En god dag for Herman

1. DEL:

MORGEN – STILLE EFTER STORM

''Herman? Han har været en pinsel hele natten. Jeg er både blevet kaldt en mær og det, der er værre ... Herman er heldig, at han er i live her til morgen!''

Med disse ord afleverer en meget træt nattevagt ansvaret for beboerne på plejehjemmet til dagvagten.

Rundt om bordet bliver der løftet mere end ét bryn hos de morgenfriske sygehjælpere.

Nattevagten, Susanne, er en af de mere garvede blandt personalet på plejehjemmet, og de andre ved, at når hun tager så stærke ord i sin mund, så er det noget af en nat, de har haft sammen, nattevagten Susanne og beboeren Herman fra stue 11.

Klokken er lidt over syv om morgenen i en forstad til Odense.

Mens Susanne fortæller i personalestuen, er Herman Pedersen for længst kommet i tøjet henne på sin stue.

Herman Pedersen har som de fleste andre dage klaret sit morgentoilette selv, men denne morgen har han ikke redt sig, og det viltre, hvide hår står ud til alle sider som et vidnesbyrd på den nat, han har været igennem.

Herman er kommet op at stå ved sit gangstativ – en rullator – og kigger sig uroligt omkring på stuen.

Han bor på en gammel tomandsstue, som nu er lavet om til en lille lejlighed med toilet og bad, en lille gang og så selve stuen.

Den 89-årige Herman er omgivet af de få møbler fra hans gamle hjem, der er blevet plads til på plejehjemmet.

På sofabordet ligger et gammelt familiealbum og en spiralkalender fra Mayland.

Kalenderen bliver brugt som dagbog af Hermans besøgende, og på bladet for i går står en hilsen fra Hermans veninde Mary.

Hermans blik bliver ved med at flakke rundt på stuen uden at finde et sted, hvor det fæstner sig.

Til sidst mumler han et eller andet og begynder med små slæbende skridt at styre rullatoren ud af stuen og i retning af dagligstuen, hvor de mest friske af de 18 beboere på plejehjemmets afsnit R om en lille time vil få serveret deres morgenmad. ''Det begyndte en halv time efter midnat,'' fortæller Susanne, der som nattevagt er personalets eneste repræsentant på afdelingen om natten.

''Herman var stået ud af sin seng og råbte om hjælp så højt, at han var ved at vække alle beboerne nede, hvor han bor. Jeg gav ham hans beroligende natmedicin, men et halvt minut efter jeg var gået, råbte han igen om hjælp inde på stuen.

''Du behøver sgu ikke svanse af sted på den måde, når man har brug for dig,'' sagde han, da jeg kom tilbage.

Herefter gik der halvanden time, hvor han råbte og skældte ud uden ophold.

Han kom i tøjet og op i dagligstuen, så han ikke vækkede alle sine naboer, men hele tiden kaldte han mig uegnet til mit job og ting, der er meget værre.

Han krævede at blive flyttet et andet sted hen – han kunne bare ikke sige hvor.

Først da klokken var over to, faldt han en smule til ro, og klokken fire havde jeg kørt ham så træt inde foran fjernsynet, at han gik ind i seng,'' fortæller Susanne og tager en dyb indånding.

''Efter sådan en tur er man totalt udmattet, og så er det, at der ikke er det store overskud at tære på, når Herman så vågner igen klokken halv seks og starter forfra med at skælde ud og råbe om hjælp,'' fortæller nattevagt Susanne.

Hun tager hjem for at få sin søvn, velvidende at om små 16 timer er hun igen alene på plejehjemmets afsnit R med Herman og 17 andre beboere.

Herman er den første, der viser sig i dagligstuen før morgenmaden. Uden at se op styrer han hen til sin plads ved væggen og sætter sig.

På de fleste dage bliver Herman utålmodig efter blot nogle få minutters ventetid, men denne morgen reagerer han ikke på, at der går tre kvarter, fra han har sat sig, til han får maden serveret.

I mellemtiden er dagligstuen langsomt fyldt op med andre beboere.

Herman får selskab af afdelingens to eneste andre mænd ved det lille bord ved væggen, mens stolene langs de to store spiseborde langsomt bliver besat med kvinder.

Blandt de mest friske går snakken ivrigt.

Dagligstuen lugter af kaffe, øllebrød og mild ost, og købmandssønnen Rasmus fra en lille ø i Lillebælt lader sig lulle ind i minder fra den fortabte ø, og falder først i staver, så i søvn med et halvt stykke brød i hånden.

''Du sover, Rasmus,'' oplyser sygehjælperen henne ved madvognen.

''Gør jeg det,'' siger Rasmus og løfter hovedet med et sæt.

''Det må være kaffen. Er den ikke lidt tynd?''

Rasmus ser hen over bordet på hans gode nabo Herman, men Herman reagerer ikke.

Efter at have spist sidder Herman stille og kører gebisset rundt inde i munden, og de eneste gange, man denne morgen kan spore en smule nærvær i Hermans øjne, er, når han tager tænderne ud af munden og sidder og studerer dem interesseret.

Damerne ved nabobordet vender da demonstrativt hovederne væk fra ham, og der lyder et meget bestemt:

''Herman! Sæt de tænder ind!'' fra personalet.

Hver gang er Hermans reaktion den samme.

Han kigger forbavset og med mild bebrejdelse på den, der skænder på ham og svarer:

''Det kan da ikke genere nogen.''

Når Herman derefter får at vide, at der er folk, som det generer voldsomt at se på hans tænder, mens de spiser, svarer Herman hver gang lettere fornærmet:

''Det er da en stor ståhej for så lidt. Det er jo første gang, det sker.''

Hen ad klokken ni har de fleste forladt dagligstuen igen.

Herman sidder og kigger hen for sig selv, og to kvinder sidder tilbage over for hinanden ved spisebordet.

