Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Sygeplejersken 1998 nr. 37, s. 41-44

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

SKÆV AF STOFFER

Karin W. Hersted

Ud på et sidespor- om pillemisbrug – og vejen ud igen

København: Forlaget Tellus/FOFO 1997
111 sider, 145 kroner

SY-1998-37-41-1En personlig beretning om Karin og hendes kamp med misbruget, fra hun er 16 til 24 år. Karin mener ikke, hendes barndom indeholdt de store problemer. I teenageårene starter hun med at eksperimentere med nervepiller og vin, og det kulminerer en dag. Hun får for meget og bliver indlagt til udpumpning. Dette bliver starten på mange år med indlæggelser, blandt andet på ungdomspsykiatrisk afdeling, hvor der bliver ordineret Trilafon, som hun også bliver afhængig af. Flere gange spørger man sig selv, om det virkelig er det bedste for denne unge kvinde at være indlagt.

Karin snyder på institutionen, vikler sig ind i løgne, bevæger sig fra institution til institution, og lige meget hjælper det. Det er uhyggeligt at læse om, hvordan de institutioner, samfundet tilbyder, ikke formår at få den unge kvinde ud af hendes voksende misbrug. Billedet vender dog, og Karin kommer videre i livet, men misbruget stopper først efter mange mislykkede forsøg.

Beretningen gør dybt indtryk, og man følger de mest personlige tanker og følelser, en misbruger kan have. Det er slående, hvor mange gange de enkelte pillemærkers virkning og bivirkninger beskrives. Flere steder føler man, at det er det eneste indhold i Karins liv på det tidspunkt. Samme indtryk gør de mange løgne over for både omgivelserne og Karin selv.

Det afsluttende kapitel handler om Karins liv efter misbruget. Det er ganske almindeligt, som hun siger. Karin er startet på hf og arbejder med at forbedre forholdet til familie og venner.

Det lille efterskrift indeholder advarsler til andre om ikke at gentage, hvad Karin selv har været igennem. Hun siger blandt andet: ''Man lever ikke, når man er skæv af stoffer. Man lever først, når man kan leve uden stoffer.''

Bogen kan være en hjælp til at forstå en pillemisbrugers tankegang, og hvad man skal tænke på, når man er sammen med en misbruger. Den kan udmærket bruges som narrativ til studerende som en skildring af en misbrugers svære liv.

Af Malene Elrond, sygeplejelærer på Sygeplejeskolen ved Vestsjællands Amt, Holbækafdelingen. 

EN INDIVIDUEL, UAFSLUTTET ERKENDELSE

Jens Christian Jacobsen (red.)

Refleksive lærerprocesser

København: Forlaget politisk revy 1997
240 sider, 268 kroner 

SY-1998-37-41-2Inden for pædagogikken er refleksionsbegrebet i de senere år blevet knyttet nært sammen med læreprocesser som et udtryk for, at læring i det postmoderne samfund kan opfattes som en uafsluttet, individuel erkendelse. Denne antologi med danske, norske, svenske og tyske bidrag belyser baggrunden for denne udvikling og for dens konsekvenser.

Thomas Ziehe beskriver nogle pædagogiske konsekvenser af selv-relationeringen og fraværet af en objektiv virkelighed. Han er inde på både de kommunikative fordele og den usikkerhed og afmagtfølelse, der er forbundet hermed. Særligt beskæftiger han sig med betydningen for underviserens praksis, hvor læreren dels skal få eleverne til at føle sig som en del af en klasse, samtidig med at deres individualitet respekteres.

