Nødhjælp til manden på risten

Sygeplejersker er de medicinske nøglepersoner i SAMU Social, som kører ud i Paris' gader i minibusser for at møde posedamen, manden på risten og alle de andre hjemløse på samfundets allerlaveste bund. Inden for de sidste år er antallet af hjemløse i ''lysenes by'' vokset stort.

SY-1999-08-08b

SAMU - Service d'Aide Médicale Urgente, er Frakrigs præhospitale behandlingssystem, som bygger på princippet om at bringe sygehuset ud til patienten med lægebemandede ambulancer. SAMU Socials vogne fungerer efter samme princip. Blot er det ikke ambulancer, der rykker ud, men minibusser bemandede med sygeplejersker, der kører ud til mennesker i akut mecicinsk eller social nød.

''Samu Social, bonsoir.''
''Hvad er Deres navn, hvor er De henne, er De alene, har De talt med en socialrådgiver, har De ondt nogen steder, fryser De, har De brug for en seng for natten?''

En nattevagt på SAMU Social de Paris' vagtcentral er begyndt. Det første telefonopkald er et af de mange, som de fem telefonvagter venter i løbet af vagten. For det er december måned, og natten sænker sig som et fugtigt og iskoldt tæppe i Paris' gader. Det er nemlig derfra, opkaldene kommer. De kommer fra de mennesker, som befinder sig i en situation af ekstrem medicinsk og social nød. De mennesker, som bor på gaden, fordi de ikke har andre steder at være, og som skal tilbringe endnu en nat på en parkbænk, en metrorist eller i en telefonboks.

Man kender dem godt, de mennesker. De bliver kaldt subsistensløse eller vagabonder, bumser, posedamer, landevejens riddere og gadens frie fugle eller andre romantiske omskrivelser for det faktum, at nogle medmennesker er havnet på samfundets allerlaveste bund. Eller endnu oftere befinder sig i en situation af total isolation og udelukkelse. Det er de mennesker, der ligger som uformelige bylter på storbyens gader under deres tæpper omgivet af plasticposer, og som folk i kvarteret omhyggeligt undgår at se på.

I Paris var antallet af hjemløse, som boede på gaden, inden for de sidste år vokset så stort, at der måtte gøres noget.

Læge Xavier Emmanuelli var i sin tid medstifter af SAMU, den franske præhospitale akutmedicinske ambulancetjeneste, og han tog initiativ til at skabe en social medicinsk nødtjeneste efter SAMUs principper. Han er nu minister for den humanitære akutte aktion. Xaviers idé og Jacques Chiracs (dengang Paris' borgmester) velvillighed over for projektet gjorde, at SAMU Social de Paris blev skabt den 22. november 1993. Samme aften, som SAMU Social om dagen havde fået sin officielle status, kørte de første vogne ud i kulden og sneen i Paris' gader for at gå de mennesker i møde, som ikke mere ved, hvor de skal gå hen. Om bord i vognene var sygeplejersker fra det franske offentlige hospitalsvæsen og Røde Kors og frivillige medarbejdere fra byen Paris. Sygeplejerskerne har været med fra starten af SAMU Social, og det er sygeplejerskerne, som i dag er de medicinske nøglepersoner i arbejdet.

Akut medicinsk og social nød

SAMU Social de Paris er bygget op som enhver anden SAMU-enhed efter grundprincippet: At køre hospitalet ud til patienten. Her er det imidlertid ikke et hospital som sådan, der er brug for, og der er heller ikke tale om patienter i ordets traditionelle forstand, men om mennesker i akut medicinsk og social nød. Efter SAMUs erfaring, kan de to ting nemlig ikke skilles ad. Ellers er princippet det samme: man kører hjælpen derud, hvor der er behov for den.

Grundkernen i SAMU Social er vagtcentralen (La Régulation), der fungerer døgnets 24 timer året rundt. Her svarer de professionelle telefonvagter (psykiatriske sygeplejersker, psykologer, socialarbejdere) på opkald fra den såkaldte grønne linje, som er specielt beregnet for de hjemløse og for folk i den yderste nød og sociale isolation. Eller som der står på kampagne-plakaterne rundt om i Paris' gader: ''SAMU Social 0800 306 306, nummeret for dem, som ikke mere har nogen at ringe til''.

