Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Dansk akutsystem uden sammenhæng

Nogle af verdens førende eksperter i akutmedicin var i sidste uge i Danmark for på baggrund af en gennemgang af det akutte behandlingssystem at komme med anbefalinger til, hvordan det kan forbedres. Deres konklusion var entydig: Der mangler sammenhæng mellem de forskellige dele i systemet.

Sygeplejersken 1998 nr. 40, s. 4-7

Af:

Jesper Berg, journalist

Det akutte beredskab i Danmark fungerer ikke optimalt, fordi de forskellige dele ikke er ordentligt integreret med hinanden.

For at udnytte de eksisterende ressourcer bedre og samtidig skabe et mere velfungerende og effektivt akut behandlingssystem bør der ske ændringer på flere områder, og ansvaret bør placeres under sundhedsvæsenet, da det handler om patientbehandling.

Det var den konklusion, nogle af verdens førende eksperter i akut-medicin drog på konferencen 'The Danish Emergency Medical System' – arrangeret af Dansk Selskab for Medicinsk Prioritering, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Sygeplejeråd og Den Præhospitale Forskningsenhed ved Institut for Sygdomsforebyggelse.

Konferencen fandt sted den 23. og 24. september i fællessalen på Christiansborg.

Her blev de danske forhold beskrevet gennem en række indlæg fra repræsentanter for det danske system. Således var der en gennemgang af såvel lovgivning, alarmcentraler, vagtcentraler, ambulancetjeneste og præhospital behandling.

Efter at have hørt om opbygningen og organiseringen af det akutte behandlingssystem i Danmark pegede de udenlandske eksperter på en lang række områder, hvor der bør ske ændringer.

  • Nøgleordet var integration:
  • Sammenhængen mellem de forskellige dele af det akutte beredskab skal styrkes
  • Alarmcentraler bør have sundhedsfagligt personale
  • Ansvaret skal samles centralt
  • Uddannelsesniveauet skal opgraderes
  • Kvalitetssikring og dokumentation, som det kendes i sundhedsvæsenet
  • Der bør indføres traumecentre.

De udenlandske eksperter, som repræsenterede flere forskellige akutsystemer og medicinske traditioner, understregede vigtigheden af, at det akutte behandlingssystem må og skal fungere som en kæde, hvor alle led arbejder i umiddelbar forlængelse af hinanden.

Manglende sammenhæng

Den islandske akutmediciner Jón Baldursson, leder af den akut-medicinske afdeling ved Reykjavik Hospital og assisterende professor ved Islands Universitet, var særdeles klar i sin analyse af de danske forhold:

''Jeg har hørt rigeligt.

Der mangler sammenhæng og organisation i det danske system, og det er tydeligt, at alarmcentralerne i langt højere grad skal integreres som et led i behandlingskæden.''

Han pegede samtidig på, at det er vigtigt med en entydig adgang til akut hjælp.

''Hvis man har to forskellige numre, så kan det betyde forvirring og fejl,'' sagde Jon Baldursson som en direkte kommentar til Lægeforeningens forslag (omtalt i Sygeplejersken nummer 36/98), der tager udgangspunkt i to forskellige opkaldsnumre, som folk kan ringe til, hvis de har brug for hjælp ved sygdom.

Han anbefalede samtidig, at den akutte hjælp bliver opdelt i to forskellige niveauer.

Det første niveau, som kan bestå af ambulancereddere med en grundigere uddannelse, skal afsendes til situationer, hvor der ikke er behov for avanceret medicinsk indsats.

Det andet niveau skal bestå af sundhedsfagligt personale, der kan sendes af sted til situationer, hvor der er behov for avanceret præhospital behandling.

Han slog fast, at det er af stor betydning, at akutmedicin og præhospital behandling får status som et selvstændigt speciale. Island har som det eneste land i Norden gjort akutmedicin til et speciale.

Langsigtet plan

Professor Richard Aghababian, der er leder af Department of Emergency Medicine ved University

Side 5

Billede

Side 6

of Massachusetts i USA, og som har flere lærebøger i akut-medicin bag sig, sagde:

''Det er vigtigt at betragte det akutte behandlingssystem som en integreret del i den samlede behandling af patienter. Der er tale om en indsats, der begynder med den akutte hjælp, og som strækker sig frem til en eventuel genoptræning og rehabilitering af patienten.''

Han anbefalede, at der bliver udarbejdet en plan, som i løbet af 5-10 år kan føre til forbedringer i alle led i det akutte behandlingssystem.

Derudover pegede han på en mere grundig uddannelse hos alle aktører for at hæve niveauet. Han mener ikke, at uddannelsen af ambulancepersonalet er grundig nok.

Derimod er Richard Aghababian imponeret af den danske sygeplejerskeuddannelse.