Lektor Jens Christian Jacobsen skriver i sit indlæg om det didaktiske refleksionsbegreb og indkredser nogle forudsætninger for kvalitet i lærerens refleksioner. Lektor Per Fibæk Laursen relaterer også refleksivitet til didaktikken. Han gennemgår kritisk nogle historiske hovedtræk i udviklingen af didaktikkens vidensgrundlag og beskriver en udvikling, der har bevæget sig fra planlægning til evaluering og refleksion. Han konkluderer, at der i de sidste årtier har bredt sig en tvivl om, hvorvidt det af didaktikkens vej er muligt at forbedre undervisning. Didaktikken er derfor blevet tilbøjelig til ikke at give egentlige svar på lærerens spørgsmål om, hvordan de skal undervise, men i stedet at opfordre til refleksioner og eksperimenter. Han understreger, at det stadig må være didaktikkens opgave at argumentere for, hvad lærere bør gøre, støttet af empiriske undersøgelser af, hvad de faktisk gør. Opfordringen til refleksioner er vigtige, men kan ikke være didaktikkens eneste indhold.

Amanuensis Berit Rognhaug reflekterer over kundskabsbegrebet, idet hun forholder sig til skismaet mellem handling og refleksion. I den forbindelse giver hun et historisk rids over begrebet tavs kundskab og forskellige opfattelser af forholdet mellem teori og praksis.

Bogens øvrige seks artikler nærmer sig refleksionsbegrebet fra vidt forskellige vinkler: Afgrænsning og begrænsning af primært barnets relationer til dets omverden, kunstig intelligens, Piagets kognitionspsykologi, sprogindlæring og erfaringspædagogik.

At refleksion og refleksivitet langtfra er entydige begreber, bærer bogen tydeligt præg af. Herudover betyder forfatternes meget forskellige teoretiske tilgange og deres varierende abstraktionsniveau, at bogen fremstår noget uensartet uden en tydelig forankring i et fælles omdrejningspunkt.

Bogen henvender sig i første række til studerende ved lærer- og pædagogseminarierne og vel især cand.pæd.-studerende. I flere artikler er der dog et perspektiv, så også sygeplejelærere med særlig interesse for det pædagogiske område kan få stort udbytte.

Af Merete Munk, sygeplejelærer, Hovedstadens Sygehusfællesskab, Sygeplejerskeuddannelsen, Rigshospitalet.

AKTUELLE OVERVEJELSER I PSYKOLOGIEN

Redigeret af Preben Bertelsen, Lars Hem, Jens Mammen

Erkendelse, stræben, følelse

Ti bidrag til dansk almenpsykologi i anledning af Henrik Poulsens 70-års dag 27. september 1997
Århus: Aarhus Universitetsforlag 1997
240 sider, 198 kroner 

Den virksomhedsteoretiske indgang til psykologien dominerer antologien. Bidragene er aktuelle og gør psykologiske overvejelser, teorier, modeller, undersøgelser og kritik af tidligere teorier tilgængelige.

Steen Folke Larsen fortæller om en boghandler, som på mystisk vis kan finde de mest sjældne bøger på sine hylder. Boghandlerens interesse for bøgernes historie viser sig at være det særlige system, der gør ham i stand til at vide hvor de findes på hylderne.

Arne Poulsen anfægter fagfolks brug af 'psykosnak', der forklares med italesættelsen af psykiske strukturer og mentale tilstande, der kun eksisterer i kraft af italesættelsen. Et eksempel er myten om, at børn føler omnipotens, før de kan tænke abstrakt. Det får mig til at tænke på, hvordan vi i sygeplejen omgås patienterne sprogligt. I hvor høj grad tillægger vi dem behov og tilstande, som anvendelsen af fagets sprogbrug forleder os til?

Lars Hem beskæftiger sig med den moderne videnskabs forudsætning – også psykologiens. At blive selvstændig videnskab for psykologien var at adskille sig fra filosofien. Filosofien tager sig af at erkende, hvor psykologien tager sig af at beskrive erkendefænomener, som det sker for mennesker i virkeligheden.

Niels Engelsted stiller spørgsmålet: Når psykologiens genstandsområde er et produkt af naturprocesser, hvis grundlæggende fundering er fysisk, kan vokabularet så indeholdes i fysikkens termer? Det indebærer at psykologien kan reduceres til iagttagelige reaktioner. Svaret er det intentionelle, som bryder fysikkens vokabular.