Den ene, en kvinde lammet i næsten alt undtagen forstanden, er tvunget til at høre på den anden, en fysisk frisk, men omtåget kvinde, der igen og igen kalder den lamme kvinde for Anne:

''Anne, kan du så gå ud og vente ved bilen. Anne, du må ikke blive glemt, husk det. Og den dame derhenne må heller ikke blive glemt ... Kan I så gå ud og sætte jer i forstuen. Jeg skal lave frokost. Det bliver det dejligste bord, og vi er der allesammen. Anne sæt dig ud i bilen. Kommer I så ...''

Enetalen varer ved i en halv time, men Herman registrerer tilsyneladende ikke den klagende stemme, der vil have Anne ud i bilen.

Han sidder i perioder med et forvrænget ansigt, som havde han ondt. Til andre tider ligner han en mand, der er segnefærdig af træthed. Herman ligner en jaget mand, der ikke er sikker på, at det skjul, han har søgt ly i, er helt sikkert.

Til sidst rejser Herman sig og går.

Ude på gangen bliver han passet op af en sygehjælper.

''Vil du med ud lidt? Vi har tørret havemøblerne af ...,'' spørger hun.

Modstræbende siger Herman ja og vender rullatoren om mod udgangen.

Der er 30 meter hen til døren, og Herman er ved at give op tre gange under vejs.

''Jeg bliver sgu for træt af at gå,'' siger han.

''Vender du om igen.''

''Ja, jeg bliver for træt.''

''Jamen der er ikke ret langt – kom nu her.''

''Jamen hvor skal vi hen – skal vi udenfor?''

Det er en mild dag, og til sidst når Herman ud på terrassen. Han sætter sig hen til de andre beboere, lige idet solen bryder frem.

''Nå Herman, du kommer med solen,'' hilser en af de kvindelige beboere ham.

''Ja, så bliver det for varmt,'' siger Herman, men sætter sig alligevel på en stol ved havebordet.

''Jamen så er det af med striktrøjen, Herman,'' lyder det venligt fra afdelingens mest friske dame, som i mange situationer er personalet en ekstra hånd.

Herman bliver siddende i et minuts tid, men han er tydeligvis meget rastløs.

''Nej, det bliver alt for varmt,'' siger han.

''Du skal bare af med den mørke striktrøje ...''

''Nej!'' siger Herman vredt.

Herman rejser sig igen og skubber sit stativ foran sig hen til entredøren.

Tre minutter når han at være ude i det fri denne dag.

2. DEL:

MIDDAG – ROSER TIL HERMAN

''Se Herman, vi har roser med til dig.''

Herman har sat sig i lænestolen ved plejehjemmets hoveddør, da hans søn og svigerdatter kommer på besøg kort før klokken 11. Han kommer på benene, og sammen går de tre ned ad gangen mod Hermans stue.

''Hvor skal vi hen ... Hen til mig?'' spørger Herman.

''Ja, vi skal vel have roserne i vand,'' svarer svigerdatteren Birthe.

''Hvor er det? Hvor er det, jeg bor?'' spørger Herman.

For Herman er æblet ikke faldet langt fra stammen, når det gælder sønnen Jørgen. Hvor Herman var rejsende for et stort handelshus for bygningsartikler, så er Jørgen det i dag for et isoleringsfirma.

''Jeg kan se, Mary har været her i går,'' siger Jørgen, da de er nået ned på Hermans stue, og Jørgen har sat sig i sofaen og kastet et blik i kalenderen på stuebordet. ''Ja, det har jeg ikke engang opdaget,'' svarer Herman.

Jørgen tier og ser ned i skødet på sig selv.

Som det kommer til at ske mange gange i den følgende halve time, er det hans kone Birthe, der må bringe samtalen videre. Hun har fundet en vase til roserne.

''Se, her er roser til dig. Er de ikke søde?''

''Jo.''

''Det er roser fra en plante, du har købt til os engang. Ved du, hvor høje, de er i dag? De når helt op til taget,'' fortæller Birthe.

Herman siger bare ''Nå.'' Jørgen rejser sig og går hen og trækker det store standerur op.

''Mary skriver i bogen, at hun var at besøge dig i går,'' siger Birthe, da ingen af de to mænd gør mine til at sige noget.

''Nej, det kan jeg ikke huske. Hvad er det for en bog?''

''Du har også fået kort fra os, da vi var på ferie,'' siger Birthe og viser et postkort frem for Herman.

''Kan du huske, hvor det er fra?''

''Nej.''

''Det er fra Sletten-strand.''

''Ja, det sted kender jeg ikke,'' siger Herman.

''Jo, far,'' siger Jørgen i et nu må du tage dig sammen-tonefald ovre fra standeruret.

''Du har været på Sletten-strand mange gange. Vi har været der sammen, og i dine unge dage cyklede du helt derop.''

''Ja, da var vi friske, dengang. Det er overstået nu,'' svarer Herman.

Der er stille i stuen et stykke tid. Jørgen kan ikke få øjnene væk fra sin fars mund, der hele tiden arbejder med gebisset, men han forsøger ikke at lade sig mærke med sin stigende irritation.

Birthe, der ud over at være svigerdatter også er sygeplejerske, giver sin mand et beroligende klap på siden af låret, og Jørgen forsøger at tage sig sammen.

''Vi var ude at køre en tur med Arne, Birthes far, i går.''

''Birthe? Hvem Birthe er det,'' spørger Herman og tager tænderne ud.

''Ja, Birthes far i Kolding. Vi havnede oppe ved Østbirk, hvor vi ... Uhhh, la' vær'! Far!''

Den sidste sætning ryger ud af munden på Jørgen. Afmagten over at se sin far nedgøre sig selv bliver for stor.