Han mener, at det vil være naturligt at bruge sygeplejerskerne mere offensivt i de egne af landet, hvor der er langt til nærmeste sygehus. Han forestiller sig lokale centre med sygeplejersker, som kan tage sig af småskader og anden indledende akutbehandling.

For mange kokke

Også den danskfødte læge, Niels Rathlev, fra Department of Emergency Medicine ved Boston University i USA, er imponeret af såvel læge- som sygeplejerskeuddannelsen i Danmark.

Han mener, at det giver håb om, at man kan forbedre det akutte behandlingssystem.

Derimod var han ikke imponeret over placeringen af ansvaret for behandlingen.

I Danmark ligger ansvaret uklart placeret mellem Sundhedsministeriet, Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Forskningsministeriet og Trafikministeriet.

''Det virker ikke særlig logisk, at man i Danmark har fem forskellige ministerier blandet ind i det akutte behandlingssystem. Det er slet og ret en opgave for Sundhedsministeriet, da det handler om hjælp til borgere i akut nød,'' sagde Niels Rathlev blandt andet.

Det synspunkt blev bakket op af Erik Jylling, formand for foreningen af Yngre Læger, som gav sin amerikanske kollega ret i, at det ikke er videre hensigtsmæssigt med den uklare placering af ansvaret.

Han betonede behovet for, at Sundhedsministeriet får ansvaret. Samtidig advarede han mod at tro, at man umiddelbart kan kopiere et udenlandsk system.

''Vi skal udvikle et system, der baserer sig på de danske forhold,'' sagde Erik Jylling.

Også den belgiske professor, Herman Delooz, som er præsident for den europæiske sammenslutning af akutmedicinere – European Society for Emergency Medicine – kaldte det et stort problem, at det overordnede ansvar ikke kan placeres entydigt.

''Der er flere gode aspekter i den danske akutte behandling, men man kan ikke sige, at der er tale om et egentligt system. Der mangler struktur, og der er behov for en overordnet styring,'' sagde Herman Delooz.

Doktor Jean-Pierre Perfus, vicedirektør i Services d'Aide Médicale Urgente (SAMU) i Frankrig, som har 30 års erfaring i opbygning af akutsystemet i Frankrig, slog fast, at der er behov for at inddrage lægerne mere aktivt i den danske akutbehandling.

Både når det gælder det praktiske arbejde i marken og tillige som en måde at udvikle området på.

''Det gælder om at skabe et system, hvor der er lægelig kontrol og sikring af kvaliteten,'' sagde Jean-Pierre Perfus.

Den engelske læge Michael War, fra ambulancetjenesten i Oxford mener ikke, at man skal kaste sig ud i radikale ændringer af det danske system.

Det er hans indtryk, at Danmark kan lade sig inspirere af forholdene i England, hvor ambulancefolkene spiller en stor rolle. Han anbefalede, at man ikke kaster sig ud i ændringer for ændringernes skyld, men derimod bevarer det, man har.

Anbefalingerne fra de udenlandske eksperter blev positivt modtaget af de fremmødte, danske sundhedsordførere, som sluttede konferencen af med en debat om de politiske initiativer på området.

Christiansborg-politikerne var alle enige om, at der skal arbejdes på at forbedre det akutte behandlingssystem i Danmark.

Frank Aaen fra Enhedslisten beklagede dog, at der ikke var indbudt ambulancereddere til konferencen.

Samtidig beklagede han, at det er nødvendigt med en konference i 1998 om problemerne i det danske system, når det har været diskuteret i årevis.

''Men der er ikke sket noget på området de sidste syv år,'' sagde Frank Aaen og konstaterede, at selvom der er et klart ønske i Folketinget om at forbedre området, så er de forskellige ministerier alt for langsomme, når det gælder handling.

Anne Marie Hansen fra Socialdemokratiet så frem til, at et udvalg under Sundhedsministeriet, som skal analysere det danske akutsystem, hurtig bliver nedsat.

Sundhedsminister Carsten Koch (S) lovede i juni i år over for Folketinget, at der ''hurtigst muligt'' vil blive nedsat et udvalg (omtalt i Sygeplejersken nummer 25/98).

Ved redaktionens slutning var det endnu ikke kendt, hvem der kommer til at sidde i udvalget.

Men Anne Marie Hansen vurderer, at udvalget vil blive nedsat meget snart, da presset om forbedringer er stærkt stigende fra de involverede faggrupper.

Side 7 

Forskellige akutsystemer

USA, BOSTON:

I USA er der forskel på den akutte behandling i de store byer og ude på landet.

I de store byer som for eksempel Boston har man et sammenhængende Emergency Medical System (EMS), der bliver styret af speciallæger i Emergency Medicin.