På den grønne linje kan folk på gaden bede SAMU Social om at hente dem, derfra hvor de ringer for at køre dem til et center, hvor de kan tilbringe natten. Eller en tredje person kan meddele SAMU Social, at et menneske i nød befinder sig et givet sted, SAMU Socials vogne lægger så ruten deromkring. Den grønne linje er af gode grunde gratis. Den sociale virkelighed er nemlig så paradoksalt indrettet, at selvom en telefonboks er ens hjem, er det sjældent sådan, at man kan bruge telefonen. Det kræver, at man ejer pengene til at ringe for, og at man overhovedet er i stand til rent moralsk at tage det første lille skridt til selvhjælp, som et opkald til SAMU Social er lig med. Den allerstørste nød finder man nemlig hos de mennesker, der ikke mere beder om hjælp. De mennesker, der er så langt ude i marginalitet og udelukkelse, at de forlængst har resigneret og ikke mere forventer noget som helst af nogen som helst. Det er de mennesker, som SAMU Social med deres vogne kører rundt i Paris' gader om natten for at opsøge og for at tilbyde hjælp. Det faktum, at et menneske ikke mere beder om hjælp, er et virkeligt faresignal, siger man hos SAMU Social.

Sygeplejersken er chef

Vognene, som er en slags minibusser, har plads til ni personer og er bemandet af et hold, som består af en sygeplejerske, en social arbejder og en chauffør. Sygeplejersken er i konstant radiokontakt med SAMU Socials vagtcentral, der tager beslutningen om at hjælpe en given person. Det er sygeplejersken, som er chefen ombord, for det er hendes vurderinger ude i marken eller rettere i gaden, der bestemmer, hvad der videre skal ske. Sygeplejersken fungerer som en slags visitator, og det er hendes vurdering på stedet, den såkaldte sygeplejediagnose, der udløser forskellige aktioner.

Skønner sygeplejersken, at der er tale om en akut livstruende tilstand, for eksempel astmakrise, pneumothorax, hæmorrhagi eller coma, kontakter hun SAMU Socials regulation, der sørger for at sende en SAMU lægebemandet ambulance af sted. Sygeplejersken bliver på stedet, indtil ambulancen ankommer og yder, hvis det er nødvendigt, medicinsk akut hjælp til patienten.

Er der tale om en akut, men ikke umiddelbar livstruende tilstand, sørger sygeplejersken for, at den syge bliver kørt til hospitalets akutte modtageafdeling/skadestue. I SAMU Social-vognen på vej til hospitalet overvåger sygeplejersken patienten, sørger for tæpper til opvarmning, beroliger og lytter, mens hun prøver at få så mange oplysninger som muligt for at understøtte sin diagnose.

Hvis patientens tilstand ikke kræver øjeblikkelig hospitalsindlæggelse ('ikke tilstrækkelig alvorlig' til at godtgøre indlæggelse, men 'for alvorlig' til at blive på gaden) kan sygeplejersken ledsage patienten hen til et af de såkaldte 'akut medicinske sygeherberg/center' (Lits d'hébergement d'urgence médicalisé). Her vil patienten kunne få den sygeplejemæsige behandling, som en hjemmesygeplejerske normalt ville give i hjemmet, men som af indlysende grunde ikke kan lade sig gøre, når 'hjemmet' hedder nogle papstykker på en metrorist eller en telefonboks.

Er det simpelthen varme, mad og en seng for natten, som er behovet, kan sygeplejersken foreslå, at SAMU Social kører vedkommende hen til et center for hjemløse (Lits d'hébergement d'urgence simple). Under alle omstændigheder bliver alle patienter på centrene næste morgen tilset af en læge og får tilbudt at tale med en socialrådgiver. En overnatning på et center skal betragtes som en løsning for at afværge en akut faresituation, og det er ikke en løsning i sig selv. Løsningen på lang sigt hedder den altafgørende sociale reintegrering, og det er SAMU Socials vagttjeneste et første skridt hen imod.

