Kaldet - et ophøjet ord for lidenskab

Indledning

I juni 1998 opnåede jeg ph.d.-graden i Sygepleje fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet på afhandlingen: 'Kærlighed er tjeneste. Søster Benedicte Ramsing – en biografi' (1). Artiklen er den forelæsning, jeg holdt i forbindelse med forsvaret af afhandlingen. Forelæsningens emne var 'Perspektiver på søster Benedictes omsorgstænkning i lyset af refleksioner over kaldstanken som historisk kategori'. Der var to dimensioner i dette emne. For det første emnets genstand:

• Søster Benedictes omsorgstænkning.
• For det andet et analyseredskab – kaldstanken som historisk kategori.

Min opgave var at sætte disse dimensioner i relation til hinanden. I første omgang fandt jeg det vigtigt at få greb om den historiske kategori som analyseredskab.

Den historiske kategori

Hvilke kategorier, der er et 'must' i historievidenskaben, har de sidste 10 år været under debat inden for kvindehistorien. Klasse og race har for eksempel traditionelt været grundkategorier i den historiske analyse, men fra kvindehistorisk side har man argumenteret for, at kønnet også blev inddraget som kategori, hvilket naturligvis er udsprunget af kvindehistoriens mål, at skrive kvinden eller kønnet ind i historien.1

Introduktionen af kønnet som en historisk kategori kan blandt andet føres tilbage til den amerikanske kvindehistoriker Joan Scott, der i 1986 introducerede en teori om 'gender', altså køn, og det er hende, så godt som alle kvindehistorikere refererer til, når de begrebsliggør kønnet som en historisk kategori.2

Joan Scott's gender-teori kan placeres inden for poststrukturalismen. Her anses køn ikke som essens

Side 35

eller biologi, men som et magtfuldt regulerende ideal, en social konstruktion sammensat af forskellige og modstridende diskurser. I disse diskurser forhandles og forskydes betydninger af kvindelighed og mandlighed konstant (5:33). Historikerens opgave er at dekonstruere disse sociale konstruktioner. Men problemet er, at når man for eksempel dekonstruerer kvindeligheden, kan man heller ikke definere den. Det ville være en ny konstruktion. Som sagt af stud. mag. Helle Husum:

''Derfor må alle definitioner på køn, både socialt og biologisk, opgives. Vi ved ikke, hvad en 'kvinde' er'' (6:77). Eller som sagt på en kvinde- og kønsforskningskonference i april 1998:

''Poststrukturalismen har demonteret kønnet.''

Søster Benedicte Ramsing

Konsekvensen af det poststrukturalistiske historiesyn, med kønnet som kategori, er vidtrækkende. I princippet betyder det, at al foreliggende empirisk viden skal bearbejdes teoretisk for at blive integreret i historien. Historien skal ganske enkelt skrives om. Det er nemmere sagt end gjort, og strategien har også haft sparsom gennemslagskraft på de historiske studier i almindelighed (7:142). Som kvindehistorikeren Bente Rosenbeck har sagt: ''På teoriniveauet forholder mange sig til Joan Scott, men i praksis adskilligt færre'' (8:19). Det skyldes, ifølge Bente Rosenbeck, at forskere, der benytter sig af de poststrukturalistiske teorier, ikke tematiserer virkelighedsniveauet, og dermed får vi intet at vide om, hvorvidt konkrete kvinder og mænd faktisk efterlevede de diskursive normer (8:19).

Kvindehistorikeren Birgitte Possing har fremført, at denne begrebsliggørelse af kvindeligheden som en almen kategori har gjort det vanskeligt at håndtere 'kvindeligheden' i et historisk forandringsperspektiv. For når man sætter kvindelighed (køn) ind som en historisk kategori, får man brug for at definere, hvad det er, for ''hvordan kan noget ændre sig i et historisk forløb, når det er så svævende, at det ikke kan defineres?'' (3:35).

Birgitte Possing finder, at en teori er fattig, hvis den driver vold på en historisk virkelighed ved at skære de empiriske nuancer, modsætninger og tvetydigheder væk, (som det ser ud til, at de poststrukturalistiske teorier gør). Hun mener, at det subjektive køn er udefinerbart og i modsætning til en normativ kønskategori ikke kan reduceres til en teoretisk eller en generaliseret historisk kategori. Hendes tilgang er, at man gør kønnet til et praktisk anvendeligt analytisk redskab, og hun peger her på to variabler, man skal være opmærksom på – nemlig normer og levet liv.

På den ene side har samfundet opsat nogle normer og ideologier om, hvad kvindelighed er. På den anden side har man en levende kvinde i et givet samfund, en kvinde med sin egen praksis og sine egne forestillinger. Der er ingen, der siger, at de foreskrivende normer og det levede liv hænger sammen. De kan være overordentlig modsætningsfyldte. Historikerens fornemmeste opgave er at indfange det dynamiske forhold mellem forestilling og levet liv, mellem normer og adfærd (3).

Den historiske kategori kan altså anskues ud fra to synsvinkler:

Som en poststrukturalistisk grundteori (ad modem Scott) eller som et praktisk analytisk redskab. Overført til kaldstanken som historisk kategori kunne jeg vælge at udarbejde en grundteori om kaldet og derigennem dels afdække et normativt aspekt og dels demontere selve kaldstanken, fordi den er en social konstruktion. Jeg kunne også vælge at anvende kaldstanken som et praktisk analytisk redskab i betydningen at gå empirisk til værks – og derigennem få tag i den dynamik, de modsætninger, der ligger i forholdet mellem normer og levet liv. Det er sidstnævnte tilgang, jeg vælger.

Jeg vil se på kaldstankens historiske foranderlighed i forhold til variablerne normer og levet liv. Først vil jeg se på de normer, man generelt har opsat i dansk sygepleje omkring kaldstanken og dernæst perspektivere disse i forhold til søster Benedictes omsorgstænkning – kaldstanken i det levede liv. Pointeres skal det dog, at det levede liv overvejende skal forstås som søster Benedictes normer og i mindre grad omsætningen af disse i praksis. Kildematerialet sætter grænsen for, hvor langt jeg kan gå ind i det levede liv.

Til sidst vil jeg gøre nogle overvejelser over kaldstanken i sygeplejen i forhold til den protestantiske og den katolske kirkes kaldsopfattelser og dertil se på, hvad kaldet rent eksistentielt betød for søster Benedicte.

Litteratur og afgrænsning

Hvad angår undersøgelser af kaldstanken i sygeplejen er den norske filosof og sygeplejeteoretiker Kari Martinsen den eneste, der har bevæget sig ind i dette felt (9,10,11,12).3 Senest har hun publiceret artiklen 'Kallet – kan vi være det foruten', hvor kaldsforståelsen analyseres ud fra den tyske sociolog Max Weber's protestantiske kaldsetik (10).

Enkelte andre har sat kaldstanken ind i den historiske

Side 36

analyse, for eksempel cand. cur. Bente Sigvaldsen i en afhandling om sygeplejen i mellemkrigstiden (13). Langt de fleste forholder sig dog ret pragmatisk til 'kaldstanken' i forståelsen, at de går ikke i clinch med selve begrebet, men bruger det i en hverdagsbetydning.

Jeg ser ikke på 'kaldet' i dets mere eksistentielle form, altså ud fra et individuelt perspektiv, omend det kan nævnes, at sygeplejersker, samsvarende med ordbogsdefinitioner, oftest har beskrevet deres personlige kald som en indre trang eller det at være draget mod faget.4

Jeg vælger at se på kaldstanken i et sygeplejefagligt perspektiv, og her har jeg den antagelse, at 'kaldstanken' på forskellig vis har stået som reference for fagets overordnede faglige principper.

Det normative aspekt på kaldstanken, og hvad det betød for omsorgstænkningen, har jeg afgrænset til at omfatte den såkaldte 'verdslige' sygepleje. Mit empiriske materiale hertil er hentet i Tidsskrift for Sygeplejersker i perioden 1900-1996 og dertil i Dansk Sygeplejeråds lærebøger.5 Kildemateriale vedrørende vor egen tid har jeg fundet gennem en bredere søgning i databaser, fagtidsskrifter og aviser.

Ud fra dette kildemateriale gav jeg mig i kast med at udarbejde en periodisering af 'kaldstanken i dansk sygepleje'  fra år 1900 og frem til vor tid. De enkelte perioders karakteristika har jeg fundet ved at se på, hvordan sygeplejersker har forholdt sig til:

1. Sammenhængen mellem kaldstanken og sygeplejens overordnede principper
2. Forholdet mellem kald og erhverv
3. Sygeplejeløftet
4. Personlige egenskaber og
5. kønnet.

Kaldstanken

Det religiøse kald om næstekærlighed: 1900-1932

Dansk sygepleje etablerede sig som en kvindelig profession i 1863 i og med, at Diakonissestiftelsen etablerede en formel sygeplejerskeuddannelse. De følgende år fulgte man efter på de fleste af landets sygehuse. Efter Dansk Sygeplejeråds etablering i 1899 fandt man fælles fodslag i, at første mål var at opnå samfundets anerkendelse i form af en statsautorisation. Det lykkedes i 1933.