Alarmcentralerne er placeret hos politiet, hvor alarmoperatørerne har en specialuddannelse og skal disponere alarmopkald ud fra særlige protokoller.

Ambulancetjenesten er baseret på et to-trins-system.

Der er basisambulancer, bemandet med personale med en tre måneders uddannelse, blandt andet i defibrillering. Men derudover er der paramedicinere med en overbygningsuddannelse, som blandt andet må intubere, sætte nål og give en række former for medicin, også intravenøst.

Paramedicinerne rykker ud med ambulancer og helikoptere.

I USA er lægerne ikke ude i 'marken', men de har en off-line og on-line medicinsk overvågning af paramedicinernes arbejde.

Overvågningen og ledelsen af Boston Emergency Medical System sker fra byens fire traumecentre.

ENGLAND:

Englænderne har skævet meget til opbygningen af det amerikanske system.

Det engelske Emergency Medical System blev grundlagt i 1975, hvor man i Oxford, Brighton og Avon begyndte at sende paramedicinere ud i ambulancerne.

Men det var en IRA-bombe mod det daværende regeringsparti, de konservative, under partiets årsmøde i Brighton i 1984, der for alvor satte skub i udviklingen.

De konservative regeringsmedlemmer fik ved selvsyn oplevet, hvad byens paramedicinere kunne udrette. I dag er det et lovkrav i Storbritannien, at alle ambulancer skal have en paramediciner ombord.

De engelske paramedicinere har ikke samme beføjelser som deres amerikanske kolleger. Landets alarmcentraler er stærkt centraliseret. Kun fem centraler dækker alarmopkaldene i hele Storbritannien.

ISLAND:

I Island er akut-medicin som det eneste land i Norden anerkendt som et selvstændigt speciale. Det er primært specialæger, der rykker ud med lægeambulance eller helikopter.

Øen har et sammenhængende Emergency Medical System, der ledes af cheflægen for Emergency Department ved Universitetshospitalet i Reykjavik, som også står for uddannelse af alarmoperatører.

NORGE:

Det norske akutsystem bygger på et finmasket netværk af såkaldte Akut Medicinske Kommunikationscentraler (AMK), som koordinerer og afsender hjælp.

Et landsdækkende nummer (113) sætter borgerne i direkte forbindelse med AMK-centralerne, der er bemandet med sygeplejersker, og som kan formidle kontakt til alle dele af sundhedsvæsenet.

AMK-centralerne afsender ambulancer og kan også sende nærmeste praktiserende læge afsted.

Centralerne ligger i forlængelse af sygehusenes modtagelser og fungerer som knudepunkt for al akut hjælp.

Ambulancefolkene er ansat under sygehusene. Der er både kommunale og private ambulanceoperatører. Samtidig har man ambulance-helikoptere, som kan sættes ind over store afstande.

AMK-centralerne fastholder kontakten med patienten, indtil en læge eller en ambulance kan være fremme. På AMK-centralerne arbejder man efter et medicinsk opslagsværk, der sætter den vagthavende sygeplejerske i stand til at yde livreddende rådgivning via telefonen.

FRANKRIG:

Fra hospitaler over hele Frankrig foretager lægelige specialister i akut-medicin udrykning til kritisk syge og tilskadekomne, samtidig med at den offentlige redningstjeneste Les Sapeurs-Pompier afsender en lokal ambulance.

Den lægelige udrykningstjeneste hedder Service d'Aide Medicale Urgente (SAMU) og omfatter et døgnberedskab på i alt 343 udrykningsenheder, bemandet af 800 lægehold.

Udviklingen af det franske system begyndte i 1960'erne.

Indsatserne styres regionalt af en læge – medicin regulateur – som er dirigenten i det franske system. Det er hans opgave at sørge for, at den rigtige hjælp afsendes, og at patienten bringes direkte fra optagelsesstedet til den afdeling, som er bedst kvalificeret

Lægelig rådgivning til publikum over telefonen er en anden væsentlig opgave for denne læge, der sidder i særlige alarmcentraler med telefonnummer 15.

Der er 105 af disse alarmcentraler, placeret i offentlige sygehuse.

Her sidder tillige en praktiserende læge, der har ansvar for styringen af vagtlægerne. Hidtil har man kunnet tilkalde hjælp både over telefonnummer 15 til SAMU og telefonnummer 18 til redningstjenesten, men nu også over det europæiske alarmnummer 112.

SAMUs virksomhed blev reguleret ved lov i 1986.

I de senere år er samarbejdet med redningstjenesten blevet styrket, og der arbejdes – på grundlag ef en ny lovgivning – frem imod en stadig større integration, hvad angår kommunikation og 112 som fælles alarmnummer.

Nøgleord: Akutmedicin, præhospital behandling, The Danish Emergency Medical System-konference.