Fra holdninger til sikker viden

Sygeplejens praksis må løbende tilpasses til ny viden. Foto: Anne-Li Engström.

Klinisk praksis må bygge på dokumenteret viden. Evidensbaseret praksis er en forudsætning for, at sundhedsvæsenet kan tilbyde borgerne ydelser af høj kvalitet og udnytte de sparsomme ressourcer bedst muligt. I dag kræves der således dokumentation for, at også sygeplejen er i overensstemmelse med pålidelig og forskningsbaseret viden.

Udfordringen er at gå fra 'jeg mener' til 'vi ved'. Derfor må sygeplejersker have mulighed for at søge litteratur på internationale databaser, og de må have mulighed for at vurdere den fundne litteratur. Så hurtigt, som vidensudviklingen foregår i dag, skal sygeplejersker hele tiden holde sig à jour med den sidste nye viden for løbende at kunne tilpasse deres praksis. En mindst lige så stor udfordring er nemlig at omsætte den dokumenterede viden til praksis.

I arbejdet med at kvalitetssikre sundhedsvæsenets ydelser har sygeplejersker været frontløbere. Også her er man i stigende grad begyndt at tale om evidensbaseret sygepleje. Når sygeplejeindsatsen til de enkelte patientgrupper skal måles, er det nødvendigt at udvikle kriterier, standarder og indikatorer, der er evidensbaserede.

Når videns- eller evidensbaseret sygepleje skal omsættes til daglig praksis, er referenceprogrammet og den medicinske teknologivurdering meget centrale redskaber. Referenceprogrammet er et sæt kliniske retningslinjer, der tilsammen dækker et samlet patientforløb.

Referenceprogrammer

Et referenceprogram skal fungere som en overordnet guide for de valg, sygeplejersken træffer i den individuelle patient- og/eller klientsituation. For at opfylde denne funktion er det nødvendigt, at referenceprogrammet er baseret på et dokumenteret videnskabeligt grundlag. Referenceprogrammer kan udarbejdes på enten et nationalt niveau eller på et mere lokalt niveau. Sundhedsstyrelsen og faglige fora, herunder de Faglige Sammenslutninger, har påtaget sig arbejdet med at udpege faglig ekspertise til såkaldte styregrupper. Sådanne styregrupper har i dag til opgave at koordinere og udarbejde selve programmet samt afstikke metoder for selve udviklingen, implementeringen og opdateringen af referenceprogrammet.

Program for hoftebrud

I disse år indhøstes de første erfaringer med, hvordan et vidensbaseret, nationalt og tværfagligt referenceprogram udarbejdes. Det sker i arbejdet med et referenceprogram for hoftebrud.

Ud over læger og fysio- og ergoterapeuter er der involveret 14 sygeplejersker i udviklingen af dette referenceprogram. I projektet har Dansk Sygeplejeråd fået overdraget formandskab og sekretariatsfunktion. Igennem det sidste år har arbejdet primært været rettet mod at udpege prioriteringsområder i programmet. Samtidig er der gennemført en række litteratursøgninger og systematisk vurdering af litteraturen. De involverede sygeplejersker arbejder ud fra deres interesse- og ekspertområder med de aktuelle og potentielle sygeplejeproblemer, som patienter almindeligvis har i forbindelse med deres hoftebrud.

For at sikre et så vidensbaseret referenceprogram som overhovedet muligt har to eller flere sygeplejersker uafhængigt af hinanden søgt litteratur på samme emneområder og udvalgt litteratur uafhængigt af hinanden. På samme måde har flere sygeplejersker vurderet samme litteratur uafhængigt af hinanden med henblik på at skabe en senere faglig konsensus for referenceprogrammets indhold. Der har været afholdt styregruppemøde en gang om måneden samt en række supplerende møder i ad hoc-arbejdsgrupper om sygeplejeproblemerne. Derudover skal

Side 57

nævnes de mange administrative opgaver, som er forbundet med udviklingen, som registrering og distribuering af litteratur, mødereferater samt opgaven med at formulere og beskrive referenceprogrammet.

Referenceprogrammet ventes færdigudarbejdet i slutningen af dette år. I det kommende efterår vil der blive afholdt en høringskonference ud fra referenceprogrammets første samlede og formulerede udkast.

Det tager tid

Vi vidste fra udlandet, at det tager to-tre år at udvikle et nationalt, vidensbaseret referenceprogram. Og vi må sande, at udvikling af et så omfangsrigt referenceprogram, som emnet hoftebrud kræver, tager tid. Men det skal samtidig understreges, at det kan lade sig gøre at udvikle mere emneafgrænsende referenceprogrammer over langt kortere tid. Der kan være tale om udvikling af både tvær- og monofaglige referenceprogrammer. Det både tager og koster tid, idet der for de flestes vedkommende er tale om frivilligt arbejde.

Det er en kendsgerning, at selve udviklingsprocessen ikke kan integreres i en travl hverdag på afdelingen. At vurdere videnskabelig litteratur kræver tid til fordybelse med mindst én sammenhængende dag i fred og ro med jævne mellemrum. I dag er det for de fleste sygeplejersker således, at denne systematiske vidensudvikling foregår på det tidspunkt, hvor børnene er lagt i seng eller i den weekend, hvor man egentlig skulle holde fri. Til trøst skal det fremhæves, at de involverede sygeplejersker har givet udtryk for, at deltagelse i referenceprogrammets udvikling har betydet større faglig bevidsthed og skabt en bedre sygeplejefaglig argumentation i praksis. Ovenstående erfaringer er udelukkende gjort i forhold til selve udviklingen af programmet – vel vidende, at det vil kræve endnu flere ressourcer at udarbejde en strategi for implementering og gennemføre selve implementeringen i praksis.

Fremtid og udfordring

Referenceprogrammer er et af de opprioriterede områder inden for kvalitetsudviklingen, hvor Statens Institut for Medicinsk Teknologivurdering (MTV-instituttet) i Sundhedsstyrelsens regi er i gang med at skabe overordnede rammer for referenceprogramsekretariater. Sekretariaterne skal styrke den decentrale indsats i forbindelse med udarbejdelse af referenceprogrammer. Planen er, at der skabes et formaliseret samarbejde mellem de Faglige Sammenslutninger under Dansk Sygeplejeråd og Dansk Medicinsk Selskab. MTV-instituttet skal fungere som katalysator for dette samarbejde.

Referenceprogramsekretariaterne skal formidle de metoder, der knytter sig til både udvikling og implementering af referenceprogrammer som for eksempel at opbygge en struktur, der sikrer, at effekten af de udarbejdede programmer bliver evalueret, effektevaluering gennemføres for udarbejdede referenceprogrammer.

Men det centrale niveaus rammer og katalyserende opgaver er ikke tilstrækkelige til at gøre afstanden mellem viden og praksis mindre. Decentrale rammer og struktur er afgørende for, at vidensbaseret sygepleje i praksis kan blive virkelighed. Sygeplejersker bør i videre udstrækning gives muligheder for at litteratursøge, vurdere og implementere litteraturen. Også selv om der er tale om en travl hverdag. Skabelsen af disse rammer og muligheder er et af fremtidens større ledelsesmæssige ansvar.

Marianne Nord Hansen er ansat i Dansk Sygeplejeråds uddannelsesafdeling.

Nøgleord: Faglige sammenslutninger, referenceprogrammer, vidensbaseret sygepleje.