Jens Mammen redegør for, hvordan grene af psykologien har udviklet en funktionalistisk menneskeopfattelse. Menneskets sans for det konkrete viser noget andet. Der er lag i virkeligheden, der rækker ud over tingenes og personernes aktuelle egenskaber. Hans eksempel er det lille barn, der kun stiller sig tilfreds med sin egen mor.

Preben Bertelsen opstiller en udviklingspsykologisk model, der har til hensigt at udvikle det menneskelige ved os, defineret som at have indsigt i den andens situation.

Søren Willert præsenterer en model over bevidsthedens rum. Bevidstheden defineres som subjektiv oplevelsesfelt. Bevidstheden får virkeligheder præsenteret af kroppen, det andet/den anden, erfaringer og sproget. Bevidstheden udvikles gennem læreprocesser, hvor indtrykkene bearbejdes.

Boye Katzenelson fortæller om selvet som en indre enhedsstiftende instans, hvoraf og hvortil individets ytringer og handlinger både udspringer og kan tilbageføres. Et afsnit om føleri og refleksionssyge fortæller om sammenhænge mellem fornuft og følelse.

Erik Schultz drøfter den jødiske, den græske og den kristne kærlighed. Den kristne kærlighed Agape, som er den betingelsesløse kærlighed kendt fra forældre-barn-relationen, betragtes psykologisk som menneskenaturens kærlighed.

Benny Karpatschof har et moralpsykologisk essay om de inkarnerede og idealiserede værdier. Han indkredser det gode og det onde og opstiller en model for en moralpsykologi. Det onde illustreres med SS-officer Himmler, hvis moral var bundet i idealiserede værdier, når han opdrog til massemord i kærlighed til føreren. Nelson Mandela viser derimod personlig styrke til at imødekomme dem, der optræder som hans fjender. Det forklares med en integritet, hvor værdifølelsen er medieret af inkarnerede værdier. Nelson Mandela er tegn på det gode.

Af Grete Mygind, sygeplejelærer.

De skjulte fundamenter

Pierre Bourdieu
Oversat fra fransk af Henrik Hovmark

Men hvem skabte skaberne?

– Interviews og forelæsninger
København:Akademisk forlag 1997
281 sider, 268 kroner 

SY-1998-37-43-2Pierre Bourdieu er født i 1930, han er sociolog og meget filosofiinteresseret. Han sidder i 'lærestolen' og nyder stor prestige og anerkendelse. Bourdieu meldte sig frivilligt som soldat i Algeriet i 1956. Efter krigens ophør forblev Bourdieu i Algeriet og startede sociologisk forskning i, hvad der sker, når et land besættes. Sociologisk forskning har Bourdieu fortsat op gennem årene, hvor han siger: Teori uden empiri er tom, empiri uden teori er blind.

Bourdieu beskæftiger sig med social praktik og samfundet, og er blandt andet dybt optaget af den sociale og kulturelle reproduktion, hvor en af hans hovedteser er: Man forstår intet af den sociale virkelighed, hvis man tror mennesker tænker og derefter træffer velovervejede beslutninger og handlen.

Pierre Bourdieu kobler strukturalismen sammen med fænomenologien. Med strukturalisme forstår Bourdieu det, der er bag en handlen, for eksempel grammatik bag sproget, og med fænomenologien den handlendes oplevelse af handlen.

Bourdieu anser sociologien som en kritisk videnskab, kritisk såvel over for sig selv som over for andre videnskaber. For Bour-dieu består sociologien i at omforme metafysiske problemer til problemer, som kan behandles videnskabeligt og dermed også politisk. Sociologien beskæftiger sig med andre ord med nogle ting, der står på spil i det sociale rum. Bourdieu finder sociologiens vej til mangfoldiggørelse af empirisk forskning lang og svær, idet forskningen afslører de skjulte fundamenter, der ligger til grund for den dominerende position, agenterne inden for det forskede område indtager.

