Man får så meget igen

Chefsygeplejerske Odile Gaslonde kører Paris tynd i metroen for at koordinere sygeplejen i de tre centre for sygepleje. Hun har været med fra starten til at bygge projekt SAMU Social op.

SY-1999-08-16b

Odile Gaslonde holder møde med personalet fra SAMU Socials vagtcentral.

Side 21

Odile Gaslonde, chefsygeplejerske for SAMU Social de Paris, er sjældent at træffe bag sit skrivebord på sit kontor. Til gengæld kører hun dagligt Paris tynd – ikke i bil, for man kan aldrig finde en parkeringsplads, men i metro med den uundværlige mobiltelefon ved hånden.

Koordinering af sygeplejen i de tre centre for sygepleje rundt om i Paris hører til Odile Gaslondes opgaver, ligesom hun følger de sygeplejersker tæt, som kører med SAMU Socials biler. Tæt vil også sige indimellem at tage med sygeplejerskerne ud at køre for at kunne være à jour med behovet ude i marken.

En stor del af Odile Gaslondes tid går med at styre samarbejdet mellem SAMU Socials mange partnere. Det er ikke nogen nem opgave, for SAMU Social har mange forskellige partnere både blandt de offentlige instanser (de vigtigste er Paris' amtsforvaltning, Paris' borgmesterkontor og Paris'offentlige sundhedsvæsen) og blandt de talrige private hjælpeorganisationer som Frelsens Hær, Røde Kors, Abbé Pierres organisation Emmaüs, katolske og protestantiske hjælpeorganisationer.

''Lad os tage centret her på Avenue de Courteline som et eksempel. Lokalerne ejes af byen Paris, sygeplejepersonalet aflønnes af Røde Kors, socialrådgiveren hører til under den offentlige administration, Frelsens Hær administrerer centret i sin helhed, og det er Frelsens Hærs personale, der står for modtagelse af beboere, køkken, garderobe, sovesale osv. Det er Røde Kors, der betaler sygeplejerskernes telefon, mens Frelsens Hær betaler telefonen i modtagelsen. Det kan nogle gange være svært at finde betaleren, når vi fx skal have malet. Nogle gange kan regningen gå rundt som en varm kartoffel; men det lykkes da altid til sidst,'' siger Odile Gaslonde. Ellers er hun ikke bleg for at give en hånd med som her i sommer, da patienter, personalet og sygeplejersker med deres børn i fællesskab lavede centrets spisestue om til forbindingsstue.

De tre centre for sygepleje i Paris råder over i alt 110 pladser. Det første center åbnede i slutningen af 1993, siden er der kommet et nyt center til om året, og i januar 1997 åbnes endnu 30 sygesenge på Hospice Saint-Michel, hvor SAMU Social i forvejen har deres regulation. Et bevis på, at folkene bag SAMU Social de Paris havde set rigtigt, da de i 1993 skabte organisationen.

Odile Gaslonde har været med fra starten i et tæt samarbejde med dr. Xavier Emmanuelli om at stable projektet SAMU Social på benene. Et projekt, der blev præsenteret for forskellige instanser, men som Jacques Chirac, dengang Paris' borgmester gik aktivt ind for at realisere. Både Odile Gaslonde og Xavier Emmanuelli var i sin tid tilknyttet l'Hôpital de Nanterre i udkanten af Paris, et hospital som altid har modtaget de såkaldte SDF'ere (Sans Domicile Fixe= Uden Fast Bopæl), som politiet havde samlet op i gaden og i metroen.

Det var erfaringerne med arbejdet med de hjemløse på hospitalet i Nanterre, der gav Xavier Emmanuelli ideen til at skabe SAMU Social efter SAMUs principper. Og det var Emmanuelli, der fra starten gik ind for, at arbejdet med de syge i gaden skulle bygges op omkring sygeplejerskerne som den mest relevante medicinske faggruppe, fortæller Odile Gaslonde.

''Det er krævende og meget selvstændigt at arbejde som sygeplejerske for SAMU Social. Det gælder både for de sygeplejersker, der arbejder i centrene, men især for de sygeplejersker, der kører ud i gaderne. De står som eneansvarlige på det medicinske område og skal kunne stole på deres egen professionelle dømmekraft. Derfor vil jeg helst ansætte sygeplejersker, der allerede har en god klinisk erfaring, gerne fra den tekniske sektor (intensiv, skadestue). Det er også vigtigt, at sygeplejersken udstråler ro, tillid og autoritet, hvis hun skal gøre sig gældende i det specielle miljø, som gaden er med vold, aggressivitet og armod. Det kan være psykologisk ret hårdt, og der er ingen kollega at støtte sig til ude i marken,'' siger Odile Gaslonde.

Odile Gaslonde er 47 år og har to store børn.

''Min søn har hjulpet til med at male i centret her i sommer. Han kan lide kontakten med folkene fra gaden og personalet,'' fortæller Odile Gaslonde.

''Det er rigtigt, at denne sektor er en slags opdagelse også af sig selv, fordi man nødvendigvis må sætte spørgsmålstegn ved sig selv som person i forhold til sin næste. Det er utroligt værdifuldt og berigende at arbejde med disse mennesker. Man giver dem meget lidt og får så meget igen.''•

Nøgleord: Frankrig, SAMU, socialt arbejde.

Emneord: 
Socialsygepleje