''Ind i munden med dem igen, Herman,'' siger Birthe med frisk og venlig stemme.

''Jeg vil ikke have dem på,'' siger Herman.

''Vil du have et glas at putte dem i?'' spørger Birthe.

''Nej.''

''Generer de dig? Er det noget, der skal kigges på?'' spørger Birthe omsorgsfuldt videre.

''Næh, det er vel bare det, man kalder en vane. Det skal I ikke tænke på,'' siger Herman.

Jørgen er ikke helt enig.

''Det er faktisk ret ulækkert at se på, når du tager tænderne ud, Hr. Pedersen,'' siger han og får støtte fra Birthe.

''Tænk hvis du lagde dem fra dig en dag og glemte at få dem med,'' siger hun.

''Ja, så var der ikke noget at gøre ved det,'' konstaterer Herman knastørt.

''Narh. Så kan du ikke spise,'' siger Birthe.

''Jo, det kan jeg godt,'' siger Herman.

''Du skal have tænder i munden. Du kan jo ikke tygge med gummerne.''

''Jo, nemt,'' siger Herman.

Og så ved selv Birthe ikke, hvad hun skal sige.

Dagens besøg bliver reddet af den invasion, de fynske villahaver i år har været udsat for fra de såkaldte dræbersnegles side. I beretningen om de altædende, slimede grønthøstere lykkes det Jørgen at holde sin far på sporet det meste af fem minutter.

Jørgen og Herman deler en øl, og så nærmer tiden sig Hermans middagsmad. Jørgen og Birthe begynder at pakke sammen.

''Jeg kommer med nogle sodavand til dig i løbet af weekenden. Så er der nogen til Mary,'' siger Jørgen.

''Jeg tror, jeg lægger mig. Jeg er vist blevet træt,'' siger Herman.

''Er det de lyse nætter, der holder dig vågen?'' spørger Birthe.

''Næh, jeg sover godt om natten,'' siger Herman og svinger benene op på sofaen.

''Jeg har hørt, at du er lidt urolig.''

''Næh, jeg ligger aldrig vågen om natten,'' siger Herman og får sig vendt med front mod stuen, inden han lægger hovedet ned på puden.

Jørgen bøjer sig ned over sofabordet og skriver et par ord til personalet og til Hermans veninde i kalenderen, hvorefter han siger farvel til sin far. Pludselig løfter Herman hovedet fra den broderede pude og udbryder glad:

''Det er en flot rose, der står der. Hvor er den køn. Er det en buket, I er kommet med?''

Herman når at lukke øjnene i fem minutter, før han bliver vækket af en sygehjælper.

Middagsmaden er klar til at blive serveret i plejehjemmets café. Herman sætter sig forvirret op i sofaen og får øje på den åbne kalender. Han begynder langsomt at læse beskeden fra Jørgen højt:

''Hilsen fra ... Birthe og Jørgen ... Hvem har skrevet det? Hvad er det for noget?''

Tre gange på vejen op til cafeen klager Herman sig over, at han er træt, og han er ved at vende om. Kun en meget vedholdende sygehjælper får ham til at tage de sidste skridt op mod middagsbordet.

Dagens valg står mellem lammesteg og persillekarbonader.

Rundt om ved bordene lyder det som om, at karbonaderne vinder med adskillige længder.

Herman øser mad op og spiser, men er tavs under hele måltidet. Da en af pigerne prøver at få en samtale i gang om hans familie, svarer han kort for hovedet:

''Det kender jeg ikke noget til.''

Der er en god stemning i cafeen. Gamle fra plejehjemmets forskellige afdelinger er denne ene gang om dagen samlet, og det er tydeligt, at der er mange, der nyder samværet.

Der er en summen rundt om ved bordene, som man ikke umiddelbart venter at finde på et plejehjem.

Herman er den første af alle, der rejser sig, og med sine små, slæbende skridt i hjemmeskoene styrer han sit grønne gangstativ med de små hjul ned mod sin stue.

Kun få blandt personalet bærer kitler, men alligevel er det kun ansatte, Herman standser på sin vej for at spørge, hvor han skal hen, og hvor han bor.

Han spørger aldrig en af de andre beboere.

Venlige hænder guider Herman ned til stue 11, men da han står foran sin seng, bliver han rådvild.

Er det rigtigt nok, at jeg går ind i seng i den her ...'' spørger han ud i rummet.

Herman sætter sig på sengen og ser på sin dyne med stor mistro.

''Så skal jeg have den over mig. Det er svært ... Det er ikke særlig godt. Jeg kan ikke lide det,'' siger han, og får øje på sofaen.

''Mon det er bedre derovre,'' siger han og går de to skridt fra sengen over til sofaen.

Da Herman har sat sig, kommer Margit ind på stuen. Hun er en af de to sygehjælpere på dagholdet, som Herman har knyttet sig meget til.

''Herman, skal du hen og hvile dig?'' spørger hun.

''Ja.''

''Og så vil du ligge der på sofaen?''

''Ja, hvor ellers?''

''Du kunne også lægge dig i din seng.''

''Jamen, hvor er den?''

''Ja, hvor tror du?''

''Det ved jeg da ikke.''

''Hvor er din seng henne?''

''Det ved jeg ikke.''

''Er det ikke den, der står her?''

''Det kan godt være ...''

Margit beslutter at skifte emne.

''Har du fået roser i dag?'' spørger hun.

''Nej!'' svarer Herman vrissent.

Han er tydeligvis ved at være gal.

''Hvem har så fået roser?''

''Ja, det er ikke mig!''

''De er da kønne. Jeg troede, det var Jørgen og hans kone, der havde været med dem.''

''Det kan godt være ... Det må du ikke spørge mig om. Hvor skulle jeg vide det fra?''