Bourdieu diskuterer og argumenterer for de begreber, der kendetegner hele hans filosofi. Agenterne – det er os. Vi kan befinde os i forskellige positioner alt efter den kapital, vi medbringer. Kapitalen kan være uddannelseskapital, dannelseskapital eller videnskabelig kapital. Bourdieu mener, at fordelingen af denne kapital altid har givet anledning til stridigheder. Klasser anser Bourdieu som kapitalens volumen plus strukturen, så klasser er de klassemæssige livsbetingelser, hvor det overordnede princip vil blive: Det jeg kan, det ligger implicit i os alle, og jeg har selv en idé om, hvad der er muligt for mig ud fra den verden, jeg anskuer tingene fra. Om begrebet habitus siger Bourdieu, at det på den ene side er institutionerne, der kan antage fysisk-tingslig form (bøger, redskaber, monumenter) og på den anden side individets tillærte dispositioner, varige måder at eksistere og handle på, der legemliggøres i kroppen (individ, person).

Bourdieu skriver et ret vanskeligt sprog. Om dette siger han selv i bogen: ''. . . der er mange ting jeg er bange for, for eksempel alle de mange måder min tekst vil kunne misforstås på – og man bebrejder mig tit – at nogle af mine sætninger er så indviklede. Men alle disse advarsler, som jeg putter ind i teksten i form af en parentes, opfattes kun af dem, der ikke har brug for at opfatte dem. Og i en kompleks analyse hæfter den enkelte læser sig generelt ved det aspekt, som gør vedkommende mindst foruroliget.''

Bogen består af 21 kapitler enten i interviewform eller som forelæsning, og alle giver stof til eftertanke, og alle teksterne yder en vis modstand hos læseren, hvor man tvinges til refleksion.

Bourdieu har med denne bog gjort sin filosofi mere tilgængelig for ikke-specialister.

Af Anne Elisabeth Winkel, gerontopsykiatrisk distriktssygeplejerske, Roskilde Amts Sygehus Fjorden. 

Fleksibel forståelse i familien

Jesper Juul

Her er jeg! Hvem er du?

København: Forlaget Apostrof Aps 1998
98 sider, 148 kroner 

SY-1998-37-43-3Karakteristisk for familieterapeuten Jesper Juuls forfatterskab er en erfaringsbaseret og personlig stil, når han retter et befriende humoristisk fokus på forældres opdragerrolle og på sin særlige, kærlige facon hylder klodens børn. Jesper Juul argumenterer for den livsvigtige personlige kontakt og nærhed mellem forældre og barn, og hvordan den styrkes og udvikles, hvis forældrene er autentiske og troværdige mennesker.

Bogen handler om samspilsprocessen og ligeværdighed i familien. Kommunikationen, tonen og atmosfæren er altafgørende for, om samspillet i familien er konstruktivt eller destruktivt. Jesper Juul hævder, at hvordan forældre bestemmer betyder mere end, hvad de bestemmer. Jesper Juul tilgiver på en måde forældrene, fordi han påstår, at det er en livslang læreproces at kvalificere sig som forældre. Denne fleksible forståelse rummer plads til konflikter, fejltrin og at øve sig i forældrerollen. Jesper Juul har erfaret, at forældre, som tager ansvar for samspillet, også når det ikke lykkes undervejs, giver barnet bedre udviklingsmuligheder end perfektionistiske forældre, som let får deres børn til at føle sig forkerte. Nøgleordet er refleksion. Jesper Juul gør op med sandheden om, at forældre har ret i og ret til alt.

Som mange udviklingspsykologiske teoretikere opfordrer også Jesper Juul forældrene til at stimulere barnet i at verbalisere følelser. Forældrenes største udfordring består i også at tillade mindre acceptable og urimelige følelser. Der er jo i virkeligheden ikke noget forkert i, at barnet klynkende beder om is nummer tre, når nu barnet har lyst til det. Hvordan konflikten forløber omkring is nummer tre, er forældrenes ansvar. Jesper Juul mener, tiden er en væsentlig faktor. Tid til, at barnet kan vænne sig til tanken om det ulystbetonede, afslaget. Præcis som voksne.