Grænsen mellem de forskellige akut medicinske tilstande kan være flydende, og det kræver god professionel dømmekraft fra sygeplejerskens side at udnytte hjælperessourcerne bedst muligt. Ligesom det kræver en stor personlig indsats fra sygeplejersken for at kunne hjælpe gadens folk bedst muligt hen mod den optimale løsning. At følge disse mennesker på vej mod et hospital eller et center betyder ikke bare at deltage i en transport. Sygeplejersken kan have brug for al sin psykologiske viden for at overbevise folk på gaden om, at de befinder sig i en faresituation, og at det vil være bedst for dem at tage med i vognen hen til et sted, hvor de kan få den rette hjælp. Undervejs skal hun kunne støtte personen rent moralsk, eventuelt yde en form for førstehjælp, observere og først og fremmest lytte til personens klager. Sygeplejersken kan også i visse tilfælde komme til at stå over for et sygehus, der tøver med at tage imod de såkaldte SDF (Sans Domicile Fixe = Uden Fast Bopæl). Her kan sygeplejersken blive nødt til at stå fast på sin sygeplejediagnose og sin professionelle kompetence, eventuelt støttet af vagtlægen fra SAMU Social for at 'åbne dørene' til et sygehus' akutte modtageafdeling.

'Sygeplejersken' har fået lov til at følge én af sygeplejerskerne, Sandra Luiggi, på en del af hendes nattevagt for SAMU Social.

Spædbørn på gaden

Mødestedet er Hospice Saint-Michel i det 12. arrondissement bag Place de la Republique, et smukt gammelt hospital med hvide søjlegange, som Paris' rådhus har stillet til rådighed for SAMU Social. Set udefra virker det, som om tiden har stået stille i den gamle fredede bygning, men indendørs er der travlhed.

Klokken er 20,30, og det er tid for vagtskifte i SAMUs vagtcentral. Dagholdet, som dagen igennem har samarbejdet med forskellige offentlige sociale instanser og private sociale foreninger, overlader vagtcentralen til natholdet. Og sygeplejerskerne, socialarbejderne og chaufførerne, som udgør de forskellige team, bliver briefet, inden de tager af sted med de seks SAMU Social-vogne, som venter udenfor.

Sandra Luiggis kollega, sygeplejersken Andrée Sivignon, der har arbejdet to år for SAMU Social, er én af de første, der tager af sted. Hun er blevet kaldt ud til to familier med spædbørn, som bor på gaden i kulden. På opkaldet til vagtcentralen kunne man forstå, at mødrene også føler sig truet, så Andrée Sivignon har travlt med at komme af sted. ''Her inden for den senere tid sker der desværre det, at vi nu også får meldinger om, at der er familier med helt små børn på gaden,'' siger hun og skynder sig ud til vognen.

Det er kun sygeplejersken France Baillards fjerde nattevagt for SAMU Social, men hun har allerede set nok til, at sygdomsmønsteret hos gadens folk begynder at tegne sig.

''Vi ser mange, der lider af svær bronkitis og andre lungesygdomme her i vintermånederne. Ernæringsproblemer og hudproblemer er der også meget af, og så er der naturligvis problemer med svær alkoholisme og narkomani og nu også aids. Træthed grænsende til udmattelse ses hos næsten alle – gadens folk går meget!''

France Baillard mener, at de mange hjemløse er en reflektering af et samfund, der er ved at degraderes. Der bliver større og større forskel mellem fattig og rig, familierne går i opløsning, og sygehusene er ved at miste deres menneskelighed. Anonymiteten i en moderne storby kan også være svær at klare.

''Mange forlader landsbyen i Frankrig eller forlader deres hjemland for at komme til Paris 'lysenes by', hvor de venter at finde en slags Eldorado. Måske finder de alligevel ikke noget arbejde, og så går det meget hurtigt ned ad bakke for at ende på gaden. I landsbyen derhjemme er der altid en nabo, der giver en kop suppe, men i storbyen er der ingen nabo, man er helt anonym og overladt til sig selv. Stoltheden gør, at de ikke vender tilbage til landsbyen, men foretrækker at sulte og fryse på gaden. Der er det så, at vi går hen og siger: ''Goddag, vi er sygeplejersker, har De ondt nogen steder, fryser De?'' Vi inviterer dem til at tage med i vognen hen til et center, hvor de kan få et måltid mad, varme og en sygeplejemæssig behandling, hvis der er behov for det. Vi går ikke hen og siger: ''Vi tager Dem med,'' nej, vi inviterer dem, ligesom man ville invitere enhver anden 'hjem'. Det er meget vigtigt,'' siger France Baillard på vej ud til bilen.

