Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Undervurderede og underbetalte

De britiske medier har i den seneste tid været helt dominerede af alenlange politiske kommentarer foranledigede af den voksende spænding inden parlamentsvalget. Og selv om mange af de 500.000 sygeplejersker ansat inden for sundhedssektoren ikke interesserer sig synderligt for denne politiske debat, kan resultatet af valget dog få afgørende konsekvenser for dem.

Sygeplejersken 1997 nr. 9, s. 33

Af:

Norah Casey, redaktør ved "Nursing Standard"

SY-1999-09-33a
Der er mangel på fuldt uddannede sygeplejersker i England, og det forstærker de britiske sygeplejerskers utilfredshed. Her instrueres en sygeplejestuderende af en mandlig sygeplejerske.Foto: Tony Darlington

Den siddende regering har fulgt en politik, der har indebåret mange ændringer og omstruktureringer af det engelske sundhedsvæsen – og haft katastrofale følger dels for antallet af sygeplejersker, dels for deres arbejdsmoral og deres lønniveau.

Decentraliseringen af sygeplejerskernes aflønning og deres ansættelsesvilkår er en væsentlig del af den nuværende regerings reformer af sundhedsvæsenet i England. Ganske vist fastlægges lønningerne stadig hvert år af den nationale, uafhængige lønreguleringsstyrelse baseret på indstillinger fra både fagforbund og ansatte. Men i tre år i træk har regeringen lagt stærkt pres på denne styrelse for at få indført, at lønninger bliver aftalt decentralt i lokalområderne.

Resultatet heraf har været en kraftig undergravning af det oprindelige system med landsdækkende lønforhandlinger. I 1995 fik sygeplejerskerne den besked, at de på landsbasis kun ville få en stigning på 1 pct., mens deres lokale hospital eller kommunale lægecenter skulle forhandle med dem om at tilbyde separate forhøjelser på mellem 0,5 pct. og 2 pct. Royal College of Nursing (RCN) iværksatte en landsdækkende kampagne, hvorved der opnåedes en 3 pct. lønforhøjelse for alle sygeplejersker – men dette lykkedes først efter en langvarig periode med faglig uro og trusler om indblanden fra industriens side.

Alligevel var lønforhandlingsvilkårene ikke bedret i 1996, og sygeplejerskerne blev bragt endnu tættere på beslutningen om, at enhver lønforhandling skulle foretages lokalt. Den nationale lønreguleringsstyrelse besluttede at tilbyde sygeplejersker en stigning på kun 2 pct., samtidig med at de lokale arbejdsgivere stod frit mht. at afgøre, om de eventuelt ville give mere.

Vi er allerede nu i gang med at fremskaffe materiale til begrundelse for en lønstigning i 1997, og dette til trods for, at hovedparten af sygeplejerskerne endnu har deres lønforhøjelser for 1996 til gode. RCN og andre fagforbund inden for sundhedssektoren har fremlagt ret chokerende tal, der vidner om, hvor ringe det står til inden for den engelske sygepleje.

De latterligt små lønstigninger på landsplan har fået sygeplejerskerne til at føle sig undervurderede og underbetalte. Og denne situation forværres kun yderligere ved den nuværende mangel på fuldt uddannede sygeplejersker, hvor mange arbejdsgivere må forsøge at rekruttere sygeplejersker fra Canada, Australien og fra europæiske lande for at få ledige stillinger besat. De undersøgelser, RCN har foretaget, viser, at 40 pct. af de engelske sygeplejersker ville forlade sundhedssektoren inden for de næste to år, hvis de havde mulighed for det.

Samme undersøgelser viser også, at sygeplejerskerne i stadigt stigende grad arbejder overtids uden ekstra betaling. Én ud af fem sygeplejersker angives at arbejde mere end 48 timer ugentligt (hvor EU's arbejdstids-direktiv fastsætter 48 timer ugtl. som det absolutte maksimum).

Andre forhold, der er blevet diskuteret, har bl.a. drejet sig om sundhedssektorens muligheder for at rekruttere – og fastholde – et tilstrækkeligt antal sygeplejersker fremover. RCN's undersøgelser har vist, at sygeplejerskernes gennemsnitsalder vil stige år for år med et absolut toppunkt for opnået pensionsalder i den tidlige begyndelse af næste århundrede. I de første år efter år 2000 vil der desuden være en mærkbar nedgang i antallet af unge mellem 18 og 20, og sygepleje vil have svært ved at konkurrere med andre, mere attraktive karrierer, når udbuddet af unge mindskes.

Meget tyder således på, at forårets parlamentsvalg efter al sandsynlighed kan blive afgørende for, hvorledes sygeplejerskernes arbejde skal forme sig, og hvorledes det skal værdsættes. RCN arbejder ihærdigt for, at det virkeligt store antal engelske sygeplejersker begynder at engagere sig mere politisk og bearbejde deres lokale parlamentsmedlemmer for herved at sikre, at disse får en dybere forståelse for sygeplejefagets problemer.

RCN har desuden været aktiv ved at indlede en kampagne mod de politiske partier og fremsat et eget 'Sundheds-manifest', der opstiller, hvilke forskellige fagområder og problemløsninger en fremtidig regering bør beskæftige sig med. Den triste virkelighed er, at sygeplejerskernes løn sakker langt bagud i forhold til, hvad fx lærere, politifolk og brandmænd modtager. Og regeringens offentlige tilkendegivelse af, hvor stor pris den sætter på sygeplejerskerne, er – mildt sagt – afslørende. I et år, hvor parlamentsmedlemmerne stemte for en 26 pct. lønstigning til sig selv, opnåede sygeplejerskerne 2 pct.

Hvor trist det end må være at konstatere, kan det derfor ikke komme som nogen overraskelse, at størsteparten af de engelske sygeplejersker i 1996-undersøgelsen oplyste, at de ikke ville tilråde venner eller slægtninge at begynde en uddannelse inden for sygeplejen. Noget må gøres, og det meget snart, for at ændre denne negative indstilling.•

Nøglerod: England, Norah Casey, Nyhedsbrev fra London.