En amerikansk sygeplejerske udformede i 1893 Florence Nightingale-løftet som en gestus mod tidens fælles sygeplejerskeideal. Løftet kom i anvendelse i Danmark 1913 (1:95), men allerede fra 1910 blev det via forfattere i Tidsskrift for Sygeplejersker angivet som idealet for dansk sygepleje (18,19,20). Da Dansk Sygeplejeråds 'Lærebog i Sygepleje' kom i 1926, var løftet da også angivet som standens faglige ideal, og det vedblev det at være i samtlige udgaver af lærebogen frem til 1950. I lærebogen var det pointeret, at sygeplejersken skulle stræbe efter at handle i overensstemmelse med den ånd, der var udtrykt i Florence Nightingale-løftet. Løftet, der indeholder formuleringen, 'Under Udøvelsen af mit Kald', starter på følgende måde: 'Jeg forpligter mig over for Gud og i Nærværelse af denne forsamling til at leve mit Liv i Renhed og at udøve min Gerning i Troskab (21:91).''

Sygeplejen var altså anset som et kristent kald, der for eksempel blev defineret som: ''at Guds hensigt med én var at tjene andre, at lindre menneskelig elendighed'' (19:188-190). Kaldets betydning for fagets grundlag blev stærkt understreget i Tidsskrift for Sygeplejersker, og det oftest i artikler, hvor fokus var uddannelsesforbedringer. For uanset hvor meget man end ønskede at forbedre uddannelsen, måtte det ikke være på bekostning af selve kaldet. Som en af tidens toneangivende sygeplejersker Charlotte Munck pointerede i 1920, så var én ting en ordentlig uddannelse, men en videnskabeliggørelse af faget i form af en grunduddannelse i universitært regi, som man så i Amerika, det var i modstrid med kaldstanken (1:140).6

Lægerne fastholdt om nogen, at kaldet gik forud for uddannelse. En fremtrædende læge sagde i 1926:

''[..] det er ikke Uddannelsens Længde, det kommer an paa! Det, det kommer an paa, er, at vi faar de rette unge Piger frem i gerningen, de som føler, at de har Kaldet i sig [..]''(23:50).

Som vist, var sygeplejersker enige i denne holdning, alligevel var lægerne påfaldende udfarende, når det gjaldt om at påpege, at det vigtigste i sygeplejen var kaldet, og et uformuleret mål fra denne kant var nok også, at en alt for selvstændig og veluddannet sygeplejerskegruppe kunne true lægestandens faglige monopol. Som en læge pointerede i 1930:

''Jeg tror aldrig, det vil lykkes Kvinderne at indtage en højere Plads i Lægegerningens Udvikling end den, de har naaet ved at overtage den anstrengende og opofrende Sygeplejegerning'' (24:517).

'Opofrende', sagde han og fik dermed pointeret, at det var den hoveddyd, enhver ægte sygeplejerske burde besidde. Egenskaben opofrelse gentages nemlig igen og igen og oftest i sammenhæng med andre dyder som selvbeherskelse, selvfornægtelse og

Side 37

afkald på det verdslige livs goder (18,19,20,22,24). Dette er egenskaber, der traditionelt har været knyttet til klosterlivet, men dertil var de også et udtryk for tidens opfattelse af kvindens natur. At drage omsorg var indbygget i kvindens kald som hustru og moder. Som en naturlig konsekvens heraf var kaldet til sygeplejen også en part af kvindens kald. Fællesnævneren i disse kald var den opofrende omsorg. Forskellen var, at i sygeplejen fik kvinden mulighed for at udfolde sin natur uden for hjemmet (24:518).

Sammenfattende kan man sige, at perioden 1900-1932 var nært forbundet med de idealer, der udgik fra Florence Nightingale. For selv om konceptet helt klart var, at sygepleje skulle baseres på teoretisk og praktisk uddannelse, og indsatsen på dette felt skulle øges, så var fagets fundament næstekærligheden. Dette ideal var ikke blot bundet op på kristendommen, men også på kvindekønnet, fordi omsorgen var indlejret i kvindens natur (skema 1). 

	Overordnet fagligt princip	Kald/erhverv	Sygeplejeløftet	Egenskaber	Køn og sygepleje
1900- 1932	Kaldstanken: at tjene næsten	Religiøst kald	Religiøst løfte (fra 1913)	Uegennyttighed i form af opofrelse	Kvindens natur
1933- 1957	Kaldstanken: at tjene næsten	Primært: religiøst kald Sekundært: erhverv	Religiøst løfte	Uegennyttighed i form af opofrelse	Kvindens natur
1958- 1989	En teori: 1958-1979 Menneskets behov	Erhverv Kaldet erklæres dødt ca. 1976	Standsløfte	Samvittighedsfuld	Ikke kønsbundet
	Flere teorier: 1980-1989 Problemløsning	Erhverv	Intet løfte	Selvoptagethed	Ikke kønsbundet
1990-	Kaldstanken: at tjene næsten	Et grundmenneskeligt kald	Intet løfte	Uegennyttighed Engagement Nærhed	Ikke kønsbundet

Kald og profession

Det religiøse kald om næstekærlighed i kombination med professionsstrategier: 1933-1957

Den næste periode, jeg har fundet frem til, er 1933-1957, og den kan beskrives på følgende måde:

Ved statsautorisationen i 1933 indførtes krav om, at uddannelsen skulle være tre-årig. Det medførte ikke formelle krav til den praktiske og teoretiske uddannelse. Uddannelsesstederne var mangfoldige, og evalueringer af uddannelsen i 1940erne og 1950erne viste, at den var uensartet fra sted til sted, både hvad angik optagelseskriterier og praktisk-teoretisk uddannelse. I sygeplejekredse indså man, at denne ordning var utilfredsstillende, og perioden var derfor præget af en målrettet indsats for at forbedre uddannelsen.

Perioden lignede, hvad angik normer om kaldstanken, den foregående en del. Sygeplejens overordnede faglige princip var stadig kaldet i form af næstekærlighed7, og det kristne Florence Nightingale – løfte blev stadig aflagt, omend man fra forskellig side begyndte at nedtone det kristne aspekt til fordel for mere generelle termer, for eksempel at sygeplejen var en etisk betonet gerning i stedet for en kristen (27:-937). Et holdningsskift der kan underbygges med, at der i bestræbelserne på at forbedre uddannelsen opstod et spændingsfelt mellem

Side 38

kaldstanken og ønsket om en velfunderet profession.

Herom udspandt der sig i 1930erne og 1940erne flere følelsesladede debatter i Tidsskriftet.

Debatterne handlede om, hvorvidt adgangen til faget primært skulle være den rette indstilling, altså kaldet, eller om det skulle være boglige forudsætninger i form af en realeksamen. Modstandere var bange for, at hele fagets grundlag – kaldstanken – skulle falde bort i kraft af den stærke betoning af det boglige. De ønskede at fastholde sygeplejersken i den traditionelle rolle med de religiøse og kvindelige dyder som det væsentlige. Fortalerne både overlappede og overskred denne position. For dem var det ikke et problem at forene kald og erhverv, men de tog den rette indstilling for givet og talte derfor ikke så meget derom. De så ikke kaldstanken som en modsætning til deres ærinde, nemlig de rette elevforudsætninger til en systematisk opbygget uddannelse i teori og praksis (1:138-142).

Den mest provokerende i denne debat var sygeplejerske og kommunist Elna Hiort-Lorenzen. Hun skrev i 1934 et politisk kampskrift: 'Sygepleje kald eller erhverv' (28).8 Hendes holdning var utvetydigt, at sygeplejen fra at være en barmhjertighedsgerning skulle være et erhverv. Hun mente, at Florence Nightingale-løftet var et klosterløfte, der bandt sygeplejersken til en klosteragtig opofrende tilværelse, og det var ren og skær ideologisk påvirkning (28).

Bogen satte sindene i brand, som psykolog Poul Bahnsen konstaterede i Tidsskriftet, hvor han spurgte:

Har sygeplejen mistet sit præg som et kald? Er det blevet til et erhverv som kontorfaget?

Nej – svarede han på basis af en undersøgelse af sygeplejeelevers indstilling. For hvis man definerer kaldet, som at eleverne i kraft af medfødte anlæg føler sig draget mod eller kaldet til sygeplejen, så angav eleverne netop, at de valgte sygeplejen på grund af trangen til at hjælpe og pleje (31:611-613).9

I lighed med Poul Bahnsen afviste sygeplejersker generelt Elna Hiort-Lorenzens synspunkter. I stedet valgte man kompromisløsningen, at sygepleje både var et religiøst kald og et erhverv, men i forståelsen at den primære forudsætning var kaldet. Som sagt af forstanderinde Maren Grosen, så måtte kald og erhverv forenes, fordi de syges behov for kyndig pleje, omsorg og deltagelse ikke ændrede sig. Det bedste fra den gamle tid måtte forenes med det bedste fra den ny (14:907 og 914).

Den væsentligste egenskab for en sygeplejerske var fortsat uegennyttigheden i form af opofrelse, som udtrykt af Maren Grosen:

''Det er vist og sandt, at sygeplejen rummer et stort kald! Det er også sikkert nok, at dette kald ikke kan røgtes godt uden opofrelse – det ligger simpelthen i arbejdets natur'' (32:62). I forlængelse heraf var faget fortsat bundet op på forståelsen af kvindelig særart. Omsorgen var en medfødt evne – den var lig med selve kvindeligheden (31:611-613). Det var dette faktum, der gjorde sygeplejekaldet så givende, at det var det rigeste, næst efter moderkaldet, der kunne gives en kvinde (32:62).