3. DEL:

EFTERMIDDAG – SØVN UDEN RIST ELLER RO

Herman falder efter et stykke tid i søvn på sin sofa. Men søvnen bliver kortvarig.

Allerede efter 20 minutter vågner han igen. Uden sit gangstativ famler han sig hen til sin åbne dør, hvor han stikker hovedet ud og kigger ned ad gangen. Her bliver han stående i små fem minutter uden at sige noget, hvorefter han drejer om og vender tilbage til sofaen.

I løbet af de næste to timer er Herman oppe adskillige gange.

De fleste gange bliver han inde på sin stue, men han er også ude at vende på gangen i sin søgen efter noget, han ikke kan forklare, hvad er.

Klokken halv tre kommer vognen med drikkevarer rundt, og da Herman hører, at det røde sodavand i kanden på vognen er helt gratis, vil han ikke lade chancen for en god handel passere:

''Ja, så vil jeg gerne bestille to røde sodavand,'' siger han.

Herman får sine to glas saft stillet på stuebordet, og med en vis tilfredshed at spore i ansigtet lægger han sig til at sove endnu en gang.

Da han klokken lidt over tre igen er stået op, går han ned til plejehjemmets hovedindgang, hvor otte af kvinderne fra afdelingen og et par pårørende har slået sig ned med deres eftermiddagskaffe.

I udkanten af gruppen sidder Hermans nabo fra stue 12, den godmodige Rasmus fra øen i Lillebælt.

Over for Rasmus står en halvt fuld kaffekop på et lille bord, men stolen er tom, og Herman sætter sig.

Han får skænket kaffe, men et øjeblik senere kommer afdelingens tredje mandlige beboer ind udefra, og han ser, at Herman har taget hans plads.

I et meget skarpt tonefald beder han Herman flytte sig, men Herman ænser ham ikke.

''Sig mig, fatter du ikke en brik? Du har taget min plads. Skrub af! Flyt dig!'' råber han ad Herman.

Herman virrer med hovedet, Rasmus fra øen i Lillebælt siger ''Så, så, små slag'', men intet kan formilde den forurettede mand. Han skælder ud i et par minutter, mens damerne tysser og ryster på hovedet, og personalet lægger bånd på sig selv for at undertrykke lysten til at gribe ind.

Da gassen er gået af den vrede mand, rejser Herman sig.

Med Rasmus fra øen som passiv støtte opfører han en lille en-akter, hvor han er utrolig fornærmet. Til sidst skrider Herman – så godt man nu kan skride med en rullator – ned ad gangen med bemærkningen:

''Nå, men hvis det skal være på den måde, så kan det være lige meget. Så kan du have din kaffe i fred!''

Rundt om hjørnet, på gangen ud for sin dør, vender Herman rundt. Han ser sig forvildet omkring, går halvt ind på sin stue, vender om og kigger ned ad den tomme gang. Der står han stille et stykke tid uden at kunne beslutte sig til, hvad han vil.

Til sidst begynder han at råbe dæmpet: ''Hjælp ... hjælp ...''

Så hæver han stemmen:

''Hjæælp! Hjæælp!''

Han bevæger sig ikke, men bliver stående, til en sygeplejerske kommer og spørger, hvad hun kan gøre for ham.

4. DEL:

AFTEN – FORTÆL MIG, HVAD JEG VIL

Frem til aftensmaden i dagligstuen sover Herman sin hyppigt afbrudte søvn.

Hver gang han er vågen, ser han på klokken, og præcis klokken 17.30 sidder han på sin plads i dagligstuen over for Rasmus og med den vrede mand fra eftermiddagsmaden i mellem dem.

Tilsyneladende har Herman dog glemt alt om, at de nogensinde har været uvenner.

En københavnsk kvinde var så uheldig at brække hoften, mens hun besøgte sin datter på Fyn, så hun er i dag kørestolsbruger og en af beboerne på afdeling C.

Sammen med et par af de andre kvindelige beboere underholder hun forsamlingen, mens de venter på, at personalet skal blive færdige med at give mad til de beboere, der bliver på deres stuer.

''Hvis vi skal vente længere på maden, vil jeg have nakkestøtte på min rullestol,'' råber hun efter en hvid kittel, der suser forbi ude på gangen.

En senil dame begynder at kalde på sin mor, og til sidst bliver det for meget for den københavnske frue, der med tyk ironi giver sig til at fortælle om den stedlige praktiserende læge, som i hendes mund bliver til Overlægen.

Overlægen har været og se til hende i dag, og Overlægen kan godt tænkes at være brændt varm på hende, og Overlægen overvejer sikkert nu, om han skal forlade konen.

Hun bliver venskabeligt hånet for hendes overlæge-snobberi af en anden kvinde i kørestol, men ingen af de andre blander sig, og der bliver igen stille i dagligstuen.

Det får den københavnske kvinde til at sukke dybt og sige:

''Hold kæft, hvor her ville være kedeligt, hvis jeg ikke var her!''

Med jævne mellemrum mener Herman ved det ellers tavse herrebord, at nu må der da snart ske noget.

''Ja,'' siger Rasmus sindigt den ene gang, ''men de er nok kørt ud for at made hele befolkningen, før de har tid til at komme til os.''

Ti minutter senere gentager Herman sit: ''Nu må der snart ske noget,'' og da ingen svarer ham, tager han tænderne ud og giver sig til at studere dem.

Klokken lidt over seks er Herman færdig med at spise, og igen rejser han sig som den første og søger ned mod sin stue.

''Hvem vil følge mig hjem?''

''Det kan du selv – du bor på stue 11,'' svarer aftenvagten Karen ham.

''Hvor er det?''

''Prøv at se på numrene – der er numre ved alle dørene.''

Herman kan se ned til sin dør fra dagligstuen, men på de to minutter, det tager ham at gå derned, når han at miste orienteringen.

