Passiv dødshjælp er tilladt

1992 besluttede Folketinget at lave en ændring i lægeloven, så passiv dødshjælp blev tilladt. Det betyder blandt andet, at en patient kan afvise livsforlængende behandling. Men det betyder også, at den passive dødshjælp er lovliggjort i form af en lægelig adgang til at stoppe en livsforlængende behandling. Der er ingen pligt til at holde en patient kunstigt i live, hvis patienten ikke ønsker det, eller hvis lægen vurderer, at behandling er udsigtsløs.

Hvis en uafvendeligt døende har stærke smerter, og hvis patienten måtte ønske det, kan lægen i disse tilfælde give de nødvendige beroligende og smertestillende midler.

Det er tilladt, også selvom det måtte medføre en afkortning af livet. Hvis en person ikke selv er i stand til at træffe en beslutning, for eksempel ved demens eller svære hjerneskader, er det op til de pårørende eller lægen at træffe beslutningen om at stoppe behandlingen. Det er nødvendigt for at varetage patientens interesse i den pågældende situation.

Ny 'patientgrundlov'

Forhenværende sundhedsminister Birte Weiss (S) udsendte den 10.12.97 et nyt lovforslag om patienters retsstilling. Selvom det nye lovforslag nogle steder bliver kaldt den nye patientgrundlov, kommer den ikke rigtig i berøring med emnet dødshjælp. På området om passiv dødshjælp er der ikke foreslået væsentlige ændringer i forhold til den allerede eksisterende lovgivning. Her lægges der i forvejen vægt på at respektere patienternes værdighed, integritet og selvbestemmelse.

Livstestamenter

Alle mennesker har mulighed for at oprette et livstestamente. Her kan man få sine ønsker registreret, så lægerne og ens pårørende altid er i stand til at få at vide, hvordan de skal forholde sig, hvis patienten er uhelbredeligt syg.

Lægen er forpligtet til at kontakte Livstestamenteregistret, hvis en patient ikke er i stand til at tage vare på sig selv, eller hvis vedkommende er uafvendeligt døende. Normalt vil loven indikere, at behandlingen af en uhelbredeligt syg ikke skal fortsætte, men lægen har altså pligt til at undersøge, om patienten har givet udtryk for andre ønsker i sit livstestamente.

Det Etiske Råd

I Det Etiske Råd er der flertal imod aktiv dødshjælp.

16 ud af 17 medlemmer er imod, men både tilhængere og modstandere er enige i, at der bør ske en opprioritering af smertelindring og pleje.

Modstanderne er bange for, at indførelsen af aktiv dødshjælp i værste fald vil kunne resultere i, at nogle patienter vil føle sig presset til at tage en beslutning, de ikke helt har overvejet. Det Etiske Råd erkender, at det, der i dag kaldes passiv dødshjælp, godt kan være forbundet med en aktiv handling. Hvis man undlader at medicinere, standser en respirator eller giver smertestillende medicin, er de sidste to eksempler absolut udtryk for en handling fra lægens side.

Udtrykket passiv dødshjælp kan også være misvisende, fordi man ikke har til hensigt at hjælpe folk med at dø. Patienten er jo døende i forvejen. Når man vælger ikke at behandle patienten, eller når man giver smertestillende medicin, er det ikke med det formål at fremskynde døden.

Domprovst Niels Henrik Arendt, der er medlem af Det Etiske Råd, fortæller, at rådet ikke rigtig har taget stilling til spørgsmålet om passiv dødshjælp.

''Vi har i Det Etiske Råd hovedsageligt beskæftiget os med spørgsmålet om aktiv dødshjælp. Faktisk er der kun ét ud af rådets 17 medlemmer, der er for indførelsen af aktiv dødshjælp i Danmark. Min helt personlige holdning til passiv dødhjælp er, at man ikke skal behandle folk for enhver pris. I visse sygdomstilfælde kan patienten jo være uhelbredeligt syg, og der må lægen eller patienten selv træffe afgørelse om, hvad der skal gøres. Hvis behandlingen medfører, at patienten efter behandlingen skal leve med meget voldsomme smerter eller alvorlige mén, så ser jeg ingen grund til at foretage livsforlængende behandling.''

Kilder: Aktiv dødshjælp, passiv dødshjælp.