Sammenfattende kan man sige, at i perioden 1933-1957 begyndte man at sætte spørgsmålstegn ved, om kaldstanken og uddannelsesforbedringer faktisk var hinandens modsætninger. Man endte op med, at det bedste fra den gamle tid, kaldet, måtte forenes med det bedste fra den ny – en velfunderet profession i teori og praksis. Sygepleje var altså både et kald og et erhverv, men i forståelsen at kaldet var det primære. I kaldet lå selve sygeplejens overordnede princip 'at tjene næsten'. Denne udvikling påvirkede ikke generelle antagelser, som at omsorgen var nedfældet i kvindens natur, og heller ikke at den væsentligste dyd var uegennyttighed i form af en undertrykkende form for opofrelse. Periodens karakteristika er sammenfaldende med Kari Martinsens undersøgelse af kaldstanken i norsk sygepleje i samme periode (12).10 (Skema 1).

Sygeplejeløftet og loven

Menneskets behov og problemløsning: 1958-1989

Den sidste debat vedrørende sygeplejen som kald eller erhverv udspandt sig blandt politikerne i forbindelse med vedtagelsen af 'Lov om sygeplejersker' i 1956. Denne lov var resultatet af årtiers kamp i sygeplejekredse. En uddannelsesreform var endelig en realitet med iværksættelse fra 1958. Med denne var der på landsplan skabt en ensartet tre-årig uddannelse, organiseret efter lærlingesystemet (1:156-161). Men med uddannelsesreformen skete der det bemærkelsesværdige, at kaldstanken 'afgik ved døden' både i Tidsskrift for Sygeplejersker11 og de ny lærebogserier, der kom i 1956, 1974 og 1986 (34,35,36). Denne tid kan beskrives på følgende måde:

I 1956 faldt Florence Nightingales sygeplejeløfte ud og blev erstattet af et nyt, som man dertil ifølge 'Lov om Sygeplejersker' skulle give skriftlig forsikring om.12 Løftet indeholdt blandt andet følgende sætninger:

Side 39

'Jeg vil udøve sygeplejerskegerningen samvittighedsfuldt og uden personanseelse'' og ''[jeg vil] gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser'' (34:7).

Som det ses, ændrede man løftet fra et kristent løfte til et løfte om at efterleve fagets anordninger og bestemmelser. Løftet var dermed ændret til det, jeg vil betegne som et 'standsløfte', og dermed faldt det kristne kald om at tjene næsten ud som fagets overordnede princip.

Sygeplejerskers mening om det ændrede løfte kendes ikke. I 1979 faldt den skriftlige forsikring omkring løftet ud af 'Lov om sygeplejersker' (38). Alt tyder på, at langt de fleste sygeplejeskoler dermed afskaffede aflæggelsen af løftet.

Kaldstanken faldt ikke blot ud af løftet, det gjorde den også i sygeplejerskers egen fagforståelse. I 1976 erklærede en gruppe sygeplejersker:

''Vi slår fast, at sygeplejen ikke mere er et kald, men et hårdt arbejde – både fysisk og psykisk'' (39).

Sygeplejen var nu, afhængig af hvordan man så det, 'reduceret' eller 'ophøjet' til et erhverv. Grunden til skiftet synes at have sammenhæng med, at faget i 1965 for første gang fik en konkret teori om sygepleje, nemlig Virginia Hendersons teori om menneskets grundlæggende behov (40).13

Teorien var både forståelig og menneskekærlig og havde i høj grad greb om betydningen af den grundlæggende sygepleje. Men den betød, at 'menneskets behov' afløste 'kaldstanken' som fagets overordnede princip. Teorien havde enorm gennemslagskraft både i Tidsskriftet14 og den ny lærebog, der kom i 1974 (35).

Søster Benedicte Ramsing

Sygeplejemodellerne

Virginia Hendersons behovsteori stod alene til omkring 1980. Herefter inddrog faget i stigende grad andre sygeplejeteorier, kaldet sygeplejemodeller.15 Grundlaget for disse var oftest systemteorien og dertil en problemløsningsmodel benævnt sygeplejeprocessen. Sygeplejeprocessen havde så stor gennemslagskraft, at Virginia Henderson i 1988, 90 år gammel, med stor ironi sagde: ''På ottende dag skabte Gud sygeplejeprocessen, og der var ikke nogen, der sov'' (43).16 Hendes ironi bestod i en afstandtagen til, at faget fra en humanistisk tilgang havde udviklet sig til ren og sker teknologi, sygeplejens overordnede princip var lig problemløsning (44:22-23).

Denne udvikling hang sammen med, at faget i stigende grad søgte anerkendelse som en videnskabelig disciplin og derfor havde behov for egen teoriudvikling. Dertil var velfærdsstaten under etablering, og det medførte, at den filantropiske og uegennyttige ånd, der hidtil havde kendetegnet faget, blev skiftet ud med en opfattelse af sygepleje som lønarbejde i offentligt regi. Det indebar på individplan stor opmærksomhed på den enkeltes rettigheder med hensyn til løn, ferie, arbejdstid med videre. Med andre ord, og groft sagt, skiftede man egenskaben uegennyttighed ud med selvoptagethed. En norm, jeg udleder via sygeplejerskers egne udsagn i Tidsskrift for Sygeplejersker.17

Denne form for selvoptagethed afspejlede sig også i sygeplejerskers forhold til 1970ernes kvindebevægelse. I Tidsskriftet opfordrede rødstrømpe-sygeplejersker deres noget passive fagfæller til at tage aktivt del i kvindekampen. Her blev det ganske vist fremhævet, at sygeplejersken fagligt kunne yde mere gennem bevidstgørelse af egen position som kvinde og fagperson, men det var sygeplejersken som kvinde og ikke som fagperson, der var i fokus. Det var hende, der skulle frigøres fra sin underordnede rolle og ikke patienten (46,47). Understreges skal det dog, at sygeplejersker ikke var særlig aktive i kvindebevægelsen. Det fremgår indirekte af Drude Dahlerups omfattende værk om 'Rødstrømperne', hvor rødstrømpegruppen 'Kvinder i Sundhedssektoren' (KISS) er omtalt og uddebatteret på fem linier (48:525,bd.1.). Alligevel må det antages, at kvindebevægelsens synspunkter påvirkede sygeplejerskegruppen som helhed. Her blev opfattelsen af kvindelig særart afløst af ligestillingsstrategier. Disse gik mere på sygeplejersker selv end på solidaritet med deres brugere.

Sammenfattende kan jeg sige, at i takt med velfærdsstatens etablering faldt kaldstanken ud af sygeplejen til fordel for inddragelse af sygeplejeteorier som fagets overordnede princip. Disse får en så teknologisk udformning, at sygepleje efterhånden sættes lig problemløsning. Samtidig begyndte sygeplejersker i stigende grad at opfatte sig selv som lønarbejdere, og uegennyttigheden erstattes af selvoptagethed. Som Kari Martinsen har pointeret om denne periode, så medførte den stærke betoning af, at sygepleje skulle udføres på videnskabeligt grundlag, at fagtraditionen gled ud (12:8). Det var en historieløs tid, man var kun interesseret i fremtiden. Kaldstanken blev opfattet som et symbol på faglig og menneskelig undertrykkelse (skema 1).

Side 40

Omsorgsteorierne

Det grundmenneskelige kald om næstekærlighed:

Fra 1990 og frem

I 1960erne og 1970erne blev uddannelsen evalueret igen. Disse viste i lighed med de foregående manglende sammenhæng mellem teori og praksis og dertil, at eleverne blev udnyttet som arbejdskraft på bekostning af uddannelsen. Bestræbelserne gik nu på at gøre sygepleje til et studium. Dette mål blev indfriet i 1990, hvor grunduddannelsen blev ændret til et studium med mulighed for at erhverve en kandidatgrad, og fra 1991 også en ph.d.-grad. I overgangsperioden mellem disse to uddannelsessystemer gjorde omsorgsteorierne deres indtog i dansk sygepleje, for eksempel teorier udarbejdet af Katie Eriksson fra Finland, Merry Scheel fra Danmark og Kari Martinsen fra Norge.

Specielt Kari Martinsens omsorgsteori fik så stor gennemslagskraft, at så godt som alle sygeplejersker i dag bruger denne som reference for deres idealer eller principper om sygeplejens væsen.18 Kari Martinsen definerer omsorg på følgende måde:

''[Omsorg] er forbundet med å hjelpe og ta hånd om. Omsorg har med nestekjærlighet å gjøre, å handle mot andre, som vi vet, at andre skal handle mot oss. Det er å bryte egosentriciteten, å gå ut over seg selv. Det er følelsen av å stå andre nær'' (50:14).

Med denne korte definition forsøger Kari Martinsen at indsætte kaldstanken i vor tids sygepleje. Det gør hun med begrundelsen, at fagets legitimeringsgrundlag ikke blot er videnskabens, men i høj grad også fagtraditionens, som netop tog vare på omsorgens kvaliteter (12:8).

Kari Martinsens forsøg på at genindsætte kaldstanken ses for eksempel i sygeplejefaglig ordbog fra 1996. Her defineres kaldet på følgende måde:

''Sygeplejerske Kari Martinsen forstår kaldet som en tjeneste for andre ud fra en bevidsthed om, at kaldet er et overordnet princip i sygeplejegerningen. Kundskaber skal være underordnet kaldet, som beskrives med ordene uegennyttighed, hjælpsomhed, personorientering, nærhed og engagement'' (51:80).