Han stiller sig i døren og ser sig omkring.

''Nogen må hjælpe mig,'' mumler han for sig selv og begynder så i en afdæmpet tone at råbe om hjælp.

Ingen reagerer på hans kald, og fem minutter senere bevæger han sig op til de andre beboere, der er nået til kaffen i dagligstuen.

Fjernsynet er blevet tændt – Lykkehjulet har afløst Tour de France.

''Vil du ikke slappe af med os andre ... Prøv at sætte dig over på din plads,'' begynder sygehjælperen Karen den første af aftenens mange samtaler med Herman. Det er det gennemgående træk i personalets observationer af Herman, at hans uro er markant størst, når dagholdets mange folk ikke er på arbejde. Det er, som om Herman reagerer på, at der bliver færre folk på gangene.

På de fleste dage begynder de urolige timer midt på eftermiddagen, men i dag når klokken at nærme sig 19, før Herman når til det punkt, hvor han ikke kan være til længere.

''Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at gå,'' svarer Herman på Karens opfordring til at tage en kop kaffe.

''Du må gerne gå, der er ingen tvang,'' svarer hun.

''Hvor skal jeg gå hen?''

''Jeg ved ikke, hvor du gerne vil hen,'' spørger Grethe.

Herman vrisser et eller andet, vender om og går sin vej.

Efter at have været nede ved hovedindgangen at vende, står han 10 minutter senere foran sin dør, stærkt ophidset.

''HJÆÆÆLP!!!,'' råber han af sine lungers fulde kraft.

Indimellem råbene siger han både vred og ulykkelig:

''Hvor er de henne alle sammen? Hvor er de henne, dem der skal være her? Så hjælp mig dog, nogen ... Hvor skal jeg gå hen?

HJÆÆLP!''

Karen forlader beboerne i dagligstuen og kommer Herman til undsætning.

''Er der noget, du skal have hjælp til – siden du råber om hjælp?''

''Nej.''

''Der var måske ikke noget,'' spørger Grethe.

''Nej, det tror jeg ikke.''

''Så går jeg min vej igen. Jeg skal ned og rydde til side efter aftensmaden.''

''Jamen, hvor skal jeg sætte mig – eller lægge mig,'' spørger Herman med meget ængstelig stemme.

''Du kan sætte dig i sofaen eller i din nye lænestol, som Jørgen er kommet med. Kan du huske det?''

''Nej,'' siger Herman og skubber tænderne halvt ud af munden.

''Passer dine tænder dig ikke mere?''

''Jo!''

''Herman, jeg går igen. Jeg skal rydde af bordet, men jeg er lige nede i stuen.''

''Skal jeg gå med derned, da?'' spørger Herman halvt håbefuld, halvt bønfaldende.

''Det bestemmer du selv.''

''Ja, men så må jeg hellere det,'' siger Herman, der med sit gangstativ dog ikke har nogen chance for at følge med Grethe, der småløber ned mod dagligstuen.

I en halv time flakker Herman rundt på gangene uden at finde ro, hvorefter han igen råber om hjælp, så alle på afdelingen kan høre det.

Karen finder ham på gangen mellem dagligstuen og Hermans egen stue, og de sætter sig i en niche på gangen med et par lænestole og et lille bord.

Karen kender Herman godt og er et af de mennesker, han normalt gerne er sammen med.

I de følgende 5 minutter og 45 sekunder prøver Karen at spørge ind til Hermans aktuelle problem.

(Denne samtale på godt fem minutter i nichen på gangen mellem Karen og Herman er her gengivet uforkortet:).

''Hvor skal jeg være?'' spørger Herman.

''Du må være lige nøjagtig, hvor du vil, Herman,'' svarer Grethe.

''Ja, det er godt nok. Men jeg skal da være et sted, hvor jeg kan tænke mig at være. Hvorfor er jeg ikke det?''

''Jamen, det er jo svært for mig at vide, hvor det er ...''

''Men ... hvorfor ...''

Herman taber tråden og går i stå, hvilket irriterer ham synligt.

''Det er da først i den sidste tid, at I har jaget sådan med mig,'' fortsætter han. ''Jaget med dig? Jager vi med dig? Hvordan det, Herman?''

''Jeg kan ikke være nogen steder.''

''Jeg syntes da egentlig, at du gør nøjagtig, som du vil ... Du sover, når det passer dig, du er vågen, når det passer dig, og du må være, hvor du vil ... Føler du, at det er et fængsel?'' spørger Grethe.

Hun lyder som et menneske med god tid, tonen er varm og imødekommende.

''Ja!''

''Der er jo ikke lås på dørene ... Du kan gå, som du vil.''

''Det er godt nok alt sammen, men jeg kan jo ikke alligevel!''

''Hvorfor ikke?''

''Jeg er ikke stærk nok til det,'' siger Herman.

''Hvor ville du gå hen, hvis du var stærk, da?''

''Det ved jeg ikke endnu ...''

Karen tier et øjeblik for at give Herman rum til at tænke sig om, men han siger ikke noget.

''Du er så svær at hjælpe, når du ikke rigtig ved, hvad du vil,'' siger hun til sidst.

''Jamen, det kan du jo slet ikke sætte dig ind i.''

''Du kunne da prøve at fortælle mig det.''

''Jamen, det kan jeg ikke!''

''Så er du svær at hjælpe.''

''Hvad vil du hjælpe mig med?''

''Du har jo lige råbt ''Hjælp!''''

''Ja! Men du kan godt se, at jeg kan ikke få anden hjælp end den, I giver mig nu.''

Herman begynder at snappe efter vejret, igen stiger ophidselsen.

''Er den ikke god nok?''

''Nej!''

''Hvad er det så, jeg skal gøre?''

''Årh, hold mund, din ...''

''Du har jo lige kaldt på mig..?''