Jesper Juul forholder sig til grænser i en nyere forståelse. At den enkelte forælder reflekterer over, hvilken afgrænsning han behøver omkring sig selv for at have det godt med sig selv og barnet, frem for at fokusere på begrænsning af barnet. Et forældrepar kan således udmærket have helt forskellige grænser. Jesper Juul skærper opmærksomheden på, hvordan forældres kritik og manglende respekt for barnets grænser kan hæmme den sunde udvikling af selvfølelsen.

Børns personlige grænser er lige så forskellige som voksnes. Forældre lærer først børns personlige grænser at kende, efterhånden som det vokser op, ligesom børn først lærer forældrenes personlige grænser at kende, efterhånden som de støder ind i dem. Jesper Juul kommer i den forbindelse ind på, hvorfor samspillet mellem en stedforælder og barnet sjældent lykkes, hvis stedforælderen for tidligt indtager opdragerrollen.

Jesper Juul udtrykker bekymring over nutidens børn, hvis dagligliv er meget struktureret. Fra ganske små har børnene begrænset tid sammen med forældrene, må forholde sig til skiftende pædagoger, og en del børn må tilpasse sig omskiftelige familiemønstre ved skilsmisse. De færreste voksne vil kunne udholde et så omskifteligt og stressende liv. Voksne vil under en sådan langtidspåvirkning holde sabbatorlov eller langtidssygemelde sig. Børn kan ikke tilsvarende verbalisere deres behov for at geare ned og få ro i en periode. Disse børn er i fare for at få tildelt diagnoser og behandling af fagfolk og forældre på grund af adfærdsforstyrrelser og uønskede reaktioner. Det er det, Jesper Juul betegner, som når børn har samarbejdet for længe og for meget. Den strukturerede hverdag har sin pris, idet børn i perioder må bryde rammer og grænser, de normalt samarbejder omkring. Simpelthen fordi den livsvigtige nærhed og kontakt til forældrene mangler eller er utilstrækkelig.

Det karakteristiske for Jesper Juuls bøger er, at der ingen kildehenvisninger er overhovedet. Han forfatter sine bøger på baggrund af egne erfaringer igennem 20 år med familieterapi på The Kempler Institute of Scandinavia. Kritikere har sikkert for længst anført, at Jesper Juuls forfatterskab ikke er af tilstrækkelig videnskabelig observans. Målgruppen er primært nybagte forældre, som invitereres til at gøre sig nogle overvejelser om, hvilke værdier, traditioner, pligter og regler de vil bygge familiens liv op omkring. Sygeplejefagligt personale, som arbejder med børn, kan læse bogen som en appetitvækker til at fordybe sig i den mere komplekse litteratur om udviklingspsykologi.

Af Lisbeth Mach Pedersen, sygeplejelærer, stud.pæd.psych., Sygeplejeskolen i Århus. 

LIVSMOD OG LIVSKRAFT

Bo Jacobsen

Eksistensens Psykologi

En introduktion
København: Hans Reitzels Forlag 1998
240 sider, 225 kroner 

SY-1998-37-43-1Hvordan vi kan forstå de kræfter, der ligger bag de forskellige måder at forholde sig til og gribe livet på? Det er det gennemgående spørgsmål i 'Eksistensens psykologi'. Ud over at være en principiel indføring i eksistensens psykologi, er bogen en delrapport fra et større forskningsprojekt under titlen 'Kræft og eksistens'. Den samlede redegørelse for dette projekt forventes udgivet i efteråret 1998.

I det indledende kapitel diskuteres overordnet spørgsmålet om livets mening. Dernæst forskellige tilgange til og forståelser af krise og udvikling. De to følgende afsnit er især interessante for sygeplejersker, der arbejder med alvorligt syge og døende patienter. Her diskuteres opfattelser af sundhed og sygdom, forholdet mellem psyke og somatik og liv og død som fænomener. Fra et eksistenspsykologisk synspunkt ses lidelse ikke som et absolut onde, der skal bekæmpes med alle midler. Lidelse og død hører til det at være menneske, at være til – eller være i live. Smerte i bred forstand eller det at stå ansigt til ansigt med døden, kan føre til frugtbare eksistentielle erkendelser.