Definitionen svarer næsten ordret til Kari Martinsens karakteristik af kaldstanken i norsk sygepleje i perioden 1868-1940 (12). Ordbogens modernisering af begrebet består i udeladelse af kaldstankens kristne perspektiv og dens tilknytning til den traditionelle kvinderolle, sidstnævnte af oplagte grunde eftersom vi er i en tid, hvor man har fravalgt, at omsorg og kvindelighed er to sider af samme sag.

Udeladelsen af det kristne perspektiv har grund i, at Kari Martinsen i sin modernisering af kaldsbegrebet udvider det til at være et grundmenneskeligt humant fænomen – en etisk fordring om at tage vare på næsten (10:36-38). For at indfri dette ideal sætter hun sygeplejerskens personlige egenskaber på dagsordenen igen. For gode skolekundskaber er ikke nok i faget, siger hun. Det kræver også personlig dannelse, og det er der ikke nogen garanti for, ligger i uddannelsen. Dannelse er knyttet til praksis, til vor måde at leve sammen på, til dagliglivet (11:19-20). I dette dannelsesbegreb indsætter Kari Martinsen uegennyttigheden igen, i den forståelse at heri ligger selve kærlighedens og kaldets væsen, og det omfatter ikke personlig undertrykkelse (11:30).

Sammenfattende kan det siges, at med Kari Martinsens omsorgsteori og opfattelse af kaldstanken viser hun nye veje for sygeplejen i vor tid. Hun har genindsat det gode fra fagtraditionen ved at sætte kaldstanken ind som et grundmenneskeligt princip om at tjene næsten ud fra et dannelsesideal om uegennyttighed. Tiden vil vise, om vor tids sygeplejersker vil tage denne fordring på sig. Der er måske et stykke vej endnu, eftersom det i 1997 blev fremført i en kronik i Weekendavisen, at kaldet var ved at få et 'come back' inden for fagområder, hvor man har med mennesker at gøre. Undtagelsen var sygeplejersker, de blev kritiseret for at spejle sig i godgørende omsorg (52). (Skema 1).

Konklusion

Ved at undersøge kaldstanken i dansk sygepleje som en historisk kategori fra 1900 til vor tid har jeg fundet frem til, at denne falder inden for fire perioder med hver sine karakteristika. Fra 1900 til 1932 fandt man, at en kristent begrundet kaldstanke var fagets vigtigste princip, fra 1933 til 1957 fortsatte dette princip i samhørighed med en opfattelse af sygeplejen som et erhverv, fra 1957 til 1989 faldt kaldstanken helt ud, men blev genindsat som et grundmenneskeligt kald i 1990 (skema 1).

Lighederne mellem de tre perioder, kaldstanken har været aktuel, er, at kaldet var anset som sygeplejens overordnede princip og defineret som 'at tjene næsten'. Hertil var knyttet et dannelsesideal om uegennyttighed. Forskellen var, at i perioden 1900-1957 var kaldstanken religiøst begrundet og dertil anset som part af kvindens natur, mens kaldstanken i vor tid ikke er kønsbundet, men anses som et grundmenneskeligt kald.

Side 41

Det er ikke overraskende, at væsentlige skift i kaldstanken er sket i forbindelse med uddannelsesændringer, for det var her, nye faglige normer blev sat op. Men det er overraskende, at kaldstanken faldt ud som norm så tidligt som 1958. Og her skal man huske på, at det er normer, jeg har beskrevet, for det levede liv tager jeg først fat i nu, hvor jeg vil vende blikket mod søster Benedicte Ramsings opfattelse af kaldstanken.

Søster Benedictes omsorgstænkning i relation til kaldstanken 19

Søster Benedicte Ramsing (1912-1988) blev sygeplejelærer på Sankt Josephs Sygeplejeskole (SJS) i København i 1939, fra 1947 til 1969 var hun stedets forstanderinde. De første ti år af hendes ansættelse markerede uddannelsen på skolen sig ikke særlig meget udadtil, den var lig andres, omend den lå i den bedre ende. Det var en tid, hvor søster Benedicte etablerede sig på egen skole og hentede inspiration udefra, specielt fra Amerika i 1948/49.20

I Amerika lærte søster Benedicte om en uddannelsesmodel benævnt 'unitsystemet', og hun indførte øjeblikkelig denne på Sankt Josephs Sygeplejeskole ved sin hjemkomst i 1950. Ideen i unitsystemet var at skabe sammenhæng mellem teori og praksis. Søster Benedicte omlagde derfor teoriundervisningen, så den emnemæssigt havde sammenhæng med den praktiske uddannelse og dertil blev afviklet sideløbende med denne. Søster Benedicte forbedrede kontinuerligt sin uddannelsesplan. I 1964 indførte hun, som den første, en uddannelsesplan baseret på Virginia Hendersons behovsteori. Det overordnede mål var patienten i centrum og dertil, at uddannelsens fokus skulle flyttes fra hospitalssygepleje til samfundssygepleje. Derfor blev humanistiske og samfundsvidenskabelige fagområder som filosofi og sociologi indført. Teorien kom sammenlagt til at overskride de officielle mindstekrav med 34 procent, svarende til 500 timer. Uddannelsesplanen var så meget forud for sin egen tid, at den svarede til den uddannelse, der blev stadfæstet ved en ny kongelig anordning i 1979.

Hvis man ser nærmere på søster Benedictes syn på sygepleje, så var hun meget fokuseret på, at sygeplejen og dermed også uddannelsen skulle udvikles, så den korresponderede med behovene i et foranderligt samfund. Sygepleje, mente hun, var så væsentligt et samfundsanliggende, at man ikke kunne gå på kompromis med uddannelsens niveau. Derfor skulle sygepleje være et studium i stedet for en lærlingeuddannelse. På basis af disse antagelser var søster Benedicte meget utilfreds med uddannelsesreformen i 1957, hvor man både fastholdt elevforudsætninger svarende til syvende klasse og lærlingesystemet. Hendes utilfredshed blev yderligere forstærket, da alle landets sygeplejeskoler valgte at formidle teorien på afgrænsede læsekurser. Disse beslutninger og initiativer, påpegede hun, modarbejdede integrationen af teori og praksis og ideen om sygepleje som et studium.

Søster Benedicte var altså fortaler for en visionær og fremsynet uddannelsesplan. Disse visioner omsatte hun, så langt det var muligt, på egen sygeplejeskole. Men aldrig på en sådan måde at hun gik på kompromis med, at faget grundlæggende var baseret på kristendommens omsorgsidealer, nemlig kaldstanken. Dermed også være sagt, at søster Benedictes omsorgstænkning kontinuerligt bar de karakteristika, der kendetegnede dansk sygepleje i perioden 1933-1957, altså at kaldstanken var fagets overordnede princip, men at denne kunne forenes med et højt uddannelsesniveau i teori og praksis.

I denne forbindelse vil jeg ikke tale mere om søster Benedictes uddannelsesplaner, men koncentrere mig om, hvordan hendes omsorgstænkning og kaldstanken var forbundet. Her har jeg valgt tre perspektiver:

For det første den måde, hendes omsorgstænkning var knyttet til kristen etik, for det andet, hvordan hendes omsorgstænkning og sygeplejepraksis hang sammen, og for det tredje, hvordan hendes omsorgstænkning var knyttet til sygeplejerskens personlige egenskaber og kønnet.

Etikken

Med indførelsen af unitsystemet i 1950 ændrede søster Benedicte faget etik fra at handle om god opførsel i hospitalshierarkiet til at handle om kristen moralfilosofi og de etiske principper for omsorg, der kunne udledes heraf. Faget etik var, som søster Benedicte selv pointerede, selve rygraden i uddannelsen. Det var i dette fag, de faglige værdier blev præsenteret og indarbejdet. Grundlaget for etikundervisningen hentede hun fra den katolske troslære, specielt Thomas Aquinas.

Thomas Aquinas' (1225-1274) skolastiske tradition, thomismen, danner grundlaget for en stor del af troslæren i den katolske kirke. Thomas Aquinas lære er ikke let tilgængelig for en ikke-fagperson, men kort sagt forenede han Aristoteles' (384-322 f.Kr.) naturfilosofi med kristendommen. Derved skabte han en syntese mellem tro og viden og ophævede

Side 42

modsætningen mellem fornuft og tro. Den menneskelige tilværelse delte han på den måde i to forskellige ordner. På den ene side var der den naturlige orden, hvortil hørte alt, hvad mennesket af egen kraft formår, og på den anden side den overnaturlige orden, hvortil hørte alt det, som er skænket ovenfra. Som det ses af skema 2, har den ene orden i hvert led et modstykke i den anden. Derved kunne man sige, at Gud havde åbenbaret sig for menneskene både gennem fornuft og tro.

Skema 2. Syntesen mellem fornuft og tro ​
DEN NATURLIGE ORDEN	​ DEN OVERNATURLIGE ORDEN
​ Fornuften	​ Troen de åbenbarede sandheder
​ Naturlig moral	​ Kristen moral den overnaturlige dyd
​ Det menneskelige retssamfund	​ Kirkens love

Hvis jeg herfra går til søster Benedictes undervisning i etik, ses hendes inspiration fra den katolske troslære i den måde, hun præsenterede emnerne på. Dele af hendes undervisning bestod nemlig af en række etiske læresætninger, der kan overføres til thomismens naturlige og overnaturlige orden.

For det første præsenterede hun en syntese mellem fornuft og tro i sit menneskesyn:

På den ene side så hun mennesket som et fornuftsvæsen og på den anden side som et religiøst væsen, der stræber mod en tilfredsstillelse, der ikke kan nås på jorden (skema 3).  