''Jamen, det er forkert,'' siger Herman med stort eftertryk.

''Så kan jeg godt gå igen?''

''Ja! Jeg har ikke brug for dig.''

''Men så lad være med at råbe, Herman.''

''Nej, det kan jeg ikke! Jeg skal jo have nogen til at komme,'' halvvejs råber Herman.

Han er igen voldsomt irriteret.

''Men ... men ... Vi er jo her. Men du kan ikke sige, hvad du vil have hjælp til,'' siger Karen og slår ud med armene.

Hendes stemme afslører, at hun føler sig magtesløs.

''Nej! I snakker udenom hele tiden.''

''Jeg synes, vi gør alt for at hjælpe dig ... Tag tænderne ind i munden, Herman.''

''Hvad skal jeg gøre?'' spørger Herman.

''Prøv at sige, hvad du vil.''

''Jamen ...!''

''Skal vi køre en tur?'' spørger Karen i et forsøg på at komme til at tale om noget jordnært.

''Nej, det vil jeg sgu ikke,'' svarer Herman.

''Skal vi spille et eller andet?''

''Neej. Heller ikke.''

''Vil du med ned og se fjernsyn med de andre?''

''Jo, det kan jeg godt, så ...''

''Godt, Herman. Så gør du det. Og hvis du bliver siddende, så kommer vi rundt med kaffevognen klokken lidt over syv. Og ... husk det er ikke så smart, at du går rundt og råber.''

''Det er da heller ikke så smart, at I ikke gør noget ... Hvor kan jeg komme hen, da. Sig mig, hvor jeg kan jeg komme hen?'' spørger Herman.

Han er tydeligvis forvirret og dybt frustreret. Uden at sige noget giver han sig til at pille ved sine tænder.

''Vi skal have kigget på de tænder. Har du ondt i dem?'' spørger Grethe.

''Nej, overhovedet ikke.''

''Hvorfor kører de så sådan rundt i munden på dig?''

''Det er vel en vane.''

''Det er noget, du lige er begyndt på ...''

''Nej! Det har jeg gjort længe. Hvad kan jeg gøre ... få mig hjem!,'' råber Herman.

''Hjem ... til din gamle lejlighed. Ude i Skibhuskvarteret, var det ikke der?''

''Jeg ved ikke, hvor det var. Det kan jeg ikke huske.''

''Dam ... Dam ...,'' lokker Karen, og det lykkes:

''Damhusvej!'' siger Herman pludselig en smule opmuntret.

''Ja, var det ikke der, du boede?''

''Joe ...''

''Men lejligheden er solgt, kan jeg forestille mig. Faldt du ikke og brækkede lårbenet?''

''Jo, det kan godt være,'' siger Herman en smule tvært.

''Så er du jo kommet herud at bo. Er det slemt?''

''Det er da ikke slemt, det er ikke det, jeg siger. Men hvad skal jeg gøre?'' spørger Herman og bliver igen vild i øjnene. ''Du bor jo henne på stue 11. Der har du din lejlighed med dine møbler og dit toilet ... Og så har du nichen her. Jeg har hørt, at om dagen kan du godt lide at sidde her.''

''Nej, det har ikke noget på sig.''

''Jo, du sidder her og følger lidt med i, hvad der sker på gangen og henne i dagligstuen.''

''Nej, det ...'' siger Herman i et tonefald, som havde Karen sagt noget anstødeligt og voldsomt fornærmende, ''det har bestemt ikke noget på sig.''

''Hvad laver du så om dagen?''

''Råber du også om dagen?''

''Nej!''

''Det starter du med her om aftenen?''

''Hrmmf ...''

''Du kan blive siddende her og få kaffen. Så går jeg ned og gør den klar. Vi er jo kun to her om aftenen, og der bor 18 her, vi kan jo ikke ...''

''Det er i stue 11?''

Herman rejser sig og går med sine slæbende skridt hen mod sin dør. Karen bliver stående og ser efter ham.

''Det er ni det her,'' oplyser Herman, da han går forbi en dør.

''Ja, der er numre og navne på dørene.''

''Og det er 10 det her ...''

''Jeg går nu, Herman,'' hilser Karen af.

''Ja, her kan du jo ikke gøre nogen gavn,'' siger Herman og går ind på sin stue.

Fem minutter senere er han igen ude på gangen, hvor han råber om hjælp.

5. DEL:

NAT – ''MODBYDELIGE KVINDE!''

Klokken 23 bliver de to aftenvagter på afsnit R afløst af Susanne, nattevagten fra forrige nat. Susanne får overdraget en rolig afdeling, hvor Herman sover.

Men det har været en travl aften for Karen og hendes kollega. Herman gik i seng klokken 21, dødtræt, men meget mere end 10-15 minutters søvn ad gangen er det ikke blevet til, så er han stået op og har råbt.

Karen har ustandseligt været hos ham, og det typiske forløb har været som dette, da klokken var et par minutter over ti, og Herman igen havde taget opstilling i dørhullet i sin pyjamas:

''Hjæælp!''

''Du råber, så du vækker alle. Du må være stille,'' siger Karen, idet hun træder ind på Hermans stue.

''Nå, det er da første gang i umindelige tider, at jeg har kaldt,'' svarer Herman.

''Ja ...'' siger Karen uden at vide, hvilken mine, hun skal stille op.

''Hvad skal jeg hjælpe dig med?''

''Kan du ikke hjælpe mig i tøjet ... eller i seng?'' spørger Herman – tvivlende på, hvad han egentlig vil.

''Ved du, hvad klokken er?''

''Næh,'' siger Herman og ser længe på sit armbåndsur.

''Jo ... den er 10. Så skal jeg i seng.''

''Ja ...''

''Vil du hjælpe mig,'' spørger Herman.

