Faglig kommentar: Nisser og spidser

Anledningen til hendes reaktion var, at en læge havde offentliggjort sin konklusion på en omfattende gennemgang af international litteratur om en kronisk, smertende tilstand. Fibromyalgi, mener jeg, det var. Lægens konklusion var, at årsagen måtte søges i psyken, og at der ikke var belæg for, at der skulle være en patofysiologisk årsag.

Om jeg husker rigtigt, at det var fibromyalgi, eller om konklusionen overhovedet ville kunne holde til en nærmere kritisk litteraturgennemgang, er i denne forbindelse ganske ligegyldigt. Det er den vrede reaktion på, at der pilles ved et menneskes sygdomsopfattelse, som er interessant.

Spørgsmålet er, om vi i det hele taget er interesserede i at få en nøgtern, objektiv forklaring på, hvorfor vi bliver syge, eller om det er en bekræftelse på vores egen sygdomsopfattelse, vi ønsker. Mange reagerer med voldsom modstand, hvis det antydes, at deres lidelse har en psykisk forklaring. Det modsatte ses også. Mennesker med psykiske lidelser er bestemt ikke altid tilfredse med at få at vide, at de har en biokemisk defekt i hjernen. Hvis man opfatter sin egen dårlige trivsel som en følge af dårlig opvækst og levevilkår, er det ikke tilfredsstillende at skulle have medicin. En medicin, som måske oven i købet har betydelige og ubehagelige sideeffekter.

Fri os fra sandheden, om en sådan findes. Giv os i stedet en bekræftelse på vores selvopfattelse og sygdomsforståelse. Når vi som regel accepterer objektive og videnskabeligt underbyggede forklaringer, når sygdom rammer os, skyldes det, at lægfolk og fagfolks verdensbilleder udvikles side om side i det samme samfund.

Gad vide, om vi nogen sinde kommer ud over, at nogle føler sig stemplede som uvederhæftige simulanter, hvis man forklarer deres lidelser som psykisk betingede. En sådan modstand kan heller ikke undgå at hæmme udforskningen af sygdom uden for de politisk korrekte antagelser.

Brumbasser

Men jeg kender en, der har nogle gode og kontroversielle sygdomsforklaringer. Van Gagh, som med mellemrum er patient på Sankt Hans, vælter dem af sig i sine 'Brumbasser', som han sidste år sendte til redaktionen.

''Slå op på side 24, der står nogle af mine bedste aforismer,'' sagde van Gagh, da han ringede op og takkede for det nummer af 'Sygeplejersken', hvor jeg havde præsenteret nogle af hans brumbasser. 'Du kan sagtens huske, at det er side 24, for det er ligesom juleaften.'' Så sandt, som det var sagt. Et halvt år efter kunne jeg uden tøven huske at slå op på side 24. Her forklarer van Gagh blandt andet, hvorfor han er indlagt på Sankt Hans.

''Oprindeligt blev jeg indlagt ved en ren og skær fejltagelse. Vi var nemlig to, der hed det samme. Jeg kom på en lukket modtageafdeling, hvor det gik særdeles voldsomt til, og den oplevelse tog så tungt på mig, at jeg blev psykisk syg. Derfor blev de nødt til at beholde mig, og jeg har været der siden.''

Arv og miljø er to centrale begreber inden for psykiatrien, skriver van Gagh videre: ''Hermed to nye betegnelser for de samme to begreber: Indretning og afretning.''

''En solstrålehistorie . . . med forbehold.

Jeg så en dag en patient, der blev tvangsindlagt på en lukket modtageafdeling på Sankt Hans, hvor han blev lagt i bælte efter først at have fået et skud bagi. Næste dag blev han overflyttet til en åben afdeling; næste dag igen blev han dagpatient, og yderligere derefter blev han udskrevet, fuldstændig helbredt, og han har aldrig siden haft tilbagefald.

De er dygtige i vore dage, eller også fejlede han slet ikke noget.''

''En gang imellem går jeg amok med vilje, for at personalet ikke skal føle sig overflødigt.''

'Nisser og spidser' er van Gaghs betegnelse for den sædvanlige opdeling af mennesker i 'de små' og 'de store', det vil sige den gruppe, der ikke bestemmer så meget, og den gruppe, der bestemmer det meste. Patienter på hospitaler og plejehjem hører til nisserne, og personalegruppen til spidserne.

''Skjult handicap: Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det.''

''Reklame: Hvem ka' . . . psykofarmaka.''