Skema 3. Læresætninger fra timerne i etik på Sankt Josephs Sygeplejeskole 1955 ​
DEN NATURLIGE ORDEN	​ DEN OVERNATURLIGE ORDEN
​ Fornuften Mennesket er et fornuftsvæsen	​ Troen Mennesket er et religiøst væsen, der stræber mod en tilfredsstillelse, som ikke nås på jorden
​ Naturlig moral Mennesket påtager sig et grundlæggende ansvar for næsten. Mennesket bør ville det gode	​ Kristen moral De åbenbarede love er: de ti bud kærlighedsloven
​ Det menneskelige retssamfund Samfundets love beskytter helheden, men de skal følge naturloven, der er uforanderlig i en materiel verden	​ Kirkens love Guds love er uforanderlige og absolutte

For det andet præsenterede hun en syntese mellem naturlig moral og kristen moral, en syntese der i sin essens var selve 'kaldstanken'. Idet menneskets naturlige moral var at påtage sig et grundlæggende ansvar for næsten, et ansvar der i den kristne moral var udtrykt gennem de ti bud og næstekærlighedsbudet (skema 3).

For det tredje præsenterede hun en syntese mellem det menneskelige retssamfund og Kirkens love gennem en påpegning af, at man kun var forpligtet på samfundets love i den udstrækning, de fulgte naturens uforanderlige love. Over for det stod Guds love som absolutte og uforanderlige. Et væsentligt eksempel, hun gav på dette område, var, at selvom et samfund gav tilladelse til abort, var det alligevel ikke moralsk tilladeligt. Det var både imod naturloven og imod Guds love (skema 3).

Omsorg for døende

Søster Benedictes omsorgstænkning var altså i høj grad præget af den antagelse, at der fandtes en logisk syntese mellem den menneskelige fornuft og kristne livsprincipper. Disse etiske antagelser prægede for

Side 43

eksempel hendes holdninger til omsorgen for døende. Hun var meget optaget af dette emne, og i 1962 vovede hun på tværs af tidens holdninger at komme med det synspunkt, at man burde fortælle et døende menneske sandheden om hans tilstand. Søster Benedicte mente, at sygeplejersker og læger i for høj grad fokuserede på tekniske opgaver, og at sjælen derfor blev overset af lutter travlhed. Det så hun som et symptom på et samfund, præget af manglende religiøs sans. Et samfund der havde mistet sansen for lidelsens værdi.

Parolen var ingen unødig lidelse, og derfor skulle man skånes for kendskabet til lidelse og død. Det medførte, at det døende menneske blev svigtet og ensom. Ingen fortalte ham sandheden.

Søster Benedictes budskab var, at patienten burde meddeles sandheden ud fra en respekt for mennesket som fornuftsbegavet. Man burde undgå den ubodelige skade, at døden blev mødt uforberedt og sjælens frelse mistet. Som man påførte patienten fysiske smerter, burde man også kunne påføre ham denne moralske smerte. Hendes konklusion var, at eftersom lægen var i besiddelse af sandheden, havde han også pligten til at fortælle den. Men hvis han ikke ville, måtte sygeplejersken gøre det. Søster Benedicte lavede dermed en åbenbar syntese mellem fornuft og tro og mellem kristen moral og naturlig moral.

Hendes kritik viser ydermere, at hun var opmærksom på, at 'kaldstanken' var ved at falde ud af faget til fordel for en teknisk problemløsende sygepleje, der i dette tilfælde afskar den døende fra medmenneskelighed, omsorg og ærlighed. Hendes artikel udløste en del læserbreve, men ud over ét, tog alle afstand til hendes synspunkter. Sygeplejersker henholdt sig til, at lægerne vidste bedst.

Grundlæggende sygepleje

Søster Benedictes omsorgstænkning kan også beskrives via de plejeidealer sygeplejeeleverne fra Sankt Josephs Sygeplejeskole tog med sig. Når eleverne har fortalt om disse, var det ikke via komplicerede filosofiske overvejelser. Det, de gjorde, var at sætte idealerne i forhold til deres praksis, hvilket viser, at søster Benedicte holdt fast i, at omsorg ikke var metateoretisk snak, men en størrelse, der skulle være omsættelig i praksis, så det kom patienten til gode.

Eleverne lærte, at det væsentligste i omsorgsrelationen var ligeværdighed, eller med andre ord, at patienten ikke måtte objektgøres. En ligeværdighed søster Benedicte udtrykte gennem understregninger som:

'Patienten er et menneske ikke et tal' eller 'smerter er, hvad patienten siger, det er'.

Patienten var relationens ubetingede centrum, og han kom altid i første række, uanset hvilke krav sygeplejersken blev udsat for fra anden side. I sin pleje skulle hun udvise respekt og nærvær, 'lægge mærke til alle de små ting' og overholde væsentlige principper som hensynet til patientens blufærdighed. I relationen var sygeplejerskens personlige egenskaber også væsentlige, hun skulle evne at udvise takt og høflighed, og hun skulle have så stor almenviden, at hun kunne tale om andet end vejret. For eleverne betød disse idealer, at patienten som medmenneske var det vigtigste. Derfor skulle han i centrum og medmenneskelighed og omsorg være fagets ledende værdier.

Eleverne samlede hele dette omsorgsideal i søster Benedictes metafor 'sygepleje udføres med hjerne og hjerte', og det kan i sin essens føres tilbage til hendes undervisning i kristen etik, at sygepleje er en syntese mellem hjerne: lig fornuft og viden – og hjerte: lig tro og næstekærlighed. Forskellen var, at eleverne ikke anvendte en kristen terminologi i deres beskrivelser. Ikke desto mindre kan man se parallellen til det kristne omsorgsideal. Elevernes udgangspunkt var blot thomismens 'naturlige orden'. Fornuft og naturlig moral var ledetråden i de omsorgsidealer, de tog med sig.

Søster Benedictes omsorgstænkning var altså baseret på, at kaldstanken – at tjene næsten – skulle komme direkte til udtryk i den grundlæggende sygepleje. Dette formåede hun at holde fast i, da Virginia Hendersons teori kom på banen i midten af 1960erne. Hun tog fat i det nye uden at forkaste det gamle. Man kan sige, at med Virginia Henderson blev søster Benedicte, som så mange andre, bedre i stand til afgrænse, hvad der kendetegnede sygeplejens egenart. Som Virginia Henderson udtrykte det i 1966:

''Det er min påstand, at sygeplejersken er og også i juridisk forstand bør være en selvstændig praktiker og i stand til at træffe selvstændige beslutninger, så længe hun ikke diagnosticerer, ordinerer sygdomsbeslutninger eller prognosticerer, for disse opgaver er lægens. Men hvad angår den grundlæggende pleje og omsorg, er sygeplejersken suveræn'' (44:36).

Dette citat set i forhold til søster Benedictes holdning til pleje af døende viser, hvor nær hun var Virginia Henderson. Hun fastholdt som denne, at sandheden, altså prognosen, var lægens, men at sygeplejersken kunne

Side 44

træffe selvstændige beslutninger, altså fortælle sandheden, når det angik den grundlæggende pleje og omsorg.

Egenskaber

Som allerede bemærket, var sygeplejerskens personlige egenskaber nært knyttet til søster Benedictes omsorgstænkning. Eleverne på Sankt Josephs Sygeplejeskole blev ikke blot vurderet på deres skolepapirer, men også ud fra personlige egenskaber. Hvad de ikke besad ved optagelsen, forsøgte skolens lærerstab at bibringe dem. Søster Benedicte mente nemlig, at sygeplejelæreren havde en forpligtelse til at forme elevernes karakter gennem sine personlige relationer med dem. En sådan dannelse kunne ikke ske gennem foredrag, men derimod via eksemplets magt og gennem den ånd, der herskede på skolen. Dette dannelsesideal ligger tæt på Kari Martinsens dannelsesideal for 1990ernes sygepleje, nemlig at dannelse er knyttet til praksis, til vor måde at leve sammen på.

Til forskel fra andre fremhævede søster Benedicte aldrig egenskaben uegennyttighed, men ikke desto mindre lå den implicit i hendes omsorgstænkning, for hvordan 'ville den anden det gode' uden uegennyttighed? Hun satte derimod ikke noget krav om, at elevernes uegennyttighed skulle gå over i en undertrykkende opofrelse, der for eksempel fastholdt dem til et liv i renhed eller kyskhed. Man vogtede ganske vist over elevernes kyskhed på Sankt Josephs Sygeplejeskole i lighed med andre sygeplejeskoler. Men fra starten af 1950erne var det tilladt eleverne at gifte sig og få børn. Når en elev blev gravid uden en ægtemage, tog skolen endda over og sørgede for mor og barn. Denne for tiden usædvanlige politik hang sammen med Sankt Joseph Søstrenes formål om at hjælpe samfundets svageste. En position en enlig mor uden uddannelse hurtigt kunne få. Som søster Benedicte udtrykte det, havde en enlig mor om nogen brug for en uddannelse. Denne praksis var helt på tværs af andre sygeplejeskolers, hvor gravide elever blev afskediget til langt op i 1960erne. Søster Benedicte forstod altså på et tidligt tidspunkt at trække grænsen mellem den uegennyttighed, der naturligt bør være knyttet til den professionelle omsorgsrelation, og den uegennyttighed, der tager form af personlig undertrykkelse. Igen en opfattelse, der har paralleller til Kari Martinsens visioner for kaldstanken i vor tid, nemlig at uegennyttigheden ikke skal fortolkes som undertrykkelse, fordi det er selve kærlighedens og kaldstankens væsen.