''Hvad råbte du om hjælp om?''

''Det ved jeg ikke.''

''Det kommer bare lige ...''

''Ja,'' siger Herman, og ser pludselig på Karen med helt klare øjne.

''Det er dumheder,'' siger han.

Da klokken er på vej mod midnat, er de sidste to natteravne blandt beboerne så småt ved at forlade dagligstuen, hvor fjernsynet har kørt hele aftenen.

Nattevagt Susannes første time på arbejde har været rolig, og hun er så småt begyndt at håbe på en lidt mere menneskelig arbejdsnat end i går, da der lyder råb nede fra Hermans stue.

Herman har nået at få halvanden times ubrudt søvn, da han vågner.

Da han slår øjnene op, er det ikke som en søvnig mand, der dovent gnider sig i øjnene og langsomt kommer til sig selv. Hans øjne er med det samme vidt åbne, og han spejder forvildet rundt i den natsorte stue, hvor kun en sprække af lys finder ind fra døren på klem.

Der er en snert af desperation over manden i hospitalssengen mellem de gamle højpolerede møbler. Hans åndedræt bliver først tungere, så hurtigere og hurtigere, og til sidst kommer råbet om hjælp.

De første gange Susanne er inde ved Herman, forsøger hun at få ham til at falde til ro, så han kan sove videre. Men hver gang hun har forladt Hermans stue, går der kun få minutter, før han igen råber om hjælp.

Til sidst beslutter hun sig for at tage Herman med ned i dagligstuen, så hans naboer kan få deres nattesøvn.

Derfor skal Herman i tøjet, og selvom den sidste nat står klart i Susannes erindring, og sikkert også på en eller anden led har overlevet i Hermans hukommelse, så fastholder nattevagten sit princip: Selvom det ville være så langt det nemmeste, vil hun ikke klæde Herman på, så længe han selv er i stand til det.

''Vil du ikke hjælpe mig lidt,'' spørger Herman, der har kæmpet sig op på sengekanten og sidder og bakser med sin skjorte.

''Jeg tager lige ærmet ud for dig, men resten kan du selv,'' svarer Susanne.

''Ja, du skal endelig ikke være hjælpsom. Det er dumt, det får man ikke andet end utak for,'' siger Herman stærkt sarkastisk.

''Du kan godt selv,'' svarer Susanne roligt på sit sønderjyske mål.

''Det er en underlig indstilling, du har,'' siger Herman, som igen er på vej til at blive vred.

''Mmm.''

''Du vil ikke hjælpe dine medmennesker ... Du vil bare genere dem og have din gode løn. Det er det eneste, du er ude efter ... Vil du ikke hjælpe mig??? Gå så hjem! Så vil jeg ikke have dig her,'' råber han.

''Jo, knap nu din skjorte og få bukserne på.''

''Jeg vil ikke have dig her!''

''Jo, du skal knappe din skjorte ...''

''Nej! Bare gå!''

''Nej, du skal med mig op i stuen, så de kan sove, de andre,'' siger Susanne meget bestemt.

Hun taler roligt, og på intet tidspunkt i løbet af natten hæver hun stemmen over for Herman.

Han falder en smule ned igen, men hans stærke sindsbevægelser gør det svært for ham at styre fingrene, der skal knappe skjorten.

Han siger nærmest tryglende:

''Kan du ikke knappe dem der.''

''Nej, det kan du selv.''

Herman kæmper med knapperne uden at sige noget.

Det store standerurs tikken inde fra Hermans stue er den eneste hørbare lyd ude på den tomme gang. Det store plejehjem hviler, kun Herman og Susanne er oppe, og Susanne vil stadig ikke knappe Hermans skjorte for ham.

''Hvorfor er du ikke flink?'' spørger han.

''Herman, der kommer en dag, hvor du ikke kan. Der skal jeg nok hjælpe dig.''

''Du kan da øve dig her!''

''Neej.''

''Du er en underlig én, at du ikke vil hjælpe mig,'' siger Herman, efter at han til sidst har fået knappet skjorten.

''Nu mangler du bare bukserne,'' siger Susanne.

Af en eller anden grund provokerer det Herman voldsomt. Han bliver igen aggressiv.

''Gå hjem, jeg vil ikke have dig her, når du ikke er ... bare ... ikke ... bare gå!''

Der går kludder i Hermans sætning til sidst, og det manglende greb om sproget gør ham endnu mere vred. Han langer ud efter Susanne for at slå hende.

''Hvis du slår mig, så får du sådan en igen,'' svarer Susanne med lav, indædt stemme.

Herman viger igen tilbage.

Susanne har ingen i nærheden, der kan hjælpe hende i den tilspidsede situation inde på Hermans stue, men er hun bange, er det ikke noget, man kan høre på hendes stemme.

Det næste minut siger ingen af dem noget.

Til sidst er det Herman, der bryder tavsheden:

''At jeg skal høre på, at du begynder at irettesætte mig,'' siger han.

''Jamen Herman, jeg siger slet ikke noget. Det er dig, der skælder ud hele tiden,'' siger Susanne.

''Hvem er din chef, for det skal de sgu da have at vide: At du er den mest vrangvillige. Du er en modbydelig kvinde. Hvorfor opfører du dig så ondskabsfuldt? Har jeg måske generet dig?'' siger Herman.

Både vred og forurettet.

''Jeg synes faktisk ikke, du laver meget andet,'' svarer Susanne med et skævt smil.

''Jeg har ikke givet dig store drikkepenge, det skal jeg indrømme.''

''Det skal du heller ikke.''

''Jeg mener da, at jeg har været høflig nok over for dig.''

''Synes du?''

''Ja! Og det er jeg ked af, at jeg har været ... Gå! Jeg vil ikke have dig her, hvis du ikke vil hjælpe mig,'' siger Herman med hævet stemme, men det preller af på Susanne:

''Du skal have skoene på og med op på stuen. Jeg går ikke uden dig.''

