie Eriksson bruger det svenske ord ansa. Det er et gammelt svensk ord, man bruger, når man pusler om sine potteplanter eller planter i haven. Katie Eriksson bruger det om den gode fysiske pleje, og det er et gennemgående ord i bogen. Altså den gode fysiske pleje er en væsentlig bestanddel af omsorgen.

Leg er nødvendig i omsorgen

Leg er nødvendig i omsorgen. Katie Eriksson skelner mellem forskellige former for leg, bl.a. den skabende leg, som kan være abstrakt på tankeplanet eller konkret, som man ser det fx i ergoterapien. I ønskelegen får patienten lov til indimellem at være den person, han eller hun gerne vil være. Den form for leg kan give mennesket øjeblikke med hvile fra den krævende virkelighed. Legen kan også bruges til at øve sig og prøve sig frem, og det kan ske helt naturligt i mange plejesituationer. Leg ligger i grænselandet mellem den indre og ydre virkelighed.

Legen er et paradoks. I dette paradoks findes trygheden ved det kendte i ens eget indre sammen med usikkerheden over for det ukendte nye, som findes i den ydre virkelighed. Spændingen mellem det kendte og det ukendte er paradokset. Mennesket kan i legen gå frem og tilbage mellem de to virkeligheder og på den måde gradvist få det nye element integreret i sin virkelighed. At gå med i patientens leg og fremme denne integrering er en vanskelig kunst. I plejen skal vi arbejde med at skabe disse legesituationer, som kan sammenlignes med legen i mor-barn-situationer, siger hun.

Indlæringen som et element i omsorgen er en traditionel tanke, som kan findes hos de fleste sygeplejeteoretikere. Katie Eriksson henviser bl.a. til Virginia Henderson, som bygger hele sin teori på tanken om indlæring.

Nogle afsnit i kapitlet om leg og indlæring er svære at forholde sig til, fordi Katie Eriksson taler om leg, hvor andre ville tale om indlæring. På den anden side er det væsentligt, at hun så konkret giver legen en plads i omsorgssammenhæng. Selv skriver hun: ''Den naturlige indlæring hører sammen med legen, og jeg tror, at det især i sygeplejen er vigtigt, at indlæringen får mere indslag af leg. Motivet til den naturlige indlæring burde vokse frem fra menneskets egne behov. Omgivelsernes, sygeplejerskens opgave er at gøre dette muligt og at hjælpe til med indlæringen . . .'' (2, s. 26).

Tro, håb og kærlighed

Katie Eriksson beskriver menneskets forhold til den konkrete anden. Dermed mener hun ganske konkret de mennesker, vi er knyttet til og afhængige af, hvad enten det er vore nære omgivelser eller mere professionelle personer. Alle kan yde eller give støtte til omsorgen for det menneske, der står med omsorgsbehovet. I den naturlige omsorg findes der den naturlige anden eller de naturlige andre. Når de ikke slår til, så må den professionelle anden tage over. Og det er jo det, der sker i sygeplejen. Vi går ind som sygeplejersker både i den primære og den sekundære sundhedstjeneste og yder

Side 35

hel eller delvis støtte til den, der behøver omsorg og pleje.

Den abstrakte anden er et mere usædvanligt begreb i den almindelige sygepleje: ''Ethvert menneske har en eller anden form for tro og et gudsforhold, noget som går ud over det legemlige og sjælelige, et åndeligt rum . . . Det åndelige rum kan være større eller mindre, have forskelligt indhold og form, men dets funktion som en livgivende kilde for det enkelte menneske vedbliver med at være den samme. En levende tro er et af de centrale elementer i den naturlige omsorg . . .'' (2, s. 51).

Katie Eriksson beskriver troen og forholdet mellem den enkelte og den abstrakte anden ud fra et kristent perspektiv med den begrundelse, at de fleste mennesker i Norden tilhører et kristent trossamfund, men hun skriver også, at de tanker, hun gør sig til talsmand for i den forbindelse, kan overføres til andre religioner. Hun opfordrer til åbenhed over for forskellige religioner.

Ud fra tanken om, at sproget er en vigtig faktor for menneskers tænke- og handlemåde, gør hun meget ud af at sætte læseren ind i, hvad det vil sige at have en tro og leve i troen, for at begreberne tro, håb og kærlighed kan indgå naturligt i det almindelige sygeplejesprog og herved blive en virkelighed i sygeplejen. Det er her, hun kan være tung at følge for den læser, der ikke er fortrolig med begreberne i forvejen, men begiver man sig ind i teksten, så beskriver hun på få sider meget om, hvad kristendom kan være.