Køn og sygepleje

Til trods for søster Benedictes stærke pointering af, at omsorg skulle læres, mente hun også, at det var indbygget som en kvalifikation i selve kvindekønnet, og den holdning holdt hun fast i, så langt man kan følge hende op i tiden. For selvom ligestilling var et faktum for hende, var det ikke ud fra antagelsen, at kønnene havde de samme egenskaber. Tværtom havde hun en grundfæstet forestilling om kønnenes komplementære, men ligeværdige egenskaber, hvor kvinden specielt havde en moralsk forpligtelse over for næsten. Denne forpligtelse gik i ét med sygeplejen, hvor omsorgen var omdrejningspunktet. Sygeplejen var knyttet til kvindekønnet, og derfor var søster Benedicte ikke interesseret i at optage mænd som elever. På et samfundsmæssigt plan kunne dette kvindelige potentiale få gennemslagskraft via en anerkendt og sufficient uddannelse. På et praktisk plan kunne det muliggøres ved at skabe betingelser for sygeplejeeleven, så hun både kunne være under uddannelse og stifte familie på samme tid og på længere sigt kombinere karriere og familieliv.

Søster Benedicte og sygeplejen i dag

Søster Benedicte forlod dansk sygepleje i 1969 og fik som generalpriorinde hovedsæde i Rom de næste 11 år. I 1980erne vendte hun tilbage til Danmark. Få år efter blev hun alvorligt syg, og det indebar, at hun fik set dansk sygepleje fra patientsiden. Hun fik på nærmeste hold ajourført sig med, hvordan sygeplejen havde udviklet sig de forløbne år. I et interview i slutningen af 1987, seks måneder før sin død, gav hun sin mening til kende om denne udvikling. Jeg vil lade hendes ord om dansk sygepleje i 1980erne tale for sig selv:

''Jeg synes, sygeplejersker i praksis har tabt den medmenneskelige faktor. Når jeg læser tidsskriftet, savner jeg også den medmenneskelige faktor. Jeg har selv lige været patient på hospitalet. Jeg lå der med masser af slanger, alligevel skulle jeg selv gå ud på toilettet og vaske mig. Det ville jeg aldrig have budt en patient. Jeg er skuffet over at se, at sygeplejen er blevet så ringe. Hvor bliver den gode lærdom af, når man som patient virkelig trænger til den. Jeg ved ikke, hvor stort et gode det egentlig var for sygeplejen, at vi fik det op på et intellektuelt niveau. Jeg har selv været med til at kræve, at sygeplejersker skulle have deres meget gode baggrund. Vi mente, at en student ville være bedre i stand til at sætte sig ind i

Side 45

alt det teoretiske, men jeg ser til min beklagelse, at det praktiske ikke er fulgt med. I al vores energi på at få gennemført en reel uddannelse har vi tabt barnet på gulvet. Plejen af patienten er ikke fulgt med, og det, synes jeg, er beklageligt, for det er det, det hele drejer sig om. Sygeplejerskerne er blevet presset ud til det teoretiske og meget tekniske.'' (53).21

Den praksis, søster Benedicte oplevede, rystede hende. I hendes øjne var fundamentet væk, nemlig menneskeligheden som fagets bærende værdi eller med andre ord den kaldstanke, der sætter den uegennyttige næstekærlighed ind som sygeplejens overordnede princip.

Disse oplevelser gjorde, at søster Benedicte for første gang udviste forbehold over for de ideer, hun så energisk havde argumenteret for gennem en menneskealder. Meningen var jo ikke, at en sygeplejerskeuddannelse på et højt teoretisk plan skulle undergrave selve medmenneskeligheden. Derfor ville søster Benedicte helhjertet støtte de omsorgsteorier, der i disse år ser dagens lys, for heri medtages alle de aspekter, hun mente, en moderne sygepleje skulle indeholde, vel at mærke hvis de kan genfindes i det kliniske felt, hvis de er til gavn for patienterne.

Den katolske og protestantiske kaldstanke

Jeg har nu set på perspektiver af søster Benedictes omsorgstænkning i lyset af kaldstanken som historisk kategori. Efter at have gjort det står jeg med et problem. Søster Benedicte var nemlig katolsk ordenssøster, og inden for katolicismen knyttes kaldstanken faktisk udelukkende til præste- og klosterkaldet, mens det er den protestantiske kaldsopfattelse, der knyttes til verdsligt hverdagsarbejde som sygeplejen. Betyder det så, at søster Benedicte i virkeligheden var fortaler for en protestantisk kaldsopfattelse og dermed var i et modsætningsforhold til sit eget religiøse tilhørsforhold?

I begrebet 'kald', der på tysk hedder 'beruf' og engelsk 'calling', har man i protestantiske kulturer en forestilling om, at det betyder en opgave stillet af Gud i betydningen en livsstilling eller et embede, altså det verdslige hverdagsarbejdes religiøse betydning. I katolske kulturer kendes ikke noget tilsvarende ord. Hvordan denne forskel opstod, har den tyske sociolog Max Weber (1864-1920) beskrevet (54).

Det var reformatoren Martin Luther (1483-1546), der gennem sine bibeloversættelser verdsliggjorde kaldstanken. I biblen var der en kort passage om, at mennesket skal blive i det kald og den stand, hvori Gud nu engang har sat ham.22 Dette fortolkede han, som at pligtopfyldelsen inden for det verdslige kald var det højeste indhold, den enkeltes moralske aktivitet kunne antage. Altså at Gud behages bedst gennem verdslige pligter, gennem et embede, som man vel at mærke skulle forblive i, eftersom Gud havde placeret én der. Dermed forkastede Luther den katolske kirkes kaldsopfattelse om, at den højeste måde at behage Gud på var igennem et liv i munkeagtig askese. Munkelivet, mente han, var et produkt af egoistisk kærlighedsløshed, mens det verdslige kaldsarbejde var et ydre udtryk for næstekærlighed (54:46-50).23

I dag udlægger enkelte katolske leksika, specielt det danske, kaldet som givet med dåben, at det er personligt og kommer fra Gud. For eksempel skal enhver bruge sit kald i effektiv tjeneste af sit medmenneske (56,57). En udlægning der altså er i nær overensstemmelse med den lutherske kaldsforståelse. Andre leksika, specielt engelsksprogede encyklopædier, afgrænser helt klart kaldet, 'vocation', til at betyde præstekaldet eller kaldet til ordenslivet, sidstnævnte afgrænset til det monastiske ordensliv (58).

Denne korte beskrivelse af to kristne kirkers opfattelse af kaldstanken viser, at kaldstanken var knyttet til det verdslige arbejdsliv, hvis man var protestant, og ordenslivet, hvis man var katolik. I forhold til min analyse af kaldstanken i dansk sygepleje er det heller ikke svært at få øje på sammenhængen til den protestantiske kaldsopfattelse, idet kaldet til at tjene næsten lå i selve sygeplejefaget. I forhold til søster Benedictes liv og værk er sammenhængen mindre entydig. For her blev de to kaldstanker, klosterkaldet og kaldet til sygeplejen, blandet sammen. Sidstnævnte falder i princippet uden for den katolske kirkes opfattelse af kaldet. I princippet fordi den søsterorden, søster Benedicte var medlem af, Sankt Josephs Søstrenes Ordenssamfund, var/er en udadvendt orden, hvis grundlæggende formål er at tjene næsten gennem varetagelse af den svages behov. En ubetinget tjeneste der i lighed med diakonissernes i høj grad overskrider vor tids holdninger til arbejdslivet. Som sagt i 1929:

''Diakonissen vælger Sygeplejen som et Kald, med en Vilje til at tjene syge Mennesker saa stærk, at hun er rede til at give Afkald paa Livets almindelige 'Goder'. Hendes Indstilling over for Sygeplejegerningen er udelt: hun tager den fulde Konsekvens af sit Ønske

Side 46

om at 'hjælpe syge, fattige, forladte og faldne', uden at se paa Løn, fast Arbejdstid o.s.v.'' (59:411-412).

Sankt Joseph Søstrenes kald har, som diakonissernes, altid været nært knyttet til et verdsligt arbejde, og så er parallellen til den protestantiske kaldstanke snublende nær. Men noget modsætningsforhold mellem de to kaldsopfattelser kan man næppe tale om. For der er ingen tvivl om, at for søster Benedicte og søstrene generelt var klosterkaldet overordnet kaldet til sygeplejen, fordi det var et eksistentielt valg.

Kaldet som lidenskab

Idehistorikeren Thomas Söderqvist har i sin eksistentielle biografi af Niels K. Jerne fremhævet Jernes eksistentielle projekt som: 'at sætte sit mærke i verden' og hans altafgørende spørgsmål som: 'er jeg enestående, eller er jeg en fiasko'? (60). Det samme ønske og den samme tvivl havde søster Benedicte, specielt da døden nærmede sig. Ville hun blive husket, eller ville hun blive glemt?

Min biografi af søster Benedicte er ikke en eksistentiel biografi, men en livsværkbiografi med få indslag fra den eksistentielle problematik. Derfor står man tilbage med spørgsmålet: Hvad var det egentlig, der drev hende i det hårde arbejde?