Set i dette lys forholder forfatteren sig kritisk over for de teorier, der i deres sproglige fremstillinger dels sygeliggør den døendes reaktioner, dels beskriver dem i et kronologisk faseforløb. Her tænkes i særdeleshed på Elisabeth Kübler-Ross' teori. Forfatteren foreslår ord som sorg og fortvivlelse i stedet for depressioner, svingende håb i stedet for købslåen og kamp i stedet for forsvarsmekanismer. Selv om Kübler-Ross mange steder modererer og nuancerer sin faseopdelte beskrivelse af dødsprocessen, er faren, at teorien ofte videregives på en firkantet måde, hvilket kan bevirke, at plejepersonalet udpeger faser i stedet for at forstå, åbne sig og lytte. Generelt må man ud fra et eksistentialistisk synspunkt forholde sig kritisk til behandlersamfundets idé om at kurere eller bemestre – sig selv – sin sygdom – sine omgivelser. At bemestre noget er knyttet til ting, ikke til det levende liv. At være er at åbne sig og møde livets tilskikkelser. Selv det meningsløse kan give ny mening til livet.

Det at være diskuteres i forhold til andre mennesker, ikke mindst dilemmaet mellem hensynet til andres og egen selvudfoldelse. At leve autentisk er at leve ægte eller egentligt. At udfolde sit liv som menneske er at realisere og leve for og i overensstemmelse med, hvad man selv står for. Selvet som fænomen og relationen til den anden (de andre) er uløseligt forbundet og kan kun udvikles i et autentisk samvær, der rummer hensynet til den andens selvudfoldelse.

Spørgsmålet om valg, handlefrihed og forpligtelse diskuteres, og det fører til en belysning af begrebet ansvarlighed. I den forbindelse diskuteres det, i hvilken udstrækning den enkelte bestemmer over eget liv og udvikling. Kan vore lidelser og egenskaber som voksne føres tilbage til barndommens traumer, som Freud hævdede det, eller vælger vi at huske en bestemt type erindringer, aktualiseret af en nærværende livssituation, grundstemning og sindstilstand? Hvad bestemmer de valg, vi tager, og hvad er vilje for en størrelse?

Det frie valg

Forfatteren går til sidst bag om det fænomen, at nogle mennesker tilsyneladende har større overlevelseskraft ved dødelige sygdomme end andre. Selve livet opfattes som en dobbeltproces mellem den organistiske livskraft i vekselvirkning med det bevidsthedsmæssige livsmod. Som sådan beskrives livsmod som en spontan livsfølelse kombineret med modet til at leve, der udvikles gennem konfrontation med eksistensangsten. Livskraften eller vitaliteten ses som både et biologisk og mentalt fænomen eller en integration af det biologiske og det åndelige og meningsmæssige. Afslutningsvis diskuteres, hvordan vi privat og professionelt kan medvirke til at frisætte eller påvirke den andens livsmod og livskraft i positiv retning.

Den eksistenspsykologiske tilgang til disse spørgsmål rejser samtidig spørgsmålet om den enkeltes frie valg. Er mine valg udtryk for bevidste frie valg, eller skal man snarere se dem som et socialiseret produkt af den omgivende verdens betingelser? I de senere år er det sidste udgangspunkt, i sygeplejekredse i særdeleshed, blevet belyst via en lang række Bourdieu inspirerede tekster, især habitusbegrebet.