Hun fortsætter i samme stil i afsnittet om sjælesorg. Hun skriver, at vi alle har et forhold til en gud, hvad enten det er den kristne Gud eller et andet gudsbegreb. Vi skal i plejen medinddrage patientens forhold til Gud eller gudsbegreb for derigennem at hjælpe ham eller hende til at fungere i tro, håb og kærlighed. Det er her, mange ikke kan følge med i hendes omsorgstanker, men prøv at tage hendes udsagn for pålydende og medinddrag den åndelige dimension i sygeplejen, så omsorgen ydes til hele mennesket.

Katie Eriksson lægger vægt på den tværfaglige omsorg og pleje, og i Omsorgens idé fremhæver hun især den lægelige omsorg og sjælesorgen, som præsten er specialist i. Selv om den enkelte sygeplejerske har svært ved at gå ind i patientens religiøse problemer, så skal man ikke overhøre dem af den grund.

Enkle spørgsmål og plejehandlinger må sygeplejersken kunne gå ind i, men de mere avancerede må andre med specialuddannelse hjælpe med til at løse eller udføre: ''Jeg tror, det er vigtigt, at sygeplejerskerne kender og erkender deres kompetencegrænse i denne henseende, så de ikke på grund af oplevelsen af deres egen manglende evne til at imødekomme patientens åndelige behov fornægter eksistensen af disse hos patienten.'' (2, s. 93).

Lidelse forårsaget af magt og straf

De tanker Katie Eriksson gør sig om omsorgens idé og substans præger hendes forfatterskab både bagud og fremad, sådan at forstå, at hun har omskrevet store dele af Vårdprocessen efter sin radikale ændring af omsorgssynet. Det samme gælder 2.-udgaven af Hälsans idé fra 1988.

I Den lidande människan (1994) (dansk udgave Det lidende menneske 1995) arbejder Katie Eriksson sig ind på begrebet lidelse, så læserne fængsles. Hun taler om lidelsens univers, fordi lidelsen er grænseløs. Derfor tvinges ethvert menneske til at forstå lidelsen i forhold til sit eget liv. At leve indebærer også at lide. Lidelsen er noget ondt, og den har ingen mening i sig selv, men ved at gå gennem sin lidelse har det enkelte menneske mulighed for at give den en mening. Livet er en kamp mellem det onde og det gode, mellem lidelse og lyst. Liv og død, lidelse og lyst er kernen i alt menneskeligt liv.

Fra det abstrakte lidelsesbegreb fører hun os frem til den konkrete lidelse. Lidelsen kan gennemspilles som et drama. Den lidende behøver en medspiller. Lykkes det ikke at finde et medmenneske, der kan være denne medspiller, vil dramaet blive spillet igen og igen. Medspillerens rolle er at være der og sige: ''Jeg ser dig,'' hvorved den andens lidelse bekræftes. Dernæst skal lidelsen gennemlides, og sidste akt er forsoningen.

I den sidste del af Det lidende menneske bliver Katie Eriksson uhyggelig konkret ved at introducere begrebet plejelidelse, som stilles ved siden af andre former for lidelse i sygeplejen, nemlig den form for lidelse, der opstår i relation til sygdommen og den form for lidelse, der opleves af den syge i relation til hans eller hendes eget liv. Ved plejelidelse forstås lidelse forårsaget af plejen. Det kan være krænkelse af patientens værdighed, at der udvises fordømmelse, at der udøves magt, straf eller mangel på omsorg. Prøv selv at fortsætte listen. Det er provokerende tale at indføre dette begreb om fænomener, som på ingen (fortsættes side 44)

Side 44

måde er ukendte i sygeplejen. Her ligger et af denne bogs vigtigste budskaber: Lidelsen forårsaget af plejen skal fjernes.

Katie Eriksson står praktikken nær. At sætte lidelsen i fokus, at give eksempler på den lidelse, vi selv unødigt påfører patienterne, må siges at være så nær praksis, som en sygeplejeforfatter vel kan komme. Katie Eriksson har længe skrevet om et skift til en anden begrebsramme i sygeplejen. Hun vil, at vi skal have fokus flyttet fra sygdomsdiagnose og sygdomssyn til lidelse og det lidende menneske. Denne bog er den mest aktuelle af hendes bøger, og så er det en bog, hvis budskab er meget direkte.

Litteratur

  1. Eriksson, Katie. Vårdprocessen. Stockholm: Almqusit & Wiksell 1992.
  2. Eriksson, Katie. Omsorgens idé. København: Munksgaard 1996 (svensk Vårdandets idé. Stockholm: Almquist & Wiksell 1986).
  3. Eriksson, Katie. Det lidende menneske. Købehavn: Munksgaard 1995 (svensk Det lidande människan, 1994, Liber Utbildning, Sverige).

Anne Elsebet Overgaard er sygeplejelærer ved Københavns Amt, sygeplejeskolen

Nøgleord: Katie Eriksson, plejelidelse, sygeplejeprocessen, teori om sygepleje.

Emneord: 
Religion
Sygepleje
Teori