På grundlag af et begrænset kildemateriale er spørgsmålet svært at besvare. Jeg er dog ikke i tvivl om, at svaret skal findes inden for klosterets rammer, som søster Benedicte selv har sagt:

\4\4[..] drivkraften i klosterkaldet er en kærlighed til Gud, der søger at udtrykke sig gennem kærlighed til næsten. Dette vil atter sige, at klosterlivets formål er dobbelt: at søge Gudsforening og at bringe Gud ud til medmenneskene. [..] Gud har kaldet os til et liv i hans tjeneste, til et liv, der allerede her på jorden forener os med Ham på særlig vis, og dette kald kan ikke defineres, men er en kendsgerning for den enkelte'' (61:25 og 29).

Søster Benedicte fandt, at klosterkaldet var en ikke definerbar kendsgerning, et udsagn det er svært at modsige. Men man kan spørge, hvorfor hun valgte klosterlivet i en tid, hvor kvinder af hendes kapacitet sagtens kunne gøre karriere på anden måde? Det gjorde hun for det første, fordi hun inden for søsterlivet fik en social familie, der gav kærlighed og tryghed og dertil nogle enestående muligheder for åndelig og intellektuel udfoldelse. For det andet, og det er nok det vigtigste, så kunne hun ganske enkelt ikke lade være, for på et eksistentielt plan var det det mest meningsbærende, hun kunne bruge sit liv til.

At følge klosterkaldet kostede søster Benedicte dyrt rent personligt, fordi hendes nærmeste ikke støttede hende, men uanset det, fulgte hun sin overbevisning. Det var så stor en trang, at hun var villig til at betale prisen. Sin ufattelige energi fik hun gennem klosterlivets fred og ro, gennem den balance der var mellem åndelig og faglig fordybelse. Det var klosterkaldet, der dannede grundlaget for hendes livsprojekter, det var det, der gav hendes liv mening og sammenhæng.

Thomas Söderqvist har fremført, at de eksistentielle valg, et menneske foretager, både er forbundet med lidelse og lidenskab (62). Det var de også for søster Benedicte. Men det var ikke lidelsen, men lidenskaben, der kom til at kendetegne hendes liv. De livsværk, hun satte sig for, blev så stor en lidenskab, så stort et kald, at det erobrede hele hendes liv, at det fik alt andet til at blegne i tilværelsen. Som den franske forfatterinde og eks-nonne Anna Huré så rammende har sagt:

''Kald, det er et ophøjet ord for lidenskab'' (63:198).

Hele søster Benedictes liv var kendetegnet ved denne kaldsforståelse, for kaldet var netop en ophøjet form for lidenskab for hende. Kaldet gav hende styrken til at præsentere de store livsværk inden for søsterordenen og sygeplejen. Gennem disse har hun sat sit mærke i verden.•

Nøgleord: Biografi, kald, kvindehistorie, kvindeligt ordensliv, kønshistorie, religionshistorie, sygeplejehistorie, søster Benedicte Ramsing.

NOTER

1. I 1970erne definerede kvindeforskningen sit genstandsfelt som 'om, for og af kvinder' (suppleret med en frigørende interesse), men i løbet af 1980erne flyttede genstandsfeltet sig fra kvinder til køn ud fra parolen, at køn er lige så vigtig en historisk kategori som klasse og race. (2:111). Men som Possing (3:35) påpeger, har køn som en social eller historisk kategori stort set været en grundpræmis i kvindeforskningen siden Simone de Beauvoirs berømte sætning i 1943, 'man fødes ikke som kvinde, men bliver det'.

2. I den for kønsforskningen skelsættende artikel 'Gender: A useful Category of Historical Analysis' fra 1986, introducerede Scott sin teori om køn (gender). Her definerede hun gender som: ''Gender is a constitutive element of social relationships based on perceived differences between the sexes, and gender

Side 47

is a primary way of signifying relationships of power'' (4:42). Artiklen var oprindeligt publiceret i 'The American Historical Review 1986'; 91:5.

3. En bred litteratursøgning via databaser gav ikke en eneste henvisning til en historisk undersøgelse, hvor omdrejningspunktet var kaldstanken. Derimod fandt jeg ad den vej enkelte artikler/bøger, der på en eller anden måde omhandler kaldet.

4. Tilbage i 1938 beskrev forstanderinde Maren Grosen for eksempel kaldet som: ''en indre, uforklarlig, men uimodståelig tilskyndelse til et bestemt fag eller arbejde'' (14:910). I Nudansk Ordbog (15) definerer man kaldet som en opgave eller et (gejstligt) embede og kaldelsen som en indre trang. I andre opslagsværker er kaldelsen mere eksplicit knyttet til kristendommen (16,17).

5. Begge kildeområder er normativt repræsentative for 'den verdslige kaldstanke'. Lærebøgerne, fordi de var de eneste af deres art og blev anvendt på alle uddannelsessteder, og Tidsskrift for Sygeplejersker, fordi det repræsenterer den danske sygeplejestands holdninger, uanset hvilken faggruppe der gav deres mening til kende heri. I tidsskriftet har jeg valgt alle artikler, der omhandlede kaldstanken, og dem, hvor titlen indikerede, at kaldet kunne komme på tale.

6. Charlotte Munck (1876-1932) var forstanderinde på Bispebjerg Hospital fra 1913 og formand for Dansk Sygeplejeråd 1927-32. Hendes holdning til sygeplejen som et kald blev i 1927 understreget af Dansk Sygeplejeråds tidsskriftsredaktør Margrethe Koch. Hun mente, gerningen havde onde kår, hvis den ikke var andet end en levevej (22).

7. En udtalelse fra Maria Madsen i 1940 (forstanderinde på Rødkilde Højskole og senere formand for Dansk Sygeplejeråd) kan underbygge dette: ''Det egentlige i sygeplejerskens arbejde er: Bamhjertigheden – Aanden i sygeplejen. Før Florence Nightingale var arbejdet blot et levebrød i lighed med Dickens Sairey Gamp. Tiden kræver personligt arbejde af os: [Det] vil først og fremmest sige, at vi dygtiggør os baade praktisk, teoretisk og etisk – de tre hovedlinier man i alle Lande har lagt for Sygeplejerskernes Uddannelse efter Florence Nightingales Mønster.'' (25:929-930). I 1952 forlød det, at sygeplejens kerne, hvoraf al god sygepleje vokser frem, var: 'forståelse af og kærlighed til medmennesket' (26:388).

8. Elna Hiort-Lorentzens 'Sygepleje kald eller erhverv' var skrevet i kampskriftsform – et kommunistisk manifest. Alligevel fik den, som Ole Sohn skriver i sin biografi af Elna, en rimelig anmeldelse i Tidsskrift for Sygeplejersker, fordi den var velunderbygget og standens interesser virkelig af betydning for forfatteren (29:58,30).

9. Oprindelig en kronik i dagbladet Politiken.

10. Kari Martinsens beskrivelse var: ''Kallet ble forstått som en tjeneste for andre, som det krevdes oplæring til, tjenesten kan beskrives med stikordene uegennyttighed, hjælpsomhed, personorientering eller som en opvurdering av egenskaberne knyttet til den tradisjonelle kvinnerollen'' (12:13).

11. Der er kun fundet én kilde om kaldet i perioden 1958-1989, nemlig et interview med tre sygeplejeelever i 1969: en katolik, en diakonisse og en ateist. Her var kaldstanken selvsagt aktuel for de to med et kristent livssyn. De mente, kaldet drejede sig om personligt engagement og ikke om opofrelse (33).

12. Af Lov om sygeplejersker fra 1956 fremgik det af paragraf 2, stk. 3, at før autorisation kunne meddeles, skulle der afgives skriftlig forsikring om, at man samvittighedsfuldt ville opfylde sine pligter som sygeplejerske (37).

13. Sygeplejerskens opgave var ifølge Henderson: ''at hjælpe det enkelte menneske, den syge såvel som den sunde, med at udføre, hvad han ville have gjort for sig selv, dersom han havde haft den fornødne styrke, vilje og viden.'' Definitionen er her gengivet efter Tidsskrift for Sygeplejersker i 1968 (41).

14. I Tidsskrift for Sygeplejersker udtalte undervisningsleder Jytte Kiær for eksempel i 1968, at en total sygepleje baseret på den enkelte patients behov var 'en skræddersyet sygepleje' (41).

15. I Tidsskrift for Sygeplejersker var der i 1979 en oversigtsartikel over tidens sygeplejemodeller. Denne var i en årrække næsten en 'bibel' for sygeplejersker under videreuddannelse (42).

16. Et (oversat) citat fra Virginia Hendersons festforelæsning på Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet i forbindelse med institutionens 50-års jubilæum (43). I 1992 mente Virginia Henderson, at sygeplejeprocessen mere adskilte sig fra den medicinske proces gennem sprogbrugen end gennem de trin, der udgjorde 'processen'. Hun mente dertil, at der var brugt alt for megen tid og energi både på sygeplejeprocessen og sygeplejens teori (44).

17. For eksempel satte en oversygeplejerske i 1974 det op som en kendsgerning, at sygeplejersken som enhver anden ikke havde noget indhold i livet efter endt arbejdsdag, ud over kedsomhed og 'søndagsdepression'. Det, hun skulle gøre ved det, var at få et værdigt mål i livet, at sygeplejen kunne være målet nævnes ikke (45).