SY-1999-08-08c
Det kræver psykologisk viden hos sygeplejersken, når hun skal overbevise folk ude på gaden om, at det vil være bedst for dem at tage med i vognen hen til et sted, hvor de kan få den rette hjælp.  

Alle vogne er nu taget af sted, og holdene vil først komme tilbage på Hospice Saint-Michel ved halv to-tiden til et måltid mad, inden de igen kører ud i natten til klokken fem, hvor vagten slutter. Sandra Luiggi er også parat til at tage af sted. Hun er i aften på hold med Otto Werner Rosenbaum, socialarbejder, som har arbejdet for SAMU Social i to år. Chaufføren, Franck Cerveau aftjener sin værnepligt som medarbejder hos SAMU Social.

Sandras hold har via vagtcentralen fået en liste med folk, de skal tage hen til, men vil på vejen ligesom de andre SAMU Social-vogne spejde i gaderne efter ''de folk, som ikke mere beder om hjælp.''

''Vi kender jo stederne, hvor de opholder sig,'' siger Sandra.

Det er mørkt, da vi kører ud i Paris' gader i de hvide vogne med det blå 'SAMU Social' på bagsmækken. Butikkerne er julepyntede, og guirlanderne kaster et strålende lys ned over byens gader, hvor travle parisere haster forbi for at nå de sidste indkøb. Kontrasten til de folk på de samme gader, som vores blik er stillet skarpt på, er til at tage og føle på! Det er en speciel følelse bevidst at kikke efter de mennesker, som folk ellers undgår at kigge på, men det er en af SAMU Socials vigtigste opgaver at gøre de usynlige synlige. Eller som sygeplejersken France Baillard udtrykker det: ''Det er i næstens blik, at du kan aflæse din værdighed.''

Menneskelige bylter

Det første opkald, som gælder Sandras hold, kommer fra fem udlændinge, som har ringet på den grønne linje fra en telefonboks. De har ikke noget andet opholdssted end gaden. Man kan undre sig over, at folk nyligt ankommet fra et andet land uden at kunne tale fransk overhovedet kender eksistensen af SAMU Socials grønne linje. Men gadens folk har deres egne koder og vigtige informationer løber hurtigt, fortæller socialarbejderen, Otto Rosenbaum.

Da SAMU Social-vognen ankommer til det gadehjørne, hvor udlændingene venter på at blive taget op, viser det sig, at der er tale om seks personer og ikke kun fem, som angivet til SAMUs vagtcentral. Sandra ringer over vognens radio til vagtcentralen for at opgive navnet på den sjette mand og høre, om det er i orden, at de tager ham med også.

''Vi må helt generelt ikke tage folk med fra gaden, uden at de er godtaget, dvs. har været gennem regulationens edb-arkiv. De kan have våben eller være kendt som aggressive,'' forklarer Otto Rosenbaum.

De seks udlændinge bliver kørt hen til et såkaldt almindeligt center, som SAMU Social arbejder sammen med. Centret har 36 senge. Her kan mændene få et måltid varmt mad, en seng for natten og mulighed for at se en læge og tale med en socialrådgiver næste dag.

På vej hen mod centret får holdet øje på en af de menneskelige bylter, som efterhånden er blevet en del af det parisiske gadebillede. Manden ligger på gaden lige foran en kiosk, hvis indehaver ufortrødent sælger pandekager, mens folk går forbi. Sandra og Otto går straks hen til manden, og Sandra begynder at spørge, om han har problemer med helbredet. ''Nej, jeg har kun problemer med alkohol, og jeg fryser'' er svaret. Sandra spørger, om han har lyst til at tage med SAMU hen til et logi for natten, får mandens pas og ringer til vagtcentralen på SAMU Social. Det viser sig, at manden er fra Liverpool. Han har boet seks år på gaden og kender godt SAMU Social. ''Fine people,'' siger han og tager plads i bilen.