Efterhånden har Herman både bukser og skjorte på. Susanne skubber skoene over til ham, men vil ikke give ham dem på, og igen råber Herman:

''Vil du være venlig at gå ud ... Hjælp!!! Ondskabsfulde kvinde ... Hysteriske kvinde!''

''Sådan er alle kvinder ...''

''Nej! Der er nogen, der rare, men dem hører du ikke til.''

''Det er jeg da ked af at høre. Prøv at tage selerne op på skuldrene.''

''Du skal få det her refereret retsligt. Du er et ...''

''Det glæder jeg mig meget til.''

''Jeg havde ikke troet, at nogen kunne blive så ondskabsfulde, som du er. Hvis jeg på nogen måde havde generet dig, ville jeg kunne forstå det, men det har jeg ikke.''

Sådan fortsætter dialogen i den lille halve time, det tager, fra Susanne træder ind på Hermans stue, til Herman er i tøjet, og de to kommer til syne ude på gangen sammen.

På vej ud af stuen prøver Herman at køre nattevagten ned med sin rullator.

''Du skal ikke køre ind i mig,'' siger Susanne.

''Du skal ikke stå mig i vejen ... Ja, jeg kan sgu ikke lide dig,'' og for at understrege, at han mener det, slår Herman igen ud efter nattevagten.

''Hvis du slår mig, så ved du godt, at så får du sådan én igen. Det er det laveste, der findes – at slå, Herman. Det er det laveste, man kan gøre.''

''Og hvad er det laveste en kvinde kan gøre – det er at være som dig,'' siger Herman, stadig dybt indigneret.

''Kom med op i stuen,'' siger Susanne, og langsomt bevæger de sig ned ad gangen mod dagligstuen.

''Der kan du se,'' siger Susanne til sidst i et venligt toneleje, ''du kunne godt selv få tøjet på.''

Men Herman er ikke i humør til den slags fredsinitiativer.

''Du er da den mest uforskammede hjælp, jeg nogensinde har haft. Hvor kan jeg klage over dig?''

''Det kan du inde på kommunen, siger Susanne.''

Inde i den tomme dagligstue bliver Herman sat i den ene ende, og for at han ikke med det samme igen skal flakke rundt på gangene, skubber Susanne gangstativet så langt væk, at Herman ikke kan nå det.

Selv sætter hun sig i den anden ende af stuen.

I lang tid sidder de begge tavse hen. Den eneste bevægelse, der kan anes i rummet, er nattens western på en tysk tv-kanal, der sender sit flimrende lys ud i den mørke stue. Lyden er helt skruet ned.

Klokken halv to træder en kollega fra hjemmeplejen ind ad døren til dagligstuen og hilser på Susanne.

''Jeg skulle lige se, hvordan det går med dig og dine beboere,'' siger hun til Susanne, men Herman opfatter det straks som en invitation:

''Kunne du ikke hjælpe mig, så jeg kan komme i tøjet?'' spørger han hjemmehjælperen.

''Du har da tøj på ...'' siger hun.

''Ja, men ... lige meget. Kan I ikke hjælpe mig? Eller vil I ikke?''

Herman hæver igen stemmen, og Susanne bryder ind.

''Hvad vil du så have på?'' spørger hun.

''Din ... Hold kæft! Det er forkert!'' råber Herman.

''Nå ...''

''Jeg forstår ikke, hvorfor I skal være sådan over for mig. Jeg har ikke generet jer, og I bestiller ikke andet end at genere mig,'' siger Herman, igen med forurettet stemme.

''Jeg synes ikke, du laver meget andet end genere os,'' konstaterer Susanne og ser opgivende op på sin kollega.

Hjemmehjælperen sluger en halv kop kaffe, før hun kører videre på sin rute ud i natten, og Herman flytter fra lænestolen over til sin plads ved bordet, hvor servicet til morgenkaffen allerede står fremme.

Han råber om hjælp i flere omgange, men til sidst bliver han via kameraets klikken opmærksom på Sygeplejerskens repræsentant i rummet.

''Er det til avisen?'' spørger han.

''Til sygeplejerskernes avis,'' får han at vide.

''Ja, det er ikke her, de skal sende deres patienter – det kan du godt hilse at sige. Med sådan en betjening, man får,'' siger Herman højtideligt og med stor vægt på sine ord.

Det er, som om han pludselig får luft ved tanken om, at sygeplejerskerne nu får alting at vide. Det jagede, smertende ansigtsudtryk mildnes langsomt.

Inden klokken har passeret to denne nat, er Herman faldet så meget til ro, at han igen er trukket i nattøjet og er gået i seng.

Han får noget af den søvn, han har så hårdt brug for, og når dagvagten møder ind klokken syv, kan de se, at Herman har haft et af sine bedre døgn.

En god dag, en forholdsvis rolig aften og en tålelig nat.

En dag over gennemsnittet, vil der stå i journalen. Men lige nu er Herman optaget af manden med kameraet, og han taler ivrigt videre:

''Hjemmepigerne her, de laver jo ikke andet end at genere os. Hvis de så var flinke, så kunne vi også være det, men det kan vi jo slet ikke efterkomme, når de er, som de er. Man bliver jaget, fra man står op, til man går i seng,'' forklarer Herman.

I baggrunden kan man høre en sagte klukken fra nattevagten Susanne.

Hun ler. ''Åh ... Herman, Herman,'' siger hun og ryster langsomt på hovedet. 

Efter anmodning fra Odense Kommune, hvor Herman Pedersen bor, er navnet på plejehjemmet ikke oplyst, ligesom personale og andre beboere optræder under opfundne navne.

Nøgleord: Dement, Herman Pedersen, plejehjem.