Side 48

18. To sygeplejestuderende skrev i 1996 en artikel om det behov, der er for at genindsætte kaldstanken i sygeplejen igen. De mener, at den individualisme og rodløshed, der præger samfundet i dag, også har invaderet sygeplejen, og det er svært foreneligt med de visioner, de har om en sygepleje, baseret på et fællesmenneskeligt ansvar, hvor hensynet til de svageste opprioriteres. De har en forestilling om, at de mennesker, der søger ind i sygeplejen, har en vis portion af kaldet i sig, at de er drevet af næstekærligheden (49:38).

19. Afsnittet er baseret på min biografi af søster Benedicte Ramsing (1).

20. Den væsentligste inspiration fik hun via videreuddannelser på 'Kursus ved Aarhus Universitet' i 1944/45 og 'School of Nursing Education, The Catholic University of America', Washington DC, USA, i 1948/49 (1).

21. Citatet er trukket sammen af en længere redegørelse og dertil rettet til rent sprogligt (53).

22. Weber (54) henviser til en passage i Jesus Sirach (11,20-21), mens den svenske professor i teologi Gustav Wingren henviser til Paulus' første brev til Korintherne (7,20): ''Hver skal blive i den stand, som han var i, da han blev kaldet!'' (55).

23. Ikke alle er enige i nævnte udlægning af den lutherske kaldstanke, for eksempel mener Gustav Wingren ikke, at Luthers kaldstanke ligger på terminologiens område, altså i det nævnte citat fra biblen, men at den skal forstås i forhold til det slægtskab, der forbinder urkristendommen og reformationens livssyn. Kaldstanken er et udtryk for Luthers centrale tro på Guds værk (55).

LITTERATUR 

1. Malchau S. Kærlighed er Tjeneste. Søster Benedicte Ramsing – en biografi. København: Dansk Sygeplejeråd 1998.
2. Rosenbeck B. Søde piger kommer i himlen, slemme piger blander sig overalt. Skriftrække for kvindeforskning Københavns Universitet. Varia 1991; 1, 111-121.
3. Possing B. Køn og kvindelighed – hvilke historiske kategorier? Den Jyske Historiker 1992; 58-59, 35-51.
4. Scott JW. Gender and the politics of history. New York: Columbia University Press 1988.
5. Simonsen DG. Som et stykke vådt sæbe mellem fedtede fingre. Køn og poststrukturalistiske strategier. Kvinder, Køn og Forskning 1996; 2, 29-50.
6. Husum H. Er feminismen en død sild? Kvinder, Køn og Forskning 1998; 1, 77-79.
7. Rosenbeck B. Kroppens politik. Om køn, kultur og videnskab. København: Museum Tusculanums Forlag 1992.
8. Rosenbeck B. Intet nyt under solen? Refleksioner over feministisk teori. Kvinder, Køn og Forskning 1997; 1, 18-27.
9. Martinsen K. Kallet, kjærligheden og solidariteten – bærekraften i diakonissebevegelsen. Upubliceret arbejdsnotat 1990.
10. Martinsen K. Kallet – kan vi være det foruten? Dansk Selskab for Sygeplejeforskning 1997; 13: 2, 9-41.
11. Martinsen K. Sykepleieren – dannet og utdannet. Martinsen K (red.). Den omtenksomme sykepleier. Oslo: Tano 1993, s. 19-34.
12. Martinsen K. Sykepleietradisjonen – et nødvendig korrektiv til dagens sykepleieforskning. Sykepleien 1985; 15, 6-14.
13. Sigvaldsen B. De kvindeligste Kvinder. En undersøgelse af sygeplejens historie i mellemkrigstiden. Specialeafhandling den sygeplejevidenskabelige kandidatuddannelse. Århus: Skriftserie fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole 1993.
14. Grosen M. Kald og erhverv. Tidsskrift for Sygepleje 1938; 38: 42, 907-915.
15. Nudansk Ordbog. København: Politikens Forlag 1977.
16. Salmonsens Konversations Leksikon. København: JH Schultz A/S 1922.
17. Gyldendals Tibinds Leksikon. København: Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A.S. 1977.
18. Munch C. Hvad er en Sygeplejeskole? Tidsskrift for Sygepleje 1910; 89-94.
19. Hansen H. Kaldsfølelsen. Tidsskrift for Sygepleje 1920; 188-190.
20. Rydgaard F. Vore Sygeplejersker og deres Uddannelse. Tidsskrift for Sygepleje 1923; 236-240.
21. Lærebog og Haandbog i sygepleje Bd 1. Udgivet af Dansk Sygeplejeråd. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1944.
22. Koch M. Hvad forventer Publikum sig af en god Sygeplejerske? Tidsskrift for Sygepleje 1927; 71-78.
23. Jacobi. Sygeplejerskeloven. Tidsskrift for Sygepleje 1926; 49-50.
24. Clausen F. Kvindens Indsats i Lægegerningen. Tidsskrift for Sygepleje. 1930; 513-518.
25. Madsen M. Tidens krav til Danmarks Sygeplejersker. Tidsskrift for Sygepleje. 1940; 928-935.
26. God sygepleje – før og nu. Tidsskrift for Sygepleje. 1952; 387-388.
27. Magnussen E. Sygeplejerskernes pligter. Tidsskrift for Sygepleje. 1940; 936-940.
28. Hiort-Lorenzen E. Sygepleje – kald eller erhverv. København: Mondes Forlag A/S 1934.
29. Sohn O. Et liv i kamp og kærlighed. Om sygeplejerske Elna Hiort-Lorenzen. København: Dansk Sygeplejeråd 1993.
30. Boganmeldelse. Tidsskrift for Sygepleje. 1934; 481-482.
31. Bahnsen P. De kvindeligste Kvinder. Tidsskrift for Sygepleje. 1935; 611-617.
32. Grosen M. Hvordan kalder vi? Tidsskrift for Sygepleje. 1939; 59-64.
33. Elevforum: Om kald og andre ting. Tidsskrift for Sygeplejersker. 1969; 130.
34. Sygeplejelære. Udgivet af Dansk Sygeplejeråd. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1956.
35. Grundlæggende sygepleje. Udgivet af Dansk Sygeplejeråd. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1974.
36. Vesterdal A. Sundheds- og sygepleje. I. Udgivet af Dansk Sygeplejeråd. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1986.
37. Lov om Sygeplejersker. Lov nr. 127 af 25. maj 1956.
38. Lov om sygeplejersker. Lov nr. 127 af 25. maj 1956, med ændringer der gælder fra 1. april 1979.
39. Ikke et kald men et slid. Tidsskrift for Sygeplejersker 1976; 76: 18,7.
40. Henderson V. Sygeplejens grundlæggende principper. International Council of Nurses 1965.
41. Hvad en patient har brug for. Tidsskrift for Sygeplejersker 1968; 68:8, 324-331.
42. Frøslund-Jensen J, Scheel M. Perspektiv – Tillæg til Tidsskrift for Sygeplejersker 1979; 79-21.
43. Videooptagelse af Virginia Henderson, 1987. (Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet, arkiv).
44. Henderson V. The Nature of Nursing. København: Munksgaard 1995.
45. Hartvig-Møller T. Tidskrift for Sygeplejersker 1972; 74:15, 30-31.
46. Derfor rødstrømpe. Tidsskrift for Sygeplejersker 1972; 72:8, 4-6.
47. Kvinden er stadig underklasse. Tidsskrift for Sygeplejersker 1974; 74:15, 30-31.
48. Dahlerup D. Rødstrømperne. Den danske rødstrømpebevægelses udvikling, nytænkning og gennemslag. København: Gyldendal 1998.
49. Abrahamsen SG, Simonsen DV. Kald og næstekærlighed kontra individualisme og rodløshed. Müller K, Kusk U, Toxboe M (red.). Fokus på sygeplejen 1997. København: Munksgaard 1997.
50. Martinsen K. Omsorg sykepleie og medicin. Historisk – filosofiske essays. Oslo: Tano 1989.
51. Sygeplejefaglig ordbog. Gyldendalske Boghandel. København: Nordisk Forlag A/S 1996.
52. Eiby T. Det moderne kald. Weekendavisen 3. marts 1997.
53. Interview med søster Benedicte Ramsing 16.12.87. (Dansk Sygeplejeråds arkiv).
54. Weber M. Den protestantiske etikk og kapitalismens ånd. Oslo: Gyldendal Norsk Forlag 1972.
55. Nordisk teologisk leksikon. Lund og København: C.W.K. Gleerups Förlag og Munksgaard 1952-57.
56. Katolsk Mini leksikon. København: Katolsk Forlag 1994.
57. Catholic Encyclopedia. Nashville – Camden – New York: Thomas Nelson Publischers 1987.
58. The Catholic Encyclopedia. An International Work of Reference on the Constitution, Doctrine, Discipline, and History of the Catholic Church, New York: Robert Appleton Company 1907-14.
59. Johannessen A. Diakonisser og andre Sygeplejersker. Tidsskrift for Sygepleje 1929; 29:20, 411-414.
60. Katz M. Den menneskelige faktor. Berlingske Tidende, 4. sektion, 21. april 1998, s. 6-7.
61. C.S.J., sr. Benedicte. Tanker om ordenslivet. Ånd og liv, Pauluskredsens Skrifter 1963; 19, 25-30.
62. Söderqvist T. Existential projects and existential choice in science: science biography as an edifying genre. Shortland M, Yeo R (red.), Telling Lives in science: essays on scientific biography. Cambridge University Press 1996, s. 45-84.
63. Huré A. De to nonner. København: Jespersen og Pios Forlag 1965.