Mens Sandra taler med manden, kommer en lille flok mænd, der tydeligvis også hører til på gaden hen til SAMU vognen og spørger, om der er kaffe indenfor. Nej, vi har ingenting her, men vi kan tage jer med hen til et center, hvor I kan spise og sove i nat. Vil I det, spørger Sandra. Mændene ryster på hovedet og går deres vej. Franck starter bilen og kører hen mod centret, hvor mændene bliver fulgt inden døre af sygeplejersken og socialarbejderen. Omkring bordene i spisesalen er andre i samme situation allerede i gang med aftensmåltidet. Der er ved at være fyldt godt op på værelserne med køjesengene – natten er kold!

En gammel kending

Tilbage i vognen kører Sandras hold mod et nyt opkald fra gaden, som de har modtaget via vagtcentralen. Men først slår de et slag ned omkring udkanten af et banegårdsområde, som erfaringsmæssigt tiltrækker de hjemløse.

Her finder de en gammel kending, en mand som har indrettet sig for natten med et par papstykker oven på metroristen og et blåt primusapparat. I gryden på jorden ved siden af primussen står en kasserolle med en ubestemmelig blanding af kartofler og noget, der kan ligne kød. Et par flasker rødvin og en enkelt flaske vand udgør det øvrige bohave. Vagabonden, den hjemløse, eller hvad man nu vil kalde medmennesket på gaden, sidder i den fugtige kulde og smiler til os – et billede på 'manden på risten'.

Manden har boet seks år på gaden. Hans ansigt er mærket af alkohol og følger af den vold, der også hører med til livet på gaden.

''Vi kender ham godt. Nogle gange vil han tage med os, andre gange vil han ikke. Det kommer an på, om hans kammerater også er der,'' siger Otto.

I aften er det åbenbart så koldt, at Sandra nemt får overtalt ham til at tage med. Han begynder at 'rydde op' omkring sig og skynder sig at tømme den sidste hele flaske rødvin i stort set én slurk. Der, hvor han skal tilbringe natten, er alkohol forbudt, så det gælder om at ruste sig! Sandra begynder at samle hans plastikposer og ejendele sammen, inklusiv gryden med kartoffelblandingen.

''Det er jo de ting, han tager med sig i morgen, når han forlader centret for at tage ned i metroen. Man skal ikke gøre sig de store illusioner om at kunne integrere gadens folk i samfundet igen. Vi kan give dem et sted at sove, mad og behandling, men de fleste vil være på gaden igen,'' siger Sandra Luiggi.

Trusler

Sandra Luiggi er 27 år og har arbejdet for SAMU Social i snart to år.

''Det passede ikke til mit temperament at arbejde i hospitalssystemet, så efter et kursus hos 'Verdens Læger' besluttede jeg mig for at arbejde med, hvad man kan kalde den humanitære sygepleje for SAMU Social. Jeg kan lide den menneskelige kontakt, der er i mit arbejde. Vi har vores 'kendinge', som vi hen ad vejen opbygger et tillidsforhold til, og vi kan straks se, om der virkelig er problemer.''

Sandra Luiggi har aldrig følt sig direkte truet i sit job som sygeplejerske blandt de hjemløse i det gademiljø, som må betragtes som yderst sårbart og ikke uden fare. ''Det er sket en gang, at en sygeplejerske er blevet overfaldet og truet på livet. Selv har jeg været ude for visse situationer med problemer med vold eller narkomani, og der har været problemer i visse centre, men det hører til sjældenhederne. Når holdet er godt sammentømret, og man kender hinanden, er det nemmere at reagere hurtigt og godt, så en situation ikke får lov til at udvikle sig til konflikt. Folkene på gaden kender vores SAMU Social-biler, og de kender os og respekterer os,'' siger Sandra Luiggi.

Tilbage på Hospice Saint-Michel er der stadig travlhed ved telefonerne, da Sandra og hendes hold ankommer ved totiden for at få en kop kaffe og noget mad, inden de skal videre. Vagtcentralen på SAMU Social har indtil nu modtaget 110 opkald fra gaden og regner med at runde de 200 opkald, inden nattevagten er slut.•

Nøgleord: Akut medicin, Frankrig, SAMU, socialt arbejde.

Emneord: 
Socialsygepleje