Denne introduktion til den eksistentialistiske psykologi kommer som et kærkomment bidrag til diskussionen om menneskelige handlemønstre og til de centrale livsspørgsmål, der rejser sig i forbindelse med alvorlig sygdom og død. Bogen bidrager til en mere nuanceret diskussion af de pædagogiske spørgsmål, der kan rejses i forbindelse med den enkeltes personlige udvikling. I særdeleshed, hvis man indimellem er i tvivl og sidder tilbage med en fornemmelse af, at vi har fået underbelyst de situationer i livet, hvor mennesket mobiliserer uventede kræfter og handler på trods af de vanemæssige dispositioner, de gennem livet har tilegnet sig. Som forfatteren udtrykker i efterskriftet, er det et åbent spørgsmål, om den eksistentielle psykologi skal ses som en særlig retning eller skole. Mange taler for at se den som en tilgang eller dimension, som kan forenes med allerede etablerede måder at arbejde på.

Forfatteren formår at formidle et til tider tungt filosofisk stof sprogligt let tilgængeligt. De mange eksempler letter formidlingen og forståelsen. Der introduceres mange store forfatterskaber – til tider kunne man ønske sig lidt færre – med mulighed for en lidt større fordybelse. Omvendt er det et formidlingsmæssigt valg, når man står over for kravet om overblik og helhed. Bogen rejser væsentlige og centrale spørgsmål, der er værd at diskutere på både grunduddannelses- og efteruddannelsesniveau.

Marianne Toxboe, sygeplejelærer og cand.mag.pæd. 

SUNDERE SØVN

Alice Teckemeier, Lissi Nedergaard, Merete Tærsbøl, Leif Grove

Reduktion af sovemiddelforbrug hos ældre

Den strukturerede samtale som et værktøj i sygeplejen
København: Dansk Sygeplejeråd 1998
141 sider, 118 kroner

Borgerne skal selv kunne vælge, i dette tilfælde om de ønsker at anvende sovemedicin. For at kunne vælge er viden og forståelse af egen situation en forudsætning. Det var udgangspunktet for et tværfagligt, sundhedspædagogisk projekt, der startede i Horsens Kommune i 1994. Forfatterne havde i et tidligere projekt påvist et overforbrug af blandt andet sovemedicin i en ældrebefolkning. Det var baggrund for projektet, hvor man ønskede at udvikle og afprøve en metode, der ville højne den sygeplejefaglige kvalitet.

Målet var at nedsætte forbruget af sovemedicin varigt. Fra starten havde man ønsket at arbejde med både sovemedicin- og nervemedicinforbruget i forsøgsgruppen. Det viste sig ikke at være muligt, da materialet om nervemedicinbrugerne ud fra eksklusionskriterierne var for småt til at lave statistik på. Da der imidlertid kunne drages statistisk holdbare konklusioner om gruppen, der fik sovemedicin, gennemførte projektgruppen det reducerede projekt. Heldigvis, for der er kommet en rigtig god bog ud af det. Bogen er velskrevet og overskuelig. Den dokumenterer metoden, værdien og anvendeligheden af den strukturerede samtale på forbilledlig vis. Der opnås varige og gode resultater ved reduktion eller ophør med sovemedicin hos forsøgsgruppen. Man kan dog ikke umiddelbart sammenligne med resultater fra andre kampagner og interventionsundersøgelser. Tilsyneladende findes der heller ikke tidligere sygeplejeprojekter om problematikken.

'Den strukturerede samtale' vil kunne anvendes i mange andre problemsammenhænge. Dens begrænsning ligger dog i, hvilket også forfatterne pointerer, forudsætningen, at der kan foregå en normal kommunikation med borgeren eller patienten.

De statistiske oplysninger er relevante og overskuelige. Bilagsfortegnelse er grundigt gennemarbejdet og let tilgængelig med relevante skemaer, statistiske beregninger og definitioner på anvendte begreber. En fint illustreret pjece med gode søvnråd er der også blevet plads til.

Forfatterne beskriver et projekt fra start til slut om et i høj grad vedkommende emne, men det er samtidig en fin håndbog for dem, der måtte have lyst til at starte et projektarbejde. Bogen vil sikkert blive læst med speciel interesse af primærsygeplejersker og sygeplejersker, der arbejder med forebyggende besøg til raske ældre.

Af Elizabeth Fallesen, sygeplejerske på medicinsk afdeling C2 geriatrisk afsnit, Roskilde Amtssygehus Køge.